Indsigelse om forældelse af gæld stiftet i 1991-1992. Spørgsmål om forældelse var afbrudt efter de dagældende regler i Danske Lov 5-14-4.

Sagsnummer:123/2022
Dato:22-12-2022
Ankenævn:Bo Østergaard, Jimmy Bak, Karin Duerlund, Tina Thygesen, Lisbeth Baastrup Burgaard.
Klageemne:Forældelse - udlån
Ledetekst:Indsigelse om forældelse af gæld stiftet i 1991-1992. Spørgsmål om forældelse var afbrudt efter de dagældende regler i Danske Lov 5-14-4.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører spørgsmål om forældelse af gæld stiftet i 1991-1992. Spørgsmål om forældelse var afbrudt efter de dagældende regler i Danske Lov 5-14-4.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Sparekassen Bikuben (herefter Bikuben) (nu Danske Bank), hvor han havde to lån på oprindeligt henholdsvis 45.000 kr. (Gældsbrev 1) og 27.500 kr. (Gældsbrev 2). Bikuben havde endvidere stillet garanti for et pantebrev på oprindeligt 75.000 kr. til et andet pengeinstitut, P (Pantebrevet).

Pantebrevet

Den 22. maj 1991 underskrev klageren og hans tidligere ægtefælle, H, som debitorer et pantebrev på oprindeligt 75.000 kr. til P. Bikuben stillede garanti for pantebrevet i august 1991. Banken har oplyst, at terminsydelsen den 11. september 1992 ikke blev betalt, hvorfor garantien blev kaldt over for Bikuben. Ejendommen blev solgt i fri handel med overtagelse den 15. marts 1993. Pantebrevet opnåede ikke dækning i forbindelse med salget.

Den 5. maj 1993 sendte Bikubens advokat sagen til fogedretten med anmodning om foretagelse af udlæg for 25.000 kr.  Det skyldige beløb blev i advokatens brev til fogedretten opgjort til 80.565,37 kr., hvortil kom rente fra den 15. marts 1993. Af fogedrettens påtegning på brevet fremgik, at der blev afgivet insolvenserklæring. Banken har oplyst, at der i forbindelse med fogedsagen blev tilkendt omkostninger for 1.260 kr.

Gældsbrev 1

Den 23. marts 1991 underskrev klageren og H et gældsbrev vedrørende lånet på 45.000 kr. Banken har oplyst, at lånet blev misligholdt i september 1992, hvorefter det blev opsagt til indfrielse. Den 19. november 1992 sendte Bikubens advokat sagen til fogedretten. Kravet blev fremlagt for debitorerne i fogedretten den 13. januar 1993, hvor kravet blev opgjort til i alt 44.274,79 kr.

Gældsbrev 2

Den 18. august 1992 underskrev klageren og H et gældsbrev vedrørende forhøjelse af lånet til 27.500 kr. Banken har oplyst, at lånet blev misligholdt efter betaling af en enkelt terminsydelse, og at gælden på misligholdelsestidspunktet var opgjort til 27.431,49 kr.

Banken har oplyst, at den løbende sendte årsoversigter til klageren, hvor oplysning om gælden vedrørende de tre gældsforhold fremgik. Banken har fremlagt årsoversigter for 2004, 2005 og 2006, hvori den samlede gæld for de tre gældsforhold var opgjort til 153.531,65 kr. (pantebrev 81.528,37 kr., Gældsbrev 1 - 44.274,79 kr. og Gældsbrev 2 - 27.431,49 kr.).

Ved et brev til klageren af 6. juni 2016 opgjorde banken den samlede gæld for de tre gældsforhold til 153.531,65 kr. Banken anførte endvidere:

”Hvis du indbetaler 76.765,83 kr. … sender vi en saldokvittering på at gælden er indfriet. På den måde sparer du 76.765,83 kr. samt renter. …

Kan du ikke betale hele beløbet på en gang, vil vi også gerne hjælpe dig med at finde en anden løsning.  …”

I forlængelse af brevet kontaktede banken klageren for at drøfte bankens tilbud. Den 13. juli 2016 underskrev klageren frivillige forlig vedrørende de tre gældsforhold samt en samlet akkordaftale, hvormed han anerkendte, at den opgjorte samlede gæld for de tre gældsforhold udgjorde 153.531,65 kr. som opgjort pr. 30. juni 2016.

Banken har oplyst, at klageren herefter afviklede gælden i henhold til akkordaftalen frem til den 1. september 2020, dog således at han i tre måneder fik nedsat ydelsen, og at han den 5. september 2020 indfriede restbeløbet ved en ekstraordinær indbetaling på 5.400 kr. Den 18. september 2020 sendte banken en saldokvittering til klageren.

I august 2021 rettede klageren henvendelse til banken og anførte, at gælden var forældet, da han indfriede den i 2020. Banken afviste dette.

Parternes påstande

Den 29. marts 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal tilbagebetale de beløb, som han har betalt fra 2016 til 2020, hvis Ankenævnet vurderer, at gælden var forældet.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken uretmæssigt har fået betalt halvdelen af en forældet fordring.

Banken kontaktede ham telefonisk om at betale gæld fra 1991. Banken lokkede ham til at tilbagebetale en forældet gæld. Fordringen var forældet ved bankens henvendelse i 2016, uanset at banken formåede at presse ham til at underskrive forlig og en akkordaftale. Han blev narret til at indgå forlig og akkord. Han blev lokket af rabatten på 50 %, fordi han troede, han fik en fair behandling og endelig kunne få gælden væk.

