Krav begrundet i reglerne om hvidvask om dokumentation for kontantbeløbs oprindelse i forbindelse med indbetalinger vedrørende husleje.

Sagsnummer:56/2020
Dato:09-02-2021
Ankenævn:Vibeke Rønne, Bjarke Svejstrup, Karin Sønderbæk, Ida Marie Moesby og Jørn Ravn.
Klageemne:Betalingsformidling - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Krav begrundet i reglerne om hvidvask om dokumentation for kontantbeløbs oprindelse i forbindelse med indbetalinger vedrørende husleje.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører et krav fra Danske Bank begrundet i hvidvaskregler om dokumentation for kontantbeløbs oprindelse i forbindelse med indbetalinger fra klageren vedrørende husleje.

Sagens omstændigheder

I januar 2020 henvendte klageren sig i en af Danske Banks filialer med henblik på at betale husleje. Klageren medbragte et indbetalingskort vedrørende en huslejebetaling på 2.980 kr. efter fradrag af boligstøtte. Klageren medbragte de 2.980 kr. kontant og ønskede at indsætte beløbet på udlejers konto i banken. Klageren var ikke selv kunde i banken.

Banken har oplyst, at klageren i et års tid havde benyttet filialen til at indbetale sin husleje på udlejers konto i banken. Ved klagerens henvendelse i januar 2020 bad rådgiveren klageren om at redegøre for, hvor kontanterne stammede fra. Klageren ønskede ikke at svare og mente desuden ikke, at banken havde ret til at spørge ind til dette. Klageren meddelte også, at han ikke havde mulighed for at foretage overførsler og betale regninger på anden vis. Banken gav klageren mulighed for at betale sin husleje til og med marts 2020, hvorefter banken ville kræve dokumentation for kontanternes oprindelse, hvis klageren fremover ønskede at foretage yderligere indbetalinger.

Klageren har oplyst, at banken ved hans henvendelse i januar 2020 afviste at modtage hans indbetaling af husleje på 2.980 kr. for februar 2020 på udlejers konto i banken. Banken afviste også fremover at modtage hans indbetalinger af husleje. Rådgiverens afvisninger blev tiltrådt af filialens øverst ansvarlige, A, som henviste ham til at indbetale husleje på posthuset. Han meddelte A, at man siden den 31. december 2017 ikke har kunnet betale på posthuset. Han har derfor ikke andre muligheder end at betale huslejen på udlejers konto i banken. A ændrede efterfølgende afvisningen således, at den først gjaldt fra marts 2020.

Den 24. februar 2020 indgav klageren en klage over Danske Bank til Ankenævnet.

Klageren har fremlagt en ”Dispositionsrapport” udarbejdet af politiet den 2. april 2020 vedrørende ”Bortvisning af uønsket person” den 28. februar 2020 i filialen. Af ”dispositionsrapporten” fremgår blandt andet:

”…

… [Person] vil betale nogle regninger, men det er ikke hans bank og banken kan ikke hjælpe ham. Vejledes om at betale regningerne på posthuset/ Patr. oplyste kl 1444, at banken undtagelsesvist modtog betaling. [Person] herefter henvist til betaling på postkontor fremover. Der lån en civil sag hos retsinstans vedr. betaling om bankers afvisning …

…”

Parternes påstande

Den 24. februar 2020 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal modtage hans indbetalinger af husleje på udlejers konto i banken.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken ikke kan nægte ham at indbetale husleje på udlejers konto i banken, og at han ikke er forpligtet til at dokumentere, hvorfra han har de 2.980 kr. til huslejen.

Han har siden februar 2018 indbetalt husleje på udlejers konto i banken i henhold til en aftale, han har indgået med udlejer som følge af, at man ikke mere kan betale regninger på posthuset.

Banken forulempede ham flere gange i forbindelse med indbetalingerne. Én gang henviste han til reglerne for indbetalinger i Danske Bank, hvorefter banken erkendte, at den ikke måtte nægte ham at indbetale på udlejers konto i banken. I januar 2020 henviste han på ny til reglerne for indbetalinger i Danske Bank. Herefter begrundede banken sin afvisning af indbetalingen med, at han ikke havde dokumenteret, hvorfra han havde huslejebeløbet.

Banken var bekendt med, at han er 70 år og modtager folkepension. Ved hver henvendelse til banken har han forevist kørekort.

Baggrunden for, at banken nægter ham at indbetale husleje på udlejers konto i banken er ikke hvidvasklovgivningen. Baggrunden er alene den omstændighed, at han ikke har konto i banken, hvilket understøttes af ”dispositionsrapporten” af 2. april 2020.

