| Sagsnummer: | 552/2024 |
| Dato: | 14-05-2025 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Bjarke Levinsky Svejstrup, Signe Vejen Hansen, Rolf Høymann Olsen og Elizabeth Bonde. |
| Klageemne: | Gebyr - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse mod indførelse af kundegebyr for udenlandske kunder bosiddende i EU/EØS og udenfor bankens markedsområde. Indsigelse om ulovlig forskelsbehandling. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod indførelse af kundegebyr for udenlandske kunder bosiddende i EU/EØS og uden for bankens markedsområde. Indsigelse om ulovlig forskelsbehandling.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Bank og bosiddende i Spanien.
Banken har fremlagt sine almindelige forretningsbetingelser for forbrugere af 1. maj 2023, hvoraf blandt andet fremgår:
”…
8 Gebyr
…
III. Ændring af gebyr
…
Vi kan uden varsel sætte gebyrer ned. Vi kan også uden varsel indføre og sætte gebyrer op for enkeltstående ydelser. Det samme gælder for nye løbende aftaleforhold.
For eksisterende løbende aftaleforhold kan vi med tre måneders varsel, medmindre andet fremgår af lovgivningen, forhøje de gebyrer, som du løbende betaler eller indføre nye gebyrer, hvis dette skyldes markeds-, indtjenings- eller konkurrencemæssige forhold i ind- og udland, herunder risikomæssige, regulatoriske og omkostningsmæssige forhold.
Det kunne f.eks. være:
…”
Ved brev af 13. juni 2023 meddelte banken klageren, at han pr. 1. oktober 2023 skulle betale 100 kr. om måneden udover prisen på klagerens daværende produkter og services, så længe klageren havde bopæl i udlandet med undtagelse af Sverige, Norge og Finland. Banken begrundede indførelsen af kundegebyret med, at den havde stigende omkostninger ved at betjene sine kunder med adresse udenfor Danmark på grund af mere komplekse, lokale lovkrav, og grundet større krav til banken om at dokumentere, hvordan kunderne brugte banken.
Ved brev af 13. september 2023 meddelte banken klageren, at han skulle se bort fra brevet af 13. juni 2023. Banken meddelte klageren, at han pr. 1. januar 2024 skulle betale 9 kr. om måneden ud over betalingen af sine daværende produkter og services. Banken begrundede indførelsen af kundegebyret med, at den havde besluttet at differentiere prisen for dens kunder indenfor og udenfor EU/EØS, da dens omkostninger ved at betjene dens kunder bosiddende i udlandet var forskellige, og da kundegebyret skulle dække bankens omkostninger til administration og løbende vurdering af kundernes brug af banken.
Klageren gjorde indsigelse mod indførelsen af kundegebyret.
Klageren har oplyst, at banken den 5. oktober 2023 svarede klageren:
”Tak for din mail. Vi kan oplyse, at prisen på 9 kr. om måneden gælder for kunder, der har adresse i EU/EØS uden for bankens markedsområder (Danmark (herunder Grønland og Færøerne), Norge, Sverige og Finland).”
Samme dag anmodede klageren banken om at oplyse, om der var forskel på bankens omkostninger og forskel på lovkrav om f.eks. hvidvask, som medførte yderligere omkostninger for banken i Danmark (herunder Grønland og Færøerne), Norge, Sverige og Finland sammenlignet med resten af EU/EØS.
Klageren har oplyst, at banken den 18. oktober 2023 svarede:
”…
Vi har ikke yderligere bemærkninger til din klagesag, idet vi dog venligst gør opmærksom på, at vi ikke kommenterer på bankens forretningsmæssige forhold.
Vi gentager derfor, at du kan klage til Det finansielle ankenævn.
