Indsigelse mod hæftelse som kautionist som følge af udvidelse af debitors kredit

Sagsnummer:141/2013
Dato:28-05-2014
Ankenævn:Kari Sørensen, Christian Bremer, Søren Geckler, Morten Bruun Pedersen
Klageemne:Kaution - hæftelse
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Kaution - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Indsigelse mod hæftelse som kautionist som følge af udvidelse af debitors kredit
Indklagede:Vordingborg Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse om, at kaution er bortfaldet som følge af udvidelse af debitors kredit.

Sagens omstændigheder

Klagerens søn, S, drev en selvstændig virksomhed, der blandt andet var finansieret med et lån på 3.162.000 kr. hos et finansieringsselskab. Lånet skulle afvikles med en kvartalsmæssig ydelse på ca. 82.000 kr. og ville efter planen være indfriet i maj 2014.

I foråret 2010 blev S kunde i Vordingborg Bank.

I november 2010 blev S’s driftskredit hos banken forhøjet med 350.000 kr. til 750.000 kr. Ifølge kreditaftalen af 22. november 2010 skulle kreditten afdrages med 50.000 kr. pr. kvartal, første gang den 30. september 2014, og den videre afvikling eller indfrielse skulle aftales den 1. april 2015. Kreditten skulle endvidere tages op til genforhandling årligt, første gang senest den 1. november 2011. Klageren underskrev den 2. december 2010 kreditaftalen som begrænset selvskyldnerkautionist for en kaution på i alt 200.000 kr. Kreditten var den 22. november 2010 og den 2. december 2010 trukket med henholdsvis 750.510 kr. og 891.164 kr. Klageren underskrev endvidere den 2. december 2010 en kautionserklæring vedrørende driftskreditten. Erklæringen indeholdt blandt andet følgende:

”Kautionen kan højst andrage 200.000,00 kr. plus renter m.v. i forhold hertil. …

Kautionen bortfalder når max på [driftskreditten] er nede på kr. 600.000. Kautionen bortfalder derfor d. 01.04.2015. …

Vordingborg Bank kan uden tilladelse fra kautionisten give låntager henstand med betaling af afdrag, renter, provision og eventuelle omkostninger, dog med respekt af § 47 i Lov om finansiel virksomhed. …

… Jeg (kautionisten) bekræfter samtidig, at Vordingborg Bank har gennemgået betingelserne for og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen. Jeg er her­under gjort bekendt med, at Vordingborg Bank kan kræve, at jeg straks indfrier den del af gælden/kreditten, jeg har påtaget mig at kautionere for, hvis låntager ikke opfylder sin betalingsforpligtelse. Jeg er klar over, at det ikke kun er låntagers manglende betaling (restancen), som Vordingborg Bank kan kræve. Jeg er indforstået med, at det er hele kautionsforpligtelsen samt renter heraf, der forfalder til betaling, hvis låntager ikke betaler en ydelse til tiden.

Jeg/vi har derudover modtaget og gjort mig/os bekendt med en genpart af dette dokument, kopi af låneaftale/kreditaftale, kopi af kreditoplysninger (såfremt disse kræves i henhold til kreditaftaleloven) samt et eksemplar af Vordingborg Banks almindelige forretningsbetingelser, som også gælder for lånet/kreditten. …"

Banken fik samtidig sikkerhed i form af et ejerpantebrev på 700.000 kr. i S’s erhvervsejendom og i et ejerpantebrev på 310.000 kr. i en anden ejendom tilhørende S.

I november 2010 brændte S’s virksomhed. S modtog erstatning fra sin forsikring og genopbyggede virksomheden. Genopbygningen var færdig i april 2011.

Banken har oplyst, at S mistede indtjening som følge af branden i 2011, og at banken og S i sommeren 2012 drøftede indlevering af budget for to år. I brev af 9. august 2012 til S anførte banken blandt andet:

”… Vi stiller en driftskredit med et maksimum på 1.100.000 kr. til rådighed, som fra 1/8-2014 afdrages med 20.000 kr., da afviklingen af … lånet sker sidste gang 1/5-2014.

