Salg af aktier gennemført uden hensyn til reduceret beholdning som følge af omvendt aktiesplit. Krav om erstatning for dækningskøb.

Sagsnummer:103/2024
Dato:25-09-2024
Ankenævn:Helle Korsgaard Lund-Andersen, Jonas Thestrup Nielsen, Klaus Tougaard Kristensen, Rolf Høymann Olsen og Poul Erik Jensen.
Klageemne:Netbank - værdipapirer
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Salg af aktier gennemført uden hensyn til reduceret beholdning som følge af omvendt aktiesplit. Krav om erstatning for dækningskøb.
Indklagede:Saxo Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning i forbindelse med et dækningskøb, som Saxo Bank foretog som følge af, at et aktiesalg blev gennemført uden hensyn til, at klagerens beholdning af den pågældende aktie ikke var reduceret som følge af et omvendt aktiesplit.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Saxo Bank, hvor han var tilsluttet bankens elektroniske handelsplatform.

I januar 2024 havde klageren blandt andet 2.187 stk. aktier i Evaxion Biotech A/S (Evaxion) i sit værdipapirdepot i banken. Selskabet var noteret på den amerikanske Nasdaq børs.

Klageren har oplyst, at han på et ikke nærmere oplyst tidspunkt i januar 2024 havde købt aktierne for 1.730 USD.

Lukkekursen på aktien var den 19. januar 2024 0,67 USD. Klagerens beholdning af Evaxion aktier havde således en kursværdi på 1.465,29 USD.

Den 22. januar 2024 gennemførte Evaxion et omvendt aktiesplit i forholdet 10:1, hvor en aktie blev konverteret til 0,1 ny aktie. Som følge af det omvendte aktiesplit ville klagerens aktiebeholdning blive konverteret til 218 stk. Evaxion aktier.

Banken har oplyst, at denne begivenhed med alle detaljer forud for det omvendte aktiesplit var tilgængelig på bankens handelsplatform under modulet ”selskabsbegivenheder”. Heraf fremgik blandt andet: ”Modtag 1 US29970R2040 (EVAX:xnas) for hver 10, der ejes”, samt at både ikrafttrædelsesdato og valørdag var den 22. januar 2024.

Banken oplevede imidlertid tekniske problemer med gennemførelsen at det omvendte aktiesplit af Evaxion aktier. Dette medførte, at det omvendte aktiesplit ikke var registreret på klagerens depot, da handelen åbnede den 22. januar 2024.

Den 22. januar 2024 solgte klageren 2.187 stk. Evaxion aktier til kurs 3,5728 USD. Banken har fremlagt en Account Statement for hans konto i banken, hvoraf fremgår, at der blev indsat henholdsvis 12.655,96 DKK og 41.112,42 DKK, i alt 53.768,38 DKK, på klagerens konto i forbindelse med salget af aktierne.

Den 23. januar 2024, da handelen åbnede, foretog banken et køb på 1.969 stk. Evaxion aktier til kurs 5,55 USD, og der blev i den forbindelse trukket 75.250,32 DKK på klagerens konto i banken. Der opstod herefter en difference efter bankens dækningskøb på ÷ 21.481,94 DKK.

Klageren indgav efterfølgende en klage over forløbet til banken. Banken fastholdt, at den havde været berettiget til at rette fejlen og foretage et dækningskøb som sket. Af bankens svar til klageren fremgik blandt andet:

”…

Based on the fact that you sold the unadjusted position, Saxo also fell short on the relevant share. In order to correct this, Saxo was forced to buy back the short position on market open of 23 January 2024 at a rate of USD 5.55. Given that you had sold 2187 amount of shares at 3.57280972 USD, the net result of these in and out transactions was a loss of 3,893,09 USD.

…”

Af bankens almindelige forretningsbetingelser gældende fra den 3. juli 2023 fremgår: 

12. PRISER, FEJL OG ÆNDREDE BETINGELSER

12.6 Såfremt Saxo Bank kan (i) dokumentere, at der på tidspunktet for Kontraktens eller ordrens indgåelse er fejl i priser, Kurtage og Gebyrer, andre kommissioner og/eller i Handelsplatformen, og (ii) sandsynliggøre, at Kunden – vurderet ud fra dennes handelsstrategi eller adfærd i øvrigt – bevidst og/eller systematisk har udnyttet eller forsøgt at udnytte sådanne fejl, kan Saxo Bank iværksætte en eller flere af følgende forholdsregler:

i. tilpasse de prisspreads og/eller den likviditet, som er tilgængelig for Kunden,

ii. begrænse Kundens adgang til streaming og umiddelbart anvendelige priser, herunder alene at tilbyde Kunden manuel prisstillelse,

iii. tilbageføre fra Kundens Konto enhver historisk handelsgevinst, som er opnået gennem denne adfærd i kundeforholdet mellem Kunden og Saxo Bank og/eller

iv. ophæve Kundens og Saxo Banks kundeforhold skriftligt og med øjeblikkelig virkning.”

Parternes påstande

Den 12. februar 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Saxo Bank skal tilbageføre 3.893,09 USD til hans konto.

