Indsigelse mod renteforhøjelse, der skete som følge af ændring af pengeinstituts kundeprogram. Genoptaget sag.

Sagsnummer:299/2019
Dato:20-01-2021
Ankenævn:Vibeke Rønne, Inge Kramer, Mikkel Prehn, Ida Marie Moesby, Finn Borgquist.
Klageemne:Rente - udlån
Ledetekst:Indsigelse mod renteforhøjelse, der skete som følge af ændring af pengeinstituts kundeprogram. Genoptaget sag.
Indklagede:Nykredit Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod, at renten på hans kredit i Nykredit Bank blev forhøjet som følge af, at banken indførte et nyt kundeprogram. Genoptaget sag.

Sagens omstændigheder

Klageren og H indgik den 23. februar 2010 en kreditaftale med Nykredit Bank om en Friværdikonto med et kreditmaksimum på 249.000 kr.

Den 15. august 2019 indgav klageren en klage over Nykredit Bank til Ankenævnet med påstand om, at banken skulle nedsætte renten på kreditten med tilbagevirkende kraft (sag nummer 299/2019).

Den 8. oktober 2020 traf Ankenævnet følgende afgørelse i sagen:

” Den 23. februar 2010 underskrev klageren og H en kreditaftale med Nykredit Bank om en Friværdikonto med et kreditmaksimum på 249.000 kr. Udlånsrenten var variabel 3,05 % om året. Der var efter det oplyste tale om en Friværdikonto/kredit ”inden for 80 % af boligens værdi”.

Der var efterfølgende flere renteændringer på Friværdikontoen/kreditten. Fra den 28. september 2012 udgjorde rentesatsen 5,80 %.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken ved oprettelsen af Friværdikontoen lovede klageren, at renten ikke ville stige.

Ankenævnet lægger til grund, at renteændringerne i 2010-2012 skete med hjemmel i kreditaftalen og med de varsler, der fulgte af ”Almindelige forretningsbetingelser for privatkunder i Nykredit Bank”, at klageren er blevet informeret om renteændringerne på fyldestgørende måde, jf. nu kreditaftalelovens § 9, og at klageren løbende har fået tilsendt kontoudskrifter og årsopgørelser, hvoraf renter, rentesats og restgæld er fremgået.

Ankenævnet finder ikke, at rentesatserne kan tilsidesættes som urimelige, jf. aftalelovens § 36, jf. § 38c.

Ankenævnet finder, at Nykredit Bank var berettiget til som sket med virkning fra den 8. juni 2015 at ændre sit kundeprogram.

Der skete ikke i forbindelse med ændring af kundeprogrammet en varsling af renteforhøjelse i overensstemmelse bankens almindelige forretningsvilkår.

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Inge Kramer og Karin Sønderbæk – udtaler:

Af den grund stemmer vi for, at banken må stille klageren som om den rente, der var gældende før ændring af kundeprogrammet stadig er gældende. Banken skal derfor nedsætte renten på klagerens Friværdikonto/kredit til 5,80 % med tilbagevirkende kraft fra den 8. juni 2015.

To medlemmer – Morten Bruun Pedersen og Søren Geckler – udtaler:

Det fremgår af kreditaftalen, at klageren ikke havde en lønkonto i Nykredit Bank. Renten svarede til renten ifølge bankens prisliste. Vi forstår dette forhold således, at banken ved rentefastsættelsen så bort fra, at klageren ikke havde sine konti i banken. Vi finder, at det forhold, at klageren ikke har konti i banken fortsat ikke kan tillægges betydning, og at klageren rentemæssigt skal stilles som om han var blevet kategoriseret som Boligbank 360 kunde.

Da banken således uden hjemmel i kreditaftalen har tillagt det forhold – at klageren ikke har en lønkonto i banken – betydning, stemmer vi for, at banken med tilbagevirkende kraft til den 8. juni 2015 skal nedsætte renten på klagerens Friværdikonto/kredit til den rentesats, som til enhver tid er gældende for Boligbank 360 kunder.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Nykredit Bank skal inden 30 dage med tilbagevirkende kraft til den 8. juni 2015 nedsætte renten på klagerens Friværdikonto/kredit til 5,80 %.

Klageren får klagegebyret tilbage.”

Der henvises i øvrigt til sagsfremstillingen og parternes anbringender i afgørelsen af 8. oktober 2020 i sag nummer 299/2019.

Den 16. november 2020 imødekom Ankenævnets formand en anmodning af 6. november 2019 fra banken om, at sagen blev genoptaget.