…”
Klageren har fremlagt en del af en e-mail fra Finanstilsynet til klageren af 24. oktober 2023, hvoraf fremgår blandt andet:
”Finanstilsynet har derimod ikke mulighed for at imødekomme din anmodning om at få oplyst hvilke informationer Finanstilsynet har tænkt sig at indhente til brug for vurderingen i sagen. Finanstilsynet kan heller ikke uddybe og præcisere de konkrete omstændigheder hvor et kundegebyr er sagligt begrundet og dermed lovligt, idet dette beror på en konkret i vurdering af de pågældende omstændigheder i en sag, og sagen med Danske Bank pågår som oplyst stadig.”
Klageren har fremlagt en kopi af korrespondance mellem Finanstilsynet og banken i perioden fra den 3. juli til 13. oktober 2023, hvoraf fremgår blandt andet:
”…
Finanstilsynet har i den seneste tid modtaget en række henvendelser fra danske forbrugere, som oplyser, at de har modtaget et skriftligt varsel om en kundegebyrforhøjelse på 100 kr. om måneden på deres nuværende produkter og services, og at denne kundegebyrforhøjelse skyldes, at de har adresse i udlandet.
Finanstilsynet har på den baggrund besluttet at undersøge om, Danske Bank (herefter banken) efterlever reglerne om, at en finansiel virksomhed skal handle redeligt og loyalt overfor sine kunder, jf. § 3 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder (bekendtgørelse nr. 330 af 7. april 2016), og om banken, i forbindelse med varslingen af det ekstra kundegebyr.
…
Ad 1) Hvilke produkter og services er omfattet af den varslede kundegebyrforhøjelsen på 100 kr. om måneden?
Banken sendte den 13. juni 2023 et varslingsbrev til bankens kunder med adresse i udlandet udenfor bankens primære markedsområder om, at banken pr. 1. oktober 2023 ville indføre et ekstra kundegebyr for at være kunde. […]
Som det fremgår af varslingsbrevet, har banken indført kundegebyret, fordi banken de seneste år har oplevet stigende omkostninger i forbindelse med at servicere kunder, der har adresse i udlandet.
Kundegebyret er således en ekstra betaling for at være kunde i banken, hvis kundens adresse er i et land udenfor bankens primære markedsområder.
Kundegebyret er ikke knyttet til den eller de konti, som en kunde måtte have i banken. Kundegebyret er heller ikke knyttet til et specifikt produkt eller en bestemt service, som banken tilbyder. Kundegebyret er dermed uafhængigt af den pris, som banken i øvrigt opkræver for sine kontoprodukter og services.
Banken har undtaget visse kunder fra kundegebyret. Blandt andet er børn og studerende undtaget, […]. Tilsvarende er kunder, som ikke har en konto, hvor kundegebyret kan hæves, undtaget, […].
Ad 2) Betyder denne kundegebyrforhøjelse, at kunder, der har det samme produkt eller anvender den samme tjeneste, betaler et forskelligt kundegebyr afhængigt af deres bopæl?
Kundegebyret er som nævnt under besvarelsen af spørgsmål 1) en ekstra betaling, som skal dække de omkostninger, der er forbundet med at være kunde i banken, hvis kundens adresse er i lande udenfor bankens primære markedsområder.
Kundegebyret er som nævnt ikke knyttet til den eller de konti, som en kunde måtte have i banken, eller de kontoprodukter og services kunden gør brug af. Prisen for bankens produkter og services er uændret. Kundegebyret er derfor uafhængigt af den pris, som banken i øvrigt opkræver for sine kontoprodukter og services.
Ad 3) Hvilke overvejelser har banken gjort i forhold til at sikre, at der ikke foreligger forskelsbehandling i strid med reglerne om god skik?
…
Som nævnt under besvarelsen af spørgsmål 1) skal bankens kundegebyr dække vores øgede omkostninger til kortlægning af disse kunders situation og brug af banken. For kunder, der er bosat udenfor bankens primære markedsområder, er det en mere krævende proces, da banken normalt skal stille flere spørgsmål og i øvrigt gennemfører kontroller af disse kunder oftere.
