Spørgsmål om ansvar i forbindelse med manglende salg af Roskilde Bank aktier i pensionsdepot.

Sagsnummer:502/2008
Dato:03-06-2009
Ankenævn:John Mosegaard, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Ladegaard, Karin Sønderbæk
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Værdipapirer - ikke-effektueret ordre
Ledetekst:Spørgsmål om ansvar i forbindelse med manglende salg af Roskilde Bank aktier i pensionsdepot.
Indklagede:Roskilde Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens erstatningskrav som følge af, at Roskilde Bank i forbindelse med klagerens salgsordre ikke solgte alle hans Roskilde Bank aktier, herunder aktier henliggende i et pensionsdepot.

Sagens omstændigheder.

Ved tre fondsnotaer af 14. juli 2008 solgte Roskilde Bank klagerens og dennes ægtefælles i alt 350 Roskilde Bank aktier til kurs 65.

Klageren har anført, at baggrunden for salget af aktierne var, at han og ægtefællen samme dag ved personlig henvendelse i bankens Greve afdeling havde anmodet medarbejderen A om at sælge alle deres Roskilde Bank aktier. Roskilde Bank har anført, at salgsinstruksen alene angik parrets aktier i frie depoter, men ikke 500 aktier i klagerens to kapitalpensionsdepoter.

Den 27. august 2008 kontaktede klageren telefonisk A med forespørgsel om, hvorfor der fortsat beroede 500 Roskilde Bank aktier i hans kapitalpensionsdepoter.

Ved brev af 2. oktober 2008 rettede klageren henvendelse til banken med krav om, at banken overtog de 500 aktier til kurs 65. Ved brev af 3. november 2008 afviste banken kravet.

Parternes påstande.

Klageren har den 28. november 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Roskilde Bank tilpligtes at overtage hans 500 aktier i banken til kurs 65.

Roskilde Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han og ægtefællen ved henvendelsen den 14. juli 2008 anmodede A om at sælge alt, hvad de havde af Roskilde Bank aktier. De specificerede på intet tidspunkt, hvilke aktier det drejede sig om, men udtalte, at de ikke ville eje en eneste aktie i Roskilde Bank.

Det var herefter A’s opgave at efterkomme deres ønske og finde ud af, hvilke Roskilde Bank aktier de havde og herefter sælge dem.

Ved afgivelsen af salgsordren måtte de indse, at de havde tabt mange penge, men dispositionen var et forsøg på dog at redde lidt.

Den 27. august 2008 var han inde på sin netbank for at udskrive papirer for sine konti, da han havde besluttet sig for at skifte til et andet pengeinstitut. Han konstaterede da til sin overraskelse, at der fortsat var 500 Roskilde Bank aktier i kapitalpensionsdepoterne.

Han kontaktede omgående A herom. A gav udtryk for, at hun var ked af det, men at hun ikke kunne forstå, at han ikke selv havde opdaget det tidligere.

Baggrunden for, at han ikke tidligere havde opdaget, at aktierne fortsat lå i depotet, er, at hans kapitalpensionskonti ikke er konti, som han tjekker jævnligt.

Roskilde Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen bør afvises efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, da en afgørelse kræver bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at banken handlede korrekt, idet A har oplyst, at salgsinstruksen alene angik aktier, der lå i klagerens og dennes ægtefælles frie depoter, men ikke aktier i kapitalpensionsdepoterne.

Klageren har haft mulighed for at reagere tidligere, idet klageren på grundlag af de sendte fondsnotaer samt oplysningerne tilgængelig i netbanken kunne konstatere, hvilke aktier der var blevet solgt, og hvilke der ikke var solgt.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren har anført, at han og ægtefællen den 14. juli 2008 anmodede Roskilde Bank om at sælge alle hans og ægtefællens Roskilde Bank aktier, mens Roskilde Bank har anført, at salgsanmodningen alene vedrørte parrets Roskilde aktier beroende i frie depoter. En stillingtagen til dette tvistepunkt ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.