Som bilag til genoptagelsesanmodningen fremlagde banken kopi af et pantsætningsdokument af 23. oktober 2010, hvorefter banken fik underpant i et ejerpantebrev på 249.000 kr. med pant i klagerens og H’s faste ejendom, og bankens almindelige forretningsbetingelser for privatkunder pr. den 1. oktober 2010. Banken fremlagde endvidere bankens brev af 2. marts 2015 i en tidligere sag/afgørelse nummer 201/2015 til sammenligning med bankens brev af 2. marts 2015 i nærværende sag (299/2019).

Af ”Almindelige forretningsbetingelser for privatkunder i Nykredit Bank” gældende pr. den 1. oktober 2010 fremgik blandt andet:

”…

4. Rentevilkår
Indlåns- og udlånsrenten er variabel, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt. At renten er variabel betyder, at Nykredit Bank kan ændre rentesatsen. …

Nykredit Bank kan … forhøje variable rentesatser på udlån uden varsel, hvis

  • ind- eller udenlandske ændringer i penge- eller kreditpolitik har betydning for Nykredit Bank, fordi det almindelige renteniveau påvirkes,
  • anden udvikling i det almindelige renteniveau, eksempelvis på penge- og obligationsmarkederne, er af betydning for Nykredit Bank,
  • ændringer i skatter og afgifter har betydning for Nykredit Bank.

… forhøje variable rentesatser på udlån med 1 måneds varsel, hvis

  • markedsmæssige forhold begrunder en ændring for én eller flere kontotyper, fx på grund af konkurrencemæssige forhold i indland og udland,
  • Nykredit Bank ændrer sin generelle rente og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, uden at det har sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau. Forretningsmæssige grunde kan bl.a. være at opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af bankens ressourcer eller kapacitet eller at øge indtjeningen.

Nykredit Bank kan … forhøje variable rentesatser på udlån med tre måneders varsel, hvis der er sket væsentlige ændringer i den forretningsmæssige forbindelse med banken, f.eks. i omfanget af engagementet med banken eller i de individuelle forhold, som blev lagt til grund for dine rentevilkår.

…”

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Nykredit Bank skal nedsætte renten på Friværdikontoen/kreditten med tilbagevirkende kraft.

Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at genoptagelsen bør medføre, at banken pålægges med tilbagevirkende kraft at nedsætte rentesatsen på kreditten til 3 %.

Da kreditten blev optaget lovede banken, at renten ikke ville stige.

Nykredit Bank har anført, at varslingsbrevet i nærværende sag var det samme som i Ankenævnets sag nr. 201/2015, hvor Ankenævnet fandt, at der var sket gyldig varsling af både det nye kundeprogram og den deraf følgende renteforhøjelse på den pågældende kundes lån. Der blev ikke stillet spørgsmålstegn ved hverken hjemmelsgrundlaget eller varsling. Med afgørelsen anerkendte Ankenævnet, at banken havde aftalemæssig hjemmel til den varslede renteforhøjelse, og at varslingen var gennemført korrekt både i forhold til de aftale lånevilkår og i forhold til de dagældende lovkrav til varslingen, herunder reglerne om god skik for finansielle virksomheder.

I både nærværende sag og sag 201/2015 var banken forretningsbetingelser af 18. april 2013 gældende på varslingstidspunktet. I nærværende sag var bankens almindelige forretningsbetingelser for privatkunder af 1. oktober 2010 gældende ved kredittens optagelse. Vilkårene for ændring af udlånsrente var de samme i de to udgaver af forretningsbetingelserne.

På varslingstidspunktet i marts 2015 var varsel af renteændringer på lån og kreditter ydet af et pengeinstitut alene reguleret i bekendtgørelse 928 af 28. juni 2013 om god skik for finansielle virksomheder. Efter bekendtgørelsens § 6, stk. 4, var der alene krav om, at renteændringer skulle varsles, mens der ikke var krav om begrundelse eller angivelse af hjemmelsgrundlag.

Sagen 201/2015 blev afgjort den 19. oktober 2016 og var på dette tidspunkt omfattet af bekendtgørelse 330 af 7. april 2016 om god skik for finansielle virksomheder. Bekendtgørelsen stiller efter § 6, stk. 4, krav om, at der ved varsling af renteforhøjelser skal angives en begrundelse, men dette krav finder ikke anvendelse på kreditaftaler indgået før 1. november 2015, jf. § 31, stk. 3, (se tidligere § 38, stk. 3 i bekendtgørelse 729/2015 og § 38, stk. 3, i bekendtgørelse 1094/2015).

