Indsigelse mod kautionsforpligtelse for nu opløst anpartsselskabs mellemværende med pengeinstitut anerkendt i frivillige forlig i 2019. Sagen blev foretaget i fogedretten i 2020.

Sagsnummer:261/2024
Dato:17-01-2025
Ankenævn:Kristian Korfits Nielsen, Jimmy Bak, Karin Sønderbæk, Tina Thygesen og Kim Korup Eriksen.
Klageemne:Udlån - hæftelse
Afvisning - domstol § 5, stk. 1, litra e
Ledetekst:Indsigelse mod kautionsforpligtelse for nu opløst anpartsselskabs mellemværende med pengeinstitut anerkendt i frivillige forlig i 2019. Sagen blev foretaget i fogedretten i 2020.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod kautionsforpligtelse for nu opløst anpartsselskabs mellemværende med pengeinstitut anerkendt i frivillige forlig i 2019. Sagen blev foretaget i fogedretten i 2020.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Danske Bank (oprindelig Bikuben).

Klageren havde afgivet selvskyldnerkaution for et lån på 2.100.000 kr. optaget i Realkredit Danmark af hendes daværende ægtefælle, M, i parrets tidligere fælles bolig, E, som var ejet af M.

I 2010 stiftede klageren en virksomhed, W, der var et anpartsselskab, som var ejet af klageren, der tillige var direktør i selskabet.

Klageren kontaktede banken i forbindelse med, at W ønskede at købe en ejendom til brug for virksomhedens drift. I den forbindelse optog W to lån i banken. Til sikkerhed for disse lån fik banken underpant i et ejerpantebrev med pant i E, der blev deponeret af M. Endvidere afgav klageren den 21. marts 2014 ”Selvskyldnerkaution For alt mellemværende uden beløbsbegrænsning – erhverv” for opfyldelse af enhver forpligtelse, som W måtte få over for banken i henhold til ethvert nuværende og fremtidigt mellemværende.

I forlængelse af, at der gentagne gange var konstateret restancer på W’s lån i banken, blev W’s engagementet opsagt pr. 17. juni 2019 og overført til bankens afdeling for nødlidende engagementer. På dette tidspunkt bestod virksomhedens bankengagement af to stående lån på i alt 637.676,75 kr.

Banken har oplyst, at W’s ejendom blev solgt med overtagelse pr. 5. juli 2019 med et overskud.

Banken gjorde kautionsforpligtelsen gældende over for klageren som kautionist for W’s gæld til banken, og i perioden fra juni 2019 og frem til november 2020 forsøgte bankens eksterne advokat at kontakte klageren med henblik på at undersøge mulighederne for at indgå en afdragsaftale med klageren.

Banken har fremlagt to frivillige forlig af 19. juli 2019, hvori W anerkendte at skylde banken et beløb på i alt 256.849,58 kr. og et beløb på i alt 380.976,95 kr. W anførte i forligene, at virksomheden ønskede rentestop.

Banken har endvidere fremlagt to frivillige forlig af 19. juli 2019, hvori klageren anerkendte at skylde banken et beløb på i alt 256.849,58 kr. og et beløb på i alt 380.976,95 kr. Klageren anførte i forligene, at hun ønskede rentestop, idet hun var i en grim skilsmisse.

Banken har oplyst, at den modtog 220.000 kr. til fuld og endelig indfrielse af deponeringsforpligtelsen i henhold til underpantet i M’s ejendom, E, den 19. august 2019.

Den 30. september 2019 blev W tvangsopløst.

Klageren har fremlagt en retsbogsudskrift af 17. oktober 2019, hvoraf fremgår, at hun havde ansøgt om gældssanering, der blandt andet omfattede gælden til Danske Bank vedrørende kautionsforpligtelsen for W, men at skifteretten vejledte hende om, at hendes uafklarede økonomiske forhold var til hinder for gældssanering. Skifteretten vejledte hende endvidere om, at hun ikke kunne opnå gældssanering i forbindelse med konkurs, da hun ikke havde været taget under konkurs, og da ingen del af hendes gæld hidrørte fra konkurs. Skifteretten opfordrede klageren til at tilbagekalde ansøgningen om gældssanering.

