Personlig fordring. Ekspropriation. Kaution. Opdeling.

Sagsnummer:21102031/2011
Dato:29-08-2011
Ankenævn:
Klageemne:Kaution - selvskyldnerkaution
Personlig fordring - tvangsauktion
Personlig fordring - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Personlig fordring. Ekspropriation. Kaution. Opdeling.
Indklagede:Nykredit Realkredit A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom: Download som PDF
Realkreditinstitutter

21102031

Personlig fordring. Ekspropriation. Kaution. Opdeling.
Det indklagede realkreditinstitut ydede i 1989 et lån på 1.390.000 kr. til klagerens ægtefælle med pant i parrets fælles ejendom. Klageren overtog i oktober 1989 ejendommen som eneejer. Som betingelse for gældsovertagelse stillede instituttet, at klagerens ægtefælle tiltrådte en selvskyldnerkaution, hvilket efterfølgende skete. Instituttet bevilgede herefter den 3. december 1990 gældsovertagelse til klageren. Der blev i 1992 afholdt ekspropriationsforretning, og uafhængig heraf rekvireret tvangsauktion over klagerens ejendom. Af opgørelsen og fordelingen af ekspropriationserstatningen fremgik det, at instituttet kun opnåede delvis dækning. Instituttet opgjorde i februar 1998 sit krav mod klageren til 94.867 kr., og i november 2007 til 68.778 kr. Instituttets inkassoadvokat opgjorde i maj 2009 kravet til 142.276 kr., hvoraf renterne udgjorde 42.690 kr. Inkassoadvokaten udtog i december 2010 stævning mod klageren med påstand om betaling af 47.433 kr. Af sagsfremstillingen fremgik, at det endelige tab udgjorde 94.867 kr., og at gælden på foranledning af klageren og hendes eksmand var blevet opspillet med 50 pct. til hver, og at eksmanden havde betalt sin del af gælden. I sit svarskrift bestred klageren fordringen, herunder at hun havde accepteret den anførte opsplitning af gælden, som i øvrigt – ligesom eksmandens betaling – var udokumenteret. Efter retsmøde i februar 2011 henvistes sagen efter anmodning fra klageren til Realkreditankenævnet, og retssagen blev hævet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre noget krav gældende mod hende. Instituttet påstod frifindelse

Nævnet lagde til grund, at instituttet, efter at klageren var blevet eneejer af ejendommen, bevilgede gældsovertagelse den 3. december 1990. Klagerens ægtefælle indestod ved kautionserklæring som selvskyldnerkaution for gælden. Nævnet lagde endvidere til grund, at instituttet efter udbetalingen af ekspropriationserstatningen ikke opnåede fuld dækning for sit krav, således at klageren som debitor og klagerens ægtefælle som selvskyldnerkautionist hæftede for instituttets restfordring. Klagerens ægtefælle var senere ved forlig med instituttet blevet løst fra sine forpligtelser over for instituttet. En sådan frigørelse havde ikke krævet accept fra klageren og fritog ikke klageren for instituttets restkrav – efter fradrag af forligsbeløbet fra klagerens ægtefælle. Der var heller ikke i det, klageren i øvrigt havde anført, forhold, der kunne begrunde, at klageren kunne fritages for sine forpligtelser over for instituttet. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.


K E N D E L S E

afsagt den 29. august 2011



JOURNAL NR.: 2011-01-02-031-N


INSTITUT: Nykredit Realkredit A/S


KLAGEEMNE: Personlig fordring. Ekspropriation. Kaution. Opdeling.


DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 18. august 2011


SAGSBEHANDLER: Cand.jur. Keld Steffensen


NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Hugo Wendler Pedersen (formand)
Bent Olufsen
Mads Svaneklink
Mads Laursen
Lars K. Madsen

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:

Det indklagede realkreditinstitut ydede i 1989 et lån på 1.390.000 kr. til klagerens ægtefælle med pant i parrets fælles ejendom. Pantebrevet for det ydede lån blev underskrevet af såvel klageren som hendes ægtefælle den 14. februar 1989.

