Værdipapirer, køb.

Sagsnummer:144/1991
Dato:17-06-1991
Ankenævn:Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Busk, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Værdipapirer, køb.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 1. august 1990 henvendte klageren sig hos indklagedes Holstebro afdeling, idet han ønskede at købe nominelt 225.000 kr. obligationer i Nykredit.

Den 2. august 1990 kontaktede klageren telefonisk afdelingen med henblik på at drøfte, om det ville være fornuftigt at slette handlen og se tiden an pga. den netop udbrudte krise i Mellemøsten. Det aftales, at afdelingen skulle kontakte indklagedes fondsafdeling, som oplyste, at man forventede en meget kortvarig krise, og som følge heraf blev ordren ikke annulleret.

Den 3. august 1990 købte indklagede på vegne klageren nominelt 225.000 kr. 8% Nykredit 1. serie 1996 til kurs 96,6.

Efter at have brevvekslet med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham 1 1/2 kurspoint.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at han ved sin henvendelse til indklagede alene stillede som betingelse, at obligationerne skulle købes i Nykredit, og at afkastet skulle være det størst mulige efter 508 skat.

Klageren har på intet tidspunkt stillet som betingelse, at obligationerne skulle købes i en bestemt serie, ligesom klageren på intet tidspunkt har accepteret, at ordren skulle være limiteret. Efter at uroen i Mellemøsten var opstået, kontaktede han indklagede. Afdelingens medarbejder oplyste, at hun på grund af stort arbejdspres dagen forinden ikke havde nået at afgive ordren, og det aftaltes herefter, at medarbejderen skulle kontakte fondsafdelingen med henblik på at få oplyst, om det var anbefalelsesværdigt at gennemføre ordren. Da fondsafdelingen meddelte, at man ikke regnede med, at krisen ville have indflydelse på obligationsmarkedet, aftaltes det, at ordren skulle opretholdes. Da klageren modtog afregning vedrørende købet, viste det sig, at obligationerne var købt i en serie, der som den eneste var steget over 1/2 kurspoint, medens alle andre serier var faldet den 3. august 1990. Dette medførte, at den omhandlede obligationsserie nu var den serie, der gav det dårligste afkast efter 50% i skat. Indklagedes medarbejder har senere anført, at hun har afgivet ordren, der var limiteret til kurs 97, den 1. august 1990, således at denne skulle have været afgivet, da medarbejderen og klageren den 2. august 1990 drøftede, hvorvidt det var anbefalelsesværdigt at afgive ordren. Klageren finder ikke, at dette virker troværdigt. Klageren har forgæves forsøgt at få oplyst, hvilke handler, der er indberettet til Københavns Fondsbørs den 3. august 1990 i det pågældende papir, men dette har indklagede ikke ønsket at oplyse. Klageren er af den opfattelse, at indklagede har benyttet sig af en limitering afgivet uden klagerens vidende, til at sælge obligationer fra egen beholdning til en urealistisk høj kurs, idet samtlige andre obligationer faldt den pågældende dag, og idet klageren på intet tidspunkt har stillet som betingelse, at købet skulle finde sted i den pågældende serie.

Indklagede har anført, at afdelingen i forbindelse med klagerens henvendelse 1. august 1990 drøftede investering i Nykredit 8% i 1. serie 1996 og Nykredit 11% i 1. serie 1997, idet disse papirer ifølge de seneste kurser gav den højeste effektive rente efter 50% skat. Klageren tilkendegav, at han alene ønskede at købe obligationer med en maksimal løbetid til 1997. Til trods for at afdelingen orienterede klageren om, at disse papirer var vanskeligere at købe, og at der som følge af lille cirkulerende mængde var usikkerhed om, til hvilken kurs, papirerne kunne erhverves, meddelte klageren, at han alene ønskede at købe Nykredit, idet beholdningen kunne opbevares gratis i Nykredit, hvor han i forvejen havde et depot, og klageren fastholdt sit valg inden for en af de to serier. På grund af den usikre kurs foreslog indklagede limitering af købet, og en limitering til kurs 97 blev nævnt overfor klageren, der accepterede denne kurs. Den 1. august 1990 blev limiteringsordren indtastet, og da klageren henvendte sig telefonisk i afdelingen den 2. august 1990, oplyste afdelingen, at ordren var indtastet, men at det endnu ikke kunne ses, om handelen var gennemført, og der var således enighed om at lade ordren stå uforandret, såfremt man ikke fik andre oplysninger, nar fondsafdelingen kontaktedes. Fondsafdelingen anbefalede at lade ordren stå og ikke sætte limiteringen ned til f.eks. 96, da man mente, at klageren i givet fald ikke ville kunne forvente at købe obligationerne.

Klageren og indklagede har således indgået en limiteringsaftale på kurs 97 vedrørende købet af nominelt 225.000 8% Nykredit 1. serie 1996. Der er tale om en meget lille cirkulerende mængde obligationer i denne serie, og det kan derfor ikke sluttes, at fald i kursen på øvrige cirkulerende serier med stor mængde normalt vil medføre fald i den omhandlede serie, idet kursfastsættelsen i en så lille cirkulerende mængde typisk vil bero på efterspørgslen. Obligationerne blev handlet til kurs 96,6 den 3. august 1990, og den noterede kurs var samme dag 96,8. Klageren har endvidere erhvervet den omhandlede obligation indenfor den aftalte limitering, hvorfor klageren ikke kan godtgøres 1 1/2 kurspoint af nominelt 225.000.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har anført, at klageren den 1. august 1990 afgav en limiteret ordre om køb af Nykredit obligationer i nærmere angivet serie. Klageren har bestridt dette og har anført, at han alene afgav ordre om køb af obligationer i Nykredit, hvor afkastet skulle være størst muligt efter 508 skat. En stillingtagen til dette tvistepunkt findes at ville forudsætte en bevisførelse herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Den indgivne klage kan ikke behandles af Ankenævnet. Klagegebyret tilbagebetales klageren.