Spørgsmål om klagerens hæftelse for transaktioner, som klageren ikke kunne vedkende sig.

Sagsnummer:89/2007
Dato:16-10-2007
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Jette Kammer Jensen, Ole Jørgensen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Ledetekst:Spørgsmål om klagerens hæftelse for transaktioner, som klageren ikke kunne vedkende sig.
Indklagede:Sparekassen Lolland
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod hæftelsen for en række hævninger foretaget ved anvendelse med hans dankort.

Sagens omstændigheder.

Klageren har hos indklagede en erhvervskonto, konto -343, hvortil der er knyttet et dankort. Klageren har desuden en privatkonto, konto -947. Klageren er kunde i indklagedes Københavns afdeling.

Ved skrivelse af 24. juli 2006 til klageren anførte indklagede, at det af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fremgik, at den virksomhed, i hvis navn konto -343 var registreret, var ophørt. Indklagede anmodede klageren om at rette henvendelse "så vi kan få lukket kontoforholdet".

I perioden 17. oktober-8. november 2006 overførte indklagede i alt 62.300 kr. fra klagerens konto -947 til konto -343 til hel eller delvis inddækning af overtræk.

Ved skrivelse af 8. november 2006 meddelte indklagede klageren, at dankortet tilknyttet konto -343 ville blive spærret den 9. november 2006, da klageren ikke havde reageret på indklagedes tidligere skrivelse. Indklagede fremsendte samtidig posteringsoversigt for kontoen, hvoraf fremgik, at indklagede samme dag havde overført 20.000 kr. fra klagerens konto -947 til konto -343, hvis saldo forinden havde været overtrukket med knap 15.000 kr.

Indklagede har anført, at klageren den 10. november 2006 kontaktede indklagedes afdeling med indsigelse mod en række dankorttransaktioner på konto -343. Klagerens indsigelse var, at kortet havde været opbevaret i en skuffe i hans lejlighed, mens pinkoden havde været opbevaret i et ringbind i en reol sammesteds.

Af en anmeldelseskvittering fra Københavns Politi fremgår, at klageren den 10. november 2006 anmeldte tyveri fra sin bopæl i perioden 11. august-14. august 2006. Klageren har anført, at angivelsen af gerningstidspunktet beror på en fejl fra politiets side. Ved anmeldelsen nævnte han, at han erindrede, at han i den pågældende periode havde brugt dankortet i forbindelse med ferie.

Klageren rettede henvendelse til advokat, som ved skrivelse af 16. november 2006 anmodede indklagede om at tilbageføre overførslerne på 62.300 kr., som var sket uden klagerens samtykke. Indklagede meddelte samme dag, at overførslerne var sket til inddækning af overtræk. Indklagede erklærede sig villig til at tilbageføre beløbet, men ville i så fald straks foretage modregning til dækning af det overtræk, der da ville opstå på konto -343.

Ved skrivelse af 17. november 2006 meddelte klagerens advokat indklagede, at konto -343 tilhørte klagerens erhvervsvirksomhed og hos indklagede var registreret under dennes cvr-nr. Advokaten henviste til, at klageren flere gange havde instrueret indklagede om, at erhvervskontoen skulle registreres som tilhørende et navngivet anpartsselskab.

Ved skrivelse af 22. november 2006 meddelte indklagede klagerens advokat, at modregningen blev fastholdt, idet klagerens erhvervsvirksomhed var en enkeltmandsvirksomhed, hvorfor man var berettiget til at anse kundeforholdet under et. Det var korrekt, at der havde været tale om at registrere kontoen som tilhørende et anpartsselskab, men indklagede havde ikke modtaget de papirer, der skulle til for at ændre registreringen. Indklagede anmodede samtidig klageren om at afgive en indsigelseserklæring om de posteringer, som klageren bestred.

Den 23. november 2006 underskrev klageren afklaringsskema, hvoraf fremgår, at han senest havde benyttet dankortet den 5. september 2006, som var det tidspunkt, han sidst havde registreret at være i besiddelse af kortet. Han var den 9. november 2006 blevet opmærksom på, at kortet var stjålet. Kortet havde været opbevaret i hans pung, og pinkoden havde han lært udenad. Pinkoden var ikke oplyst til andre personer. Han kunne ikke give nærmere oplysninger om omstændighederne, hvorunder kortet var bortkommet, men antog, at det måtte være taget op af hans pung "når den har ligget i privaten, i mine bukser eller på bordet ? måske i bilen ?". Klageren erklærede på tro og love, at de afgivne oplysninger var korrekte.

Under en yderligere korrespondance mellem klagerens advokat og indklagede anførte indklagede ved skrivelse af 15. december 2006, at man havde anmodet politiet om efterforskning i sagen, hvilket skyldtes, at klageren ved anmeldelsen af misbruget havde afgivet en forklaring, som senere var ændret. Klagerens samlever havde endvidere oplyst, at hun havde anvendt dankortet med klagerens udtrykkelige accept.