Banken er desuden forpligtet til at sikre, at kundernes produkter lever op til lokal lovgivning i de lande, som kunderne har adresse i. Der er ofte tale om kompleks juridisk regulering, der betyder, at vores omkostninger i den forbindelse også er forøgede. Det er særligt relevant for kunder, der har adresse udenfor EU/EØS.
Banken har valgt, at der indenfor de to kundekategorier, dvs. kunder indenfor og udenfor EU/EØS, ikke er forskel på kundegebyret, selvom de enkelte kunder bruger bankens produkter og services forskelligt, og selvom de enkelte kunders individuelle forhold varierer. Det gælder uanset kundernes nationalitet eller statsborgerskab.
…
Et kundegebyr, der dækker de forøgede omkostninger, som banken har ved at service kunder med adresse i udlandet, er efter vores opfattelse både rimeligt og sagligt begrundet og hverken i strid med § 3 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder eller art. 15 i direktiv om sammenlignelighed af kundegebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner.
…
1) Hvordan banken har beregnet kundegebyret på henholdsvis 108 kr. og 1.200 kr. for kunder med adresse i et land indenfor EU/EØS og kunder bosiddende udenfor EU/EØS.
2) Hvilke forhold, der medfører ekstra omkostninger for banken, og hvordan banken har fastsat størrelsen på disse ekstra omkostninger.
…
Ad 1) Hvordan har banken beregnet kundegebyret på henholdsvis 108 kr. og 1.200 kr.?
Banken har beregnet kundegebyret på henholdsvis 108 kr. og 1.200 kr. med udgangspunkt i de ekstra omkostninger, som er forbundet med at servicere kunder med adresse i et land henholdsvis indenfor og udenfor EU/EØS.
…
Ad 2) Hvilke forhold medfører ekstra omkostninger for banken, og hvordan har banken fastsat størrelsen på disse ekstra omkostninger.
…
1. Fysisk post
…
3. Meromkostninger til kundekendskabsprocedurer
…
5. Særlig rådgivning af kunder indenfor EU/EØS
…
Kundegebyret på de 108 kr. gælder det for alle kunder bosiddende indenfor EU/EØS inkl. Danmark, Finland, Sverige og Norge?
…
Kundegebyret på 108 kr. årligt gælder ikke for kunder i bankens primære markedsområder, dvs. Danmark, Finland, Sverige og Norge.
…”
Klageren har oplyst, at Finanstilsynet den 6. december 2023 skrev til Erhvervsministeriets departement:
”Finanstilsynet har nu afsluttet vurderingen af Danske Banks kundegebyrer for kunder bosat i udlandet. Finanstilsynet vurderer, at Danske Banks kundegebyr ligger på et sagligt og rimeligt niveau i forhold til de ekstra omkostninger, som banken har oplyst i forbindelse med at servicere og føre hvidvaskkontrol med bankens kunder bosat indenfor EU/EØS.
Finanstilsynet foretager sig ikke yderligere i sagen.”
Klageren har fremlagt en udskrift af erhvervsministerens besvarelse af spørgsmål 171 stillet af et folketingsmedlem i Folketingets Erhvervsudvalg af 25. marts 2024, hvoraf fremgår blandt andet:
”…
Spørgsmål:
Danske Bank har med begrundelse i de ekstra omkostninger, banken har til blandt andet administration og løbende vurdering af kundernes brug af banken introduceret et nyt adressekundegebyr for kunder i Danske Bank i Danmark med bopæl i EU/EØS lande, med undtagelse af kunder med bopæl i bankens kernemarkeder Danmark (herunder Grønland og Færøerne), Norge, Sverige og Finland. Idet kunder med bopæl i Norge er friholdt fra kundegebyret, betyder det, at eksempelvis en russisk statsborger med lovligt ophold i Norge ikke skal betale det nye kundegebyr, mens en dansker med MitID, arbejde i Danmark, men med bopæl i Tyskland skal betale det nye kundegebyr. Mener ministeren, at danske banker må indføre generelle kontokundegebyrer - f.eks. adressekundegebyr - med henvisning til generelt stigende administrationsomkostninger men undtage de kundegrupper, som de betragter som deres kernemarkeder/kernekunder eller kernemarkedssegmenter?