Nærværende sag blev afgjort den 8. oktober 2020 og vedrører en boligkreditaftale, som ikke er omfattet af bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, jf. § 1, stk. 6. Sagen er derfor omfattet af bekendtgørelse 1581 af 17. december 2018 om god skik for boligkredit, idet klagerens Friværdikonto var en boligkreditaftale, jf. § 2, nr. 1, der ikke samtidig var et realkreditlignende lån, jf. § 11, stk. 4. Bekendtgørelsen stiller efter § 11, stk. 2, krav om, at renteforhøjelser skal varsles med mindst én måned og angive en begrundelse. Disse krav finder dog ikke anvendelse på kreditaftaler indgået før 1. november 2015, jf. § 35, stk. 2 (tidligere § 28, stk. 2).

De skærpede varslingsregler for realkreditlån og realkreditlignende lån i lov om finansiel virksomhed § 53b og § 48a omfatter alene varslinger gennemført efter lovens ikrafttræden den 1. juli 2017, jf. lov 667/2017 § 5, stk. 3.

De skærpelser af varslingsreglerne, der blev indført i 2015, 2016 og 2017 finder dermed ikke anvendelse i nærværende sag.

Hverken de god skik regler, der var gældende på tidspunktet for sagernes afgørelse, eller de på varslingstidspunktet gældende regler stillede således krav om, at varslingen af en renteforhøjelse på en kredit eller et lån ydet af et pengeinstitut skulle angive en begrundelse eller anføre hjemmelsgrundlaget.

Der har i Ankenævnets praksis, jf. for eksempel afgørelserne 279/2013, 376/2010 og 296/2015, dannet sig en fast og mangeårig praksis, der anerkender, at der – i hvert fald for varslinger, der ikke er omfattet af reglerne i lov om finansiel virksomhed § 53b og § 48a – kan varsles prisændringer på samme måde, som det er sket i nærværende sag. Nævnspraksis har således ikke opstillet krav om, at varslingen skal anføre eller henvise til hjemmelsgrundlaget i kreditaftalen eller pengeinstituttets almindelige forretningsvilkår.

Bekendtgørelserne om god skik for finansielle virksomheder og de tilhørende vejledninger er justeret flere gange, men de har ikke på noget tidspunkt indeholdt et krav om angivelse af hjemmelsgrundlag ved varsling af renteforhøjelser. Finanstilsynet har i en afgørelse af 15. september 2008 udtalt, at pengeinstituttet burde have anført hjemmelsgrundlaget ved varslingen af en renteændring, men Finanstilsynet konkluderede ikke, at reglerne om god skik indebar en pligt hertil. Finanstilsynets reaktion på dette forhold var da også alene en påtale, ikke et påbud.

Banken gør under genoptagelsen supplerende gældende, at klagerens krav er forældet, henset til at han først i august 2019 indbragte sin klage over varslingen fra marts 2015. I lyset af nævnets hidtidige praksis havde banken ikke anledning til at påberåbe sig forældelse. Forberedelsen af sagen tydede ikke på overvejelser om varslingen i sagen var mangelfuld. Ankenævnets sekretariat anmodede under forberedelsen om yderligere oplysninger, der dog ikke vedrørte varslingen.

Banken har forstået det anførte i afgørelsen om, at ”Der skete ikke i forbindelse med ændring af kundeprogrammet en varsling af renteforhøjelse i overensstemmelse bankens almindelige forretningsvilkår” således, at nævnet har fundet, at der enten ikke var hjemmel i bankens almindelige forretningsvilkår til at foretage den varslede forhøjelse, eller at varslingen ikke blev foretaget korrekt.

Hvis afgørelsen hviler på en betragtning om manglende hjemmel i aftalevilkårene, er det ikke klart, hvad nævnet støtter denne vurdering på, hvilket skal ses i lyset af, at nævnet som anført tidligere har anerkendt, at netop denne varsling havde den fornødne hjemmel i forhold til en generel renteforhøjelse.

Af varslingsbrevet af 2. marts 2015 fremgik blandt andet: ”Du kan herunder se de ændringer i dine produkter, priser og eventuelle afgivne tilbud, som træder i kraft fra den 8. juni 2015. Hvis du har andre produkter end de nævnte, vil priser og vilkår for disse ikke ændre sig i forbindelse med introduktionen af Nykredit BoligBank.”

Det fremgik af punkt 4 i bankens almindelige forretningsvilkår af 18. april 2013, som var gældende på varslingstidspunktet, at banken blandt andet kunne forhøje variable udlånsrentesatser med én måneds varsel af forretningsmæssige grunde som nærmere uddybet i betingelserne.