Indklagede har anført, at politiet efterfølgende oplyste, at man efter at have undersøgt sagen ikke så nogen grund til at sigte den tidligere samlever for tyveri af dankortet, da det ansås for godtgjort, at kortet var blevet anvendt med klagerens accept. Politiet henlagde derpå sagen. I forbindelse med indsigelsesbehandlingen hos indklagede kontaktede man nogle af indløsningsstederne. Et af indløsningsstederne oplyste, at man stillede sig uforstående, da kortholder havde anvendt kortet mange gange, hvor klageren havde været til stede.

Klageren har anført, at der i perioden 11. september-9. november 2006 er hævet i alt 127.968,95 kr. på hans konto ved brug af dankortet. Misbruget udgør 119.418,27 kr., idet et beløb på 8.550,68 kr. vedkendes. Beløbet er overført til TDC den 29. september 2006. Indklagede har om denne betaling oplyst, at transaktionen er sket ved anvendelse af dankortets oplysninger om kortnummer samt kontrolkode.

Indklagede har fremlagt kontoudskrifter af 4. og 17. oktober og 1. november 2006 omfattende perioden 11. september-1. november 2006.

Parternes påstande.

Klageren har den 26. marts 2007 indbragt sagen for Ankenævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 118.218,27 kr., subsidiært 62.300 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede hæfter for det krævede beløb, idet det ikke er godtgjort, at transaktionerne er omfattet af § 11, stk. 3, 4 eller 6 i lov om visse betalingsmidler.

Modregningen er sket med urette. Indklagede havde ikke på modregningstidspunktet et forfaldent krav, da indklagede ikke har godtgjort, at han hæfter for de omstridte hævninger ud over selvrisikobeløbet på 1.200 kr. Hertil kommer, at indklagede ikke var berettiget til at foretage modregning mellem en erhvervskonto registreret under hans cvr-nr. og hans privatkonto, idet der ikke forelå den fornødne gensidighed eller identitet.

Ved modregningen blev han frataget sit eksistensgrundlag, da indeståendet på privatkontoen skulle anvendes til betaling af terminer og almindelige leveomkostninger. Han har som følge af modregningen været nødt til at optage ny og dyr belåning.

Han har ikke anvendt dankortet i perioden fra 11. september-9. november 2006, men har foretaget betalingen på 8.550,68 kr. til TDC via internettet.

Han har på intet tidspunkt givet fuldmagt til sin tidligere samlever til at disponere over erhvervskontoen og heller ikke accepteret dispositioner foretaget af hende.

Indklagede har ikke fremsendt posteringsmeddelelser i forbindelse med overførslerne af de i alt 62.300 kr. Havde han modtaget meddelelserne, havde han haft mulighed for at reagere på et tidligere tidspunkt over for indklagede.

Indklagede har i strid med en henstilling fra Finansrådet undladt at tilbageføre de omtvistede hævninger efter at have modtaget hans indsigelse. Dette er en skærpende omstændighed, som bør komme indklagede til skade.

Indklagede har anført, at efter at man havde foretaget indsigelsesbehandling, hvor et af indløsningsstederne oplyste, at kortet havde været anvendt af klagerens samlever, undersøgte man også 13 transaktioner, der lå forud for det påståede tredjemandsmisbrug. Det viste sig, at nogle af transaktionerne er foretaget af klageren, mens andre var foretaget af hans tidligere samlever. Man standsede indsigelsesbehandlingen og foretog politianmeldelse.

På baggrund af oplysninger fra politiet om, der ikke var grundlag for at sigte den tidligere samlever for tyveri af kortet, da det blev anset for godtgjort, at kortet var anvendt med klagerens accept, besluttede man, at klageren hæftede fuldt ud for transaktionerne.

Indklagede foretog ikke nogen omregistrering af konto -343, da man ikke modtog de papirer, der skulle danne grundlag for omregistreringen. Man anså derfor konto -343 som tilhørende klageren personligt. Betingelserne for at foretage modregning mellem klagerens to konti var til stede som følge af overtrækket på konto -343.

Klageren har i tiden efter indsigelsen mod dankorttransaktioner haft rådighed over store beløb på sin konto.

Subsidiært må klageren anses for at være erstatningsansvarlig ved at overlade kortet til tredjemand, der med hans udtrykkelige accept anvender kortet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at en afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt de omhandlede dankorttransaktioner for i alt ca. 120.000 kr. i perioden 11. september-9. november 2006 er sket ved misbrug af klagerens dankort, forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må ske ved domstolene. Som følge heraf afviser Ankenævnet klagen efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge af det anførte

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.