Gebyr, øvrige spørgsmål – Netbank, tekniske forhold – Udlæg

Sagsnummer:465/2024
Dato:20-06-2025
Ankenævn:Bo Østergaard, Bjarke Levinsky Svejstrup, Karin Sønderbæk, Rolf Høymann Olsen og Poul Erik Jensen.
Klageemne:Udlæg
Netbank - tekniske forhold
Gebyr - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Gebyr, øvrige spørgsmål – Netbank, tekniske forhold – Udlæg
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse om implementeringen af MitID, valutaomregningskurs, gebyrer og krav om erstatning.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Danske Bank og ville aktivere MitID i 2022.

Den 14. februar 2022 skrev banken til klageren vedrørende aktivering af MitID:

”… If you need help regarding MitID, then you need to reach out to borgerservice. Unfortunately, we can’t help you when you don’t have a Danish passport …”

Klageren har anført, at banken spærrede for hans adgang til at aktivere MitID, selvom han havde verificeret sit ikke-danske pas og identitet med det nye autentifikationssystem. Banken har bestridt dette.

Den 22. august 2024 modtog banken et brev fra Gældsstyrelsen, hvoraf det fremgik, at pantefogeden den 22. august 2024 kl. 09:34 foretog udlæg i klagerens konto i banken med beløbet 8.969,47 kr., og at banken blev anmodet om hurtigst muligt at notere udlægget, spærre udlægsbeløbet på kontoen og overføre dette til Gældsstyrelsens konto. Banken har oplyst, at den spærrede udlægsbeløbet på klagerens konto og overførte beløbet til Gældsstyrelsen.  

Klageren har anført, at banken i august 2024 foretog ulovlige betalinger inklusive renter til Gældsstyrelsen uden hans viden eller accept.

Klageren har anført, at banken udsatte ham for identitetstyveri, trusler, vold og manipulation.

Klageren har endvidere anført, at banken opkrævede for høje gebyrer i forbindelse med brug af betalingskort i udlandet. Han har fremlagt sms-beskeder fra banken, hvoraf fremgik, at banken opkrævede 0,01 %, 0,04 % og 0,52 % i gebyrer ved brug af hans betalingskort i udlandet.

Banken har oplyst, at klageren har et MasterCard Basis-kort. Af kortbestemmelserne fremgik:

” … 17 Omregningskurser, når kortet bruges i udlandet

Køb foretaget i udlandet omregnes til danske kroner og skal altid betales i danske kroner.

Omregning fra udenlandsk valuta til danske kroner sker til en gennemsnitskurs beregnet ud fra Mastercard kurser for alle den pågældende dags transaktioner i samme valuta…

Ændringer i valutakurser sker løbende og uden varsel.

Der kan være sket ændringer i valutakursen fra det tidspunkt, hvor du har brugt kortet, til beløbet hæves på kortkontoen.

Der er en pris for udenlandske kortbetalinger, som du kan se i vores prisbog.

Når du har brugt dit kort til et køb eller til at hæve kontanter i en anden EØS-valuta end danske kroner, modtager du en sms-besked fra Danske Bank med information om forskellen mellem den anvendte kurs og kursen, der er fastsat af den Europæiske Centralbank …”

Banken har oplyst, at den sender sms-besked med information om forskellen mellem den anvendte kurs og kursen, der er fastsat af den Europæiske Centralbank. Af bankens prisbog fremgik vedrørende prisen for udenlandske kortbetalinger:

”… Omregning fra udenlandsk valuta til danske kroner sker til en gennemsnitskurs beregnet ud fra Mastercard kurser for alle den pågældende dags transaktioner i samme valuta. Omregning sker til kursen samme bankdag, som transaktionen gennemføres af Nets. Ændringen i kurs sker løbende og uden varsel. Gældende kurser finder du på www.nets.eu/valutakurser. Ændringer i kurser sker løbende og uden varsel … ”

Yderligere fremgik det af prisbogen:

 

 


 

Mastercard Direct
 

Mastercard Basis

Mastercard Guld

Mastercard platin


Kortbetaling

Betaling i fremmed valuta udstedt af EU/EØS-lande, Schweiz og Storbritannien.


Kurstillæg


0,5 % af beløbet


0,5 % af beløbet


0,5 % af beløbet


0,5 % af beløbet

Det fremgår endvidere af prisbogen, at banken kan opkræve gebyrer for diverse serviceydelser og gebyr for administration af unoterede aktier i pensionsdepoter.

Klageren har anført, at banken opkrævede for høje gebyrer, når banken assisterede ham med at foretage investeringer som følge af hans manglende MitID-adgang.

Parternes påstande

Den 18. september 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal tilbageføre udlægsbeløbet. Ankenævnet har endvidere forstået klagerens påstand således, at banken skal betale en bøde, torterstatning/erstatning og pålægges at betale godtgørelse for hans tidsforbrug, og at banken og dens medarbejdere skal straffes med fængsel.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken bør stilles til ansvar for det misbrug, som bankens medarbejdere begik i deres mangel på uddannelse, etik og adfærdskodeks. Bankens misbrug og overtrædelse blev begået i samarbejde med danske myndigheder og digitale systemer.

