Tilbagesøgning af provenu ved salg af investeringsbeviser, der lå i et depot tilhørende tredjemand.

Sagsnummer:176/2005
Dato:02-11-2005
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen
Klageemne:T - Tilbagesøgning
Ledetekst:Tilbagesøgning af provenu ved salg af investeringsbeviser, der lå i et depot tilhørende tredjemand.
Indklagede:Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører indklagedes tilbagesøgning af 65.001,35 kr. vedrørende afregning til klageren af et salg af investeringsbeviser, der lå i et depot tilhørende et selskab.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er kunde hos indklagede, etablerede i 2002 et investeringsengagement med en udenlandsk finansiel virksomhed, A. I forbindelse hermed blev der i marts 2002 overført 1.178 investeringsbeviser i Nordea Invest Aktier og 1.185 investeringsbeviser i Nordea Invest Direct til en samlet kursværdi på 269.394,14 kr. fra klagerens værdipapirdepot hos indklagede til et værdipapirdepot hos indklagede i A's navn. Overførslen skete rent praktisk ved salg og genkøb via henholdsvis klagerens og A's konto hos indklagede.

På baggrund af et negativt afkast opsagde klageren i september 2004 engagementet med A.

Ved e-mail af 14. september 2004 sendte klageren til indklagede sin korrespondance med A om lukningen af engagementet. Klageren oplyste, at han havde bedt A om at sælge investeringsbeviserne og overføre pengene til hans konto hos indklagede. Under henvisning hertil blev indklagede anmodet om at følge A's anvisninger.

Indklagede gennemførte A's salg af investeringsbeviserne med et provenu på 232.144,56 kr. Provenuet med tillæg af akkumulerede udbytter, i alt 254.111,06 kr., blev den 22. september 2004 overført fra A's konto hos indklagede til klagerens konto. Ved skrivelse af samme dato informerede indklagede klageren om, at der af A var indbetalt 254.111,06 kr. på hans konto.

Ved e-mail af 21. oktober 2004 oplyste indklagede, at A to gange havde rettet henvendelse om investeringsbeviserne. Indklagede anmodede klageren om at forklare A, "at det længst er overstået og at de ikke behøver at faxe mere".

Den 8. november 2004 blev der på foranledning af A indsat 155.081,26 kr. på klagerens konto hos indklagede.

Ved telefaxskrivelse af samme dato rykkede A indklagede for afregningen på i alt 232.144,56 kr. ved salget af investeringsbeviserne. Indklagede meddelte A, at der den 22. september 2004 på foranledning af klageren var blevet overført 254.111,06 kr. fra A's konto til klagerens konto.

Ved telefaxskrivelse af 12. november 2004 protesterede A over, at afregningen af værdipapirerne var sket til klageren frem for til A.

Ved telefaxskrivelse af 15. november 2004 forlangte A værdipapirerne afregnet over for sig.

Ved skrivelse af 18. december 2004 til klageren anførte indklagede bl.a.:

"Inden jul har vi et lille hængeparti - bestående af for meget overført fra [A] - kr. 155.081,26. Du kan evt. selv kontakte dem, jeg vil bare gerne have beløbet tilbageført inden nytår, så vi har rent bord."

Ved e-mail af 12. januar 2005 rettede A på ny henvendelse til indklagede om sit krav. A refererede til en skrivelse, som man samme dag ville sende til klageren. Af skrivelsen fremgår, at opgørelsen og udbetalingen af de 155.081,26 kr. var sket i tillid til, at man i henhold til fondsnotaerne ville modtage provenuet på 232.144,56 kr. ved salget af investeringsbeviserne. Udbetalingen på 155.081,26 kr. svarede til salgsprovenuet på 232.104,56 kr. med fradrag af 57.053,82 kr. til inddækning af overtræk på klagerens konto hos A og med fradrag af nærmere angivne omkostninger. Klageren blev derfor anmodet om at kontakte indklagede med henblik på at betale 232.144,56 kr. til A.

Den 8. og 21. februar 2005 betalte klageren henholdsvis 155.081,26 kr. og 12.061,95 kr. til A.

Ved skrivelse af 12. april 2005 anmodede A om betaling af yderligere 65.001,35 kr. (232.144,56 kr. - 155.081,26 kr. - 12.061,95 kr.).

Ved skrivelse af 12. maj 2005 anmodede indklagede forgæves klageren om at betale beløbet.

Den 17. maj 2005 betalte indklagede 65.001,35 kr. til A.

Parternes påstande.

Den 20. juni 2005 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal frafalde kravet på 65.001,35 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han på baggrund af indklagedes meddelelse af 22. september 2004 om, at der af A var indbetalt 254.111,06 kr. på hans konto, samt den forudgående og efterfølgende korrespondance berettiget kunne lægge til grund, at engagementet med A var endeligt opgjort.

Beløbet på 155.081,26 kr., som han fik efterfølgende, blev tilbagebetalt til A i overensstemmelse med indklagedes anmodning af 18. december 2004. Han betalte endvidere yderligere 12.061,95 kr. til dækning af strafgebyr for ophævelse af engagementet i utide.