Derudover bevilges mulighed for overtræk på op til 250.000 kr., som kodes ind, jævnfør budgettet.

Sikkerhed for engagementet fortsætter uændret, herunder kaution af [klageren], begrænset til 200.000 kr. Denne kaution bortfalder når maksimum er nedbragt til 600.000 kr. på driftskreditten. Alt som tidligere aftalt. Hvis vi er enige om dette, bedes du meddele os det senest fredag den 24. august 2012, så vi kan få lavet dokumenterne klar til underskrift af dig selv og [klageren].”

Banken har oplyst, at driftskreditten ikke blev omlagt, men at banken bevilgede midlertidigt overtræk på kreditten.

Af kontoudskrifter vedrørende driftskreditten fremgår følgende vedrørende kreditmaksimum, bevilget overtræk og træk på kreditten i perioden fra den 30. december 2012 til den 27. marts 2013:

Periode

Kreditmaksimum

Bevilget overtræk

Laveste træk på kreditten

Højeste træk på kreditten

301211-070212

750.000 kr.

-

924.680 kr.

1.294.106 kr.

070212-200312

925.000 kr.

175.000 kr.

884.214 kr.

1.223.531 kr.

200312-300312

1.060.000 kr.

310.000 kr.

920.278 kr.

1.077.016 kr.

300312-100512

925.000 kr.

175.000 kr.

1.014.935 kr.

1.281.715 kr.

100512-260612

750.000 kr.

-

943.839 kr.

1.231.586 kr.

260612-070812

1.200.000 kr.

450.000 kr.

1.081.366 kr.

1.414.421 kr.

070812-130912

1.345.000 kr.

595.000 kr.

1.256.893 kr.

1.438.619 kr.

130912-280912

1.480.000 kr.

730.000 kr.

1.375.572 kr.

1.484.246 kr.

280912-270313

750.000 kr.

-

1.464.369 kr.

1.731.934 kr.

Den 3. oktober 2012 overførte S 38.900 kr. til klageren fra sin flexkonto i banken med posteringsteksten ”Lån tilbagebetalt”. Kontoen havde herefter en saldo på 99,62 kr.

Den 29. oktober 2012 meddelte S til banken, at han ikke længere kunne fortsætte driften af virksomheden, og at han skiftede bank vedrørende sit private engagement.

I brev af 2. januar 2013 anmodede banken S om at indbetale et overtræk på kreditten på 924.870,48 kr. inden otte dage. I brev til klageren af samme dag anmodede banken klageren om at foranledige, at S indbetalte restancen, idet klagerens kautionsforpligtelse i modsat fald kunne blive krævet indbetalt.

Den 9. januar 2013 rejste klageren indsigelse om, at banken uberettiget havde udvidet S’s kredit. Den 24. januar 2013 afviste banken klagerens indsigelser. Parterne fastholdt deres synspunkter i efterfølgende korrespondance.

Ved brev af 4. marts 2013 meddelte banken til klageren, at driftskreditten var trukket med 1.663.304,11 kr., og at overtrækket udgjorde 913.404,11 kr.

Ved brev af 7. maj 2013 til S blev kreditten opsagt som misligholdt til indfrielse med 1.753.879,74 kr.inden ti dage. Ved brev til klageren af samme dag varslede banken, at klagerens kautionsforpligtelse på 200.000 kr. ville blive gjort gældende ved S’s manglende betaling af gælden vedrørende driftskreditten samt to andre konti, som S havde i banken.

Parternes påstande

Den 25. april 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Vordingborg Bank skal anerkende, at hendes kautionsforpligtelse er bortfaldet.

Vordingborg Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken har tilsidesat hendes aftalte rettigheder som kautionist.