Han kendte ikke forældelsesreglerne. Banken er den professionelle part. Han erkender at have stiftet gælden i 1991, og at han har skyldt pengene, men hvis gælden var forældet, føler han sig udnyttet af banken som den professionelle part.

Kravet var formentlig forældet i 2013. Siden han var i fogedretten i 1993, er der kun sendt kontoudtog fra banken i 2004, 2005 og 2006. De fremsendte kontoudtog afbrød ikke forældelsen efter de dagældende forældelsesregler, da de ikke havde karakter af en ”påskrivelse”, men blot var kontoudtog pr. årsskiftet til brug for selvangivelsen.

Han blev først i august 2021 bekendt med, at bankens krav mod ham formentlig var forældet i 2013, og at kravet dermed var forældet ved henvendelsen i 2016.

Danske Bank har anført, at klageren anerkender at have stiftet de tre gældsforhold, og at have underskrevet de frivillige forlig samt akkordaftalen, jf. klagerens sagsfremstilling i klageskemaet. Sagen handler derfor alene om forældelse.

Krav vedrørende pengelån havde efter de dagældende forældelsesregler i Danske Lov 5-14-4 en 20-årig forældelsesfrist. De tre gældsforhold ville have været forældet i begyndelsen af 2010’erne, såfremt banken ikke havde afbrudt forældelsen.

Forældelse efter forældelsesreglerne i Danske Lov 5-14-4 kunne afbrydes ved enhver henvendelse fra kreditor til debitor, der havde karakter af et påkrav eller en påmindelse, eksempelvis en fremsendt årsoversigt eller kontoudskrift, hvor gælden tydeligt fremgik.

Den ”nye” forældelseslov (forældelsesloven) trådte i kraft den 1. januar 2008. I henhold til overgangsreglerne i forældelsesloven var det tilstrækkeligt, at der var sket en afbrydelse af forældelsen efter de hidtidige regler, jf. overgangsbestemmelsen i § 30, stk. 3, i forældelsesloven.

Banken sendte forældelsesafbrydende årsoversigter til klageren, herunder senest den 31. december 2006, hvormed forældelsesfristen blev afbrudt i 10 år, hvilket vil sige indtil den 31. december 2016, jf. forældelseslovens § 30, stk. 3. Klageren anderkender at have modtaget årsoversigterne for 2004-2006 men gør gældende, at årsoversigterne ikke var tilstrækkelige til at afbryde forældelsen idet de – efter klagerens opfattelse – ikke opfylder kriterierne for en ”påskrivelse”, jf. DL 5-14-4. Det fremgår af retspraksis og den juridiske litteratur, at en almindelig kontoudskrift fra en bank udgør en tilstrækkelig påmindelse til at afbryde forældelsen efter DL 5-14-4, og at ”en hvilken som helst tilkendegivelse fra kreditor om, at kravet fastholdes” anses som en ”påskrivelse” i overensstemmelse med DL 5-14-4.

De frivillige forlig samt akkordaftalen blev underskrevet den 13. juli 2016, hvilket ligger forud for forældelsesfristen den 31. december 2016, og gælden var således ikke forældet, da de frivillige forlig og akkordaftalen blev underskrevet, og da klageren indfriede gælden den 5. september 2020. Banken har ikke uretmæssigt narret, lokket eller presset klageren til at underskrive de frivillige forlig og akkordaftalen.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren og hans tidligere ægtefælle, H, var kunder i Sparekassen Bikuben (herefter Bikuben) (nu Danske Bank), hvor de havde to lån på oprindeligt henholdsvis 45.000 kr. og 27.500 kr., som var optaget i 1991 og 1992. Lånene blev misligholdt i september 1992.

Bikuben havde i 1991 endvidere stillet garanti for et pantebrev på oprindeligt 75.000 kr. til et andet pengeinstitut, og som klageren og H havde underskrevet som debitorer. Terminsydelsen for september 1992 blev ikke betalt, garantien blev kaldt, og ejendommen blev solgt i 1993 uden dækning for pantebrevet. 

Gælden vedrørende de tre gældsforhold var omfattet af den 20-årige forældelsesfrist i medfør af Danske Lovs 5-14-4, der blev afbrudt ved påmindelse, og er nu omfattet af den 10-årige forældelsesfrist efter den nugældende forældelseslovs (forældelsesloven) § 5, stk. 1. Det følger af forældelseslovens § 30, stk. 3, at afbrydelse af forældelse, der har fundet sted, før forældelsesloven trådte i kraft den 1. januar 2008, har virkning som afbrydelse efter forældelsesloven.

Der er i sagen fremlagt årsoversigter for klageren pr. 31. december for årene 2004 til 2006. Ankenævnet finder, at årsoversigterne fra banken var påmindelser, der afbrød forældelsen af gælden vedrørende de tre gældsforhold efter de dagældende bestemmelser. Ankenævnet finder endvidere, at forældelse af gælden blev afbrudt efter de nugældende bestemmelser i forældelsesloven af klagerens underskrivelse af de frivillige forlig og akkordaftalen i 2016.

Ankenævnet finder herefter ikke, at gælden var forældet, da klageren underskrev de frivillige forlig samt akkordaftalen den 13. juli 2016, eller da klageren indfriede gælden den 5. september 2020.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.