Gyldighed af kredit og manglende rådgivning om mulighed for at nedbringe kredit.

Sagsnummer:121/2014
Dato:05-11-2014
Ankenævn:John Mosegaard, Jan Staal Andersen, Troels Hauer Holmberg, Jørn Ravn, Karin Sønderbæk
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Udlån - hæftelse
Rådgivning - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Gyldighed af kredit og manglende rådgivning om mulighed for at nedbringe kredit.
Indklagede:Handelsbanken
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører gyldigheden af en kredit, som blev forlænget/forhøjet primo 2008, og manglende rådgivning om mulighed for at nedbringe kreditten for at spare renteudgifter.

Sagens omstændigheder

Klageren og hendes ægtefælle M var kunder i Handelsbanken.

Den 11. juni 2006 underskrev M en kreditaftale til privatkunder med Handelsbanken på 5,2 mio. kr. vedrørende kontonummer -076. Det er anført i kreditaftalen, at 2,7 mio. kr. af de 5,2 mio. kr. er en forhøjelse af kreditten, og at udlånsrenten for tiden er 3,5 % årligt. Under særlige betingelser er følgende anført:

”Forhøjelse til opførelse af sommerhuse. Nedskrivning af maksimum aftales nærmere ved salg af disse.”

Den 26. januar 2008 underskrev M en kreditaftale til privatkunder på 7,5 mio. kr. vedrørende kontonummer -076. Det er anført i kreditaftalen, at 3,7 mio. kr. af de 7,5 mio. kr. er en forhøjelse af kreditten, og at udlånsrenten for tiden er 5 % årligt. Kreditten er gældende indtil videre. Under særlige betingelser er følgende anført:

”Forhøjelsen på 3,7 mio. er givet midlertidigt. Kredittens maksimum nedskrives igen til mdkk 3,8 efteraftale med banken og ved salg af aktier”

M afgik ved døden i slutningen af 2008. Klageren sidder i uskiftet bo.

Den 15. maj 2009 underskrev klageren en kreditaftale til privatkunder på 2,7 mio. kr. vedrørende kontonummer -076. Kreditten er gældende indtil videre. Det er anført i kreditaftalen, at 530.000 kr. af de 2,7 mio. kr. er en forhøjelse af kreditten, og at udlånsrenten for tiden er 6,5 % årligt.

Det fremgår af klagerens årsopgørelse fra banken pr. den 30. december 2009, at gælden på kreditten med kontonummer -076 udgjorde 2.608.469,30 kr., og at der var pantsat aktier i sikkerhedsdepot -664 for en kursværdi på 2.090.376,20 kr.

Den 2. juni 2010 underskrev klageren en kreditaftale til privatkunder på 2,7 mio. kr. vedrørende kontonummer -076. Det er anført i kreditaftalen, at udlånsrenten for tiden er 6,250 % årligt, og at kreditten afvikles med 2,7 mio. kr. den 31. maj 2015.

Det fremgår af klagerens årsopgørelse fra banken pr. den 30. december 2010, at gælden på kreditten med kontonummer -076 udgjorde 2.699.932,64 kr., og at der var pantsat aktier i sikkerhedsdepot -664 for en kursværdi på 1.384.600,00 kr.

Den 31. maj 2011 sendte klagerens revisor klageren en faktura, hvoraf fremgik, at revisoren beregnede sig 11.088,50 kr. som honorar for udarbejdelse af årsregnskab for 2010 herunder møde, samtale med banken med videre.

Ved brev af 5. marts 2013 gjorde klageren over for banken indsigelse mod kredittens gyldighed og mod bankens manglende rådgivning om muligheden for at nedbringe kreditten for at spare renteudgifter.

Ved brev af 1. maj 2013 foreslog banken en ændring af kreditten, hvorved renten kunne reduceres. Forslaget var blandt andet baseret på en nedbringelse af kreditten ved salg af de pantsatte aktier og andre af klagerens aktiver og på etablering pant i klagerens faste ejendom.

Forslaget blev ikke gennemført.

Parternes påstande

Den 22. april 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Handelsbanken skal betale en erstatning på følgende beløb:

Principalt 3.656.992 kr. svarende til kreditaftalen på 2,7 mio. kr. plus erlagte renter for perioden 2009-juni 2014 på 956.992 kr. (yderligere renter forbeholdes)

Subsidiært 1.486.992 kr. svarende til forhøjelsen af kreditaftalen på 530.000 kr. plus erlagte renter for perioden 2009-juni 2014 på 956.992 kr. (yderligere renter forbeholdes)

Tertiært et af Pengeinstitutankenævnet fastsat beløb.

Handelsbanken har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at M i 2008 var alvorligt syg og derfor ikke var i stand til at underskrive kreditaftalen af 26. januar 2008. Kreditaftalen bør derfor tilsidesættes.

Hun var ikke bekendt med kreditaftalen. Det blev hun først efter M’s død, hvor hun blev bedt om at overtage M’s forpligtelser over for banken.

Banken har alene tilgodeset sine egne interesser, idet den på intet tidspunkt, hverken ved hendes indtræden i kreditten eller i den efterfølgende periode, oplyste hende om, at kreditten var en alt for dyr og ugunstig løsning.