Svar:
…
Det følger af god skik-reglerne for finansielle virksomheder, at en finansiel virksomhed skal handle redeligt og loyalt overfor sine kunder. Bestemmelsen er udtryk for en dynamisk retlig standard, som skal fortolkes i overensstemmelse med de til enhver tid gældende samfundsnormer. Det gælder også i forhold til de grundlæggende rettigheder i Det Europæiske Charter, herunder forbud mod diskrimination pga. nationalitet m.v.
Betalingskontodirektivets artikel 15 forbud mod diskrimination rummes derfor allerede af reglerne om god skik, og forbuddet er dermed implementeret i dansk ret. Danmark har meddelt Kommissionen, at forbuddet mod diskrimination håndhæves gennem reglerne om god skik.
Det vil altid bero på en konkret vurdering om en praksis er i strid med god skik-reglerne og dermed art. 15 i betalingskontodirektivet.
I vurderingen lægges der vægt på, om der er tale om diskrimination eller en forskelsbehandling med en saglig begrundelse. En forskelsbehandling, der er sagligt begrundet, udgør ikke diskrimination. I forhold til vurderingen af, om der foreligger en forskelsbehandling i strid med god skik, vil det derfor bl.a. være afgørende, om der kan være en saglig grund til at behandle grupper af kunder forskelligt, og at forskelsbehandlingen er rimelig og proportional.
Ved en vurdering af, om der foreligger usaglig forskelsbehandling, kan Finanstilsynet f.eks. se på, om der er objektive forskelle på de berørte forbrugere. Der er for eksempel ikke nødvendigvis en usaglig forskelsbehandling at behandle kunder henholdsvis indenfor og udenfor bankens særlige forretningsområde forskelligt, hvis det skyldes, at det er forbundet med ekstra omkostninger at foretage kontrol med efterlevelse af reglerne i hvidvasklovgivningen, når kunder har bopæl uden for bankens sædvanlige forretningsområde. Det vil ligeledes ikke nødvendigvis være usaglig forskelsbehandling, hvis kundegebyret banken opkræver afspejler dette og ligger væsentlig under bankens faktiske omkostninger. Finanstilsynet kan endvidere se på, om forskelsbehandlingen er rimelig og proportional.
…”
Klageren har fremlagt en udskrift af erhvervsministerens besvarelse af et andet spørgsmål stillet af et folketingsmedlem i Folketingets Erhvervsudvalg af 25. marts 2024, hvoraf fremgår blandt andet:
”…
Spørgsmål:
I forbindelse med introduktionen af et nyt adressekundegebyr for kunder i Danske Bank med bopæl i EU/EØS lande, men med undtagelse af kunder med bopæl i bankens kernemarkeder Danmark (herunder Grønland og Færøerne), Norge, Sverige og Finland, har Finanstilsynet bedt Danske Bank om en redegørelse. I sin redegørelse til Finanstilsynet skriver Danske Bank bl.a.: ”I den forbindelse bemærker vi, at art. 15 i direktiv om sammenlignelighed af kundegebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner ikke ses at være blevet implementeret i dansk ret, ud over reglerne om basal betalingskonto i lov om betalingskonti § 11. Som udgangspunkt kan en direktivbestemmelse, som ikke er implementeret i dansk ret, ikke håndhæves, da det i givet fald ville indebære, at direktivet ville få direkte virkning. En ikke-implementeret direktivbestemmelse, der håndhæves gennem god skik reglerne risikerer efter vores opfattelse reelt også at få direkte virkning.” Er ministeren enig med Danske Bank i, at gældende EU-lovgivning (Dir. 2014/92/EU) ikke beskytter danske forbrugere, fordi Danmark har valgt ikke at implementere væsentlige dele af direktivet i dansk ret?
