Dankort, misbrug, rettidig meddelelse om bortkomst.

Sagsnummer:592/1992
Dato:28-05-1993
Ankenævn:Peter Blok, Peter Møgelvang-Hansen, Peter Stig Hansen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Dankort, misbrug, rettidig meddelelse om bortkomst.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:OF
Senere dom:

Medhold klager


Ved et indbrud i klagerens ejendom i sommeren 1992 blev klageren frastjålet sit dankort og sin afdøde ægtefælles dankort. De to dankort var tilknyttet hver sin konto begge ført i indklagedes Hirtshals afdeling. Klageren har oplyst, at begge dankort opbevaredes i et hemmeligt rum i et chatol; formentlig opbevaredes også her PIN-koden til klagerens kort.

Den 6. august 1992 forsøgtes ægtefællens dankort anvendt tre gange i tidsrummet kl. 19.12 - 19.17, hvorefter kortet automatisk spærredes som følge af tre forgæves PIN-kode forsøg. Ved skrivelse af 12. august 1992 fremsendtes til ægtefællens bo fra indklagede meddelelse om, at kortet automatisk var spærret som følge af mere end tre forkerte indtastninger af PIN-koden. Klageren har oplyst, at hun blev bekendt med skrivelsen søndag den 16. august 1992.

Den 17. august 1992 rettede klageren henvendelse til indklagede. Der er mellem parterne uenighed om, hvorvidt der ved denne lejlighed tillige blev talt om klagerens konto.

Søndag den 23. august 1992 blev klageren bekendt med kontoudtog af 19. august 1992 vedrørende sin egen konto i afdelingen. Heraf fremgik, at der ved 13 hævninger med dankort à 2.000 kr. var hævet i alt 26.000 kr. Den følgende dag blev kortet spærret. Det er efterfølgende konstateret, at der i perioden 7. - 24. august 1992 uretmæssigt er hævet 36.000 kr. på klagerens konto ved brug af dankort og korrekt PIN-kode. Kontoens saldo var herefter negativ med ca. 5.000 kr. Der var forud for den 17. august hævet i alt 22.000 kr.

Efter at indklagede har afvist at dække nogen del af det uretmæssigt hævede beløb, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre klageren de 36.000 kr. hævet på hendes konto.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at hun ikke selv var vidende om, at hun var i besiddelse af et dankort, idet hun aldrig har anvendt dette. Kortet er formentlig blevet udstedt i forbindelse med, at hendes ægtefælle fik udstedt sit dankort. Da klageren modtog indklagedes skrivelse af 12. august 1992, opholdt hun sig hos sin datter, og hun var endnu ikke klar over, at et dankort var tilknyttet hendes konto, og at dette tillige var blevet stjålet. Efter at klageren havde modtaget skrivelsen, rettede hun straks mandag morgen den 17. august henvendelse til afdelingen. Ved den lejlighed fik hun tillige oplyst indeståendet på sin egen konto, som var betydeligt mindre end forventet. Klageren anmodede derfor en medarbejder i afdelingen om at standse yderligere udbetalinger fra kontoen. Hun hentede endvidere indbetalingsbilag m.v. og afleverede dem i banken, således at denne kunne gå kontoens posteringer efter. Efter at klageren havde set kontoudtoget af 19. august, rettede hendes datter den 24. august 1992 henvendelse til afdelingen og gjorde opmærksom på, at klageren den 17. august havde anmodet afdelingen om at spærre kontoen. Samme dag afholdtes et møde i banken, hvori klagerens datter og dennes ægtefælle deltog, og hvorunder afdelingens direktør erkendte, at afdelingen den 17. august, da klageren var i banken, burde have været opmærksom på de mange træk fra klagerens konto, således at kontoen var blevet spærret allerede denne dag. Han erkendte derfor, at indklagede ville være ansvarlig for det tab, klageren havde lidt som følge af hævninger foretaget i perioden efter den 17. august.

Indklagede har anført, at klageren ved sin henvendelse den 17. august 1992, der var telefonisk, alene meddelte, at hendes ægtefælles dankort var blevet stjålet, men ikke anmodede indklagede om at spærre hendes egen konto. Denne blev slet ikke omtalt. Klageren rettede først den 24. august 1992 henvendelse til indklagede og anmodede om, at kortet blev spærret. Indklagede har endvidere fremlagt kopi af en af klageren underskrevet formular vedrørende bestilling af dankort, på hvilken klageren har kvitteret for kortets modtagelse; endvidere har indklagede fremlagt nota af 9. august 1989 for dankort-køb på klagerens dankort som dokumentation for, at klageren selv har gjort brug af sit dankort og derfor var bekendt med, at hun var i besiddelse af et dankort. Indklagedes direktørs udtalelser på mødet den 24. august 1992 byggede på den forudsætning, at klageren den 17. august havde anmodet om at få sit dankort spærret, hvilket imidlertid viste sig ikke at være tilfældet.

Ankenævnets bemærkninger:

Efter betalingskortlovens § 21, stk. 1 og 3, hæfter klageren mindst for 1.200 kr. og højst for 8.000 kr. af det ved misbruget af hendes dankort lidte tab på 36.000 kr.

Ankenævnet finder, at spørgsmålet om, hvorvidt klageren i medfør af § 21, stk. 3, hæfter for 8.000 kr. af tabet, må bero på, hvorvidt klageren ved henvendelsen til indklagede den 17. august 1992 anmodede indklagede om at spærre for udbetalinger fra kontoen eller i hvert fald fremkom med sådanne udtalelser vedrørende mulige uregelmæssigheder, at indklagede selv burde have foranlediget dankortet spærret. Der foreligger modstridende forklaringer herom, og Ankenævnet finder, at en stillingtagen til spørgsmålet ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet, men i givet fald må finde stede for domstolene. Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Ankenævnet finder, at indklagede foreløbig bør kreditere kontoen for 34.800 kr., således at det herefter beror på afgørelsen af det nævnte spørgsmål, hvorvidt klageren skal tilbagebetale 6.800 kr. heraf.

Som følge heraf


Indklagede bør inden fire uger kreditere klagerens konto for 34.800 kr. med valør den 24. august 1992. Ankenævnet kan ikke tage stilling til, hvorvidt klageren er forpligtet til at tilbagebetale 6.800 kr. af dette beløb. Klagegebyret tilbagebetales klageren.