Ved skøde af 6. oktober 1989 overtog klageren ejendommen som eneejer.

Indklagede fremsendte den 29. november 1990 følgende brev til klagerens ægtefælle om vilkårene for gældsovertagelse:

”…Vi kan oplyse, at den indsendte anmodning om overtagelse af den personlige gældsforpligtelse for …(indklagedes)… lån i ejendommen kan bevilges.

Endelig bekræftelse kan dog først fremsendes, når vedlagte erklæring om personlig hæftelse, samt vedlagte meddelelse om ejerskifte er modtaget i underskrevet stand.

Det er endvidere en forudsætning, at forfaldne ydelser samt eventuelle påløbne omkostninger betalt på bevillingstidspunktet…”

Klagerens tidligere ægtefælle underskrev efterfølgende følgende kautionserklæring:

”…

KAUTIONSERKLÆRING

Undertegnede …(klagerens tidligere ægtefælle)… indestår herved som selvskyldnerkautionist for alle betalinger i henhold til ovennævnte pantebrev stort kr. 1.390.000.

Selvskyldnerkautionen omfatter endvidere alle betalinger, der er afledt ved ændringer af låneforholdet som følge af konverteringer.

…(Indklagede)… kan uden kautionistens samtykke bevilge henstand med betalingerne, såfremt 1-års-fristen efter tinglysningsloven § 40, stk. 4 iagttages.

Jeg er bekendt med, at tilbagebetalingen sker i overensstemmelse med de regler og vilkår, der til enhver tid er fastsat af …(indklagedes)… vedtægter og lånevilkår…”

Indklagede bevilgede internt gældsovertagelsen den 3. december 1990 og gav klagerens ægtefælle meddelelse herom den 9. januar 1991.

Der blev den 26. maj 1992 afholdt ekspropriationsforretning på ejendommen. Af udskrifter af forhandlingsprotokollen for den pågældende dag fremgår blandt andet følgende:

”…
K E N D E L S E

Det må konstateres, at ejendommen uafhængig af ekspropriationen skal afhændes nu, da der er rekvireret tvangsauktion. Det må videre konstateres, at det er ejer og auktionsrekvirent, der har ønsket ekspropriationen fremskyndet og auktionen udsat.
Det må da også antages, at køberinteressen ville være meget ringe i betragtning af den forestående ekspropriation.
Kommissionen ansætter imidlertid erstatningen til det beløb, som kommissionen skønner, at ejendommen aktuelt ville kunne afhændes til i almindelig fri handel, hvis en ekspropriation ikke var forestående.
Erstatningen fastsættes således:

For ejendommen i sin helhed med påstående bygninger med mur- og nagelfast tilbehør ------------------------------------------------ 1.300.000 kr.
Renter 9½ % p.a. fra den 23. april 1992.
I godtgørelse for sagkyndig bistand ydes -------------------- 3.000 kr….”

Retten fremsendte den 28. januar 1993 følgende brev til et københavnsk advokatfirma om udbetaling af ekspropriationserstatningen:

”…Den 23. april 1992 afsagde Kommissarius ved Statens ekspropriationer på Øerne kendelse om ekspropriation af ejendommen …

Kommissarius har den 9. december 1992 indbetalt 1.530.240,70 kr. til fordeling ved fogedrettens foranstaltning blandt ejendommens pant- og rettighedshavere.

Provenuet er af fogedretten indsat på en aftalekonto med …(pengeinstitut)…, der den 15. februar 1993 kan hæves med 1.560.462,44 kr.

Fogedretten har den 15. december 1992 tilskrevet ejendommens ejer, pant- og rettighedshavere og anmodet disse om at anmelde og dokumentere deres eventuelle fordring med angivelse af fordringens prioritetsstilling.