Banken har oplyst, at sagen mod klageren i 2020 blev foretaget i fogedretten. Af en retsbogsudskrift af et fogedretsmøde af 6. oktober 2020 fremgår blandt andet:

”…

Rekvirent DANSKE BANK A/S ved advokat Inkassoafdeling mødte pr. telefon ved [navn]

Skyldner [klageren] mødte personlig.

Der blev fremlagt:

Rekv., udenretlig forlig

Det skyldige beløb blev opgjort således:

Sagen opgjort til

472.834,69 kr.

Halvt salær

1.000,00 kr.

Moms

250,00 kr.

Ialt:

474.084,69 kr.

Skyldneren [klageren] blev afkrævet det opgjorte beløb og foreholdt oplysningspligten og strafansvaret.

Skyldner har været 6 år i skilsmisseforløb.

Skyldner bor til leje sammen med nogle andre. Skyldner har ikke skrevet under på lejekontrakten. Hun bor med samlever.

Hun har ingen børn under 18 år.

Skyldner er på kontanthjælp.

Hun skylder til andre.

Skyldner har tidligere drevet virksomheder, men der er ikke nogen af dem der er aktiv mere.

Skyldneren [klageren] erklærede sig ude af stand til at betale og erklærede intet at kunne påvise til genstand for udlæg.

Skyldner kan ikke tilbyde at afdrage pt.

…”

Klageren har fremlagt et brev af 23. november 2023 fra kommunen, hvoraf fremgår, at hun med virkning fra den 1. december 2023 var berettiget til førtidspension.

Banken har oplyst, at klageren i februar 2024 klagede til bankens klageansvarlige med anmodning om, at hun blev frigivet som selvskyldnerkautionist for det lån på 2.100.000 kr., som var optaget i Realkredit Danmark af hendes daværende ægtefælle, M, i parrets tidligere fælles bolig, E. Hun anmodede ligeledes om, at banken eftergav hende den gæld, som hun skyldte i forbindelse med sin nu ophørte virksomhed W. Banken afviste at frigive klageren for hendes hæftelse for gælden, der stammede fra virksomheden W, og oplyste, at den var indstillet på til fuld og endelig afgørelse af klagen at frigive hende fra hendes kautionsforpligtelse for M’s lån i Realkredit Danmark på 2.100.000 kr.

Den 30. april 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet.

Den 13. juni 2024 har banken oplyst, at Realkredit Danmark pr. kulance har frigivet klageren fra hendes selvskyldnerkaution for M’s lån i Realkredit Danmark på 2.100.000 i parrets tidligere bolig, E.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Danske Bank skal:

  1. Fritage hende for kaution for M’s lån i ejendom E.
  2. Eftergive hende den gæld, som hun skylder fra sin tidligere virksomhed, W.

Danske Bank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at i forbindelse med oprettelsen af lån til selskabet W’s køb af en ejendom til brug for virksomhedens drift, mente M, at var bedst, at W overtog de lån, der var i ejendommen. Resten af de midler, der skulle bruges udover de 60 %, optog de privat ved et nyt lån i deres fælles bolig E. Disse midler blev lånt til W for selv at kunne tjene på renten.

I den forbindelse fandt både banken og hendes advokat en anmærkning på deres fælles bolig E. Ingen kunne se, hvad denne anmærkning omhandlede. Derfor bad de M om at komme med testamentet fra hans forældre. M oplyste, at han ikke kunne efterkomme dette, da han aldrig havde set testamentet, og da hans onkel, som varetog boet, ikke var her mere, samt da det efter sigende ikke fandtes mere. M kunne dog fortælle, at anmærkningen nok omhandlede, at huset var båndlagt til ham indtil hans 26. leveår, eftersom han var 16 år, da han stod uden forældre. M oplyste, at han og klageren var gift uden særejebrev, og at de derfor havde 100% fælleseje, og at der ingen særeje var.

