Rådgivning, boligberegning.

Sagsnummer:118/1992
Dato:21-10-1992
Ankenævn:Frank Poulsen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Rådgivning, boligberegning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Ved slutseddel underskrevet den 29. juni 1988 købte klageren en ejendom for 525.000 kr. med 40.000 kr. i udbetaling. Af slutsedlen fremgik, at handlen fra klagers side var betinget af, at indklagedes Klarup afdeling og klagerens advokat "kan godkende nærværende slutseddel. Besked herom gives til [ejendomsmægler] senest torsdag den 30.06.88 kl. 16.00." Samme dag fremsendte ejendomsmægleren kopi af slutsedlen til indklagedes afdeling.

Den 30. juni 1988 henvendte klageren sig i afdelingen vedrørende ejendomskøbet. Klageren har oplyst, at der foretoges en konsekvensberegning, hvoraf fremgik, at klageren efter købet ville have et rådighedsbeløb på ca. 5.500 kr. månedligt til afholdelse af faste udgifter. Klageren var i forvejen kunde hos indklagede, hvor klageren havde en budgetkonto. Klageren havde endvidere et lån med en restgæld på ca. 165.000 kr. i samme afdeling.

Indklagede har bestridt, at der den 30. juni 1988 blev foretaget en konsekvensberegning. Beregningen er først foretaget den 7. juli 1988, og indklagede har henvist til en fremlagt kopi af en konsekvensberegning, dateret den 7. juli 1988 samt et print vedrørende beregning af slutskat for klageren, ligeledes dateret den 7. juli 1988.

Det fremgår af konsekvensberegningen, at der ikke er medtaget ydelser på klagerens lån hos indklagede.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende at være erstatningsansvarlig som følge af den fejlagtige konsekvensberegning, subsidiært at indklagede tilpligtes at undlade at forrente klagerens engagement.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at konsekvensberegningen blev foretaget den 30. juni 1988, og indklagede var i besiddelse af alle nødvendige oplysninger til foretagelse af beregningen, idet udgifterne vedrørende den købte ejendom fremgik af det fra ejendomsmægleren modtagne materiale, ligesom indklagede selv var i besiddelse af alt øvrigt materiale, da klageren havde budgetkonto hos indklagede. Klageren har fastholdt, at beregningen blev foretaget den 30. juni 1988, og dette stemmer da også med, at slutsedlen fra klagerens side var betinget af indklagedes godkendelse, som klageren ikke frafaldt overfor sælger/ejendomsmægleren, samt at handlen gennemførtes den 30. juni 1988, hvilket efter fast sædvane hos den medvirkende ejendomsmægler forudsætter, at pengeinstituttets godkendelse foreligger - eventuelt i mundtlig form. Konsekvensberegningen har været bestemmende for klagerens køb af ejendommen, og klageren har i øvrigt haft føje til at gå ud fra, at der blev foretaget en egentlig konsekvensberegning den 30. juni. Klageren har bestridt, at der ved den pågældende lejlighed blev drøftet forlængelse af løbetid vedrørende klagerens engagement.

Indklagede har fastholdt, at konsekvensberegningen ikke blev foretaget den 30. juni 1988, hvor der kun blev foretaget et løseligt overslag. Den skriftlige konsekvensberegning er da også dateret 7. juli 1988, og samme dato fremgår af print vedrørende skatteberegning. En konsekvensberegning kan således ikke foretages uden beregning af slutskatten. Indklagedes medarbejder har oplyst, at hun ikke godkendte slutsedlen før udarbejdelsen af konsekvensberegningen, hvilket også ville stride mod indklagedes faste praksis. Indklagedes konsekvensberegning har ikke været bestemmende for klagerens beslutning om købet, hvorfor klageren ikke har lidt noget tab som følge af indklagedes fejlagtige konsekvensberegning. Ved klagerens henvendelse den 30. juni 1988 blev resultatet, at budgettet ikke kunne hænge sammen, men indklagedes medarbejder skulle kigge nærmere på sagen, idet nogle lån kunne slås sammen, og løbetiden dermed forlænges. Klageren var fortrøstningsfuld, da hun forlod afdelingen.

Til støtte for afvisningspåstanden har klageren anført, at såfremt det ikke findes godtgjort, at konsekvensberegningen først blev foretaget den 7. juli 1988, bør sagen afvises efter Ankenævnets vedtægters § 7, idet sagens afgørelse vil kræve en bevisførelse i form af vidneforklaringer.

Ankenævnets bemærkninger:

En stillingtagen til det anførte findes at ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle den indgivne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.