Herefter har nedennævnte rettighedshavere opgjort deres prioritet og fordring således:


1. …(Kommune)…
Ejendomsskatter m.v. 5.703,00 kr.
2. Statsaut. Ejendomsmægler …(ejendomsmægler)…
Antaget som sagkyndig af fogedretten
den 23.1.1992 6.832,50 kr.
3. …(Grundejerforening)… 100,00 kr.
4. …(Indklagede)… 1.625.993,73 kr.
5. …(Pengeinstitut)… 150.000,00 kr.
6. Ejeren …(klageren)… - evt. friværdi


Det bemærkes, at …(indklagede)… den 10.12.1991 indgav begæring om tvangsauktion over ejendommen, og at tvangsauktion af fogedretten den 23.1.1992 blev berammet til foretagelse den 1.4.1992.

Den 17.2.1992 stillede fogedretten på ejerens begæring auktionssagen i bero, idet ejeren overfor …(eksproprianten)… havde fremsat anmodning om fremskyndet ekspropriation.
Det er fogedrettens opfattelse, at ekspropriationserstatningen - så langt den rækker - skal fordeles blandt rettighedshaverne i den rækkefølge og med de beløb, som er angivet ovenfor.

Det betyder, at …(kommune)…, statsaut. ejendomsmægler …(ejendomsmægler)… og …(grundejerforeningen)… opnår fuld dækning. …(Indklagede)… opnår delvis dækning med 1.547.826,94 kr. …(Pengeinstitut)… og ejeren …(klageren)… opnår ikke dækning.

Fogedretten skal anmode ejeren, pant- og rettighedshaverne om senest den 8.2.1993 at meddele fogedretten, hvorvidt udkastet til fordeling af ekspropriationserstatningen kan godkendes.

…(Indklagedes)… opgørelse over ejendommen pr. 15.2.1993 (Låneoversigt) og tingbogsattest pr. 14.12.1992 vedlægges…”

Ved brev af 24. februar 1998 anmodede indklagede klageren om at rette henvendelse med henblik på indgåelse af en afviklingsaftale. Af brevet fremgik det, at indklagedes tilgodehavende androg 94.867,41 kr. pr. 15. februar 1993. Hertil skulle lægges rente på 9 pct. p.a.

Indklagede fremsendte den 8. august 2002 følgende specifikation af det endelige tab til klageren:

”Vedr. …(ejendommen)…

Under henvisning til telefonsamtale, skal …(indklagede)… herved specificere det endelige tab, som følger:

Indtægter:
Ekspropriation kr. 1.535.178,16

Udgifter:
Advokatomkostninger kr. 9.375,40
Restancer Kr. 342.463,25
Udgifter i alt kr. 351.838,65


Indtægter Kr. 1.535.178,16
- udgifter Kr. 351.838,65

Saldo inden indfrielsen af lån Kr. 1.183.339,51
- indfrielse af lån Kr. 1.278.206,92

Endeligt tab Kr. 94.867,41

hertil kommer rente 9% i 5 år.

Samtidig skal det meddeles, at vi desværre ikke kan tilbyde at dele gælden.

Vi ser frem til at modtage Deres forslag til afvikling af gælden…”

Indklagede opgjorde den 13. november 2007 sit tilgodehavende mod klageren på følgende måde:

”…Som bekendt blev ovennævnte ejendom eksproprieret i april 1992 til fordel for den faste forbindelse over Øresund.

I den forbindelse modtog …(indklagede)… som panthaver i ejendommen kr. 1.535.178,15, til delvis dækning af det indestående realkreditlån. Imidlertid var der på dette tidspunkt påløbet udgifter til advokat samt restancer på lånet, hvorfor beløbet ikke gav fuld dækning til …(indklagede)…

Efterfølgende er …(indklagedes)… tilgodehavende delt mellem dig og …(klagerens tidligere ægtefælle)… og vort tilgodehavende hos dig andrager pr. dd. kr. 68.778,60 inkl. renter. Renterne udgør kr. 21.345,10.