Hun kautionerede for en kredit med et aftalt maksimalt loft på 750.000 kr. Det fremgik af aftalen, at hendes kaution ville bortfalde, når kreditten var nedbragt til 600.000 kr., og at trækket på kreditten i hele perioden ville være maksimalt 750.000 kr. Det var vigtigt for hende, at betingelserne ville blive overholdt, da hun havde lånt penge til S’s virksomhed. S’s erhvervsrådgiver i banken, R, gjorde det udtrykkeligt klart for hende, at en yderligere kreditramme ikke ville være mulig, at kreditten ikke kunne overstige 750.000 kr., og at der ikke kunne flyttes et komma i aftalen, så længe hun kautionerede.

Efterfølgende indgik banken en ny aftale med S om et nyt kreditmaksimum uden hendes accept. Banken udvidede løbende og uden hendes accept kreditrammen over en to-årig periode. Kreditten blev således udvidet til over 1.500.000 kr. Banken burde allerede i 2010/2011 have underrettet hende om, at hun var fritaget for kautionsforpligtelsen. Banken indkaldte hende ikke til en drøftelse af kautionsforpligtelsen men sendte blot ultimo 2012 en kort beskrivelse af de aftaler, som banken og S havde indgået. Hun blev først orienteret, da kassekreditten var på 1,7 mio. kr., og da S ikke længere overholdt de med banken indgåede aftaler.

Banken var ikke berettiget til blot at køre selvstændigt parløb med S uden at involvere hende. Hun er derfor berettiget til at udtræde af kautionsforpligtelsen, som bortfalder. Hvis hun havde været orienteret om udvidelse af kreditten, ville hun straks have krævet kautionen ophævet.

Hun undrer sig over baggrunden for kreditudvidelserne og har forelagt dette for S. S har anført, at han, da butikken skulle åbne efter branden, som forsikringen dækkede 100 %, i samarbejde med banken besluttede at investere i nyt inventar mv. for ca. 720.000 kr., der blev betalt over kassekreditten med bankens accept. S har oplyst, at de løbende kreditudvidelser skete efter aftale med R til brug for moderniseringen, og at kreditudvidelserne intet havde med forsikringssagen at gøre.

Banken har gamblet med hendes kautionsforpligtelse. Banken udvidede hensynsløst den fastlåste kreditramme til formål, der ikke havde noget med driften at gøre. Banken var dermed en væsentligt medvirkende årsag til, at kautionsforpligtelsen blev aktualiseret. Banken bør redegøre for beslutningsgrundlaget for den øgede kreditgivning, og om det er sædvanligt, at der ikke indhentes samtykke fra en kautionist. Banken bør endvidere redegøre for, om banken ville have fortsat kreditudvidelserne, hvis hun havde afvist yderligere kreditgivning, eller om banken følte en større sikkerhed som følge af hendes kaution. Endelig bør banken redegøre for, hvorfor banken ikke indhentede hendes accept.

I 2005 lånte hun S 188.000 kr. rentefrit til køb af varelager. Ifølge aftalen skulle S afdrage 20.000 - 25.000 kr. ultimo hvert år. Gældsbeviserne er indgivet til kurator.

S har ikke boet hos hende, men havde blot sin adresse hos hende i en kortere periode i slutningen af 2012.

Vordingborg Bank har blandt andet anført, at S’s kredit blev forhøjet i efteråret 2010, da S havde en stor afdragsbyrde til lån hos to finansieringsselskaber. Lånene var med kort restløbetid, og førtidig indfrielse af lånene kunne kun ske til overkurs. Det blev aftalt, at afvikling af kreditten skulle startes fra august 2014, hvor det ene lån ville være afviklet. Det aftaltes også, at klagerens kaution skulle bortfalde, når kredittens maksimum var nedbragt til 600.000 kr., hvilket ud fra betalingsplanen ville være tilfældet den 1. april 2015. R udtalte sig ikke om, at kreditten ikke ville blive forøget i perioden. R gav alene udtryk for, at kautionen var begrænset til 200.000 kr., og at dette beløb var det maksimale, som klageren kunne komme til at betale.

