Spørgsmål om mangelfuld pleje af værdipapirdepot og om indgåelse af stop-loss aftale.

Sagsnummer:296/2001
Dato:02-04-2002
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Karen Frøsig, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Værdipapirer - formuestyring
Ledetekst:Spørgsmål om mangelfuld pleje af værdipapirdepot og om indgåelse af stop-loss aftale.
Indklagede:Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet, om indklagede som følge af manglende overvågning af klagerens investeringer og manglende overholdelse af en stop-loss aftale har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er bosiddende i Amerika, har i en årrække været kunde hos indklagedes Private Banking afdeling. Klageren har for såvel egne som lånte midler foretaget en række investeringer i investeringsforeninger, der administreres af indklagede.

I slutningen af juni 1998 blev der afholdt et møde mellem klageren og indklagede. I forbindelse hermed udarbejdede indklagede den 29. juni 1998 en liste over klagerens investeringsbeviser. For hver post er anført klagerens beholdning af investeringsforeningsbeviser i antal stk., en kurs og kursen minus 10%. Listen har overskriften: "Jyske Invest Funde - Såfremt kursen falder mere end 10%, sælges fra:" Med håndskrift er der tilføjet "5% over det laveste". Nederst på listen fremgår det med håndskrevne notater, at der skulle "checkes hver mandag", og at check havde fundet sted den 6., 13. og 27. juli 1998.

Ifølge resultatopgørelse pr. 21. juli 1998 var klagerens nettoformue på 7.591.677 kr., idet værdien af opsparing og depot var henholdsvis 1.114.848 kr. og 9.597.941 kr., mens klagerens lån var på 3.120.912 kr.

Ifølge resultatopgørelse pr. 31. juli 1998 var nettoformuen på 5.975.336 kr., idet værdien af opsparing og depot var henholdsvis 1.013.991 kr. og 8.106.850 kr., mens klagerens lån var på 3.145.505 kr.

Ifølge resultatopgørelse pr. 2. august 1999 var nettoformuen 5.475.063 kr., idet værdien af opsparing og depot var henholdsvis 1.463.818 kr. og 7.225.978 kr., mens klagerens lån var på 3.214.733 kr.

I sommeren 1999 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende tabet på investeringerne. Klageren gjorde gældende, at tabet var opstået som følge af, at indklagede ikke havde overholdt en aftale om overvågning af engagementet og en stop-loss aftale, der skulle begrænse hans tab til 5%.

Klageren har under sagen opgjort sit tab således:

"21.07.1998 udgjorde porteføljen netto

kr.

7.591.677,26

02.08.1999 udgjorde porteføljen netto

kr.

5.475.063,57

I alt en nedgang på

kr.

2.116.613,69

Heraf bærer klager 5%, jf. "stop loss"-ordre

kr.

105.830,68

Tab, som banken er ansvarlig for

kr.

2.010.783,01

Hertil skal lægges ikke opsparede renter, skønsmæssigt 8% p.a.

kr.

491.077,89

Samlet tab, banken er ansvarlig for

kr.

2.501.860,90

Klager hævet på kontoen

kr.

193.675,23

Klager hævet på kontoen, USD 85.020,13 à kr. 7,00

kr.

595.140,91

Endelig samlet tab, der påhviler banken

kr.

1.713.044,76"



Parternes påstande.

Den 22. august 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 1.713.044,76 kr., subsidiært et mindre beløb efter Ankenævnets skøn.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at der i 1998 forelå en aftale mellem ham og indklagede om en såkaldt "stop loss"-ordre, der indebar, at indklagede, såfremt kurserne faldt mere end 5%, skulle sørge for at kontakte ham og sørge for, at tabet blev begrænset mest muligt. For at aftalen skulle have nogen reel mening, blev det ligeledes aftalt, at indklagede skulle overvåge porteføljen en gang om ugen, jf. listen over hans investeringer pr. 29. juni 1998 med indklagedes medarbejders håndskrevne noter. Såfremt det var nødvendigt med en fuldmagt for at indgå den ønskede aftale, burde indklagede have anmodet ham herom.

På grund af den pågældende medarbejders ferie og sygdom i august og starten af september 1998 blev overvågningen af porteføljen indstillet, uden at han fik besked herom. Der blev følgelig ikke øjeblikkeligt konstateret et tab i størrelsesorden 1,7 mio. kr. ud af ca. 7,6 mio. kr. over en periode på ca. 1½ måned, nemlig i perioden fra 21. juli til 31. august 1998. Tabet fortsatte frem til 2. august 1999, og indklagede er derfor erstatningsansvarlig for tabet indtil dette tidspunkt.

På baggrund af de indgåede aftaler kunne han berettiget lægge til grund, at investeringerne blev overvåget uanset den pågældende medarbejders eventuelle ferie og sygdom, og i sommeren 1998 var der på grund af generel uro på markedet særlig grund til at følge investeringerne nøje.