Kopi af den tidligere fremsendte opgørelse over …(indklagedes)… tilgodehavende vedlægges til orientering…”

Den 20. december 2007 fremsendte indklagedes inkassofirma følgende opgørelse af kravet til klageren:

”Vedr. din gæld til …(indklagede)…

Gælden er pr. 20-12-2007:

Hovedstol 47.433,50

Tidl. renter og omk. 0,00

Påløbne renter fra den: 20-12-2002 med hensyntagen til indbetalte afdrag 21.345,10

Omkostninger i alt 0,00

Samlet indbetalt af dig inkl. sidste modtagne indbetaling af 0,00
------------
Restgæld 68.778,60

Vi fremsender ifølge aftale dokumentation for vor klients tilgodehavende i form af kopi af pantebrev samt skrivelse af 29.11.1990 vedrørende gældsovertagelse.

Ovennævnte beløb imødeses herefter indbetalt til vort kontor inden 11 dage fra dato, jævnfør vor skrivelse af 6.12.2007…”


Indklagedes inkassoadvokat fremsendte den 4. maj 2009 følgende opgørelse over kravet til klageren vedlagt en skylderkendelse på samme beløb:

”Deres skyld til …(det med indklagede koncernforbundne pengeinstitut)…

Ovennævnte har anmodet mig om at incassere sit tilgodehavende hos Dem. Fordringen vedrører Deres skyld efter ekspropriation af ejendommen …(ejendommen)….

Fordringen kan opgøres således:

Endelige tab pr. 8/8-2002 kr. 94.867,41
Rente (9% årligt) kr. 42.690,33
Fra 04-05-2004 til 04-05-2009
Udenretlige inddrivelsesomkostninger kr. 4.718,32
I alt kr. 142.276,06

Jeg er bekendt med, at De har indsigelser til kravet, men skal på vegne af min klient fastholde betaling af kravet.

Beløbet imødeses indbetalt hertil snarest og senest 10 dage fra dato. Såfremt beløbet ikke er indbetalt inden denne frist, vil jeg forbeholde mig ethvert retsskridt, hvilket medfører yderligere omkostninger for Dem.

Såfremt De ikke er i stand til at betale hele beløbet straks, kan De med forbehold af kreditors godkendelse opnå en afdragsordning.

I så fald bedes De underskrive vedlagte skylderkendelse med angivelse af afdragene og betalingsdatoerne herfor og returnere det hertil.

Alle betalinger skal ske hertil kontant eller ved indsættelse på konto nr. … med angivelse af vort j.nr.

Henvendelse og betaling til kreditor fritager ikke for betaling af incassoomkostninger.

Jeg gør opmærksom på, at vi løbende opdaterer Deres kreditoplysninger ved at tilmelde og indhente oplysninger fra CPR/CVR samt kreditoplysningsbureauer godkendt af Datatilsynet.


SKYLDERKENDELSE

Undertegnede:

…(Klageren)…

erkender at være følgende beløb skyldig til:

…(det med indklagede koncernforbundne pengeinstitut)… - Kreditopfølgning

Endelige tab pr. 8/8-2002 kr. 94.867,41
Rente (9% årligt)
Fra 04-05-2004 til 04-05-2009 af kr. 94.867,41 foreløbig beregnet til
kr.
42.690,33
Udenretlige inddrivelsesomkostninger kr. 4.718,32
+ Øvrige omkostninger kr. 0,00
I alt kr. 142.276,06

hvortil kommer fremtidige renter og eventuelle yderligere omkostninger.

Beløbet er forfaldent til betaling og kan uden yderligere påkrav kræves betalt, ligesom beløbet uden domserhvervelse kan inddrives via fogedretten, jfr. RPL § 478, stk. 1.

Indgåelse af eventuel afdragsordning aftales uafhængigt af denne skylderkendelse.”

