Spørgsmål om kontant indbetaling i forbindelse med anmodning om betalingsoverførsel.

Sagsnummer:571/1994
Dato:27-04-1995
Ankenævn:Niels Waage, Ole Just, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl
Klageemne:Betalingsformidling - gennemførelse
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om kontant indbetaling i forbindelse med anmodning om betalingsoverførsel.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Ved personlig henvendelse den 20. september 1993 i indklagedes Frederikshavn afdeling hævede klageren 5.500 kr. på sin ægtefælles konto og omvekslede DEM for ca. 20.000 kr. Samtidig blev en giroblanket overladt til indklagede med henblik på betaling af det påtrykte beløb, 10.073 kr., til skattevæsenet (B-skat). Klageren modtog den afrevne del af giroblanketten påført indklagedes stempel med modtagelsesdato og følgende tekst:

"Betaling foretages på sidste rettidige betalingsdag, forudsat der er dækning."

Indklagede hævede samme dag 2 x 5 kr. på klagerens anfordringskonto, idet 5 kr. blev overført til skattevæsenet, og 5 kr. blev trukket i gebyr for overførslen.

Klageren havde ikke aftale om betalingsservice med indklagede.

Efter at have modtaget rykkerskrivelse fra skattevæsenet henvendte klageren sig til indklagede vedrørende betalingen. Indklagede meddelte, at man i forbindelse med overførslen ved en fejl havde indtastet beløbet "5 kr." i stedet for korrekt "10.073 kr.", og at man derfor ville refundere, hvad skattevæsenet havde tillagt fordringen af omkostninger og renter og redegøre for den skete fejl overfor skattevæsenet.

Af de dokumenter, der er fremlagt under sagens forberedelse, fremgår, at indklagede den 20. januar, 22. februar, 21. maj, 20. juli, 20. august, 20. oktober og 22. november 1993 overførte 10.073 kr. fra klagerens anfordringskonto til skattevæsenet. Klagerens del af giroblanketterne er påført indklagedes stempel og i fire tilfælde tillige den ekspederende medarbejders underskrift.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 10.068 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at han samtidig med indlevering af giroblanketten betalte 10.073 kr. kontant til indklagede, som imidlertid kun overførte 5 kr. til skattevæsenet. Med stemplet på giroblanketten anerkendte indklagede at have modtaget denne til betaling. Såfremt han ikke havde indbetalt beløbet kontant i forbindelse med betalingsanmodningen, skulle han have underskrevet en blanket for hævning af beløbet på sin konto.

Indklagede har anført, at stemplet på den afrevne del af girokortet er et såkaldt "DIBS stempel" (debitorinitieret betalingssystem), der alene dokumenterer indklagedes forpligtelse til på forfaldsdagen at overføre betaling fra konto til betalingsmodtager i henhold til girokortet. Der er ikke krav om, at den pågældende medarbejder skal påføre sine initialer, underskrift ell.lign. på de enkelt DIBS-afstemplinger, men underskriften påføres ofte. Ved kontante betalinger af girokort/indbetalingskort anvendes almindeligt kassestempel. Klageren har således ikke dokumentation for, at et beløb på 10.073 kr. skulle være indbetalt. Klagerens øvrige betalinger til skattevæsenet det pågældende år foregik ved træk på hans anfordringskonto. Der blev ikke konstateret kassedifferencer den 20. september 1993.

Ankenævnets bemærkninger:

Efter sagens karakter findes en afgørelse først at burde træffes efter yderligere bevisførelse, herunder bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald måtte finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.