Bankrådgiveren og en advokat bad M om, at han på tro og love erklærede, at det forholdt sig således, hvilket M gjorde.

I forbindelse med disse samtaler med banken bad hun om, at hun skulle ”med” på diverse papirer på hus, sommerhus, biler, trailer mm. M havde lovet hende, at når man er gift og har 100% fælleseje, så var dette overflødigt, da der helt automatisk ville være 50/50 ejerskab mellem dem, og det dermed kun ville være forbundet med udgifter til diverse gebyrer, tinglysninger mm. Banken bekræftede, at dette var korrekt, og at hun var sikret økonomisk via deres ægteskab uden et særejedokument. Dette viste sig senere at være en fatal fejl.

Det endte med, at både hun og M kautionerede for lånene i hendes virksomhed, W, og i deres private bolig, E, da E så ud til at tilhøre dem begge. Dette var fejl nummer to.

Det viste sig et par uger efter købet, at der var ”nedgravet” diverse ting. Hendes advokat rådede dem til at stoppe al ombygning og først få styr på det og eventuelt lade handlen gå tilbage. På grund af meget regn det år, blev de først færdige i starten af 2012. Dermed startede W i et stort minus.

Da hun i 2014 fandt ud af, at M førte et dobbeltliv, ville hun skilles. M truede hende med, at hvis hun ikke blev i deres forhold og gjorde som han sagde, så ville han gøre alt for at knuse hende. Da hun holdt fast i at ville skilles, viste det sig, at M havde fortiet to gammeldags papirtestamenter fra 60'erne. De betød, at M havde særeje i deres fælles bolig, E, sommerhus og alle deres fælles indkøb på grund af en gammel lov.

Loven om gavebrev betød, at alle køb, hvor blot en promille oprindeligt kom fra dette gavebrev, gjorde disse ting/ejendomme til særeje, også selv om hun, banken eller hendes advokat aldrig havde haft en jordisk chance for at vide dette, medmindre M selv fortalte det. Disse testamenter ”overrulede” simpelthen alt, uanset at de i 24 år havde boet sammen og i 22 år havde haft fælles økonomi.

Dette havde den konsekvens, at M havde et halvt hus, som de købte sidste halvdel af sammen i 1996. De renoverede huset løbende. Det blev nu M’s særeje. M havde 1/4 sommerhus, de købte yderligere en fjerdedel i 90'erne for ca. 225.000kr og renoverede sommerhuset, som de anså for deres pensionsinvestering. Det blev solgt i 2014/2015 for 6,2 mio. kr. uden, at der var gæld i det. Det blev M’s særeje. Aktieudbytter fra aktier (som var fra M’s særeje) kom ind på deres fælles konti og medførte derfor, at alt der blev købt fra disse konti blev M’s særeje, uanset at en del af hendes indtjening også gik ind der. Det betød, at deres fire biler og to hestetrailere, møbler mm. var M’s særeje.

I skifteretten ser de kun på de juridiske ejerforhold og ikke på omstændighederne. De oplyste hende om, at hun juridisk set havde "foræret" M alt, selv om hun aldrig havde underskrevet noget, aldrig havde haft nogen mulighed for at kunne vide det, og tilmed af banken og sin advokat blev forsikret om, at hun var sikret.

Retten oplyste hende om, at når M havde taget alt fra hende, kunne hun melde ham til politiet for bedrageri på baggrund af omstændighederne. Det gjorde hun i 2019, men politiet har ikke haft ressourcer til at efterforske sagen, selv om de erkender, at den er værd at efterforske.

Hun stod på grund af ovenstående i 2014 pludselig med 76 kr. på lommen, ingen bil, manglede alt essentielt i et hjem og skulle nu betale sin advokat ved siden af det kæmpe arbejde med at få sit firma på fode igen. Derfor opstod det lån, som banken nu kræver betalt.