Indklagedes inkassoadvokat udtog den 17. december 2010 stævning mod klageren med påstand om dennes betaling af 47.433,50 kr. med tillæg af rente på 9 pct. p.a. med kvartårlig rentetilskrivning fra 17. december 2005, til betaling sker, samt sagens omkostninger i øvrigt. Stævningen indeholder følgende sagsfremstilling m.v.:

”…I oktober 1989 blev sagsøgte og hendes daværende mand separeret, hvorefter sagsøgte købte hendes daværende mands halvdel af ejendommen, bilag 2. I denne anledning bevilgede sagsøger gældsovertagelse, på betingelse af at sagsøgtes eksmand indtrådte som selvskyldnerkautionist for gælden. Kopi af bevilling om gældsovertagelse og underskrevet kautionserklæring er vedlagt som bilag 3 og 4.

I forbindelse med etableringen af Øresundsbroen, blev sagsøgtes hus i 1992 eksproprieret, bilag 5.

Den til sagsøgte udbetalte ekspropriationserstatning svarede ikke til sagsøgtes gæld til sagsøger, bilag 6.

…(Indklagedes)… endelige tab efter ekspropriationen udgjorde kr. 94.867,41, bilag 7. På foranledning af sagsøgte og hendes eksmand accepterede sagsøger at opsplitte gælden med 50 % til hver, bilag 8. I denne forbindelse indbetalte sagsøgers eksmand (selvskyldnerkautionisten) sin del af gælden til sagsøger, hvorefter sagsøgtes gæld udgjorde kr. 47.433,50 med tillæg af renter.

Sagsøgte blev i denne forbindelse ligeledes opfordret til at indbetale sin del af restgælden, men efterkom ikke denne opfordring.

Sagsøgte har overfor sagsøger tidligere mundtligt fremsat indsigelser mod kravet, da hun mener at den tilkendte ekspropriationserstatning er for lille. Sagsøgte mener derfor ikke, at hun hæfter for kravet.

Sagsøgtes indsigelser afviser sagsøger med henvisning til, at spørgsmålet om størrelsen af ekspropriationserstatningen er fastsat af ekspropriationskommissionen og er efterfølgende stadfæste ved taksationskommissionen, hvorfor sagsøgtes indsigelse er endeligt behandlet.

Til støtte for rentepåstanden gøres det gældende, at renten er tiltrådt af sagsøgte ved lånets oprettelse, jf. lånedokument der er fremlagt som bilag 1.

Udenretlig inddrivelse har været forsøgt ved advokat i form af fremsendelse af inkassobrev samt skylderkendelse, uden at dette har medført sagsøgtes frivillige betaling af sagsøgers tilgodehavende, hvorfor nærværende stævning er nødvendiggjort…”

Klageren afgav den 12. januar 2011 følgende svarskrift:

”…Sagsøgte påstår: Jeg vil frifindes for sagsøgerens krav. Sagsøger har gentagne gange forsøgt at få mig til at indgå et forlig ved at vildlede mig til at tro, at selvskyldnerkautionisten …(klagerens tidligere ægtefælle)… havde indgået et forlig med sagsøger om at betale halvdelen af gælden og efterfølgende tilsendt mig en skylderkendelse på det fulde beløb til indbetaling, og det værende sig både det beløb, som selvskyldnerkautionisten skulle have indbetalt og det beløb sagsøger krævede af mig…

I sagsøgers sagsfremstilling står der at: ”i oktober 1989 blev sagsøgte og hendes daværende mand separeret”. Det er ikke korrekt vi blev separeret den 10. juli 1991.

I sagsøgers sagsfremstilling står der at: ”På foranledning af sagsøgte og hendes eksmand accepterede sagsøger at opsplitte gælden med 50% til hver. I den forbindelse indbetalte sagsøgers eksmand (selvskyldnerkautionisten) sin del af gælden til sagsøger”.