…
Svar:
Jeg kan henvise til min besvarelse af spørgsmål 171 alm. del stillet af udvalget i indeværende folketingssamling.
…”
Parternes påstande
Den 4. november 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om:
1) at Ankenævnet skal finde, at bankens kundegebyr over for kunder, der har bopæl i EU/EØS med undtagelse af kunder i Norge, Sverige og Finland er i strid med artikel 15 i EU-direktiv 2014/92/EU.
2) at Ankenævnet skal pålægge banken at tilbagebetale det opkrævede kundegebyr inklusive renters rente til samtlige kunder, der har betalt kundegebyret, og
3) at Finanstilsynet på baggrund af Ankenævnets afgørelse, om at kundegebyret er i strid med artikel 15 i direktiv 2014/92/EU, skal give banken et påbud om at ophøre med at opkræve kundegebyret.
Danske Bank har for så vidt angår klagerens første påstand nedlagt påstand om frifindelse. Banken har for så vidt angår klagerens anden og tredje påstand nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at det af artikel 15 i EU-direktiv 2014/92/EU fremgår, at medlemsstaterne skal sikre, at kreditinstitutter ikke forskelsbehandler forbrugere, der har lovligt ophold i Unionen, på grund af deres nationalitet eller bopæl eller af nogen anden grunde anført i artikel 21 i chartret, når sådanne forbrugere ansøger om eller anvender en betalingskonto i Unionen.
Banken understreger, at kundegebyret gælder kunderelationen og ikke bestemte produkter, såsom en betalingskonto. Dette uagtet, at de fleste kunderelationer består af en betalingskonto. Bankens præmis er misforstået, idet banken ikke a priori kan antage, at den har ret til at fastsætte kundegebyrer på produkter, der stilles till rådighed udenfor bankens markedsområder, hvis disse kundegebyrer strider mod gældende lovgivning.
Banken kan ikke a priori vælge, hvilke EU/EØS-lande, som banken ønsker at friholde fra et adressekundegebyr, bare ved at kalde dem for omfattet af ”bankens markedsområde”. EU-direktivet giver ikke mulighed for at friholde bankens valgte ”markedsområder”.
Diskrimination mellem forskellige grupper af EU/EØS-lande kræver som minimum, at banken dokumenterer, at der er en sagligt begrundet forskel i administrationsomkostningerne for kunderne mellem de to landegrupper – Norge, Sverige, Finland og de resterende lande i EU/EØS. Banken har ikke dokumenteret, at der er en forskel i bankens administrationsomkostninger for kunder i henholdsvis Norge, Sverige og Finland og de resterende lande i EU/EØS. Dermed er kundegebyret i strid med artikel 15 i EU-direktiv 2014/92/EU og per automatik i strid med reglerne om god skik for finansielle virksomheder.
Banken har i sin dialog med Finanstilsynet angivet tre kategorier, der giver anledning til kundegebyret, som er portoudgifter, meromkostninger til kundekendskabsprocedurer og udgifter til særlig rådgivning af kunder inden for EU/EØS. Der er ingen dokumentation for, at kunder i Norge, Sverige og Finland er mindre omkostningstunge end kunder i de resterende EU/EØS-lande i forhold til porto. Et opslag på Post Nords hjemmeside viser dette. Vedrørende meromkostninger til kundekendskabsprocedurer er der ikke foretaget en sammenligning mellem omkostninger for kunder i Norge, Sverige og Finland sammenlignet med de resterende EU/EØS-lande. Der er intet, der tyder på, at bankens lovmæssige forpligtelser i henhold til hvidvasklovgivningen over for kunder i Tyskland eller Spanien er mere krævende, end de forpligtelser banken har overfor kunder i Norge eller Finland. I forhold til bankens udgifter til særlig rådgivning af kunder har banken igen ikke redegjort for, at det er billigere at rådgive kunder i Norge, Sverige og Finland, sammenlignet med kunder i de resterende EU/EØS-lande.
