Omprioritering, rådgivning.

Sagsnummer:44/1992
Dato:05-03-1993
Ankenævn:Frank Poulsen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Omprioritering, rådgivning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I begyndelsen af maj 1986 modtog klageren fra BRF-Kredit et lånetilbud på et 8% kreditforeningslån på 1.195.000 kr. i forbindelse med ombygning af klagerens ejendom. Indklagedes Helsinge afdeling ydede samtidig klageren en omprioriterings- og ombygningskredit, som skulle indfries ved optagelsen af kreditforeningslånet; lånetilbuddet blev ikke kurssikret.

Da kurserne var faldende, blev lånetilbuddet i juli 1986 konverteret til et 10% lån. Dette blev heller ikke kurssikret.

Pr. 1. november 1987, efter at kreditten var blevet forlænget, blev kreditforeningsobligationerne hjemtaget, men ikke realiseret. Dette skete i slutningen af november 1987. Da realisationen af obligationerne ikke indbragte tilstrækkeligt til at inddække omprioriterings- og ombygningskreditten, blev der søgt tillægslån i BRF-Kredit. Den 24. marts 1988 meddelte BRF-Kredit afslag på klagerens ansøgning om tillægslån.

Ved skrivelse af 17. juni 1988 opsagde afdelingen klagerens engagement med indklagede til fuld indfrielse inden 1 måned. Da klageren ikke indfriede engagementet, blev en del heraf, et lån på opr. 120.000 kr., der pr. 17. juni 1988 var opgjort til 96.376 kr., indfriet af lånets kautionister.

Under nogle efterfølgende forhandlinger mellem indklagede og klagerens advokat, hvor klagerens advokat gjorde gældende, at indklagedes rådgivning havde været mangelfuld, godtgjorde indklagede den 17. august 1988 klageren 34.211,55 kr., som udgjorde overtræksrente, indklagede havde beregnet sig på klagerens omprioriterings- og ombygningskredit.

Ved skrivelse af 5. marts 1989 fremkom klagerens advokat med et forligsforslag, ifølge hvilket indklagede skulle tilbagebetale det indfriede kautionslån på ca. 100.000 kr., indkøbe obligationer, således at den årlige ydelse på kreditforeningslånet på ejendommen nedbragtes med 12.000 kr. og herefter meddele klageren saldokvittering. Ved skrivelse af 13. april 1989 afviste indklagedes advokat, at indklagedes rådgivning og information i forbindelse med indgåelse af kurskontrakt havde været mangelfuld. Klageren blev efterfølgende pålignet 45.082 kr. i renteafgift af omprioriterings-/byggekontoen, der var kodet som en kassekreditkonto.

I september 1990 blev klagerens ejendom bortsolgt på tvangsauktion, og ved skrivelse af 12. september 1991 rettede indklagede henvendelse til klagerens advokat og anmodede klageren om at etablere en afdragsordning.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham det indfriede kautionslån på oprindelig 120.000 kr., regulere den beregnede renteafgift for 1987 på 45.082 kr. samt meddele klageren saldokvittering.

Indklagede har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Indklagede har oplyst, at kreditten er korrekt indkodet som en kredit med variabel udnyttelse, idet der ikke var tale om et fast lån. En anden indkodning ville være i strid med de fastsatte regler. Såvel klager som indklagede har overfor skattevæsenet forgæves forsøgt at argumentere med, at der reelt var tale om faste afgiftsfrie lån. På tidspunktet for lånets bevilling så det ud til, at ompriorteringen kunne gennemføres rimeligt hurtigt, og indklagede kunne ikke forudse, at hjemtagelsen ville trække så længe ud, som det blev tilfældet, og at kreditten dermed ville blive renteafgiftspligtig.

Klageren har anført, at indklagede undlod at rådgive ham om kurssikring i forbindelse med lånets hjemtagelse, og har bestridt, at han skulle have udtrykt ønske om selv at følge med i kursudviklingen, ligesom han bestrider, at medarbejderen ved engagementets etablering udleverede en notesblok specielt indrettet til at indhente dagens kurser telefonisk hos kreditforeningen. Var lånet blevet kurssikret, ville provenuet have været tilstrækkeligt til at indfri det gamle kreditforeningslån. Indklagede har endvidere kodet omprioriterings- og tilbygningskreditten som en kassekredit i stedet for et fast lån, hvorved klageren har måttet betale renteafgift med 45.082 kr.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at spørgsmålet om kurssikring af kreditforeningslånet blev drøftet, men at klageren fastholdt, at han ikke ønskede kurssikring, idet han forventede, at kurserne ville stige, og at han selv ville følge kursudviklingen. Indklagedes berørte medarbejder udleverede ved engagementets etablering en lille notesblok, der er specielt indrettet til at indhente dagens kurser telefonisk hos kreditforeningen. I forbindelse med at lånetilbudet blev konverteret til et 10% lån, hvorved kurstabet ville formindskes, meddelte klageren påny, at han ikke ønskede at kurssikre, idet han forventede, at kursudviklingen ville ændre sig til stigende kurser. Som følge af byggesagens manglende færdiggørelse blev lånetilbudet forlænget adskillige gange. Sidste forlængelse udløb 1. november 1987, hvorefter kreditforeningsobligationerne pr. denne dag blev hjemtaget, men ikke realiseret, idet klageren forsat forventede stigende kurser. Klageren er efterfølgende blevet refunderet 34.211,95 kr., og klageren har således alene betalt almindelig kreditrente af hele kredittens saldo.

Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at en afgørelse af sagen efter indklagedes opfattelse forudsætter en bevisførelse med omfattende parts- og vidneforklaringer, hvorfor sagen må anses for uegnet til afgørelse ved Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har anført, at klageren i forbindelse med optagelse af kreditforeningslånet meddelte, at han ikke ønskede at kurssikre, og at han i den forbindelse var blevet rådgivet omkring kurssikring. Klageren har bestridt dette. En stillingtagen hertil findes at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.