Jeg kender intet til denne accept, ligesom jeg aldrig har underskrevet en sådan accept, hvorfor sagsøger må dokumentere det påståede. Hvis selvskyldnerkautionisten …(klagerens tidligere ægtefælle)… har indgået et forlig med indklagede om indbetaling, må det også kunne dokumenteres.

Jeg har siden 1998 jævnligt haft kontakt med sagsøger og i den forbindelse gjort opmærksom på, at jeg ikke var i besiddelse af nogen form for lånedokumenter da det var min eksmand …(klagerens tidligere ægtefælle)…, som havde disse papirer. Trods gentagne anmodninger fik jeg først den 20. december 2007 gennem …(indklagedes inkassofirma)… tilsendt nogle få dokumenter…

Jeg har siden 1998, telefonisk, af sagsøger fået oplyst at gælden under ingen omstændigheder kunne deles og senest skriftligt, som det fremgår af sagsøgers brev af den 8. august 2002: ”samtidig skal det meddeles, at vi desværre ikke kan tilbyde at dele gælden…

Den 13. november 2007 modtog jeg et brev fra sagsøger, hvoraf det fremgik at: ”efterfølgende er …(indklagedes)… tilgodehavende delt mellem dig og …(klagerens tidligere ægtefælle)…”…

Denne deling blev ikke dokumenteret, og jeg fik blot oplyst, at jeg bare skulle indbetale, og når jeg nåede halvdelen, ville sagsøger give mig besked. Jeg anmodede sagsøger om, at lånedokument på beløbet samt dokumentation for, at …(klagerens tidligere ægtefælle)… havde indbetalt den påståede halvdel, men det ønskede sagsøger ikke at give mig grundet klientbeskyttelse!

HVIS gælden efter sagsøgers påstand skulle være delt mellem …(klagerens tidligere ægtefælle)… og jeg, som det fremgår af sagsøgers brev af den 13. november 2007; og …(klagerens tidligere ægtefælle)… iflg. sagsøger skulle have betalt den ene halvdel af det skyldige beløb, hvorledes kan …(indklagedes advokat)… så sende mig et brev af den 4. maj 2009 vedhæftet en skylderkendelse pålydende 142.276,06 kr. som …(indklagede)… havde anmodet advokatfirmaet om at incassere!…”

Indklagedes inkassoadvokat afgav den 27. januar 2011 replik, hvoraf følgende fremgår:

”SUPPLERENDE SAGSFREMSTILLING:

I forbindelse med sagsøgtes overtagelse af …(ejendommen)… bevilligede …(indklagede)… gældsovertagelse på betingelse af, at sagsøgtes daværende mand, …(klagerens tidligere ægtefælle)… indtrådte som selvskyldnerkautionist for gælden.

Sagsøgte hæftede herefter for hele gælden samtidig med, at …(klagerens tidligere ægtefælle)… havde stillet en selvskyldnerkaution.

På et tidspunkt blev sagsøgers tilgodehavende overfor sagsøgte delt mellem sagsøgte og …(klagerens tidligere ægtefælle)…, hvorefter …(klagerens tidligere ægtefælle)… indbetalte halvdelen af gælden.

Denne deling af gælden - det at sagsøgers tilgodehavende mod sagsøgte blev reduceret - krævede ikke sagsøgtes accept.

Det fastholdes, at sagsøgte er det påstævnte beløb skyldig…”

Der blev den 3. februar 2011 afholdt retsmøde, hvorunder retten vejledte klageren om muligheden for indbringelse af sagen for Realkreditankenævnet. Efter klagerens anmodning blev sagen besluttet indbragt for Realkreditankenævnet og hævet.


PARTERNES PÅSTANDE:

Klageren påstår indklagede tilpligtet at anerkende, at instituttet ikke kan gøre noget krav gældende mod hende.


Indklagede påstår frifindelse.