Det bestrides, at den anvendte fremgangsmåde ved afregningen af værdipapirerne skete efter tilskyndelse fra ham. Det vat tværtimod indklagede, der foreslog at sælge værdipapirerne uden om A. På daværende tidspunkt var han ikke klar over, at værdipapirerne henlå hos og kunne sælges af indklagede. Han har heller ikke på noget tidspunkt givet udtryk for, at der var enighed mellem ham og A om afregningen af provenuet.

Han kunne berettiget lægge til grund, at transaktionen blev gennemført korrekt af indklagede, som er professionel rådgiver og aktør på værdipapirmarkedet. Han blev ikke informeret om nogen problemer eller risici ved transaktionen. Tværtimod gav indklagede gentagne gange og uden forbehold udtryk for, at sagen var afsluttet.

Indklagede har anført, at klageren er forpligtet til at tilbagebetale det for meget modtagne provenu. Klageren kan ikke have haft en berettiget forventning om både at modtage provenuet fra salg af værdipapirerne fra indklagede og afregning af investeringsarrangementet baseret på samme værdipapirer fra A.

På tidspunktet for overførslen af provenuet til klageren var man ikke bekendt med afregningen fra A.

Klageren instruerede om at levere investeringsbeviserne til to konti, som A havde oplyst. Dette var ikke muligt, hvilket man forsøgte at forklare klageren, som imidlertid bad om, at papirerne blev solgt, idet han ikke kunne vente længere. Klageren blev anmodet om selv at informere A. Klageren bad endvidere om at få provenuet overført til sin konto, idet "det jo alligevel var hans penge". Indklagede var uden kendskab til klagerens aftaler med A. Efterfølgende viste det sig, at der ikke var enighed mellem klageren og A om afregning af værdipapirerne til klagerens konto.

Da de solgte værdipapirer tilhørte A, modtog klageren et provenu, der ikke tilkom ham. Klageren var vidende herom, idet han selv medvirkede til at overføre papirerne til A's depot i 2002.

Hvis der gives klageren medhold i klagen, vil det medføre, at han opnår en ugrundet berigelse på indklagedes bekostning.

Den transaktion, der henvises til i skrivelsen af 20. oktober 2004, er salget af værdipapirerne og overførslen af provenuet til klagerens konto. Denne transaktion havde ikke hjemmel i en aftale mellem A og klageren, og det var en fejl, at beløbet blev overført til klagerens konto. Fejlen kan imidlertid henføres til klagerens egne forhold, idet han bibragte indklagede den opfattelse, at transaktionen var afstemt med A. Klageren er ikke og har ikke, siden værdipapirerne blev overført til A, været berettiget til at modtage dette provenu.

Kravet opgøres til 65.001,35 kr. med tillæg af renter i henhold til rentelovens § 3, stk. 2, regnet fra 30 dage efter betalingsanmodningen af 12. maj 2005.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indklagede begik en fejl ved den 22. september 2004 at udbetale provenuet på 232.144,56 kr. ved salget af investeringsbeviserne og det akkumulerede afkast på ca. 22.000 kr. til klageren, uden at A's samtykke hertil forelå. Ved telefaxskrivelserne af 8., 12. og 15. november 2004 gjorde A indsigelse imod den del af udbetalingen til klageren, der vedrørte salget af investeringsbeviserne. Indklagede var derfor forpligtet til at afregne provenuet på 232.144,56 kr. til A. Indklagede burde derfor også have anmodet klageren om at tilbageføre 232.144,56 kr., frem for som sket ved skrivelse af 18. december 2004 at anmode om tilbageførsel af de 155.081,26 kr., som A udbetalte til klageren i forventning om at modtage provenuet ved salget af investeringsbeviserne.

Baggrunden for klagerens opsigelse af engagementet med A var, at dette havde givet et negativt afkast. Klageren måtte således være bekendt med overtrækket på ca. 57.000 kr. på sin konto hos A, ligesom klageren på baggrund af sit kontraktforhold med A må antages at have været bekendt med de omkostninger, der var forbundet med ophævelsen. Klageren kunne derfor ikke berettiget forvente at få udbetalt den fulde værdi af investeringsbeviserne uden fradrag for A's tilgodehavende hos ham.

Værdien af investeringsbeviserne på investeringstidspunktet i 2002 oversteg ikke væsentligt det beløb, som klageren fik udbetalt den 22. september 2004. Ankenævnet finder også på den baggrund, at klageren burde have indset, at tabet på investeringen ikke var blevet inddækket, og at udbetalingen således ikke var udtryk for en endelig afregning af engagementet med A.

Uanset indklagedes misvisende meddelelser til klageren, jf. skrivelserne af 22. september, 21. oktober og 18. december 2004, finder Ankenævnet ikke, at indklagede har tilsikret klageren, at engagementet med A kunne opgøres til 254.111,06 kr.

Som følge af det anførte finder Ankenævnet, at klageren var forpligtet til at give afkald på provenuet på 232.144,56 kr. af investeringsbeviserne, som var blevet udbetalt til ham uden A's accept. Klageren har i februar 2005 tilbagebetalt 155.081,26 kr. og 12.061,95 kr., i alt 167.143,21 kr. Klagerens påstand om, at indklagede, der har betalt differencen på 65.001,35 kr. til A, skal frafalde sit krav mod ham på dette beløb, tages derfor ikke til følge.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.