Spørgsmål om kaution for allerede stiftet gæld.

Sagsnummer:189/2002
Dato:06-12-2002
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Karen Frøsig, Rut Jørgensen, Sonny Kristoffersen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Kaution - omfang
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om kaution for allerede stiftet gæld.
Indklagede:Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod en kautionsforpligtelse afgivet over for indklagede til sikkerhed for en kassekredit ydet til klagerens bror.

Sagens omstændigheder.

Omkring årsskiftet 1999/2000 overtog klagerens bror en kiosk.

Af sagen fremgår, at det havde været på tale, at kiosken skulle erhverves af et interessentskab med klageren og broderen som interessenter. Denne konstruktion blev dog ikke gennemført.

Ved skrivelse af 11. januar 2000 fremsendte indklagede til klageren og dennes bror oplæg til et samarbejde vedrørende kiosken. Af oplægget fremgår om sikkerhed, at klageren skulle kautionere som selvskyldnerkautionist for alt mellemværende.

Hos indklagede blev der herefter etableret en konto (-746.) Klageren fik fuldmagt til kontoen, ligesom der blev udstedt et Dankort til hende til kontoen.

Ved skrivelse af 25. maj 2000 til klagerens bror, på hvilket tidspunkt saldoen på kontoen (-746) var ca. 170.000 kr. (negativ), foreslog indklagede etablering af en driftskredit med et maksimum på 200.000 kr.; om sikkerhed var det anført, at klageren skulle være selvskyldnerkautionist.

Ved kreditaftale af 2. juni 2000 blev der etableret en kreditramme til konto -746 på 200.000 kr.; saldoen på kontoen var denne dag ca. 183.000 kr. (negativ). Klageren underskrev samtidig særskilt kautionserklæring, hvoraf fremgår :

"Til sikkerhed for prompte og skadesløs betaling af, hvad

[klagers bror]

se-nr.:…..

måtte være eller blive [indklagedes] afdelinger eller datterselskaber i Danmark og i udlandet skyldig, herunder renter, provision, overtræk og omkostninger, indestår undertegnede

[klageren]

herved som selvskyldnerkautionist. Undertegnede er gjort bekendt med og erklærer sig indforstået med, at kautionsforpligtelsen omfatter såvel den forhøjelse af lånet/kreditten, som er etableret samtidig med kautionsforpligtelsen som allerede etableret gæld."

Ved kreditaftale underskrevet af klagerens bror den 10. august 2000 blev kassekreditten forhøjet til 270.000 kr. Klageren underskrev samtidig særskilt kautionserklæring med tilsvarende indhold som den den 2. juni underskrevne. Kredittens saldo var denne dag 284.478 kr. (negativ).

Ved skrivelse af 26. januar 2001 til klagerens bror opsagde indklagede kassekreditten som misligholdt. Kredittens saldo var på ca. 402.000 kr. (negativ), hvortil kom en garantiforpligtelse på 75.000 kr. over for en leverandør. Ved skrivelse af samme dag opsagde indklagede kautionsforpligtelsen, der blev opgjort til 476.957,96 kr.

Den 12. marts 2001 blev klagerens brors bo taget under konkursbehandling.

Ved skrivelse af 10. maj 2001 meddelte indklagede klageren, at indklagedes krav per 31. samme måned kunne opgøres til 496.327,87 kr. Skrivelsen var vedlagt et frivilligt forlig, som indklagede anmodede klageren om at underskrive. Klageren undlod at underskrive forliget.

Ved skrivelse af 18. september 2001 erindrede indklagede klageren om skrivelsen af 10. maj 2001, ligesom klageren blev opfordret til at fremkomme med forslag til afvikling af gælden.

Ved skrivelse af 22. november 2001 meddelte klageren indklagedes advokat:

"Det er rigtigt at jeg har en kautionsforpligtelse, men med et underliggende forhold på 270.000 kr. Af denne grund kan jeg ikke forstå [indklagedes] krav på det beløb som De angiver i Deres brev.