Hun er uforstående over for, at banken ikke kunne kontakte hende, efter W’s ejendom blev solgt. Hun var hjemløs fra 1. juli til 1. januar 2020, hvor hun havde lejet et værelse med bad og tekøkken og har siden haft beskyttet adresse. Dette kan måske forklare det.

Klagen hører hjemme i Ankenævnet, eftersom det er hende som privatperson, der rejser et krav over for banken og ikke hendes nu lukkede selskab W.

Det bestrides, at kravet er forældet. Hun kan ikke klage over noget, før hun ved, at det er sket. I givet fald er bankens krav mod hende også forældet. Banken kan rejse krav over for M for vildledning og bedrageri.

Danske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at Realkredit Danmark har frigivet klageren fra selvskyldnerkautionen for M’s lån på 2.100.000 optaget af M i ejendom E.

Klagen omhandler herefter alene klagerens erhvervslån i banken, og der er således ikke nogen økonomisk tvist mellem banken og klageren omkring et forbrugerforhold. Klagen vedrørende klagerens erhvervslån er et rent erhvervsforhold, der ikke kan sidestilles med et privat kundeforhold, da klageren har optaget lånene i et af hende ejet selskab, W, hvori hun var hovedanpartshaver. Ankenævnet er således ikke kompetent til at behandle sagen om klagerens erhvervsforhold, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3 og 4.

Der henvises til Ankenævnets praksis, hvoraf fremgår, at Ankenævnet efter fast praksis ikke behandler klager over kaution fra kautionister, der kautionerer for gæld optaget af et selskab, som klageren helt eller delvist er ejer af, jf. Ankenævnets afgørelse 277/2011.

Sagen blev endvidere foretaget i fogedretten den 6. oktober 2020, og gælden blev i den forbindelse opgjort til 474.084,69 kr. Da klagerens gæld til banken er blevet anerkendt af domstolene, har Ankenævnet ikke kompetence til at behandle denne del af klagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken blandt andet anført, at Realkredit Danmark har frigivet klageren fra selvskyldnerkautionen for M’s lån på 2.100.000 kr. optaget af M i ejendom E.

Både bankens erhvervsrådgiver og klagerens advokat opdagede, at der var en anmærkning på M’s ejendom E, da der i 2011 skulle ses på finansiering af selskabet W’s køb af en ejendom til brug for virksomhedens drift. I den forbindelse bad banken om dokumentation for, hvordan formuefællesskabet i klagerens ægteskab var, da M blev bedt om at fremlægge testamente.

Som klageren har anført, oplyste M på det tidspunkt, at testamentet ikke længere eksisterede, men erklærede på tro og love, at der ikke bestod noget særeje, og at der var formuefællesskab mellem ham og klageren.

Det faktum, at dette senere viste sig ikke at være sandt grundet M’s usande oplysninger, kan ikke bebrejdes banken. Banken må i den forbindelse anses som at have gjort mere end krævet efter sædvanlig branchestandard.

Bankens erhvervsrådgivers udsagn om, at klageren og M grundet formuefællesskab i ægteskabet ville dele 50/50, må anses som værende korrekt rådgivning. Det må i øvrigt være klagerens eget ansvar at være bevidst om eller undersøge, hvordan formueforholdene var i hendes ægteskab.

Klageren havde også bistand fra en ekstern advokat, der heller ikke fandt anledning til at foretage nogen skridt i forhold til at sikre klageren en større andel af aktiverne i ægteskabet.

Banken har ikke dokumentation for den rådgivning, som klageren fik, da det dels ligger mere end ti år tilbage, og da den pågældende erhvervsrådgiver ikke længere er i banken.

Al rådgivning i denne sag, som klageren har klaget over, er sket før 2014, og må dermed anses som forældet, da der er forløbet mere end tre år fra rådgivningen fandt sted, og rådgivningen er ligeledes forældet efter den absolutte forældelsesfrist på ti år. Et eventuelt erstatningskrav var således forældet ved sagens indbringelse for Ankenævnet den 30. april 2024.

