Indsigelse mod transaktioner foretaget med klagerens betalingskort. Bortkommet kort.

Sagsnummer:294/2017
Dato:18-10-2018
Ankenævn:Eva Hammerum, Michael Reved, Karin Sønderbæk, Troels Hauer Holmberg og Anna Marie Schou Ringive
Klageemne:Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Indsigelse mod transaktioner foretaget med klagerens betalingskort. Bortkommet kort.
Indklagede:Nordea Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde en konto med et tilknyttet Visa/dankort.

Den 1. september 2016 anvendte klageren kortet til en hævning på 3.020,10 kr. i et supermarked. Der blev ikke foretaget transaktioner med kortet den 2. og 3. september 2016.

Den 4. september 2016 blev der foretaget følgende transaktioner med kortet, som klageren ikke kan vedkende sig:

 

Klokkeslæt

Beløb

Transaktion

Autorisation

1

18:37

-4.000,00 kr.

Butik 1

Chip og PIN

2

18:44

-6.067,95 kr.

Tankstation 1

Chip og PIN

3

18:46

+2.000,00 kr.

Tankstation 1

Chip og PIN

4

18:53

-4.053,95 kr.

Butik 2

Chip og PIN

5

19:04

-4.088,00 kr.

Butik 3

Chip og PIN

6

19:11

-4.000,00 kr.

Tankstation 2

Chip og PIN

7

19:12

-44,00 kr.

Tankstation 2

Chip og PIN

8

19:19

-4.041,00 kr.

Butik 4

Chip og PIN

9

19:25

-5.000,00 kr.

Nordea [automat]

Chip og PIN

10

19:39

-4.078,00 kr.

Butik 5

Afvist

11

19:39

-4.000,00 kr.

Butik 5

Afvist

12

19:39

-2.000,00 kr.

Butik 5

Afvist

13

19:39

-1.000,00 kr.

Butik 5

Afvist

14

19:45

-44,00 kr.

Tankstation 1

Afvist

Ved indsigelsesblanket dateret den 7. september 2016 og modtaget i banken den 13. september 2016, gjorde klageren indsigelse mod de i alt ni gennemførte transaktioner, heraf otte hævetransaktioner, som i oversigten er markeret med fed skrift, og som udgjorde i alt 31.294,90 kr. I indsigelsesblanketten erklærede klageren på tro og love, at han ikke havde deltaget i eller godkendt transaktionerne. Det fremgik videre af blanketten, at klageren havde anmeldt sagen til politiet.

Banken har oplyst, at den ikke kender baggrunden for, at der hos tankstation 1 blev krediteret 2.000 kr. på klagerens konto. Banken kontaktede i forbindelse med indsigelsessagen tankstation 1, der imidlertid ikke kunne give en forklaring på krediteringen.

Ved et brev af 10. oktober 2016 afviste banken klagerens indsigelse.

Klageren henvendte sig til en advokat, som ved et brev af 25. januar 2017 til banken blandt andet gjorde gældende, at banken ikke havde løftet sin bevisbyrde, jf. betalingstjenestelovens § 64, og at klageren ikke havde handlet uagtsomt.

Ved en e-mail af 20. februar 2017 til advokaten anmodede banken om en redegørelse for omstændighederne ved transaktion på 3.020,10 kr.

Ved et brev af 14. marts 2017 svarede advokaten, at klageren i forbindelse med transaktionen på 3.020,10 kr. havde været alene, og at han havde købt tyggegummi for at få adgang til at hæve 3.000 kr., som han muligvis skulle bruge til at købe en brugt bil, som han havde kigget på. Advokaten anførte endvidere, at han havde fået aktindsigt i politirapporten, og at det heraf fremgik, at banken ikke havde medvirket til opklaring af sagen. Den efterforskende betjent havde flere gange rettet henvendelse til banken for at få oplyst de præcise transaktionstidspunkter med henblik på at indhente videoovervågninger, hvilket banken ikke havde ønsket at medvirke til. Banken havde tilkendegivet, at man ikke havde noget ønske om, at sagen skulle opklares. Politiet havde herefter henlagt sagen.

Ved en e-mail af 21. marts 2017 til advokaten fastholdt banken sin afvisning af klagerens indsigelse. Banken tilføjede, at den ikke kunne genkende advokatens kommentarer om, at banken ikke skulle have medvirket til opklaring. Ifølge bankens egne sagsdokumenter var bankens indsigelsesafdeling ikke blevet kontaktet af politiet i denne sag. Banken anførte endvidere, at indsigelsesafdelingen havde videoovervågning af transaktionen på 6.067,95 kr. hos tankstation 1.

Den 4. maj 2017 sendte banken en e-mail med en vedhæftet transaktionsoversigt til politiet. Af e-mailen fremgik blandt andet:

”…

Vedrørende overvågningen hos [tankstation 1], den er vi ikke i besiddelse af, men [tankstation 1] lovede at lægge den til side til afhentning af politiet, men om de stadig har den er ikke sikkert, da det jo er længe siden.