Ministeren – eller Finanstilsynet, som har udarbejdet ministerens svar af 25. marts 2024 – begår flere fejl. Det er ikke korrekt, at kundegebyrets lovmæssighed kan vurderes med god skik reglerne alene. Kundegebyret skal vurderes på, om det overholder artikel 15. Dette især på grund af EU-rettens forrang. Ministeren antager også fejlagtigt, at man kan vælge ikke at overholde gældende EU-lovgivning ved blot at definere et område som bankens markedsområde. EU-lovgivningen giver ikke mulighed for, at en bank må diskriminere med udgangspunkt i at vælge ”gode” kunder med bopæl i Norge, Sverige og Finland og ”dårlige” eller ”uønskede” kunder med bopæl i de resterende EU/EØS-lande. Banken skal som minimum dokumentere, at forskellen bunder i en forskel i omkostninger, og at forskellen har saglige årsager, såsom yderligere udgifter til iagttagelsen af hvidvaskreglerne. Det er ikke sagligt blot at sige, at banken kontrollerer kunder i de resterende EU/EØS-lande anderledes sammenlignet med kunder i Norge, Sverige og Finland, hvis lovgivningen er den samme. Banken har ikke dokumenteret en omkostningsforskel. Finanstilsynet og ministeren har ikke forstået den gældende retsstilling og dermed heller ikke, hvordan sagen bør vurderes juridisk. Eller også har Finanstilsynet og/eller ministeren bevidst givet Folketinget urigtige oplysninger, fordi Finanstilsynet finder det besværligt at skulle overholde gældende forbrugerbeskyttende EU-lovgivning i sin tilsynsvirksomhed med danske pengeinstitutter.
Finanstilsynet har ikke anmodet om tilstrækkelig dokumentation fra banken, selvom han har anmodet Finanstilsynet om det – og selvom det er påkrævet for at vurdere, om forskellen overholder artikel 15. På trods af hans henvendelser til Finanstilsynet herom er situationen, at banken ikke har opkrævet et kundegebyr for dens kunder i Norge, Sverige og Finland, men at den pr. 1. januar 2024 har opkrævet kundegebyret fra sine kunder i de resterende EU/EØS-lande. Finanstilsynet har ikke modsat sig kundegebyret i form af et påbud.
Da Finanstilsynet reelt har forsømt at indhente et relevant grundlag i forhold til at vurdere, om kundegebyret strider imod artikel 15 og dermed også, om kundegebyret overholder reglerne om god skik, kan Ankenævnet ikke lægge Finanstilsynets konklusioner om kundegebyret til grund for sin afgørelse. Ankenævnet bør selv undersøge, om adressekundegebyret strider imod artikel 15 i 2014/92/EU.
Ankenævnets afgørelse i sag 406/2023 baserer sig på en forkert præmis, da Ankenævnet lægger til grund, at kundegebyret var pålagt alle kunder med adresse i EU/EØS. Det er ikke korrekt. Kunder i Norge, Sverige og Finland er undtaget. Det er denne undtagelse, der skaber en forskelsbehandling, der er i strid med artikel 15. Ankenævnet skriver fejlagtigt herudover, at kundegebyret ikke blev pålagt kunder i Danmark, Sverige, Norge og Finland, men alene kunder i resten af EU/EØS. Ankenævnet overtog hermed bankens og Finanstilsynets præmis: at banken godt må behandle kunder i Norge, Sverige og Finland bedre end kunder bosiddende i de resterende EU/EØS-lande.