Han var ude af stand til at aktivere sit MitID og kunne ikke få verificeret sit pas, selvom han opfyldte alle tekniske og statsborgerskabsmæssige krav. Han fik afslag fra Danske Banks ledelse i forbindelse med aktiveringen af MitID på hans iPhone gennem kodeaktivering i overgangsperioden fra NemID til MitID. Banken udviste hån og chikane. Dette omfattede vold og digital korruption med det formål at undgå og forhindre aktiveringen af MitID på hans iPhone i mere end tre år via pasvalidering.

Omkostningerne forbundet med implementeringen af MitID er vurderet til 80.000 kr. Dette beløb dækker utallige timers kommunikation med digitale kriminelle. Banken og MitID burde dømmes med bøder på flere millioner kroner for deres nægtelse af at understøtte implementeringen af MitID for deres kunder, aktionærer og borgere.

Banken havde tilladt ulovlige betalinger inklusive renter til Gældsstyrelsen uden hans viden eller accept. Løgnene og misbruget inkluderede uautoriserede betalinger til Skattestyrelsen efter uenigheder, der var opstået som følge af korrupte personer, som havde ødelagt hans helbred og omdømme gennem tvangsløgne og ulovlige ændringer i hans skattemæssige forhold i 2017. Dette havde ført til, at han blev tvunget til at vende tilbage til Portugal

Banken anvendte en for høj valutaomregningskurs ved hans brug af kort i udlandet, når banken anvendte en kurs, der afveg med 0,52 procent i forhold til den Europæiske Centralbanks kurser i forbindelse med veksling af danske kroner til euro. Banken opkrævede 0,52 % i gebyr for at veksle DKK til EUR ved en enkelt betaling i Portugal. Det var en forbrydelse, at gebyret var blevet forhøjet fem gange i samme år fra 0,1 % til 0,5 %. Dette var i strid med EU-forordninger om det indre marked og Den Europæiske Centralbanks definitioner vedrørende valutakursgebyrer, som normalt blev fulgt af banker i EU og selv i ikke-europæiske lande.

Banken opkrævede ulovlige og urimelige gebyrer ved betalinger med hans betalingskort. Det er uacceptabelt og uansvarligt, at den har tilsidesat menneskerettighederne. Han var ikke blevet informeret om ændringer i gebyrstrukturen for sit betalingskort, og havde hverken ændret adresse eller opholdssted. Han oplevede daglige uberettigede opkrævninger

Han modtog ikke investeringsdokumenter i sin e-Boks eller via mobilbank

Den tid, han brugte på banken og kriminelle MitID-ansatte, blev målt i måneder. Hertil kom udgifter til telefonsamtaler, som kunne være undgået, hvis banken havde handlet professionelt og etisk korrekt i stedet for at opføre sig som uansvarlige digitale kriminelle.

De involverede parter har mangel på ansvarlighed og en gennemgående undladelse af at tage ansvar for deres handlinger eller udtalelser. Bankens adfærd var alvorlig, skadelig og svigagtig. Det har konsekvenser for hans privatøkonomi og opsparing som er opnået gennem mange år som professor og forsker i Danmark.

Banken misbrugte ulovligt hans identitet og hans adgang til grundlæggende rettigheder. Den manipulerede og udnyttede hans identitet. Bankens middelmådige og korrupte medarbejdere fremsatte løgne, udøvede chikane og anvendte alle former for manipulerende udtalelser

Sanktioner herunder med bøder op til 500.000 kr. og fængselsstraf bør udstedes til medarbejdere, som var involveret i chikane og ydmygelse af kunder og borgere.

Ulovlige og uetiske handlinger fandt sted siden 2017, herunder datamisbrug og krænkelser af menneskerettigheder. Han var blevet personligt og målrettet diskrimineret som udlænding og akademiker. Derudover blev han udsat for manipulation, chikane, falsk information og professionel ydmygelse.

Danske Bank har anført, at det blev besluttet ved lov nr. 783 af 4. maj 2021 om Mit-ID og NemLog-in, at MitID leveres af Digitaliseringsstyrelsen.

I en periode tilbød MitID ikke, at ikke-danske pas kunne bruges til oprettelse af MitID i MitID-appen, men dette er ikke længere tilfældet.

Klageren kunne af uvisse årsager ikke få adgang til at aktivere MitID. Det var ikke et problem, som banken kunne løse, idet klageren ikke havde oplyst årsagen til, at han ikke kunne legitimere sig med MitID, og banken ikke er forpligtet til at tilbyde andre log-in-funktioner end MitID.

Kravet er endvidere i det hele taget udokumenteret og grundløst, idet banken hverken har forårsaget klageren et tab eller handlet ansvarspådragende.

Banken tilbyder stadig klageren manuelt håndterede overførselstjenester og andre tjenester.