Af samme grund har jeg derfor ikke underskrevet et forlig."

Under en yderligere korrespondance med indklagedes advokat anførte klageren ved skrivelse af 7. december 2001, at hendes hæftelse over for indklagede var 270.000 kr. og ikke det af advokaten krævede.

Den 20. december 2001 anlagde indklagedes advokat retssag mod klageren med påstand om betaling af 515.576,80 kr. med tillæg af rente 18% årligt fra den 6. november 2001.

Ved skrivelse af 27. december 2001 til indklagedes advokat anførte klageren, at hun stillede sig uforstående over for, hvorfor hun skulle underskrive ny kautionserklæring i forbindelse med kassekredittens forhøjelse fra 200.000 kr. til 270.000 kr., hvis hun allerede hæftede for ethvert beløb, som hendes bror måtte skylde indklagede.

På et retsmøde den 30. april 2002 blev retssagen på klagerens anmodning udsat på forelæggelse for Ankenævnet.

Parternes påstande.

Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at hun "ønsker at få nedsat sin kautionsforpligtelse helt eller delvist fra kr. 270.000,00 ligesom det pålægges indklagede at anerkende, at klager ikke hæfter for træk på kreditten udover kr. 270.000,00."

Indklagede har nedlagt påstand om, at klagen ikke tages til følge, idet det dog anerkendes, at klageren ikke i henhold til kautionserklæringen hæfter for træk på kreditten ud over 270.000 kr.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at ved underskrivelsen af kautionserklæringen den 2. juni 2000 fik hun ikke oplyst, at der allerede var et træk på kreditten på ca. 178.000 kr. Hendes kautionsforpligtelse dækkede således stort set allerede etableret gæld.

Da hun underskrev kautionserklæringen i forbindelse med kassekredittens forhøjelse til 270.000 kr., var der allerede trukket ca. 285.000 kr. på kreditten. Der blev således ikke blev stillet ny kredit til rådighed for debitor. Kautionsforpligtelsen havde alene til formål at sikre allerede stiftet gæld.

Hverken i forbindelse med underskrivelsen af kautionserklæringerne eller senere har hun modtaget oplysninger om de risici, kautionsforpligtelsen medførte. Herved bemærkes, at indklagede var vidende om debitors anstrengte økonomi.

Ved skrivelsen af 26. januar 2001 krævede indklagede et beløb svarende til hele indklagedes tilgodehavende hos hendes bror. Dette er i strid med aftalelovens § 38 c, jf. § 36 om hæderlig forretningsskik på bankområdet, og indklagede har under klagesagens behandling erkendt, at hendes hæftelse maksimalt kan udgøre 270.000 kr. Hertil kommer, at indklagede efterfølgende pressede hende til at underskrive et frivilligt forlig på hele kravet, hvorved hun ville påtage sig en højere forpligtelse end de 270.000 kr.

Hun protesterer mod indklagedes fremlæggelse af bilagene vedrørende den påtænkte etablering af et interessentskab. Dette blev aldrig en realitet, hvilket indklagede var bekendt med, da det i modsat fald havde været overflødigt med hendes kaution.

Hun var ansat i kiosken og havde ikke nærmere kendskab til virksomhedens økonomiske situation og udvikling. Hendes kontakt med indklagede bestod hovedsagelig i at modtage telefonbeskeder til hendes bror og give tilbagemeldinger til indklagede, uden at dette gav hende et overblik over kioskens økonomi.

Det er udokumenteret, at der i forbindelse med hendes underskrift af kautionserklæringen blev givet oplysninger om allerede etableret gæld. Det fra kautionserklæringen ovenfor citerede indgår som en del af den almindelige tekst i dokumentet og er på ingen måde formhævet. Formuleringen er uklar og ikke egnet til at give kautionisten oplysninger om hæftelsens omfang, hvorved skal tages i betragtning, at hun som forbruger ikke er kyndig i læsning af kautionsdokumenter.