Klageren har vedkendt sig at skylde beløbet, jf. de frivillige forlig af 19. juli 2019, som banken har fremlagt i sagen.

Klageren har endvidere ikke peget på forhold, der skulle begrunde, at bankens kreditfaciliteter til selskabet og hendes kaution, som direktør for selskabet, ikke skete på korrekt vis eller på nogen måde var mangelfuld.

Banken har forståelse for klagerens situation, men som det også fremgår af klagen, omhandler størstedelen af klagen konsekvenserne af klagerens skilsmisse og skuffede forventninger om ligedeling af aktiverne i klagerens tidligere ægteskab. Denne del har intet med banken at gøre, og banken er ikke ansvarlig for de handlinger og de urigtige oplysninger, som kan tilskrives klagerens eksmand, M.

Skiftet mellem klageren og M er banken helt uvedkommende. Det har i øvrigt været genstand for en retssag mellem parterne, som klageren ikke fik medhold i.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Danske Bank (oprindelig Bikuben).

Klageren havde afgivet selvskyldnerkaution for et lån på 2.100.000 kr. optaget i Realkredit Danmark af hendes daværende ægtefælle, M, i parrets tidligere fælles bolig, E, som var ejet af M. Banken har efter sagens indbringelse for Ankenævnet oplyst, at Realkredit Danmark pr. kulance har frigivet klageren fra hendes selvskyldnerkaution for M’s lån i parrets tidligere bolig, E, hvorefter denne del af klagerens påstand er imødekommet.

I 2010 stiftede klageren en virksomhed, W, der var et anpartsselskab, som var ejet af klageren, der tillige var direktør i selskabet.

Klageren kontaktede banken i forbindelse med, at W ønskede at købe en ejendom til brug for virksomhedens drift. I den forbindelse optog W to lån i banken. Til sikkerhed for disse lån afgav klageren den 21. marts 2014 ”Selvskyldnerkaution For alt mellemværende uden beløbsbegrænsning – erhverv” for opfyldelse af enhver forpligtelse, som W måtte få over for banken i henhold til ethvert nuværende og fremtidigt mellemværende.

I forlængelse af at der gentagne gange var konstateret restancer på W’s lån i ban-ken, blev W’s engagementet opsagt pr. 17. juni 2019 og overført til bankens afdeling for nødlidende engagementer. Banken gjorde kautionsforpligtelsen gældende over for klageren som kautionist for W’s gæld til banken.

Banken har fremlagt to frivillige forlig af 19. juli 2019, hvori W anerkendte at skylde banken et beløb på i alt 256.849,58 kr. og et beløb på i alt 380.976,95 kr. W anførte i forligene, at virksomheden ønskede rentestop.

Banken har endvidere fremlagt to frivillige forlig af 19. juli 2019, hvori klageren anerkendte at skylde banken et beløb på i alt 256.849,58 kr. og et beløb på i alt 380.976,95 kr. Klageren anførte i forligene, at hun ønskede rentestop, idet hun var i en grim skilsmisse.

Den 30. september 2019 blev W tvangsopløst.

Sagen mod klageren blev foretaget i fogedretten i 2020. Af en retsbogsudskrift af et fogedretsmøde af 6. oktober 2020 fremgik, at klageren mødte personligt uden at komme med indsigelser mod fordringen. Fogedretten opgjorde gælden til i alt 474.084,69 kr., og klageren afgav insolvenserklæring og så sig ikke i stand til at tilbyde en afdragsordning.

Af § 5, stk. 1, litra e, i Ankenævnets vedtægter fremgår, at Ankenævnet skal afvise at behandle en klage, hvis klagen hører under, er under behandling ved, eller har været behandlet af en domstol. Som følge heraf kan Ankenævnet ikke behandle klagen mod Danske Bank vedrørende klagerens gæld til Danske Bank.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.