Underretning.

Sagsnummer:279/1994
Dato:31-01-1995
Ankenævn:Peter Blok, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl
Klageemne:Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Ledetekst:Underretning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 28. april 1988 underskrev klageren kautionsdokument vedrørende nogle af indklagede ydede lån til et interessentskab ved to interessenter. Af kautionsdokumentet fremgik, at kautionen var begrænset til 50.000 kr., og at den vedrørte en kassekredit, et billån samt et finanslån.

Kautionsdokumentet indeholdt bl.a. følgende bestemmelser:

"II Særlige bestemmelser:

4. Bopælsskifte

Adresseforandring hos kautionisten skal inden 14 dage skriftligt meddeles banken.

5. Meddelelser til kautionisten.

Enhver meddelelse til kautionisten kan med bindende virkning for denne tilsendes til den i kontrakten nævnte adresse, jf. dog pkt. 4.

..."

Det fremgår af sagen, at den omhandlede kassekredit blev etableret den 28. april 1988 med et maksimum på 100.000 kr., som årligt ultimo marts måned skulle tages op til vurdering. Ligeledes den 28. april 1988 blev etableret et billån med en hovedstol på 48.144 kr., der skulle afvikles med 1.200 kr. månedligt. Finanslånet var på 621.000 DEM og blev senere gentagne gange forlænget.

Indklagedes långivning til interessentskabet blev etableret i forbindelse med overførsel af dettes engagement fra andet pengeinstitut. Der blev stillet sikkerheder i form af løsøreejerpantebrev i en bil samt løsøreejerpantebrev i den af interessentskabet drevne restaurant. I forbindelse med overførslen tilbød interessenterne yderligere sikkerhed i form af seks kautionister.

Klageren blev den 14. maj 1988 gift med den ene af interessenterne og skiftede efternavn til ægtefællens efternavn.

Ved (almindeligt) brev af 16. august 1989 orienterede indklagede klageren om, at det kautionssikrede engagement havde været genforhandlet; det fremgik, at interessentskabets restaurant skulle sættes til salg, og at engagementet blev forlænget indtil videre, således at klagerens kautionsforpligtelse stadig var gældende. Brevet fremsendtes til den adresse og under det navn, som var angivet på kautionsdokumentet. Ifølge klageren var hun da fraflyttet adressen og modtog derfor ikke brevet. Indklagede har oplyst, at det ikke vides, om brevet kom retur.

Det er under sagen oplyst, at klageren var tilmeldt adressen indtil den 1. september 1989.

Klageren blev skilt ved bevilling af 27. februar 1990; hun beholdt ægtefællens navn.

I maj 1991 forsøgte indklagede forgæves at opspore klagerens adresse ved forespørgsel til det centrale personregister. Indklagede var ikke bekendt med klagerens personnummer.

Ved skrivelse af 24. maj 1991 til de øvrige kautionister meddelte indklagede, at restauranten var kommet i økonomiske vanskeligheder, og at mulighederne for en videreførelse blev undersøgt. Den 13. juni 1991 anmodede indklagede de øvrige kautionister om at indbetale deres kautionsforpligtelse.

Ved skrivelse af 26. juli 1991 fremsendt til en forkert adresse - ifølge indklagede formentlig fremkommet ved en personforveksling - anmodedes klageren om at indfri kautionen.

Indklagede har oplyst, at der derpå i august 1991 blev indledt forhandlinger om en frivillig akkord for debitor, som resulterede i en aftale den 13. september 1991.

Den 13. februar 1992 blev begge interessenter erklæret konkurs, hvorved akkordaftalen bortfaldt.

I juni 1992 blev indklagede tilfældigt bekendt med klagerens nuværende navn og adresse, hvorefter sagen blev genoptaget.

Indklagede har oplyst, at udlandslånets restgæld på konkursdagen udgjorde 556.000 DEM, omregnet til 2.244.486,32 kr. Kassekredittens saldo var efter indbetaling af 400.000 kr. fra en kautionist i oktober 1991 200.986,61 kr., hvortil kom 7.408,84 kr. vedrørende billånet. Ifølge indklagede androg den del af engagementet, som klageren havde påtaget sig kaution for, ialt ca. 2.350.000 kr. pr. konkursdagen.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun er frigjort fra kautionsforpligtelsen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at hun først i juli 1992 blev bekendt med, at kautionen blev gjort gældende. Indklagede har ved passivitet fortabt sin ret, jf. bank- og sparekasselovens § 41, idet hun ikke har haft mulighed for at varetage sine interesser. Havde hun på et tidligere tidspunkt fået kendskab til, at engagementet var nødlidende, ville hun have haft mulighed for at begrænse sit tab. Hun drøftede løbende restaurantens drift med sin ægtefælle, men denne oplyste intet om økonomiske problemer. I sommeren 1991 oplyste ægtefællen, at salg af restauranten var drøftet, og at det kunne ske uden tab for kautionisterne. Indklagede har tilsidesat sine forpligtelser ved på trods af kendskab til restaurantens dårlige driftsresultater at have undladt at give meddelelse om gentagne betydelige overtræk samt ved at bevilge forhøjelse af kassekreditten.

Indklagede har anført, at det af kautionserklæringen fremgår, at klageren skulle underrette indklagede om adresseændring. Dette er ikke sket, og indklagede har derfor ikke udvist passivitet. Indklagede gør ikke gældende, at klageren hæfter for overtræk eller forhøjelse af kreditten. Indklagede betragtede ikke i 1989 engagementet som misligholdt. Man forventede, at engagementet helt eller delvist kunne indfries ved salg af restauranten. Interessenterne havde på intet tidspunkt mulighed for at indfri engagementet på henved 2,5 mio. kr. For at begrænse klagernes tab skulle engagementet derfor have været nedbragt med et meget stort beløb.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren har - trods bestemmelserne herom i kautionsdokumentet - ikke givet indklagede meddelelse om sin nye adresse, og det må lægges til grund, at dette var årsagen til, at hun ikke modtog indklagedes skrivelse af 16. august 1989. Det må endvidere lægges til grund, at indklagede i 1991 forgæves forsøgte at skaffe sig oplysning om klagerens adresse med henblik på at fremsende underretning til klageren som til de øvrige kautionister. Ankenævnet finder, at klageren under disse omstændigheder må være afskåret fra at påberåbe sig, at hun ikke har modtaget underretning fra indklagede om udviklingen i det kautionssikrede engagement. Hertil kommer, at det efter det foreliggende ikke er sandsynligt, at klagerens regresmuligheder er blevet forringet som følge af, at hun ikke har modtaget underretning fra indklagede. Der er heller ikke oplyst andre forhold, som kan føre til, at klageren helt eller delvis er frigjort fra kautionsforpligtelsen.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.