Ankenævnet bør erklære bankens kundegebyr for kunder, der har bopæl i EU/EØS med undtagelse af kunder i Norge, Sverige og Finland, i strid med artikel 15. Banken skal tilbagebetale alle berørte det ulovligt opkrævede kundegebyr med renters rente. Finanstilsynet bør give banken et påbud om at stoppe med at opkræve det ulovlige kundegebyr.
Danske Bank har til støtte for frifindelsespåstandene anført, at banken har redegjort for kundegebyret over for Finanstilsynet, og at tilsynet har taget bankens redegørelse til efterretning uden yderligere foranstaltninger.
Oplysninger om bankens omkostninger ved at betjene kunder i udlandet er konkurrencefølsomme oplysninger, som banken ikke ønsker at fremlægge.
Banken har en forpligtelse til at efterleve reglerne i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme. Det er en mere krævende proces for banken at servicere kunder med adresse i udlandet, herunder skal banken normalt stille flere spørgsmål og oftere gennemføre kontroller.
Banken har stigende omkostninger til at servicere kunder med adresse i udlandet. For de kunder, der har adresse uden for EU/EØS, er banken hovedsageligt forpligtet til at sikre, at kundernes produkter lever op til lokal lovgivning. Banken er ikke generelt forpligtet til at servicere kunder uden for sine markedsområder (Danmark, Sverige, Norge og Finland), bortset fra forpligtelsen til at stille en basal betalingskonto eller en basal indlånskonto til rådighed til kunder, der er i målgruppen for disse produkter. Banken kan i lighed med øvrige banker i EU vælge ikke at tilbyde alle sine produkter og tjenesteydelser i alle medlemslande.
Banken kan dermed udvælge et eller flere lande/markedsområder, hvor alle produkter og tjenesteydelser udbydes, og banken kan også vælge at begrænse udbuddet i andre lande/markedsområder.
Kundegebyret er det samme for alle kunder med bopæl indenfor EU/EØS (bortset fra kunder med bopæl i bankens nævnte markedsområder). Kundegebyret er ikke udtryk for diskriminerende forskelsbehandling af kunderne, da det gælder alle kunder – uanset alder eller nationalitet – der bor i EU/EØS (bortset fra kunder med bopæl i bankens nævnte markedsområder).
Indførelsen af kundegebyret er ikke usaglig, uproportional eller urimelig. Banken berører ikke kundernes adgang til nye konti eller brug af eksisterende konti i banken ved at indføre kundegebyret. Kundegebyret er ikke knyttet til og er dermed uafhængig af den pris, som banken i øvrigt opkræver for sine kontoprodukter og services. Kundegebyret er en ekstra betaling for at være kunde i banken, hvis kundens adresse er i EU/EØS uden for bankens markedsområder. Kundegebyret er ikke en betaling for den eller de konti, som kunderne måtte have i banken.
Kundegebyret gælder ikke for kunder, hvis engagement i banken består af en basal betalingskonto eller en basal indlånskonto. Kundegebyret berører ikke kundernes adgang til eller brug af en basal konto.
Banken handler ikke i strid med hverken EU-regler om ligebehandling af forbrugere med ophold i Unionen eller reglerne i bekendtgørelse om god skik for finansielle institutter om at behandle sine kunder loyalt og redeligt ved at indføre kundegebyret. Banken stavnsbinder ikke kunderne ved at indføre kundegebyret, da kunderne har mulighed for at få udbetalt f.eks. folkepensionsmidler eller øvrige pensionsmidler til en konto i en udenlandsk bank.
Banken har varslet indførelsen af det nye kundegebyr i overensstemmelse med bankens Almindelige forretningsbetingelser pkt. 8 III.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende ved at indføre det nye kundegebyr, og Ankenævnet har i en tilsvarende sag, sag nr. 406/2023, i øvrigt ikke fundet, at kundekundegebyret udgør diskriminerende forskelsbehandling i strid med EU-reglerne eller dansk ret, ligesom at kundegebyret ikke udgør en ulovlig eller usaglig forskelsbehandling af kunder bosat i EU/EØS (uden for Danmark, Sverige, Norge og Finland) på grund af deres bopæl eller nationalitet.
