Kaution, gammel gæld.

Sagsnummer:341/1992
Dato:06-11-1992
Ankenævn:Frank Poulsen, Peter Møgelvang-Hansen, Peter Stig Hansen, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution, gammel gæld.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Ved påtegning af kassekredit af 30. november 1990 tiltrådte klageren, at en kassekredit ydet af indklagedes Råby Afdeling, for hvilken klageren den 24. januar 1990 havde kautioneret, forhøjedes med 115.000 kr. til ialt 265.000 kr. Klagerens kautionsforpligtelse var begrænset til 140.000 kr. På tidspunktet for forhøjelsen var kassekreditten overtrukket, således at saldoen udgjorde ca. 320.000 kr.

Ved dekret af 2. december 1991 blev debitors bo taget under konkursbehandling, og indklagede gjorde herefter kautionsforpligtelsen gældende overfor klageren.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende overfor ham.

Indklagede har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Klageren har anført, at indklagede ved påtagelsen af den oprindelige kautionsforpligtelse ikke gjorde klageren opmærksom på, at debitor uden nogen form for startkapital havde påbegyndt en forretning, til hvilken kassekreditten skulle anvendes. I forbindelse med forhøjelse af kassekreditten undlod indklagede endvidere at gøre opmærksom på, at kassekreditten var misligholdt, ligesom man undlod at oplyse, at man allerede på forhøjelsestidspunktet havde afvist at honorere checks.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren i forbindelse med forhøjelsen kontaktede indklagede for en drøftelse af sagen. I denne forbindelse blev klageren udtrykkeligt af indklagede gjort opmærksom på omstændighederne i forbindelse med kredittens forhøjelse, herunder overtrækkets størrelse. Klageren oplyste ved denne drøftelse, at kautionsdokumenterne ikke skulle sendes til klagerens eget pengeinstitut, Den Danske Bank, Jægerspris, idet dette havde frarådet den konkrete kautionsforpligtelse. Kautionsdokumentet blev herefter fremsendt til klagerens andet pengeinstitut, Unibank, Jægerspris. Klageren var således i besiddelse af de nødvendige oplysninger til bedømmelse af sin kautionsforpligtelse.

Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at en afgørelse vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som bør foregå ved domstolene, jvf. Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har anført, at klageren i forbindelse med forhøjelsen af kassekreditten blev oplyst om, at forhøjelsen skulle dække et overtræk, medens klageren har bestridt dette. En stillingtagen hertil, der vil være af betydning for sagens udfald, findes at ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.