Klageren stod i samme situation som mange andre af bankens kunder, hvor et besøg på borgerservice i en dansk kommune kunne være nødvendigt. Klageren er ikke udsat for diskrimination eller andre former for uretmæssig behandling, da reglerne for MitID gælder for alle brugere.  

Banken er forpligtet til at notere udlæg, spærre udlægsbeløbet og overføre dette til Gældsstyrelsens konto, når pantefogeden har foretaget et udlæg, jf. reglerne i retsplejelovens kapitel 47 og gældsbrevslovens kapitel 3. Det forhold, at klageren bestrider Gældsstyrelsens grundlag for at foretage udlæg, er et mellemværende mellem klageren og Gældsstyrelsen.

Klageren har accepteret kortbestemmelserne for Mastercard Basis ved indgåelse af aftale med banken om udlevering af Mastercard. Det fremgik udtrykkeligt af kortbestemmelserne, hvordan omregning fra udenlandsk valuta til danske kroner fandt sted, nemlig som en gennemsnitskurs beregnet ud fra Mastercard kurser for alle den pågældende dags transaktioner i samme valuta.

Det fremgik udtrykkeligt af kortbestemmelserne, at ændringer i valutakurser skete løbende og uden varsel, og at prisen for udenlandske kortbetalinger kan læses i prisbogen. Det fremgår af prisbogen, at der skal betales et kurstillæg på 0,5 procent af beløbet ved betaling i fremmed valuta udstedt af EU/EØS-lande. Det fremgår af prisbogen, at banken opkræver gebyr for diverse serviceydelser, herunder ved hjælp til investeringer, hvilket i øvrigt er et helt sædvanligt og rimeligt vilkår i branchen.

Kurstillægget og gebyrerne er ikke urimelige, og banken er berettiget til at opkræve disse. Banken har således handlet i overensstemmelse med kortbestemmelserne og prisbogen, som indgår i aftalegrundlaget med klageren.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Danske Bank og ville aktivere MitID i 2022.

Klageren har anført, at banken spærrede for hans adgang til at aktivere MitID, selvom han havde verificeret sit ikke-danske pas og identitet med det nye autentifikationssystem. Banken har bestridt dette.

Den 22. august 2024 modtog banken et brev fra Gældsstyrelsen, hvoraf det fremgik, at pantefogeden den 22. august 2024 kl. 09:34 foretog udlæg i klagerens konto i banken med beløbet 8.969,47 kr., og at banken blev anmodet om hurtigst muligt at notere udlægget, spærre udlægsbeløbet på kontoen og overføre dette til Gældsstyrelsens konto. Banken har oplyst, at den spærrede udlægsbeløbet på klagerens konto og overførte beløbet til Gældsstyrelsen.  Klageren har anført, at banken i august 2024 foretog ulovlige betalinger inklusive renter til Gældsstyrelsen uden hans viden eller accept.

Klageren har anført, at banken udsatte ham for identitetstyveri, trusler, vold og manipulation.

Klageren har endvidere anført, at banken opkrævede for høje gebyrer i forbindelse med brug af betalingskort i udlandet. Han har fremlagt sms-beskeder fra banken, hvoraf fremgik, at banken opkrævede 0,01 %, 0,04 % og 0,52 % i gebyrer ved brug af hans betalingskort i udlandet.

Banken har oplyst, at det fremgik af kortbestemmelserne, at omregningen sker til en gennemsnitskurs beregnet ud fra MasterCard kurser for alle de pågældende dages transaktioner i samme valuta. Banken sender sms-besked med information om forskellen mellem den anvendte kurs og kursen, der er fastsat af den Europæiske Centralbank.

Klageren har anført, at banken opkrævede for høje gebyrer, når banken assisterede ham med at foretage investeringer som følge af hans manglende MitID-adgang.

Det følger af bankens prisbog, at den opkræver gebyrer for serviceydelser, blandt andet gebyr for telefonbetjente ekspeditioner og gebyr for administration af aktier.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende i forbindelse med klagerens forsøg på at få MitID.

Banken er forpligtet til at notere udlæg, spærre udlægsbeløbet og overføre dette til Gældsstyrelsens konto, når pantefogeden har foretaget et udlæg, jf. reglerne i retsplejelovens kapitel 47 og gældsbrevslovens kapitel 3. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende i forbindelse med overførsel af udlægsbeløbet til Gældstyrelsen.

Ankenævnet lægger til grund, at omregningskurserne i forbindelse med kortbetalingerne var i overensstemmelse med gældende kortbestemmelser, og at opkrævningen vedrørende kurstillæg og serviceydelser skete i overensstemmelse med bankens prisbog. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte bankens gebyrer, kursstillæg og omregningskurser som urimelige.

Ankenævnet finder, at klageren ikke er berettiget til godtgørelse for tort.  

Ankenævnet finder, at det ikke i øvrigt er godtgjort omstændigheder, der kan føre til at banken skal pålægges at betale et beløb til klageren. Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnet kan ikke pålægge banken eller dens medarbejdere en straf.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.