Indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask.

Sagsnummer:381/2025
Dato:09-12-2025
Ankenævn:Ankenævnets formand, Kristian Korfits Nielsen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22.
Klageemne:Indlån - opsigelse
Formandsafgørelse - Formandsafgørelse
Ledetekst:Indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask.
Indklagede:Nordea Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde en konto.

Af bankens Generelle vilkår for privatkunder gældende fra den 20. marts 2024 fremgår blandt andet:

12 Opsigelse og spærring

Banken kan opsige et kundeforhold uden varsel, medmindre andet følger af særlig aftale eller almindelig pengeinstitutpraksis. En opsigelse skal ledsages af en begrundelse.

Endvidere kan banken opsige et kundeforhold uden varsel, hvis kunden ikke giver banken de oplysninger, som banken er forpligtet til at indhente fra kunden i henhold til lovgivningen, fx efter hvidvaskloven eller skattekontrolloven. Det kan fx være identitetsoplysninger eller oplysninger om formålet med og det tilsigtede omfang af kundeforholdet med banken, som banken efter en risikovurdering vurderer er nødvendige for at sikre opfyldelse af hvidvaskloven.”

Ved brev af 11. juni 2025 til klageren anmodede banken klageren om senest den 17. juni 2025 at give oplysninger om transaktioner på klagerens konto. Af brevet fremgår blandt andet:

”Vi har brug for din hjælp til at sikre, at vi løbende har de rigtige oplysninger om dig og din brug af banken. Vi er som bank forpligtet til at spørge ind til dette, da vi skal kende vores kunder og kundernes brug af banken.

Derfor har vi brug for din hjælp til at uddybe og dokumentere følgende transaktioner på din konto i perioden 14. januar 2025 til 11. juni 2025:

- 11.06.2025 har du modtaget 15.000 kr. fra [virksomhed A]. Du bedes redegøre for formålet samt indsende dokumentation herpå.

- 01.05.2025 har du modtaget 82.500 kr. fra [virksomhed B] med reference til "tilbagebetaling af lån 2019". Efterfølgende har du overført i alt 190.000 kr. til din konto i Sverige med referencen "Downpayment Apartment".

o Du bedes dokumentere, hvornår du har ydet lånet til [virksomhed B].

o Du bedes dokumentere formålet med overførslerne til din konto i Sverige fx ved indsendelse af kontoudtog.

- I april og maj 2025 har du indsat i alt 25.700 kr. i kontanter. Du bedes dokumentere, hvor de stammer fra.

- Du modtager løbende overførsler fra [anpartsselskab C], og du har i 2024-2025 i alt modtaget ca. 214.000 kr.

o Hvad er formålet?

o Hvad er din relation til [anpartsselskab C]?

- Du modtager overførsler via MobilePay bl.a. fra [personnavn A] og [personnavn B] fx d. 08.05.2025, 28.05.2025 og 02.06.2025, som du overfører videre til [pengeinstitut A].

o Hvad er formålet med overførslerne – og hvad er din relation til afsenderne?”

Banken har oplyst, at klageren den 12. juni 2025 forklarede, at der var tale om forskellige forhold, blandt andet køb af en båd, salg af aktiver på auktion, mv.

Ved brev af 20. juni 2025 bad banken klageren om senest den 26. juni 2025 at uddybe og dokumentere specifikke transaktioner. Af brevet fremgår blandt andet:

”Derfor har vi brug for din hjælp til at uddybe og dokumentere følgende transaktioner på din konto i perioden 14. januar 2025 til 11. juni 2025:

- Du har forklaret, at de 25.700 kr. indsat i kontanter stammer fra salg af tre ure, hvoraf to er solgt via [auktionshus B] og et er solgt via [online markedsplads C] til en arbejdskollega.

o Da betalingerne fra [auktionshus B] og [online markedsplads C] er modtaget som overførsel, bedes du uddybe og dokumentere, hvordan kontanterne stammer fra salgene.

- Du har forklaret, at overførsler fra [anpartsselskab C] modtaget i 2024-2025 er løn.

o Du bedes indsende lønsedler for følgende overførsler:

? 60.000 kr. – 02.08.2024

? 7.000 kr. – 16.10.2024

? 2.700 kr. – 05.02.2025

- Du bedes acceptere skattesamtykke (vejledning sendes pr. mail).”

Banken har oplyst, at klageren den 23. juni 2025 forklarede banken om, at han modtog løn fra sin arbejdsgiver, og om at han ydede/betalte et lån i forbindelse med køb af taxa.