KLAGERENS FREMSTILLING:

Klageren anfører, at hun vil frifindes for indklagedes krav. Indklagede har gentagne gange forsøgt at få hende til at indgå et forlig ved at vildlede hende til at tro, at selvskyldnerkautionisten havde indgået et forlig med indklagede om at betale halvdelen af gælden og efterfølgende tilsendt hende en skyldnerkendelse på det fulde beløb til indbetaling; og det være sig både det beløb, som selvskyldnerkautionisten skulle have indbetalt, og det beløb, indklagede krævede af hende.

I indklagedes sagsfremstilling står der at: ”i oktober 1989 blev sagsøgte og hendes daværende mand separeret”. Det er ikke korrekt de blev separeret den 10. juli 1991.

I indklagedes sagsfremstilling står der at: ”På foranledning af sagsøgte og hendes eksmand accepterede sagsøger at opsplitte gælden med 50% til hver. I den forbindelse indbetalte sagsøgers eksmand (selvskyldnerkautionisten) sin del af gælden til sagsøger”.
Hun kender intet til denne accept, ligesom hun aldrig har underskrevet en sådan accept, hvorfor indklagede må dokumentere det påståede. Hvis selvskyldnerkautionisten har indgået et forlig med indklagede om indbetaling, må det også kunne dokumenteres.

Hun har siden 1998 jævnligt haft kontakt med indklagede og i den forbindelse gjort opmærksom på, at hun ikke var i besiddelse af nogen form for lånedokumenter, da det var hendes eksmand, som havde disse papirer. Trods gentagne anmodninger fik hun først den 20. december 2007 gennem indklagedes inkassofirma tilsendt nogle få dokumenter (pantebrevet og gældsovertagelsesskrivelsen).

Hun har siden 1998 telefonisk af indklagede fået oplyst, at gælden under ingen omstændigheder kunne deles og senest skriftligt, som det fremgår af indklagedes brev af den 8. august 2002: ”Samtidig skal det meddeles, at vi desværre ikke kan tilbyde at dele gælden”.

Den 13. november 2007 modtog hun et brev fra indklagede, hvoraf det fremgik at: ”efterfølgende er …(indklagedes)… tilgodehavende delt mellem dig og …(eksmanden)…”.

Denne deling blev ikke dokumenteret, og hun fik blot oplyst, at hun bare skulle indbetale, og når hun nåede halvdelen ville indklagede give hende besked. Hun anmodede indklagede om et lånedokument på beløbet samt dokumentation for, at eksmanden havde indbetalt den påståede halvdel, men det ønskede indklagede ikke at give hende grundet klientbeskyttelse!

HVIS gælden efter indklagedes påstand skulle være delt mellem eksmanden og hende, som det fremgår af indklagedes brev af den 13. november 2007; og eksmanden iflg. indklagede skulle have betalt den ene halvdel af det skyldige beløb, hvorledes kan advokatfirmaet så sende hende et brev af den 4. maj 2009 vedhæftet en skyldnerkendelse pålydende 142.276,06 kr., som indklagede havde anmodet advokatfirmaet om at inkassere?

Til indklagedes udtalelse har hun følgende bemærkninger:

Det kan godt være, at indklagede har delt gælden, men det er hende uforståeligt, at indklagede i den forbindelse ikke informerer sine kunder om dette på behørig vis. Hun fik mundligt den besked, at hun bare skulle begynde at betale x kr. i x måneder/år, og så skulle indklagede nok sige til, når hun havde nået halvdelen. Hun kender ikke andre instanser, som arbejde på den måde; normalt har man et lånedokument at holde sig til eller anden form for dokumentation at forholde sig til. Hun har dog modtaget to skrivelser fra indklagede; den ene om, at gælden ikke kan deles, og det andet, at nu er gælden delt. Intet yderligere.
Hun kan se, at indklagede har indberettet forskellige beløb til SKAT igennem flere år uden at have belæg for, at hun har vedgået gælden.

