Krav om erstatning i forbindelse med returnering af falsk check.

Sagsnummer:243/2005
Dato:26-01-2006
Ankenævn:Peter Blok, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Lotte Aakjær Jensen, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne:Check - falsk check
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Krav om erstatning i forbindelse med returnering af falsk check.
Indklagede:DiBa Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører, om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med returnering af en falsk check, som klageren modtog ved salg af en bil.

Sagens omstændigheder.

Klageren er kunde i indklagedes Fensmark afdeling, hvor han har en Ung Aktionærkonto.

I august 2005 solgte klageren via Internettet en bil til en køber i England. Klageren fik oplyst, at købers søn skulle bruge bilen i forbindelse med et ophold i Danmark. Køber sendte en udenlandsk check på 5.000 GBP svarende til ca. 54.000 kr. til klageren. Checkbeløbet oversteg købesummen med ca. 32.500 kr., som klageren skulle returnere til køber.

Den 16. august 2005 indløste klagerens mor checken i indklagedes Næstved Storcenter afdeling. Moderen underskrev for klageren på checkens bagside. Checkbeløbet blev omregnet til 54.706 kr., som blev indsat på klagerens konto. Indklagede beregnede sig et gebyr på 75 kr. for ekspeditionen. På kontoudskriften for klagerens konto er der anført transaktionsteksten "VALUTA" for indsættelsen og "Valutagebyr" for hævningen af gebyret.

Næstved Storcenter afdelingen sendte en kvittering for indsættelsen af checken til klageren. På kvitteringen er der påstemplet følgende tekst:

"Købet sker under forbehold af rigtig indgang og med regres til Dem i tilfælde af svindel/manglende honorering.

Uforudsete omkostninger samt renter ved eventuel forsinket honorering forbeholdes efter regning."

Klageren har anført, at moderen i forbindelse med indløsningen fik oplyst, at checken skulle cleares, og at det ville tage et par dage. Indklagede har bestridt dette, og har anført, at moderen fik oplyst, at checken blev modtaget med forbehold, hvilket betød, at den kunne blive hævet igen, hvis den udenlandske bank ikke ville honorere checken. Der blev ikke oplyst nogen forventet tidsperiode.

Den 19. august 2005 ringede klageren til Fensmark afdelingen, hvor han talte med sin bankrådgiver, A. Klageren har anført, at han spurgte, om checken var blevet godkendt. Han fortalte om bilsalget, den udenlandske check og om de 32.500 kr., han skulle returnere til køber. A oplyste, at pengene var gået ind på kontoen. Han spurgte, om han kunne bruge af pengene, og A svarede: "Ja, det er jo dine penge". Indklagede har bestridt klagerens fremstilling og har anført, at klageren ringede for at høre, om der var gået penge ind på hans konto, hvilket A bekræftede. A vidste ikke, at indeståendet hovedsagelig stammede fra en udenlandsk check.

Senere den 19. august 2005 hævede klageren 32.500 kr. og 1.610 kr. i indklagedes Sct. Jørgens Park afdeling. På Sct. Jørgen Posthus sendte klageren via Western Union 32.500 kr. til købers søn, der opholdt sig i Nigeria. Klageren betalte 1.610 kr. for forsendelsen.

Køber meddelte, at sønnen var kommet ud for en ulykke. Køber ønskede derfor at annullere handlen og anmodede om af få købesummen tilbage. Klageren kontaktede politiet, der frarådede ham at efterkomme anmodningen.

Den 25. august 2005 fik indklagede meddelelse om, at checken var falsk. På den baggrund hævede indklagede checkbeløbet på klagerens konto, som herefter udviste en negativ saldo på 34.918,17 kr.

Af indklagedes almindelige forretningsbetingelser fremgår bl.a.:

"…

1.9 Forbehold ved indbetalinger og ekspedition af indbetalinger/overførsler

Indbetalinger på kundens konto, der ikke sker kontant, indsættes med forbehold af, at banken modtager beløbet.

…"

Parternes påstande.

Den 12. september 2005 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal betale 34.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han på grundlag af indklagedes oplysninger berettiget troede, at der den 19. august 2005 ikke var nogen risiko for, at checkbeløbet blev tilbageført. Indklagede har derfor pådraget sig et erstatningsansvar for det tab, han har lidt ved i tillid hertil at returnere 34.000 kr. af checkbeløbet til køberen.

Han kender ikke noget til clearing af checks. På baggrund af indklagedes oplysningerne i forbindelse med indløsningen lagde han berettiget til grund, at checken var OK, når den efter 2-3 dage var blevet clearet. Dette fik han bekræftet ved henvendelsen den 19. august 2005.

Beskeden om, at checken var falsk, kom først efter ni dage, hvilket er væsentligt mere end "et par dage", som indklagede oplyste. Indklagede burde havde oplyst, at det ville tage mere end tre dage at cleare checken. Indklagede har stadig ikke gjort det klart, hvor lang tid man skal vente, før man ved, at en check er godkendt. Indklagede ved, at han ikke har nogen baggrundsviden om bankanliggender, og burde derfor have ydet en bedre vejledning.

A vidste, at der var tale om en udenlandsk check. Allerede i forbindelse med indgåelsen af handelen havde han rådført sig med A om forsendelsen af købesummen, som køber havde oplyst ville ske via International Money Order. A, der ikke kendte International Money Order, frarådede ham at give personlige oplysninger, kontonumre eller lignende, og rådede ham til at afvente modtagelsen og "tage den derfra". Han fortalte også om bilsalget, som var baggrunden for forespørgslen. A blev således oplyst om dette både ved indgåelsen af handlen og ved henvendelsen den 19. august 2005.

Ifølge politiet er det indklagede, der bærer ansvaret for den falske check, og derfor indklagede der bør foretage politianmeldelse.

Det er uden betydning for sagen, at tre forskellige afdelinger har været involveret, idet indklagede må betragtes som en samlet enhed. I eventuelle tvivlstilfælde må afdelingerne kontakte hinanden eller kunden.

Indklagede har anført, at klagerens mor i forbindelse med indløsningen af checken blev oplyst om, at indsættelsen skete med forbehold. Forbeholdet fremgår også af den kundekvittering, der blev sendt til klageren. Af de almindelige forretningsbetingelser fremgår et generelt forbehold ved indbetalinger.

Da klageren henvendte sig den 19. august 2005, vidste A ikke, at indeståendet på kontoen hovedsageligt stammede fra en udenlandsk check. A blev først opmærksom herpå den 25. august 2005, hvor der kom meddelelse om, at checken var falsk. A kan ikke genkende klagerens oplysninger om, at han skulle have fortalt hende om bilsalget, den udenlandske check m.v. Det er korrekt, at klageren havde spurgt A, om hun kendte International Money Order, hvilket hun ikke gjorde. Hun anbefalede i den forbindelse klageren at være påpasselig med afgivelse af personlige oplysninger, kontonumre og kortnumre m.v.

Henholdsvis indløsningen af checken, den telefoniske forespørgsel og hævningen af en del af checkbeløbet skete i tre forskellige afdelinger.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren har anført, at hans bankrådgiver under telefonsamtalen den 19. august 2005 var bekendt med bilsalget, med indsættelsen på hans konto af den udenlandske check modtaget fra køberen, og med, at han skulle returnere et beløb til køberen, og at hun tilkendegav, at han uden risiko kunne disponere over indeståendet på kontoen. Dette er bestridt af indklagede, som har anført, at bankrådgiveren blot bekræftede, at der var gået penge ind på hans konto. Ankenævnet finder på denne baggrund, at en stillingtagen til klagen ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.