Den 25. juni 2025 bad banken klageren om yderligere oplysninger om lånet til anpartsselskab C. Banken bad klageren om at oplyse og dokumentere følgende senest den 1. juli 2025:

”Du forklarer, at du har ydet et lån til [anpartsselskab C] i februar-marts 2023 i forbindelse med køb af en taxa. Vi kan se, at du har overført 75.000 kr. til [anpartsselskab C] d. 23.03.2023 og samme dag har du modtaget et lån på 75.000 kr.

- Du bedes uddybe og dokumentere hvor lånet stammer fra, samt hvorfor du optager et lån for at låne midlerne videre til [anpartsselskab C]?

Du bedes indsende følgende dokumentation:

- Lånedokument mellem dig og [anpartsselskab C].

- Lønsedler fra 2024 fra [anpartsselskab C]

- Dokumentation for feriepenge på 2.700 kr.

- Såfremt du fortsat har udestående private lån, bedes du indsende et overblik over dem.”

Banken har oplyst, at klageren svarede banken samme dag.

Ved brev af 11. juli 2025 til klageren opsagde banken kundeforholdet med virkning fra den 22. august 2025. Af opsigelsen fremgår blandt andet:

”Efter en gennemgang af dine transaktioner og din brug af banken er vores vurdering, at du bruger banken på en måde, vi ikke tillader. Derfor er vi nødsaget til at opsige dig som kunde i banken*.

(…)

* De gældende betingelser, som ligger til grund for opsigelsen, kan findes på nordea.dk/vilkår under punkt 12 i dokumentet ’Generelle vilkår for privatkunder’.”

Parternes påstande

Den 20. august 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal trække sin opsigelse af kundeforholdet tilbage, subsidiært tilbyde ham en basal betalingskonto.

Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at opsigelsen af hans kundeforhold ikke er ledsaget af en konkret og individuel begrundelse, men alene generelle henvisninger til bankens forbehold og “manglende betryggelse”. Dette strider mod § 15 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder og § 11 i lov om betalingskonti. Hvis banken reelt mente, at hans brug af kontoen var ulovlig, ville dette være et anliggende for politi eller skattemyndigheder, ikke banken selv. Da ingen sådan sag er rejst, og banken alene henviser til “manglende betryggelse”, er opsigelsen uden saglig begrundelse.

Banken bør tilbyde ham en grundlæggende betalingskonto og undlade at lukke adgangen til hans indestående, før sagen er løst. Banken bør eventuelt modtage et påbud eller kritik. Han har gjort banken opmærksom på, at han har ret til en grundlæggende betalingskonto i henhold til lov om betalinger §§ 95–98 og artikel 16 i EU-direktiv 2014/92/EU. Han har anmodet om at få oprettet en basalkonto til brug for lønudbetaling og almindelige betalinger, men banken har afvist anmodningen uden saglig forklaring. Der er ikke fremlagt nogen af de undtagelsesgrunde, som loven nævner i § 98 vedrørende mistanke om hvidvask, manglende ID eller dobbeltkonto.

Hans konto i banken har i praksis karakter af en basal betalingskonto. Der er ingen tilknyttet kredit, lån eller overtræk og ingen investeringer eller finansielle produkter. Der er kun ind- og udbetalinger relateret til løn og almindelig privatøkonomi. Kontoen anvendes til lønindbetaling og almindelige betalinger og falder dermed ind under definitionen i § 11 i lov om betalingskonti og basale erhvervskonti. En sådan konto skal tilbydes forbrugere, medmindre der foreligger én af de få udtømmende undtagelser, hvilket ikke er tilfældet.

Han bestrider, at han ikke har dokumenteret tilstrækkeligt. Han har indsendt alt efterspurgt materiale, hvilket er lønsedler, forklaring på indbetalinger og dokumentation for lån. Han har oplyst, at væsentlige midler stammer fra et boligsalg i Sverige i 2022. Banken har skriftligt bekræftet, at den havde overset denne indbetaling, hvilket den beklagede. Banken har fuld adgang til hele hans kontohistorik og kan dermed verificere alle posteringer. At kræve, at han fremlægger udskrifter, som banken selv har, er ikke et sagligt argument. Der er ikke noget grundlag for tvivl om midlernes oprindelse eller hans kontoaktivitet.

Det påhviler banken, der træffer en indgribende afgørelse, at dokumentere, hvad den mener, er problematisk. Det er ikke tilstrækkeligt blot at antyde mistanke uden at underbygge den. At bevisbyrden forsøges vendt mod ham som kunde er i strid med almindelige principper om god skik og sagsbehandling.

Banken har ad flere omgange henvist til hvidvasklovgivningen uden at fremlægge konkrete mistanker, anmeldelser eller underretninger. Han er ikke blevet kontaktet af politi, SKAT eller Finanstilsynet, og der er ikke fremlagt noget, der begrunder en reel mistanke. Bankens gentagne antydninger fremstår som skadelige spekulationer uden substans.