Banken har for så vidt angår klagerens anden og tredje påstand til støtte for afvisningspåstanden anført, at det ligger uden for Ankenævnets kompetence at træffe afgørelse om, at banken skal tilbagebetale kundegebyrer inklusive renters rente for andre end den konkrete kunde.
Det ligger uden for Ankenævnets kompetence at underkende den sagsbehandling og vurdering, som Finanstilsynet har foretaget i forbindelse med sin undersøgelse af bankens indførelse af kundekundegebyret, jf. Ankenævnets vedtægter § 4.
Det ligger uden for Ankenævnets kompetence at pålægge Finanstilsynet at påbyde banken generelt at ophøre med at opkræve kundegebyret over for alle kunder bosiddende i udlandet, jf. Ankenævnets vedtægter § 4.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Danske Bank og bosiddende i Spanien.
Ved brev af 13. september 2023 meddelte banken klageren, at han pr. 1. januar 2024 skulle betale 9 kr. om måneden ud over betalingen af sine daværende produkter og services. Banken begrundede indførelsen af kundegebyret med, at den havde besluttet at differentiere prisen for dens kunder indenfor og udenfor EU/EØS, da dens omkostninger ved at betjene dens kunder bosiddende i udlandet var forskellige, og da kundegebyret skulle dække bankens omkostninger til administration og løbende vurdering af kundernes brug af banken.
Klageren gjorde indsigelse mod indførelsen af kundegebyret.
Den 5. oktober 2023 svarede banken klageren, at prisen på 9 kr. pr. måned var gældende for kunder, der havde adresse i EU/EØS-lande uden for bankens markedsområder, som omfattede Grønland, Færøerne, Norge, Sverige og Finland.
Ankenævnet kan ikke pålægge Finanstilsynet at give banken et påbud om at ophøre med at opkræve kundegebyret. Beslutning om påbud er i henhold til lovgivningen henlagt til Finanstilsynet, hvorfor denne del af klagen falder uden for Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 4.
Da klageren ikke har fuldmagt til at repræsentere alle bankens kunder, som har bopæl i EU/EØS-lande med undtagelse af kunder i Danmark, Færøerne, Grønland, Norge, Sverige og Finland, kan Ankenævnet alene træffe afgørelse om, hvorvidt kundegebyret pålagt af banken overfor klageren kan anses for at være i strid med artikel 15 i EU-direktiv 2014/92/EU, og hvorvidt banken af denne grund kan tilpligtes at tilbagebetale opkrævede kundegebyrer inkl. renter til klageren.
Ankenævnet lægger til grund, at det pågældende kundegebyr er pålagt alle kunder med adresse i EU/EØS med undtagelse af kunder i Danmark, Færøerne, Grønland, Norge, Sverige og Finland.
Ankenævnet finder ikke, at kundegebyret udgør diskriminerende forskelsbehandling i strid med EU-reglerne eller dansk ret.
Ankenævnet har blandt andet lagt vægt på, at Finanstilsynet - i forbindelse med klagerens klage til tilsynet om, at kundegebyret udgjorde ulovlig forskelsbehandling - tog bankens redegørelse til efterretning. Ankenævnet har ikke grundlag for at tilsidesætte bankens oplysning om, at kundegebyret skal dække bankens ekstra omkostninger til blandt andet administration og løbende vurdering af de pågældende kunders brug af banken.
Ankenævnet finder, at banken i henhold til sine forretningsbetingelser var berettiget til at indføre et kundegebyr som sket. Ankenævnet finder endvidere, at banken behørigt varslede klageren om kundegebyret. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte kundegebyret som urimeligt.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.