Spørgsmål om fast rente og om fejl ved ydelsens fastsættelse.

Sagsnummer:319/1994
Dato:31-01-1995
Ankenævn:Peter Blok, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl
Klageemne:Rente - udlån
Udlån - løbetid
Ledetekst:Spørgsmål om fast rente og om fejl ved ydelsens fastsættelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: IF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Den 29. december 1983 underskrev klageren et gældsbrev med en hovedstol på 70.350 kr., som skulle afvikles ved betaling af 1.000 kr. månedligt. Om lånets løbetid var oplyst, at denne var anslået til ca. 120 måneder. Af den fortrykte tekst fremgik:

"Renteændringer kan ændre den anslåede løbetid, jf. dog pkt. 1 på dokumentets bagside."

På dokumentets bagside var anført:

"1. Aftalt tilbagebetaling.

Det skyldige beløb med påløbne omkostninger tilbagebetales med lige store ydelser/afdrag ÷ renter, jf. forsiden, idet dog opmærksomheden henledes på bankens opsigelsesmulighed efter pkt. 8 og 9.

Ved renteændringer foretages justering i den aftalte løbetid. Ved væsentlige renteændringer m.v. forbeholder banken sig ret til at foretage en ændring i ydelsernes størrelse for at fastholde den aftalte løbetid. Ydelserne anvendes forlods til betaling af renter og andre løbende omkostninger.

...

3. Løbende omkostninger.

Renter og provision beregnes efter bankens til enhver tid gældende satser. Disse og eventuelle andre løbende omkostninger hæves på lånekontoen hver tredje måned, for tiden ved udløbet af hvert kvartal, første gang ved udløbet af indeværende kvartal for den forløbne periode."

På dokumentets forside var under "Øvrige betingelser" anført: "Lånet ydet til en rente af 13% p.a."

Det fremgår af sagen, at baggrunden for lånet var, at klageren sammen med sin tidligere samlever havde måttet indfri en kautionsforpligtelse vedrørende et erhvervsforhold.

Ved skrivelse af 2. februar 1994 fremsendte klageren en check på 1.000 kr. til indklagede

"til dækning af det 120. afdrag på ovennævnte lån i henhold til vor aftale af 29.12.1983.

Herefter betragter jeg sagen som værende ude af verden og tillader mig at imødese en saldokvittering."

Indklagede besvarede henvendelse ved skrivelse af 4. februar 1994 med oplysning om, at lånets restgæld var 30.302,42 kr., og at man forventede lånets afvikling fortsat.

Indklagede har under sagens forberedelse foretaget en beregning, hvoraf fremgår, at et lån med hovedstol på 70.350 kr., fast rente på 13% og afvikling 1.000 kr. månedligt efter betaling af 120 ydelser ville have en restgæld på 10.166 kr.; lånet ville være afviklet efter betaling af 131 ydelser.

Der er oplyst følgende om udviklingen i lånets restgæld ved årets udgang: ---------------------


År Restgæld

1989
1990
1991
1992
1993

51.861,59 kr.
48.137,93 kr.
43.605,95 kr.
38.516,95 kr.
32.302,92 kr.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet er ydet med fast rente på 13% p.a., samt at lånet er indfriet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at der, som det fremgår af lånedokumentet, blev aftalt en fast rente på 13%, ligesom det blev aftalt, at lånet skulle afvikles over 120 måneder. Når renten er steget under afviklingsforløbet, burde indklagede have meddelt hende dette. At der er tale om en fast rente støttes af, at gældsbrevet vedrørende det lån, som det nu omstridte lån er ydet til indfrielse af, ikke angav nogen rentesats på lånedokumentet. På aftaletidspunktet var standardrentesatsen på hendes lånetype 12,75%, hvorfor en rente på 13% netop gav et tillæg begrundet i den faste rente.

Indklagede har anført, at det af gældsbrevets fortrykte bestemmelser fremgår, at rente beregnes efter indklagedes til enhver tid gældende satser. Da indklagede ikke har været forpligtet til at ændre ydelsen ved renteændringer, forlænges løbetiden ved renteforhøjelser. Gældsbrevets individuelle bestemmelse om rentens størrelse kan ikke fortolkes som en aftale om fast rente. Klageren kan heller ikke have haft nogen forventning herom, idet det tidligere lån, som det omstridte lån skulle anvendes til delvis indfrielse af, var variabelt forrentet. Hertil kommer, at klageren i hvert fald siden kreditaftalelovens ikrafttræden har været vidende om, at lånet var variabelt forrentet, idet renteændringer er fremgået af kontoudtog. Klageren burde derfor på et langt tidligere tidspunkt have reageret heroverfor. Af gældsbrevet fremgår alene, at løbetiden er "anslået til ca." 120 måneder.

Ankenævnets bemærkninger:

Det i gældsbrevet under "øvrige betingelser" anførte om, at lånet blev ydet "til en rente af 13% p.a.", findes under hensyn til gældsbrevets øvrige bestemmelser vedrørende renten og til det oplyste om baggrunden for lånet ikke kunne forstås således, at der - i strid med sædvanlig praksis - var indgået en aftale om en fast rente på 13% p.a., men alene at være en oplysning om lånets rente på stiftelsestidspunktet. Dette støttes også af, at klageren ikke tidligere har gjort indsigelse mod, at lånets rente oversteg 13% p.a., selv om hun gennem en længere periode må have været vidende herom.

Tre medlemmer - Peter Blok, Lars Pedersen og Søren Stagis - udtaler herefter:

Lånets løbetid blev i gældsbrevet angivet som anslået til ca. 120 måneder. Vi finder derfor, at der blev begået en fejl ved fastsættelsen af ydelsen, idet lånet ved en uændret rente på 13% p.a. først ville være afviklet på 131 måneder. Vi finder imidlertid, at klageren i hvert fald ved modtagelsen af kontooversigten pr. 31. december 1989 burde have indset, at de fastsatte ydelser var utilstrækkelige, hvis den forudsatte løbetid skulle fastholdes, idet det heraf fremgik, at den årlige ydelse ikke ville være tilstrækkelig til at afvikle restgælden som forudsat, selv om lånet havde være rentefrit. Vi stemmer herefter for, at konsekvensen af indklagedes fejl skal være, at lånets restgæld pr. 31. december 1989 nedsættes til det beløb, den ville have været, såfremt lånet frem til dette tidspunkt var blevet afviklet med den korrekte ydelse beregnet på grundlag af en løbetid på 120 måneder og en uændret rente på 13% p.a.

To medlemmer - Erik Sevaldsen og Jens Ole Stahl - udtaler:

Allerede fordi klageren ikke har lidt noget tab, finder vi ikke, at hun kan gøre krav på nedsættelse af restgælden. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Indklagede bør inden fire uger nedsætte restgælden på klagerens lån pr. 31. december 1989 som foran af flertallet anført og omberegne lånets aktuelle restgæld i overensstemmelse hermed. Klagegebyret tilbagebetales klageren.