Opbygningen efter branden skete som en forsikringssag, som banken ikke var blandet ind i eller stod for finansieringen af. Moderniseringen var en del af opbygningen efter branden og var ikke en efterfølgende begivenhed. Banken så aldrig en plan for genopbygningen og troede, at investeringerne i inventar til virksomheden ville blive dækket i forbindelse med afslutning af forsikringssagen. Klageren var åbenbart orienteret, siden hun vidste, hvad pengene blev brugt til. Overtrækket, som opstod ved branden, blev løbende inddækket i foråret 2011, men S modtog ikke erstatning af en størrelse, som S havde stillet banken i udsigt.

Branden, den manglende omsætning i stort set hele 2011 samt den fortsat hårde afdragsbyrde på lånene medførte, at banken og S i sommeren 2012 drøftede indlevering af budget for to år, så der kunne laves en omlægning af engagementet. Banken og S talte flere gange om omlægning af kreditten, men der skete hele tiden ændringer i S’s forretningsplaner. S indleverede i juli 2012 et budget for 2013, der viste et mindre, positivt resultat. På baggrund heraf var det bankens opfattelse, at det fremover var muligt at få tilfredsstilende resultater. Banken sendte i august 2012 et tilbud til S efter et møde, hvor det videre forløb blev drøftet, baseret på budgetter frem til foråret 2014 og på S’s planer om at lukke forretningen, at leje bygninger ud og selv sælge leverancer direkte til sine kunder. Banken forventede stadig, at de indgåede tidsfrister kunne overholdes, men banken modtog aldrig et svar på brevet.

Driftskreditten blev ikke omlagt, og banken bevilgede midlertidigt overtræk på kreditten, som S lovede at inddække løbende. Det midlertidige overtræk blev ikke bevilget på grundlag af kautionen, som var begrænset, men på grundlag af et indleveret budget, der hang sammen, hvis aftalerne blev overholdt, hvilket desværre ikke var tilfældet.

I efteråret 2012 lukkede S virksomheden. S lovede, at penge fra returnerede varer og inventar ville indgå på kreditten, og at overtrækket på kreditten ville være afviklet ved udgangen af september 2012, hvilket dog ikke skete. S overholdt ikke sine aftaler med banken, som rykkede S og kontaktede klageren skriftligt.

Klageren er ikke blevet ringere stillet, end da hun indgik kautionen. Da kautionen er begrænset til 200.000 kr., kan det ikke forringe klagerens sikkerhed, at restgælden er større på kreditten, i forhold til at det yderligere træk havde været trukket på en anden konto. Afviklingen af kreditten var ikke ændret, og nedskrivning af maksimum ville ske som oprindeligt aftalt. Klageren kan fortsat gøre sit krav gældende mod S.

En udtræden af kautionsforpligtelsen på et tidligere tidspunkt ville også have medført et krav overfor klageren om indbetaling af 200.000 kr., og klagerens situation ville have været uændret.

Det er endvidere bankens opfattelse, at klageren løbende var orienteret gennem S, idet han i en periode havde adresse hos klageren.

Primo oktober 2012 overførte S 38.900 kr. til klageren, selvom der ikke fremgik en gæld til klageren af regnskaber og budgetter.

Ankenævnets bemærkninger

I henhold til kautionserklæringen var klagerens kaution for driftskreditten begrænset til 200.000 kr., og kautionen bortfaldt, når driftskreditten var nedbragt til 600.000 kr., hvilket efter planen ville ske pr. 1. april 2015.

Fra februar 2012 bevilgede banken løbende S ret til midlertidige overtræk. I maj 2013 opsagde banken kreditten som misligholdt og gjorde kautionsforpligtelsen på 200.000 kr. gældende overfor klageren.

Ankenævnet finder, at en afklaring af sagens nærmere omstændigheder, herunder om klageren havde betinget sig, at kreditten ikke måtte udvides uden hendes samtykke, forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af § 7, stk. 1 i Ankenævnets vedtægter.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.