Døgnboks, indlevering af kassette.

Sagsnummer:6/1993
Dato:27-07-1993
Ankenævn:Niels Waage, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Døgnboks, indlevering af kassette.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Under denne sag har klageren, der driver en fodterapeutklinik, nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun den 17. november 1992 indleverede ca. 6.460 kr. i døgnboksen i indklagedes Øregård afdeling.

Indklagede har principalt nedlagt påstand om afvisning i medfør af vedtægternes §§ 2 eller 7, subsidiært frifindelse.

Indklagede har fremlagt den mellem klageren og indklagede indgåede døgnboksaftale, hvori det i pkt. 1 er anført:

"Det er brugers ansvar, dels at døgnboksindkastet er tomt, inden boksen låses, dels at nøglen tages med."

Klageren har anført, at hun den 17. november 1992 lagde en døgnbokskuvert i afdelingens døgnboks indeholdende 5.000 kr. i 1.000 kr. sedler, 1.100 kr. i 100 kr. sedler samt to checks á 180 kr. Afdelingens medarbejdere har tidligere overfor klageren oplyst, at boksen er gammel og utidssvarende, og at afdelingen forgæves har anmodet hovedsædet om en ny boks. Personalet har endvidere forsømt at oplyse klageren om, at man i forbindelse med brug af døgnboksen skal kontrollere, at døgnboksindkastet er tømt, inden boksen låses. Det er derfor sandsynligt, at næste døgnbokskunde har fundet klagerens kuvert siddende i klemme.

Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at klageren er erhvervsdrivende, ligesom klagen af bevismæssige årsager ikke er egnet til behandling for Ankenævnet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at to af afdelingens medarbejdere i henhold til indklagedes forretningsgang den følgende dag kontrollerede boksens indhold uden at finde klagerens kuvert. Indklagede har endvidere forgæves ladet boksen skille for at finde kuverten.

Klageren har formentlig undladt at kontrollere, om døgnboksindkastet var tømt, inden hun låste boksen. Klageren har derfor forsømt sine pligter i henhold til døgnboksaftalen. Klageren må endvidere være nærmest til at kontrollere, at indkastet er tømt, inden boksen forlades, da der ikke er medarbejdere fra indklagede til stede på tidspunktet for afleveringen. Indklagede har ikke kunnet finde medarbejdere, der har udtalt sig som af klageren anført.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren har anført, at hun den 17. november 1992 har indlagt en kuvert i indklagedes døgnboksanlæg indeholdende ca. 6.460 kr. Indklagede har bestridt at have modtaget beløbet og har anført, at klageren sandsynligvis har undladt at kontrollere, at kuverten er indgået i boksen. En stillingtagen hertil findes at ville forudsætte en bevisførelse herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.