Af indklagedes markedsføring af Private Banking fremgår det, at kundernes, herunder privates, investering bliver passet og plejet. F.eks. anføres det i annoncer, at "Vores fornemste opgave er at sikre en omhyggelig pleje af Deres formue".

Det bestrides, at han på noget tidspunkt har modtaget underretning om, at indklagede ikke kunne foretage overvågning. Bortset fra den omhandlede periode i sommeren 1998 har indklagede til stadighed overvåget porteføljen.

Han undrede sig over, at han ikke blev kontaktet, da kurserne på markedet generelt styrtdykkede. Han blev først orienteret om medarbejderens ferie og sygdom, da han ringede til indklagede, og han vidste derfor ikke, at porteføljen "sejlede sin egen sø".

Da han aldrig har modtaget besked om, at indklagede ikke længere kunne påtage sig at overvåge porteføljen, har han ikke haft anledning til selv at tage skridt til at realisere værdipapirerne. En realisation på et senere tidspunkt ville ikke have ført til et mindre tab i forbindelse med indklagedes tilsidesættelse af overvågningen, da tabet er opgjort umiddelbart efter.

Salget den 31. august 1998 blev gennemført, da der var konstateret tab på porteføljen, idet han ville undgå at tabe hele formuen. Kontanter syntes på daværende tidspunkt mere sikre end værdipapirer.

Indklagede har anført, at Private Banking afdeling ikke tilbyder porteføljemanagement, og at klageren ikke kunne have en berettiget forventning herom.

På mødet i slutningen af juni 1998 blev der udarbejdet en liste over investeringer, hvorefter indklagede skulle tage kontakt til klageren, såfremt kurserne på de nævnte værdipapirer faldt mere end 10%. Indklagede havde ikke tekniske hjælpemidler til rådighed for at lave aftale om overvågning, hvorfor den pågældende medarbejder manuelt kontrollerede de nævnte værdipapirers kursudvikling hver uge, frem til medarbejderens ferie og sygdom.

Der blev ikke indgået en aftale om stop-loss. En sådan aftale ville forudsætte, at indklagede fik fuldmagt til på nærmere aftalte kurser at sælge værdipapirerne. Klageren har tidligere bekræftet, at han skulle træffe beslutning om salg af de enkelte værdipapirer. Hvis der havde været indgået aftale om stop-loss, kunne indklagedes IT-systemer automatisk håndtere aftalen.

I forbindelse med henvendelsen i sommeren 1999 oplyste klageren, at han var i tvivl med hensyn til indklagedes måde at håndtere hans investering på, hvorfor han telefonisk kontaktede indklagede to gange i løbet af sommeren 1998. Første gang blev han beroliget, mens han anden gang - et par uger efter første henvendelse - modtog besked om, at hans kunderådgiver var fraværende på grund af ferie og dernæst sygdom.

Klageren havde en forpligtelse til at begrænse sit tab.

Klageren foretog salg den 31. august 1998. Klageren har ikke redegjort for, på hvilket grundlag denne beslutning blev truffet, og hvorvidt han på dette tidspunkt blev kontaktet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at der i juni 1998 blev indgået en aftale mellem klageren og indklagede, hvorefter indklagede påtog sig ca. en gang ugentligt at gennemgå klagerens investeringer, og at klageren skulle kontaktes med henblik på et eventuelt salg, såfremt kursen på klagerens investeringsforeningsbeviser eller nogle af disse faldt med mere end 10%, jf. de i listen anførte kurser. Det må endvidere lægges til grund, at indklagedes medarbejder rent faktisk gennemgik depotet henholdsvis den 6., 13. og 27. juli 1998.

Det må anses for uafklaret, hvad der skulle forstås ved den på listen håndskrevne tilføjelse "5% over det laveste".

Det kan ikke lægges til grund, at indklagede var bemyndiget til af egen drift at sælge investeringsforeningsbeviserne ved et bestemt kursniveau, og der er derfor ikke grundlag for at fastslå, at der blev indgået en egentlig stop-loss aftale.

Ankenævnet finder, at indklagede for så vidt begik en ansvarspådragende fejl ved i august 1998 at ophøre med overvågningen af klagerens engagement uden at give klageren meddelelse herom. Fastsættelsen af den erstatning, der herefter eventuelt tilkommer klageren, forudsætter en nærmere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, herunder om drøftelserne forud for udarbejdelsen af listen over klagerens investeringsbeviser, og om hvornår klageren blev eller burde være blevet bekendt med kursfaldet. Denne bevisførelse kan ikke ske for Ankenævnet, men må i givet fald finde sted for de almindelige domstole, jf. vedtægternes § 7, stk. 1.

Ankenævnet afviser derfor klagen.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.