Opgørelse af tab som følge af fejlagtig oplysning om manglende mulighed for førtidig ophævelse af kapitalpension.

Sagsnummer:109/1997
Dato:14-11-1997
Ankenævn:Niels Waage, Niels Busk, Peter Nedergaard, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne:Rådgivning - pensionsforhold
Kapitalpensionskonti - ophævelse
Ledetekst:Opgørelse af tab som følge af fejlagtig oplysning om manglende mulighed for førtidig ophævelse af kapitalpension.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


I forbindelse med klagerens skilsmisse blev det ved en bodelingsaftale i 1987 bestemt, at halvdelen af den fraskilte ægtefælles kapitalpensionsordning hos indklagede skulle overdrages til klageren, jf. pensionsbeskatningslovens § 30, stk. 2. Indklagede afviste i tiden herefter med urette klagerens anmodning om udbetaling af hendes andel af kapitalpensionen, idet indklagedes afdeling ikke var opmærksom på en lovændring fra 1986, der tillod en sådan udbetaling mod sædvanlig efterbeskatning. Klageren fik først opgjort pensionsordningen i 1994 og rejste derfor krav om erstatning over for indklagede, idet hun i samme periode havde haft et lån hos indklagede, som hun, hvis hun havde fået kapitalpensionsordningen udbetalt i 1988, ville have nedbragt med provenuet fra den ophævede ordning. Indklagede erkendte at have pådraget sig erstatningsansvar i denne forbindelse og tilbød en erstatning, som klageren imidlertid ikke accepterede. Sagens omstændigheder er i øvrigt følgende:

Den 4. december 1987 underskrev klageren og den tidligere ægtefælle aftale om deling af ægtefællens kapitalpension i indklagedes St. Kongensgade afdeling, idet der blev overført knap 104.000 kr. til en kapitalpension for klageren, jf. pensionsbeskatningslovens § 30, stk. 2,

I tiden herefter anmodede klageren med jævne mellemrum afdelingen om, at kapitalpensionsordningen blev ophævet med henblik på, at hun kunne nedbringe eller indfri et lån ydet af indklagede, hvis restgæld primo 1988 var ca. 89.000 kr. Indklagede afviste fejlagtigt anmodningen med henvisning til, at en sådan ophævelse ikke var mulig efter pensionsbeskatningsloven.

I februar 1991 blev klagerens lån hos indklagede forhøjet med 58.514 kr. (heraf stiftelsesomkostninger 1.514 kr.) til 153.673,13 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.050 kr. mod hidtil 1.400 kr. Af provenuet anvendtes 44.788,06 kr. til indfrielse af et kreditforeningslån i klagerens sommerhus, der var i restance med betaling af terminerne siden 1. juni 1990.; 2.242,73 kr. anvendtes til betaling af ejendomsskatterestancer på sommerhuset og 1.953,99 kr. til indfrielse af et lån ydet af et finansieringsselskab.

I oktober 1994 blev klagerens kapitalpensionsordning ophævet og provenuet anvendt til nedbringelse af klagerens lån hos indklagede. Klageren rettede henvendelse til advokat, der fremsatte krav om erstatning over for indklagede. Der fandt herefter en længere korrespondance sted mellem klagerens advokat og indklagede. Efter forhandlinger mellem parterne tilbød indklagede ved skrivelse af 12. september 1995 til fuld og endelig afgørelse at nedbringe klagerens lån med 20.000 kr., 10.000 kr. udbetalt kontant til dækning af et skattetilsvar vedrørende renter samt 12.500 kr. til dækning af klagerens advokatomkostninger. Indklagede ville i samme forbindelse bogføre og indberette renter på klagerens lån, hvis renteberegning siden den 1. januar 1994 havde været stillet i bero. Klageren afslog dette tilbud.

Ved skrivelse af 4. juli 1996 til indklagede anførte klageren, at hun nu kunne acceptere indklagedes tilbud, men således at beløbet på 20.000 kr. skulle udbetales kontant, ligesom hun ønskede sit lån forhøjet med 20.000 kr. til afvikling over 10 år. I skrivelse af 10. s.m. fastholdt indklagede erstatningstilbudet af 12. september 1995, ligesom indklagede afslog klagerens ansøgning om låneforhøjelse.