Gælden blev formentlig delt allerede i 2003-2004, hvilket hun heller aldrig er blevet informeret om. Hos SKAT blev der i 2003 indberettet 137.533 kr. og i 2004 et beløb på 68.755 kr.; så det må være på dette tidspunkt, at indklagede valgte at dele gælden uden at informere om det. Den 13. november 2007 modtog hun som anført et brev fra indklagede om, at gælden nu var delt.

To år efter - den 4. maj 2009 - modtog hun et brev fra advokatfirmaet om, at indklagede havde anmodet firmaet om at inkassere sit tilgodehavende hos hende på i alt 142.276,06 kr. Der var desuden vedhæftet en skyldnerkendelse, som hun blev anmodet om at underskrive og returnere. Dette beløb var desuden mere end det samlede gældsbeløb.

Hun har aldrig haft den opfattelse, at gælden behørigt blev delt, da alle oplysninger/dokumenter er blevet hemmeligholdt for hende trods gentagne anmodninger om at få disse at se på tryk.

Hun føler sig rigtig dårligt behandlet/vildledt/misinformeret af indklagede igennem alle disse år.

Hun ved ikke, om det er god skik fra indklagedes side set i lyset af den måde hele sagsbehandlingen er forløbet på. Hele forløbet er behæftet med så mange fejl og mangler, at hun vil anmode om fuldstændig frifindelse samt anmode indklagede om at fjerne fremtidige indberetninger til SKAT.

Hun undrer sig over, at indklagede har ladet selvskyldnerkautionisten løbe fra gælden.

Hun henholder sig til den fremsendte forklaring til retten.


INDKLAGEDES FREMSTILLING:

Indklagede anfører, at indklagede har forstået klagen således, at klageren er utilfreds med:

1. At indklagede har lade gælden opdele, hvorefter klageren alene hæfter for halvdelen af den oprindelige skyld, og

2. at indklagede har frigivet den af klagerens eksmand stillede kaution efter opdeling af gælden og behørig indfrielse fra kautionistens side af halvdelen af den oprindelige skyld.

For så vidt angår sagsfremstilling, henviser indklagede i det hele til sagens bilag, herunder stævning og replik til retten.

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende:

At indklagede ved opdeling af gældende har reduceret det krav, som indklagede med rette kunne rette mod klageren med 50 pct., hvilket ubetinget er til klagerens fordel,

at opdeling af indklagedes krav mod klageren ikke krævede klagerens samtykke,

at frigivelse af den af klagerens eksmand stillede kaution efter kautionistens indbetaling af 50 pct. af indklagedes krav mod klageren ikke krævede klagerens samtykke, og

at indklagede derfor skal frifindes.

Indklagede fastholder klagerens hæftelse for den tilbageværende del af indklagedes restfordring med tillæg af renter.


ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Nævnet lægger til grund, at indklagede, efter at klageren ved skøde af 6. oktober 1989 var blevet eneejer af ejendommen, bevilgede gældsovertagelse den 3. december 1990. Klagerens ægtefælle indestod ved kautionserklæring som selvskyldnerkaution for gælden.

Nævnet lægger endvidere til grund, at indklagede efter udbetalingen af ekspropriationserstatningen ikke opnåede fuld dækning for sit krav, således at klageren som debitor og klagerens ægtefælle som selvskyldnerkautionist hæftede for indklagedes restfordring. Klagerens ægtefælle er senere ved forlig med indklagede blevet løst fra sine forpligtelser over for indklagede. En sådan frigørelse har ikke krævet accept fra klageren, og fritager ikke klageren for indklagedes restkrav – efter fradrag af forligsbeløbet fra klagerens ægtefælle. Der er heller ikke i det, klageren i øvrigt har anført, forhold, der kan begrunde, at klageren kan fritages for sine forpligtelser over for indklagede. Nævnet kan derfor ikke give klageren medhold i klagen.

Som følge af det anførte


b e s t e m m e s


Indklagede, Nykredit Realkredit A/S, frifindes.





Hugo Wendler Pedersen / Susanne Nielsen