Sagsnummer: | 199/2024 |
Dato: | 17-01-2025 |
Ankenævn: | Kristian Korfits Nielsen, Inge Kramer, Karin Sønderbæk, Tina Thygesen og Kim Korup Eriksen. |
Klageemne: | Rente - indlån |
Ledetekst: | Krav om rentekompensation på variabelt forrentede indlånskonti med henvisning til at pengeinstituts indlånsrente burde have fulgt Nationalbankens opgørelse af middelrenten på privat indlånskonto uden binding i 2018 til 2023. |
Indklagede: | Nykredit Bank |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om rentekompensation på variabelt forrentede indlånskonti med henvisning til, at Nykredit Banks indlånsrente burde have fulgt Nationalbankens opgørelse af middelrenten på privat indlånskonto uden binding i 2018 til 2023.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nykredit Bank, hvor han blandt andet havde en konto -026 og en konto -477.
Klageren har oplyst, at han oprindelig havde en konto i ”FIH Bank” til en rente på 3 % med en aftalt løbetid på tre år. Kontoen blev overtaget af Nykredit Bank i forbindelse med lukningen af ”FIH Bank”. Efter udløb af aftalekontoen indsatte han den 10. juli 2018 827.969,21 kr. på konto -026, hvorefter saldoen på kontoen udgjorde 828.009,47 kr.
Klageren har fremlagt kontoudskrifter for konto -026 for perioden fra den 10. juli 2018 til den 1. november 2022, hvoraf fremgår, at saldoen på kontoen gennem hele perioden var 828.009,47 kr., og at den årlige rente på kontoen var 0 %. Den 1. november 2022 overførte klageren saldoen på 828.009,47 kr. til konto -477.
Klageren har fremlagt en posteringsoversigt for 2023 for konto -477, hvoraf fremgår, at saldoen den 4. januar 2023 var 1.134.653,86 kr. Den 5. januar 2023 blev der trukket et gebyr på 3 kr., hvorefter saldoen i resten af 2023 udgjorde 1.134.650,86 kr.
Banken har vedrørende konto -026 oplyst, at der er tale om en almindelig indlåns-konto. Der er ikke tilskrevet rente, da bankens generelle indlånsrente på den pågældende kontotype var 0 % p.a. Banken har fremlagt en oversigt over indlånsrenten på konto -477 i 2023. Heraf fremgår, at renten fra den 1. januar til den 10. januar 2023 var 0 %, at renten fra den 11. januar til den 13. april 2023 var 0,100 %, at renten fra den 14. april 2023 til den 17. september 2023 var 0,250 %, og at renten fra den 18. september 2023 og resten af 2023 var 1,00 %. Den 29. december 2023 blev der tilskrevet en rente på 4.773,31 kr. på konto -477.
Klageren har oplyst, at han i henhold til aftale med banken ikke har betalt negativ rente, og at klagen derfor ikke omfatter betaling af negativ rente.
Klageren rejste i januar og i marts 2024 over for banken krav om betaling af rente/yderligere rente på sine konti. Banken afviste klagerens krav.
Af bankens ”Almindelige forretningsbetingelser for Privatkunder i Nykredit Bank” gældende pr. 1. februar 2024 fremgår blandt andet:
”…
7. Rentevilkår
Rentesatsen afhænger af kontotype, ligesom rentesatsen kan afhænge af den enkelte kontos saldo, dit samlede engagement med Nykredit Bank og/eller dit kundetilbud.
Indlåns- og udlånsrenten er variabel, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt. At renten er variabel betyder, at Nykredit Bank kan ændre rentesatsen.
…
7.4 Oplysning om renteændringer
Vi oplyser rentesatser for de enkelte typer ind- og udlån på nykredit.dk eller ved forespørgsel.
Hvis vi ændrer vores rentesatser, giver vi dig direkte besked, eller beskriver ændringerne på vores hjemmeside eller offentliggør oplysninger om dem i dagspressen. Samtidig oplyser vi årsagen til ændringerne.
…”
Banken har fremlagt et eksempel på bankens ”Prisliste for indlån (privatkunder) gældende fra den 12. november 2024, der blandt andet kan ses på bankens hjemmeside, og som viser de gældende rentesatser for indlån til privatkunder. Banken har oplyst, at begge klagerens konti er registreret som almindelige indlånskonti og i prislisten for indlån er benævnt ”konti” under ”Daglig økonomi”.
Parternes påstande
Den 4. april 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Bank skal betale ham en rente på 5.106 kr. på konto -026 og en yderligere rente på 6.573 kr. på konto -477, i alt 11.679 kr.
Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at Nationalbanken har offentliggjort en graf, der viser middelrenten på privat indlånskonto uden binding i årene 2014 til 2023. Her ses, at Nykredit Bank har ligget under middelrenten.
Han har endvidere henvist til en graf, der viser gennemsnitlig vægtet rente p.a. på rentebærende indlån i alt i danske kroner fra danske privatkunder og har anført: ”Renten på den rentebærende del af privatkundernes samlede indlån bevægede sig i september 2023 over 1 pct. i gennemsnit p.a. Det er første gang siden begyndelsen af 2014. De rentebærende indlån udgør 948 mia. kr. ud af et samlet indlån på 1.118 mia. kr. De resterende indlån er investeret via puljeordninger og tilskrives derfor ikke renter, men et investeringsafkast. Privatkundernes rentebærende indlån er forskelligartet, og gennemsnitsrenten dækker over flere typer af indlån med et meget forskelligt renteniveau, som aktuelt spænder fra 0 pct. og op til renter på over 5 pct. p.a. Privatkundernes gennemsnitlige indlånsrente er for september opgjort til 1,04 pct. p.a., og den forventes at stige yderligere i de kommende måneder, i takt med at bankernes annoncerede renteændringer får effekt.”