Klageren har den 18. april 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse mod betaling af 37.215 kr., hvoraf 19.780 kr. krediteres klagerens lån, mens 17.435 kr. udbetales kontant til klageren. Herudover betaler indklagede 10.000 kr. plus moms til klagerens advokat.

Indklagede har om beregningen af beløbet på 37.215 kr. oplyst, at kapitalpensionen ved ophævelse primo januar 1988 ville have medført et provenu efter skat på 47.390 kr., som forudsattes anvendt til nedbringelse af lånet til indklagede på dette tidspunkt. Som følge af den manglende nedbringelse er der på lånet beregnet rente og renters rente af de 47.390 kr. i perioden 1988 til 1994 svarende til i alt 86.796 kr. De 86.796 kr. har dog medført et øget rentefradrag for klageren, og skatteværdien heraf er i perioden opgjort til 43.076 kr. Klagerens merudgift efter skat har derfor været 43.720 kr. I perioden 1988 til 1994 er værdien af klagerens kapitalpension efter skat steget fra 47.390 kr. til 71.330 kr. eller med 23.940 kr. Klagerens nettotab efter skat har derfor været 19.780 kr. En erstatning på dette beløb vil være skattepligtig for klageren. Med klagerens aktuelle skatteforhold vil en erstatning derfor skulle være på 37.215 kr. for at holde klageren skadesløs.

Klageren, har anført, at hun finder erstatningen i sin helhed bør udbetales kontant og ikke delvis indgå på lånet. Baggrunden herfor er, at hun og hendes børn i årene efter skilsmissen har lidt afsavn som følge af den trængte likviditet, som kan tilskrives, at hun ikke straks fik mulighed for at nedbringe lånet til indklagede med værdien af kapitalpensionen. Hun finder, at låneoptagelsen i 1991 havde kunnet været undgået, hvis kapitalpensionen havde været udbetalt i for eksempel 1988. Beregningen af erstatningen skal ske pr. den dag, hun fik sin andel af pensionen overført. Der bør tages hensyn til, hvad hun da skyldte, sammenholdt med hvad en ophævelse af pensionen ville have medført netto. Hendes månedlige ydelse på lån til indklagede ville allerede da have været betydeligt mindre, hvilket ville have gjort hendes børns barndom og hendes liv meget nemmere. Havde indklagedes afdeling behandlet sagen korrekt og udbetalt ordningen i 1988, ville hun ikke have haft behov for at henvende sig til advokat, ligesom hun for længst ville have været gældfri til indklagede.

Indklagede har anført, at man har erkendt at have et ansvar som følge af den fejlagtige rådgivning. Tabsopgørelsen er kompliceret, men den nu foretagne opgørelse er efter indklagedes opfattelse korrekt. Låneforhøjelsen på 57.000 kr. i 1991 var nødvendig, uanset om klageren på dette tidspunkt havde fået frigjort kapitalpensionen, idet låneforhøjelsen blev anvendt til dækning af forskellige gældsposter, herunder et BRFkreditlån på knap 45.000 kr. Klagerens lån afvikles ikke regelmæssigt, idet der ofte gives tilladelse til overspring af ydelser.

Ankenævnets bemærkninger:

Det er ubestridt, at indklagede er erstatningspligtig over forklageren i anledning af indklagedes fejlagtige rådgivning.

Efter sagens særlige omstændigheder fastsætter Ankenævnet skønsmæssigt den erstatning, der tilkommer klageren til 60.000 kr., inkl. advokatomkostninger afholdt inden sagens indbringelse for Ankenævnet. Det bemærkes, at Ankenævnet ikke finder grundlag for at bestemme, at nogen del af erstatningsbeløbet skal indbetalestil nedbringelse af klagerens lån hos indklagede, medmindre danskrets almindelige betingelser for modregning måtte være opfyldt.

Som følge af det anførte

Indklagede skal inden 4 uger betale klageren 60.000 kr. med procesrente heraf fra den 18. april 1997. Klagegebyret tilbagebetales klageren.