Der er en hævning i en af Nordeas hæveautomater, og der er overvågning, men dette bliver slettet efter 30 dage, så dette er ikke længere tilgængeligt.

…”

Ved et brev af 25. juli 2017 til banken oplyste advokaten blandt andet, at politiet havde haft genoptaget sagsbehandlingen, men at efterforskningen nu var standset, idet banken havde oplyst, at den alligevel ikke var i besiddelse af videooptagelse af nogen af hævningerne.

Ved en e-mail af 8. august 2017 til advokaten beklagede banken, at den fejlagtigt havde oplyst, at den lå inde med en videooptagelse. Oplysningen skyldtes en intern misforståelse. Banken fastholdt sin afvisning af klagerens indsigelse.

Parternes påstande

Den 18. december 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal tilbageføre de omtvistede transaktioner.

Nordea Danmark har nedlagt påstand om principalt afvisning og subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han ikke ved, hvordan han mistede sit betalingskort. Han spærrede kortet, da han opdagede transaktionerne i sin netbank.

Han opbevarede næsten altid kortet i sin pung eller i en lomme med lynlås. Han havde stadig sin pung.

Ingen har haft adgang til hans kort eller hans PIN-kode. Han har ikke handlet uagtsomt.

Det er sandsynliggjort, at koden blev afluret ved hans brug af kortet den 1. september 2016, og at betalingskortet herefter er blevet stjålet fra ham.

Banken har undladt at medvirke til opklaring af sagen, idet politiet ikke har kunnet indhente videoovervågninger af hævningerne. Ved at undlade at medvirke til politiets opklaring har banken påført ham et indirekte tab.

Hans forsøg på at få sagen efterforsket understøtter, at han ikke selv har foretaget de omtvistede transaktioner.

Nordea Danmark har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en stillingtagen til sagen vil kræve en bevisførelse, der ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted ved domstolene.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Nordea Danmark anført, at alle de omtvistede transaktioner er korrekt registreret og bogført og ikke har været ramt af tekniske svigt eller andre fejl. Transaktionerne blev gennemført ved anvendelse af chip og PIN-kode, som alle blev indtastet korrekt i første forsøg. Klageren har erklæret, at kun han kendte PIN-koden.

En tredjemand kan kun være kommet i besiddelse af PIN-koden ved afluring. Afluring af PIN-koden kan senest være sket ved klagerens anvendelse af sit kort tre døgn før de omtvistede transaktioner, hvor klageren efter eget udsagn ikke var i selskab med andre. Det ville være et atypisk misbrugsmønster, at tredjemand ventede med at hæve på kortet i tre døgn.

Klageren har ikke kunnet redegøre for, hvordan han mistede sit kort. Hvis det lægges til grund, at kortet først blev stjålet umiddelbart før de omtvistede transaktioner, forekommer det usandsynligt, at en tredjemand skulle have afluret koden den 1. september 2016, men først have stjålet kortet den 4. september 2016.

Det er bankens opfattelse, at de omtvistede transaktioner enten blev foretaget af en person, som klageren bemyndigede hertil, eller af klageren selv.

Banken har løftet bevisbyrden efter lov om betalingstjenester § 64, hvilket betyder, at bevisbyrden for tredjemandsmisbrug påhviler klageren, og denne bevisbyrde har klageren ikke løftet.

Banken har medvirket til opklaring af sagen.  

Pengeautomaten, hvor hævningen på 5.000 kr. skete, var videoovervåget, men det vides ikke, om den konkrete hævning blev videooptaget, idet optagelser højst gemmes i 30 dage, hvorefter de slettes automatisk. Ved behandlingen af indsigelsessagen indhentede banken ikke den eventuelle optagelse, som på daværende tidspunkt måtte have været af hævningen i bankens automat, da man ikke fandt, at en sådan optagelse ville være afgørende for vurderingen af klagerens ansvar. Selv hvis klageren ikke selv optrådte på en sådan videooptagelse, ville dette ikke være ensbetydende med, at den pågældende transaktion, eller de øvrige omtvistede transaktioner i denne sag, ikke blev foretaget af en person, som klageren bemyndigede hertil.

Ankenævnets bemærkninger

I overensstemmelse med den fremlagte oversigt lægges det til grund, at chippen på klagerens Visa/Dankort blev aflæst ved de ikke vedkendte transaktioner, at korrekt pinkode blev indtastet, og at transaktionerne er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl.

Af den dagældende lov om betalingstjenester § 64, stk. 1 (nu lov om betalinger § 98), følger, at registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv er bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. § 59 (nu lov om betalinger § 93).

Afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmisbrug, eller om transaktionerne er foretaget med klagerens samtykke.

Under hensyn til de foreliggende omstændigheder finder Ankenævnet, at en stillingtagen hertil forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.