Banken har ikke tilskrevet konto -026 rente i perioden fra den 10. juli 2018 til den 1. november 2022, hvor saldoen på 828.009,47 blev overført til konto -477. Et beløb på 828.000 kr. skal ikke stå til en generel rente på 0 %, når gennemsnittet på markedet er positivt. Renten skal være over gennemsnittet for en normal opsparingskonto med variabel rente. Saldoen bestemmer også den variable rente. At det er en særlig konto, der ikke har givet rente, er nyt for ham.
Banken har pligt til at varetage sine indlånskunders interesse. Det er den aftale som samfundet forventer, ellers må der lovgives om en maksimal rentemarginal. At anvende Nationalbankens rentegraf er hans eneste mulighed for kontrol af en variabel rente konto. Det medfører naturligt en forsinket kontrol.
Banken skal derfor betale 5.106 kr. for manglende rente på konto -026.
Konto -477 burde have været forrentet med en rente på 1 % p.a. i hele 2023. Den 1. januar 2023 var den variable rente kommet op på 1 % og var stigende gennem 2023. Banken skal derfor betale yderligere 6.573 kr. i rente på konto -477.
Denne rente svarer til den rente, som han får på sin opsparingskonto i et andet pengeinstitut med en saldo på ca. 1,1 mio. kr.
Banken er ikke forpligtet til give den laveste indlånsrente på markedet. Variabel rente betyder, at renten følger Nationalbankens rente, ikke at der gives rente udfra andre forhold såsom: medlemskab, politik eller stemning i december måned.
Nykredit Bank har blandt andet anført, at klagerens konti er variabelt forrentede, og at banken er berettiget til selvstændigt at fastsætte sine indlånsrenter på variabelt forrentede indlånskonti.
Banken er ikke forpligtet til – og konkurrenceretligt reelt afskåret fra – at lade sine indlånsrenter svare til andre pengeinstitutters indlånsrenter.
Nationalbankens statistiske opgørelse af renter giver ikke klageren et retskrav på den opgjorte gennemsnitlige rente.
Den gennemsnitlige indlånsrente er rent matematisk udtryk for, at der i markedet findes indlånsrenter både over og under gennemsnittet, hvorfor der ikke af opgørelsen kan udledes krav om en bestemt rente.
Det kan i øvrigt oplyses, at banken ville have været berettiget til at opkræve negativ indlånsrente hos klageren.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Nykredit Bank, hvor han blandt andet havde en konto -026 og en konto -477.
Klageren har oplyst, at han den 10. juli 2018 indsatte 827.969,21 kr. på konto -026, hvorefter saldoen på kontoen udgjorde 828.009,47 kr. Klageren har fremlagt kontoudskrifter for konto -026 for perioden fra den 10. juli 2018 til den 1. november 2022, hvoraf fremgår, at saldoen på kontoen gennem hele perioden var 828.009,47 kr., og at den årlige rente på kontoen var 0 %. Den 1. november 2022 overførte klageren saldoen på 828.009,47 kr. til konto -477.
Klageren har fremlagt en posteringsoversigt for 2023 for konto -477, hvoraf fremgår, at saldoen den 4. januar 2023 var 1.134.653,86 kr. Den 5. januar 2023 blev der truk-ket et gebyr på 3 kr., hvorefter saldoen i resten af 2023 udgjorde 1.134.650,86 kr.
Banken har vedrørende konto -026 oplyst, at der er tale om en almindelig indlåns-konto. Der er ikke tilskrevet rente, da bankens generelle indlånsrente på den pågældende kontotype var 0 % p.a. Banken har fremlagt en oversigt over indlånsrenten på konto -477 i 2023. Heraf fremgår, at renten fra den 1. januar til den 10. januar 2023 var 0 %, at renten fra den 11. januar til den 13. april 2023 var 0,100 %, at renten fra den 14. april 2023 til den 17. september 2023 var 0,250 %, og at renten fra den 18. september 2023 og resten af 2023 var 1,00 %. Den 29. december 2023 blev der tilskrevet en rente på 4.773,31 kr. på konto -477.
Klageren har stillet krav om, at banken skal betale ham en rente på 5.106 kr. på konto -026 for perioden fra den 10. juli 2018 til den 1. november 2022 og yderligere rente på 6.573 kr. for 2023 på konto -477, i alt 11.679 kr.
Ankenævnet lægger til grund, at banken i overensstemmelse med bankens til enhver tid gældende almindelige forretningsbetingelser for privatkunder var berettiget til at fastsætte og foretage generelle renteændringer på bankens variabelt forrentede indlånskonti, at banken har overholdt de fastsatte varsler for ændringer af renten, og at banken har givet oplysning om renteændringerne som foreskrevet. Ankenævnet lægger endvidere til grund, at renten på bankens indlånskonti fremgik af bankens til enhver tid gældende prisliste for indlån, der blandt andet kunne ses på bankens hjemmeside.
Ankenævnet finder, at banken var berettiget til at fastsætte den variable rente for bankens indlånskonti. Ankenævnet finder ikke, at banken var forpligtet til at regulere renten i overensstemmelse med Nationalbankens opgørelse af middelrenten på privat indlånskonto uden binding i 2018 til 2023.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.