Danske Bank har anført, at banken som følge af klagerens jævne tilbagevenden, de gentagne og faste enkeltstående transaktioner, herunder i særdeleshed huslejeindbetalingen, og klagerens udsagn om, at han ville fortsætte denne rutine, vurderede, at betjeningen havde karakter af en forretningsforbindelse.

Banken vurderede derfor også, at den var forpligtet til at gennemføre kundekendskabsprocedure af klageren. Hvidvasklovens § 11 beskriver, hvilke konkrete oplysninger der skal indhentes, når der foreligger en forretningsforbindelse. Det er op til banken at vurdere risikofaktorer og ændringer heri, som kan have betydning for omfanget af de kundekendskabsprocedurer, der skal gennemføres.

Et af de forhold, der skal afdækkes ved kundekendskabsproceduren, er forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed, jævnfør hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 4. Sidstnævnte krav indebærer, at banken skal kende karakteren af forretningsforbindelsen.

I den konkrete sag var banken informeret om formålet. Forretningsforbindelsens tilsigtede beskaffenhed var derimod uklar på grund af manglende kendskab til, hvorfra klagerens kontanter stammede. Relevansen af at belyse dette spørgsmål blev forstærket af klagerens oplysning om, at han ikke havde mulighed for at betale sine regninger, herunder sin husleje, gennem et andet pengeinstitut.

Banken stillede derfor krav om, at klageren dokumenterede, hvor kontanterne stammede fra, hvilket klageren afviste.

I tilfælde som det konkrete, hvor banken ikke har mulighed for at indhente nødvendige oplysninger, skal banken træffe passende foranstaltninger for at imødegå risikoen for hvidvask, jævnfør hvidvasklovens § 14, stk. 5, og § 15.

Banken besluttede på den baggrund at give klageren en sidste frist til at redegøre for kontanternes oprindelse og meddelte samtidig klageren, at banken fremadrettet ville afvise klageren, hvis han ikke kunne redegøre fornuftigt for forholdet.

Klageren har ikke dokumenteret, at kontanterne stammer fra klagerens folkepension.

Hvis klageren får sin folkepension udbetalt på en konto i et andet pengeinstitut, er det usædvanligt, hvis klageren hæver kontanter og indsætter dem på udlejers konto i Danske Bank i stedet for at oprette betalingen til udlejer som en fast betaling via sit eget pengeinstitut.

Reglerne for indbetalinger i Danske Bank, som klageren har anført, at han henviste til, er efter bankens opfattelse bankens interne forretningsgange for indbetalinger, hvorefter banken som udgangspunkt gennemfører indbetalinger for lejlighedskunder til en tredjemand, hvis betalingen er under 7.400 kr. Disse regler ledsages af interne guidelines for overholdelse af hvidvasklovens øvrige regler, hvor det blandt andet fremgår, at bankens medarbejdere skal forstå kundernes transaktioner og skal spørge ind, såfremt der er tvivl om formålet eller midlernes oprindelse.

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen skal afvises.

I et til to år før januar 2020 betalte klageren sin husleje, som udgjorde 2.980 kr., ved at henvende sig til en af Danske Banks filialer for kontant at indsætte beløbet på udlejers konto i banken.

I januar 2020 anmodede banken klageren om at dokumentere, hvorfra kontanterne stammede, og banken meddelte, at yderligere indbetalinger fra og med marts 2020 ville være betinget heraf, hvilket klageren gjorde indsigelse imod.

En stillingtagen til sagen beror på, om banken i januar 2020 var berettiget til med to måneders varsel at kræve, at klageren i forbindelse med indbetalinger af husleje på sin udlejers konto i banken, skulle dokumentere hvorfra kontanterne stammede.

I hvidvasklovens kapitel 3 er det beskrevet, hvorledes virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.

Det følger af hvidvasklovens § 47, at Finanstilsynet påser pengeinstitutters overholdelse af loven. Ankenævnet er imidlertid bekendt med, at Finanstilsynet ikke træffer afgørelse i konkrete sager, hvor en kunde klager over en virksomhed omfattet af hvidvaskloven. Ankenævnet har på den baggrund besluttet at realitetsbehandle sagen.

Ankenævnet finder, at det som udgangspunkt må være op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation eller forklaringer på transaktioner, som kunderne ønsker at udføre. Dette udgangspunkt finder Ankenævnet ikke grundlag for at fravige i denne sag.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.