Han har oplevet psykisk ubehag og belastning over at blive kædet sammen med alvorlige anklager uden grundlag. At få sin konto opsagt uden varsel og samtidigt blive mødt med henvisninger til alvorlig kriminalitet uden dokumentation er ikke blot krænkende, det påvirker også hans liv, hans tillid til systemet og hans økonomiske tryghed.

Han har gjort banken opmærksom på, at han har løn til udbetaling snarest, og at han derfor har akut behov for en betalingskonto. Banken har hverken sat opsigelsen i bero eller tilbudt en løsning.

Nordea Danmark har blandt andet anført, at banken ved lov er forpligtet til at identificere sine kunder. Udover almindelige kundeoplysninger omfatter forpligtelsen at have tilstrækkelig information om en kundes økonomiske forhold, midlernes oprindelse samt forståelse for kundens formål med brug af banken. På den baggrund var banken berettiget til at opsige klagerens engagement, da klageren ikke indsendte den efterspurgte dokumentation for de mange usædvanlige transaktioner.

Klageren har mange kontante indsættelser på sin konto.

Det fremgår blandt andet af hvidvasklovens § 11, at transaktioner skal overvåges for at sikre, at transaktionerne er i overensstemmelse med bankens viden om kundens risikoprofil, herunder om nødvendigt midlernes oprindelse. Banken skal kende kundernes formål med forretningsforbindelsen og forstå kundernes brug af banken.

Banken har flere gange været i dialog med klageren. Det har ikke medført, at de forhold, som banken ønskede klarlagt, blev forklaret eller dokumenteret i tilstrækkelig grad til, at banken anser sig betrygget i klagerens adfærd, hvorfor banken ikke længere har tillid til klageren som privatkunde.

Opsigelsen af klagerens kundeforhold skete som følge af en gennemgang af kundeforholdet, jf. reglerne om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven). Banken er derfor berettiget til at opsige klagerens kundeforhold med henvisning til afsnit 12 i Generelle vilkår for privatkunder.

Eftersom opsigelsen af klagerens kundeforhold i banken skete som følge af en gennemgang af kundeforholdet, jf. reglerne om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven), er banken derfor heller ikke forpligtet til at tilbyde klageren en basal betalingskonto, jf. bekendtgørelse 2022-03-29 nr. 407 om betalingskonti og basale erhvervskonti § 11, stk. 1.

Banken er underlagt tavshedspligt, som begrænser bankens mulighed for at redegøre nærmere for detaljerne omkring transaktioner foregået på klagerens konti, jf. hvidvasklovens kapitel 8. Banken kan ikke udlevere oplysninger, som har eller kan have dannet grundlag for eventuelle indberetninger til myndighederne.

Ifølge Ankenævnets praksis må det som udgangspunkt være op til det enkelte pengeinstitut selv at afgøre, hvilke krav man af hensyn til overholdelse af hvidvaskloven om kundekendskabsproceduren måtte stille.

Som sagen foreligger og under hensyn det foran anførte, er det i øvrigt bankens opfattelse, at sagen er uegnet til nævnsbehandling, jf. § 5, stk. 3, nr. 4, i Ankenævnets vedtægter.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnets formand er i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22, jf. bemyndigelse af 3. oktober 2025 fra Ankenævnets stifterorganisationer, bemyndiget til på Ankenævnets vegne at træffe afgørelse i klagesager, hvor der foreligger en fast praksis.

Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde en konto. I juni 2025 anmodede banken klageren om forklaringer på og dokumentation vedrørende en række transaktioner. Klageren fremlagde oplysninger og dokumentation over for banken.

Den 11. juli 2025 opsagde banken kundeforholdet pr. 22. august 2025. Opsigelsen var begrundet i, at banken efter en gennemgang af klagerens transaktioner og hans brug af banken vurderede, at klageren brugte banken på en måde, som banken ikke tillader.

I hvidvasklovens kapitel 3 er det beskrevet, hvordan virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.

Det følger af lov om betalingskonti og basale erhvervskonti § 11, stk. 1, at pengeinstitutter skal tilbyde en forbruger, der har lovligt ophold i EU, en basal betalingskonto, jf. § 9, i danske kroner, medmindre åbning af en sådan konto vil føre til en overtrædelse af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme.

Efter Ankenævnets faste praksis er det som udgangspunkt op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Der er ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt i denne sag. Der er således ikke grundlag for at pålægge banken at trække sin opsigelse af kundeforholdet tilbage eller tilbyde klageren en basal betalingskonto.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.