Det er i strid med de etiske regler at kræve kaution af en person, når det måtte være klart, at pågældende ikke har tilstrækkelige økonomiske ressourcer til at indfri forpligtelsen.

Det forhold, at hun fik fuldmagt samt et Dankort, var alene udtryk for en praktisk måde at indrette sig på og dokumenterer ikke, at hun havde et nærmere kendskab til kioskens samlede økonomi.

Hun var ikke bekendt med indklagedes forudsætning om hendes personlige hæftelse.

Indklagede har anført, at det ved etablering af kassekreditten udtrykkeligt blev meddelt debitor og klageren, at man som forudsætning herfor ønskede, at klageren skulle kautionere for alt mellemværende. I forbindelse hermed oplyste klageren og dennes bror, at de påtænkte at drive kiosken som et interessentskab med en påtænkt overskudsfordeling på 25% til klagerens bror og 75% til klageren, da hun var heltidsbeskæftiget og forestod den daglige drift af kiosken.

Interessentskabet blev imidlertid aldrig en realitet, og klagerens bror blev derfor ved med at stå som formel ejer af kiosken. Det var mest "på papiret", at broderen stod som ejer, idet han havde anden beskæftigelse ved siden af.

Det var klageren, som havde den daglige dialog med indklagede om driften. Klageren havde således en væsentlig indflydelse på kioskens drift. Herved bemærkes, at oplæg til samarbejdet blev fremsendt til såvel klageren som dennes bror.

Klageren deltog i alle afholdte møder, hvoraf nogle fandt sted uden deltagelse af broderen.

Det fremgår af begge kautionserklæringer, at klageren indestår som selvskyldnerkautionist for, hvad hendes bror måtte være eller blive indklagede skyldig. Med maskinskrevet individuel tekst er det ovenfor citerede indsat.

Det bestrides, at klageren ikke har modtaget oplysninger om betydningen af kautionserklæringen. Denne er gyldigt vedtaget af klageren.

Det bestrides endvidere, at klageren ved underskrivelsen den 2. juni 2000 ikke fik oplyst, at der allerede var træk på kreditten på knap 179.000 kr., således at hendes forpligtelse dækkede allerede etableret gæld. Også ved underskrivelsen den 10. august 2000 var klageren bekendt med, at der var tale om allerede etableret gæld.

Klageren hæftede i princippet for det fulde engagement med indklagede, men ud fra forretningsmæssige overvejelser, herunder en konkret vurdering af klagerens øjeblikkelige økonomiske situation samt den procesrisiko, der består førelse af retssager og sager ved Ankenævnet, er det besluttet alene at gøre et krav gældende på 270.000 kr.

De fremlagte dokumenter om overvejelserne vedrørende interessentskabskonstruktion illustrerer, at klageren havde en anden funktion end blot at være ansat i forretningen.

Det bestrides, at klagerens kontakt til indklagede hovedsagelig bestod i at modtage telefonbeskeder og videregive disse. Klageren deltog i alle møder med indklagede, ligesom man har haft adskillige telefoniske drøftelser med klageren om forretningens økonomi. Klageren havde således også fuldmagt til at disponere over kontoen samt et Dankort til denne.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren har blandt andet anført, at hun, i forbindelse med at hun underskrev kautionserklæringerne henholdsvis den 18. juni 2000 samt 10. august 2000, ikke blev gjort opmærksom på, at indklagede allerede da havde ydet lån til hendes bror, for hvilket kautionen skulle være gældende. Indklagede har anført, at klageren blev gjort opmærksom herpå, og at klageren i kraft af sin stilling i broderens virksomhed tillige var bekendt hermed. Ankenævnet finder, at en afgørelse af denne tvist forudsætter en bevisførelse i form at parts- og vidneforklaringer, som bør finde sted for den ret, hvor sagen allerede verserer.

Ankenævnet afviser derfor sagen efter Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.