Spørgsmål vedrørende rådgivning og beskatning i forbindelse med salg af værdipapirer inden for tre års ejertid.

Sagsnummer:335/2000
Dato:29-12-2000
Ankenævn:John Mosegaard, Mette Frøland, Peter Stig Hansen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Værdipapirer - skatteforhold
Ledetekst:Spørgsmål vedrørende rådgivning og beskatning i forbindelse med salg af værdipapirer inden for tre års ejertid.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører, om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med, at klagerens salg af nogle aktier medførte beskatning som følge af, at klageren havde ejet aktierne mindre end tre år.

Sagens omstændigheder.

Den 6. marts 1996 blev der overført 90 BG-aktier fra klagerens kapitalpensionsdepot til et frit opbevaringsdepot. Af nota af samme dato fremgår, at kursen var 209 svarende til en kursværdi på 18.810 kr.

Den 17. oktober 1997 solgte klageren aktierne til kurs 465 svarende til en kursværdi på 41.850 kr.

I juni måned 2000 meddelte skattemyndighederne klageren, at hans kapitalindkomst for 1997 ville blive forhøjet med avancen ved salget af BG-aktierne. Forhøjelsesbeløbet udgjorde 22.622 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 30. august 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre skatten af de 22.622 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at salget af aktierne skete på baggrund af en telefonisk opringning en lørdag formiddag fra indklagede. Han skulle svare her og nu. Han besluttede sig for at sælge.

Indklagede undlod at oplyse om konsekvenserne af et salg, herunder 3-årsreglen. Han finder, at indklagede har pådraget sig erstatningsansvar i denne forbindelse.

Indklagede har anført, at avancen ved salget af BG-aktierne udløser skat på 25% eller 5.655,50 kr.

Indklagede har ikke praksis for at kontakte kunder i weekenden, men henvender sig efter fast praksis med hensyn til rådgivning af kunders investering alene til kunder med beholdninger af en vis størrelse, som typisk er væsentligt større end klagerens, og som over for indklagede har tilkendegivet et ønske om rådgivning.

Indklagede har ikke på nuværende tidspunkt mulighed for at dokumentere, om den telefonsamtale, som klageren omtaler, har fundet sted, eller rekonstruere det konkrete indhold. Denne bevisusikkerhed, der primært skyldes klagerens passivitet, bør ikke lægges indklagede til last.

Lægges klagerens sagsfremstilling til grund, har klageren øjensynligt solgt på foranledning af et råd fra indklagede uden at være blevet rådgivet om de skattemæssige konsekvenser. Det må imidlertid anses for at være et kendeligt udgangspunkt for klageren, at salg af aktier bevirker, at der sker beskatning af en eventuel avance. Rådgivning omkring en undtagelsesregel er derfor relevant, hvis dispositionen kan ske skattefrit ved salg inden for en forholdsvis kort periode.

Klageren havde imidlertid ejet aktierne i lidt over halvandet år på salgstidspunktet.

Det er ikke ansvarspådragende for indklagede i det konkrete tilfælde eventuelt ikke at have drøftet muligheden for at afvente udløbet af 3-årsfristen med klageren, da fristen ikke udløb forholdsvis kort tid efter rådgivningen. Hertil kommer, at klageren ikke gør gældende, at han ikke ville have solgt aktierne, selv om avancen var skattepligtig.

Såfremt Ankenævnet måtte finde, at indklagede har udvist en ansvarspådragende fejl, bestrides det, at klageren har lidt et tab. Klageren kunne have solgt aktierne skattefrit den 6. marts 1999, på hvilket tidspunkt klageren ville have ejet aktierne i tre år. Som følge af et fald i kursen på BG-aktier ville klageren dog ikke kunne have opnået et tilsvarende nettoprovenu ved et salg efter den 6. marts 1999.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har rådgivet om klagernes salg af aktier forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.