Kreditten kunne være indfriet i 2009 eller i 2010 ved salg af de pantsatte aktier. Ved at undlade at rådgive om dette har banken pådraget sig et erstatningsansvar.

Der er alene solgt aktier for at dække renter på kreditten. I perioden fra 2009 til juni 2014 har hun betalt renter på i alt 956.992 kr.

Det bestrides, at der løbende er blevet afholdt møder med banken, hvor hendes økonomi er blevet drøftet. Hun bestrider ligeledes, at banken før ved brevet af 1. maj 2013 er kommet med forslag til ændring af engagementet, og dette forslag kom først på et tidspunkt, hvor værdien af beholdningen af værdipapirer var blevet kraftigt forringet.

Den dialog, som banken oplyser, at den har ført med hendes søn og hendes revisor, har fundet sted uden hendes viden og uden, at hun har givet de pågældende fuldmagt til at træffe beslutninger på hendes vegne. Hun er først i maj 2011 blevet bekendt med, at revisoren har holdt møder med banken. Revisoren har derved handlet uden for sin bemyndigelse, hvilket han har indrømmet og beklaget.

Handelsbanken har anført,at detbestrides, at M på grund af sin sygdom ikke var i stand til at underskrive kreditaftalen af 26. januar 2008.

Klageren har siddet i uskiftet bo siden 2008. I 2009 og 2010 har hun forlænget/forhøjet kreditten uden forbehold. Hun har dermed accepteret at hæfte for kreditten. Forhøjelsen på 530.000 kr. i 2009 blev udbetalt til klageren.

En eventuel indsigelse mod kreditten er nu forældet.

Rentesatsen følger af kreditaftalerne. Kreditten forrentes for tiden med en rentesats på 6 %. Denne rentesats kan ikke anses for urimelig.

Banken har både før og efter M’s død haft kontakt til klageren med henblik på at aftale, hvordan kundeforholdet skulle fortsætte. Banken har løbende ført en dialog med klageren, klagerens søn og klagerens revisor blandt andet vedrørende eventuel nedbringelse af kreditten. Klageren har især på baggrund af rådgivning fra sønnen ønsket at bevare en stor eksponering i værdipapirer og har ikke ønsket at reducere trækket på kreditten. Ligeledes har hun ikke ønsket at belåne sin faste ejendom, hvilket kunne medføre en lavere rente. Klageren har ikke ønsket at indgå en aftale om afvikling af kreditten.

Banken måtte regne med, at revisoren var berettiget til at handle på klagerens vegne. Et eventuelt tab som følge af ansvarspådragende fejl fra revisorens side må klageren rejse over for denne.

Banken har ydet god og tilstrækkelig rådgivning over for klageren og hendes rådgivere. Klagerens tabsopgørelse bestrides i sin helhed.

Vurderingen af, hvorvidt bankens rådgivning har været mangelfuld, kan alene finde sted på baggrund af parts- og vidneforklaringer, hvorfor sagen for denne del bør afvises.

Klageren har til enhver tid haft mulighed for selv, eller ved bistand fra sin søn eller revisor, at sælge værdipapirer eller andre aktiver, hvorefter kreditten kunne nedbringes. Salg af værdipapirer kunne ligeledes være sket efter henvendelse til banken. Banken er uden skyld i, at klageren ikke har nedbragt sin kredit.

Banken har ikke påtaget sig en forpligtelse til at overvåge klagerens beholdning af værdipapirer.

Banken stiller sig fortsat til rådighed for en drøftelse med klageren om, hvordan og hvormed kreditten kan nedbringes før forfaldsdatoen i 2015.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren sidder i uskiftet bo efter sin ægtefælle M’s død i slutningen af 2008. Ved sin død havde M en kredit i Handelsbanken, som blev forlænget/forhøjet både i 2006 og i 2008. Klageren har i 2009 uden forbehold underskrevet en kreditaftale, hvorved kreditten både blev forlænget og forhøjet, og i 2010 underskrevet en kreditaftale, hvorved kreditten blev forlænget.

Ankenævnet finder herefter ikke, at klageren kan få medhold i, at kreditaftalen skal tilsidesættes som ugyldig på baggrund af omstændighederne i forbindelse med M’s optagelse og forlængelse/forhøjelse af kreditten forud for sin død.

Tre medlemmer – John Mosegaard, Troels Hauer Holmberg og Jørn Ravn – udtaler:

Vedrørende spørgsmålet om bankens rådgivning om muligheden for at nedbringe kreditten i 2009 og fremefter ved salg af de pantsatte værdipapirer og eventuelle andre aktiver tilhørende klageren, finder vi ikke, at sagen kan afgøres uden en bevisførelse omfattende parts- og vidneforklaringer om, i hvilket omfang banken har ydet klageren rådgivning, og om banken har ydet klageren tilstrækkelig rådgivning.

Da en sådan bevisførelse ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene, stemmer vi for, at Ankenævnet afviser denne del af sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

To medlemmer – Jan Staal Andersen og Karin Sønderbæk – udtaler:

Vi finder ikke, at klageren har godtgjort forhold, der kan begrunde, at Handelsbanken skal betale erstatning og stemmer derfor for, at der i det hele ikke gives klageren medhold.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertal.

Ankenævnets afgørelse

Kreditaftalen kan ikke tilsidesættes som ugyldig, og Ankenævnet kan i øvrigt ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.