Saxo Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Saxo Bank gemmer sig bag paragraffer og handelsbetingelser, men det korte af det lange er, at en fejl i bankens systemer pt. har medført et betydeligt økonomisk tab for ham.

Banken har med henvisning til punkt 12.6 i bankens almindelige forretningsbetingelser anført, at han bevidst/systematisk har forsøgt at udnytte fejl i bankens handelsplatform, hvilket er så langt fra sandheden, som overhovedet muligt.

Som det fremgår af hans handelsmønster, er han en flittig trader på volatile markeder, og han er således vant til at se sine porteføljer og enkeltaktier stige med meget store procentsatser fra dag til dag. At hans Evaxion aktier steg meget den 22. januar 2024, så han derfor ikke som unaturligt, og det var ikke noget, han som sådan tænkte nærmere over udover, at det var en fin gevinst at tjene, da han kun havde ejet aktierne i fem dage.

Når han pt. er blevet påført et tab på 3.893,09 USD, så må der jo alt andet lige være en modpart, der har tjent nøjagtig de samme penge på den selvsamme handel. Ergo bør alle handler, som er effektueret i tidsrummet, hvor fejlen bestod, som minimum gå tilbage og blive et nulsumsspil for alle involverede parter. Han går fra en gevinst på salg af sine 2.187 aktier til at tabe 3.893,09 USD på de selvsamme aktier. Han har tilmed pt. tabt mere end hans oprindelige investering på 1.730 USD, hvilket i sig selv er helt absurd og burde være umuligt. Banken skriver, at han har opnået en uberettiget gevinst, hvilket han fuldt ud erkender, men derfra til at blive påført et ikke ubetydeligt og uberettiget tab er mere, end hvad hans fantasi kan rumme.

At banken den 23. januar 2024, dvs. dagen efter fejlen i bankens system ”automatisk” køber aktier tilbage på vegne af ham på et meget illikvidt marked og samtidig et marked, der alt andet lige stadig må have efterveer efter de fejlslagne handler fra den 22. januar 2024, gør, at hans short position bliver indløst til en alt for høj og fiktiv kurs, hvilket kursudviklingen i Evaxion aktier sidenhen og ikke mindst dagene efter den 22. januar 2024 også tydeligt viser.

Banken anfører ligeledes, at begivenheden omkring det omvendte aktiesplit på Evaxion var tilgængelig forud for begivenheden under modulet ”selskabsbegivenheder” på bankens handelsplaform. Dette kan han af gode grunde ikke svare på, da han hverken er blevet gjort opmærksom på dette via push-meddelelser på hans telefon eller henvendelse via e-mail. Efter begivenheden 22. januar 2024, er han ”sjovt nok” begyndt at modtage e-mails omkring selskabsbegivenheder på aktier, han har i behold. Man kan fristes til at tro, at banken prøver at imødekomme lignende fremtidige fejl i sit system.

Han ønsker at blive holdt tabsfri. Han kræver således ikke nogen uberettiget gevinst, han ønsker blot ikke at blive påført noget uberettiget tab for en fejl i bankens handelsplatform.

Saxo Bank har anført, at banken ikke har påført klageren et tab.

Klageren havde opnået en uberettiget gevinst, fordi han solgte 2.187 stk. Evaxion aktier, selv om han kun ejede 218 stk. Evaxion aktier.

Banken har ageret inden for sine rettigheder i henhold til bankens almindelige forretningsbetingelser punkt 12.6.

Ankenævnets bemærkninger

Den 22. januar 2024 gennemførte Evaxion Biotech A/S (Evaxion) et omvendt aktiesplit i forholdet 10:1, hvor en aktie blev konverteret til 0,1 ny aktie. Saxo Bank har oplyst, at denne begivenhed med alle detaljer forud for det omvendte aktiesplit var tilgængelig på bankens handelsplatform under modulet ”selskabsbegivenheder”. Banken oplevede imidlertid tekniske problemer med gennemførelsen at det omvendte aktiesplit af Evaxion aktier. Dette medførte, at det omvendte aktiesplit ikke var registreret på klagerens depot, da handelen åbnede den 22. januar 2024.

Klagerens beholdning af Evaxion aktier, der ifølge klagerens oplysninger var købt til 1.730 USD i januar 2024, og pr. 19. januar 2024 havde en kursværdi i på 1.465,29 USD, fremstod herefter med en værdi på ca. 53.000 DKK, uden at der forelå omstændigheder, der kunne begrunde en sådan kursstigning.

Uanset det af banken anførte om, at den havde tekniske problemer med gennemførelsen af det omvendte aktiesplit af Evaxion aktier, finder Ankenævnet, at den manglende registrering af det omvendte aktiesplit på klagerens depot var en ansvarspådragende fejl, som Saxo Bank hæfter for.

Spørgsmålet om, hvorvidt banken skal erstatte klageren det tab, som dækningskøbet har påført ham, beror på, hvorvidt klageren indså eller burde have indset, at depotets udvisende beroede på en fejl, og om det var påregneligt for klageren, at han ved salg af aktierne risikerede et reelt tab som følge af dækningskøb. En afgørelse heraf forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af § 5, stk. 3, nr. 4 i Ankenævnets vedtægter.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.