Banken har ved brev til klageren med mere end tre måneders varsel oplyst klageren om, at banken indførte et nyt kundeprogram, og at den variable rentesats på klagerens kredit som følge heraf forhøjedes fra 5,80 % til 6,50 %, samt at debitorrenten dermed ændredes til 6,66 %.

Brevet af 2. marts 2015 og den deri varslede forhøjelse af renten på klagerens variabelt forrentede kredit har efter bankens opfattelse den fornødne hjemmel i de for lånet gældende almindelige forretningsvilkår.

Hvis nævnets afgørelse hviler på en betragtning om, at varslingen ikke er gennemført korrekt, er det ikke klart, hvorfor nævnet har fundet, at varslingen var mangelfuld.

Renteforhøjelsen er efter bankens opfattelse varslet i overensstemmelse med de aftalte lånevilkår, reglerne om god skik og kreditaftalelovens krav.

På varslingstidspunktet var det et krav efter kreditaftalelovens § 10 (kreditter), at indklagede skulle informere klageren om ændringer i debitorrenten, og det var et krav efter § 6, stk. 4, i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder (bekendtgørelse 928/2013), at renteændringer skulle varsles, uden at der efter de dagældende regler var nærmere krav til varslets længde, form eller indhold, herunder til begrundelse eller angivelse af hjemmelsgrundlag, jf. ovenfor.

Som anført ovenfor blev der i 2017 for realkreditlån og realkreditlignende lån indført skærpede krav til varslinger, herunder krav om både begrundelse og henvisning til aftalevilkårene, jf. lov om finansiel virksomhed § 53b og § 48a, stk. 1. Forarbejderne til bestemmelserne omtaler kravet om begrundelse og angivelse af hjemmelsgrundlag som en skærpelse, og der er ingen omtale af, at kravet om angivelse af hjemmelsgrundlag skulle være en kodificering af gældende praksis. Der er derfor ikke grundlag for at indfortolke det generelle god skik krav eller et eventuelt begrundelseskrav, at varslingen skal angive hjemmelsgrundlaget.

Efter bankens dagældende almindelige forretningsvilkår kunne renteændringer ske med én måneds varsel.

Som anført ovenfor fremgik det af brevet af 2. marts 2015, som klageren ubestridt har modtaget, at renten på klagerens kredit ville stige, og at dette skyldtes indførelse af et nyt kundeprogram med en ny inddeling af kunderne i kundekategorier med forskellige priser. Det fremgik tillige af brevet, hvad lånets nye nominelle rente og debitorrente ville være. Da der var tale om en kredit uden afvikling, fremgik der ikke oplysninger om fremtidige ydelser.

Dermed skete varslingen af renteforhøjelsen på klagerens kredit i overensstemmelse med de for kreditten aftalte vilkår og med reglerne i både kreditaftaleloven og bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder.

Dertil kommer, at eventuelle mangler ved form eller indhold af en varsling i forhold til reglerne om god skik ikke i sig selv kan føre til, at varslingen er ugyldig, jf. lov om finansiel virksomhed § 43a. Hjemmel til ugyldighed som følge af mangelfuld varsling findes alene i lov om finansiel virksomhed § 53c, der gælder for varslinger foretaget 1. juli 2017, jf. lov 667/2017 § 5, stk. 3, og de skærpede krav i lovens § 53b finder ikke anvendelse i nærværende sag, hvor der ikke er tale om et realkreditlignende lån.

Samlet set foreligger der sådanne særlige grunde, at sagen bør genoptages.

Nævnets kendelse forekommer ikke at indeholde nogen klar begrundelse for at underkende en varsling, der tidligere er anerkendt af nævnet i en både faktuelt og juridisk sammenlignelig sag, og som er sket i overensstemmelse med både nævnets og Finanstilsynets mangeårige praksis.

Banken har fremlagt nye oplysninger og gør gældende, at renteforhøjelsen pr. 8. juni 2015 som følge af bankens nye kundeprogram er sket med hjemmel i de for kreditten aftalte vilkår, idet den er sket af forretningsmæssige grunde.

Derudover gør banken gældende, at varslingen af renteforhøjelsen ved brev af 2. marts 2015 i forbindelse med indførelse af bankens nye kundeprogram er sket i overensstemmelse med de for kreditten aftalte vilkår, kreditaftaleloven og god skik reglernes krav til varslinger, idet renteforhøjelsen skete med et varsel på over én måned, og idet den fremtidige variable rente og debitorrente fremgik af varslingsbrevet. Der gjaldt efter de dagældende regler og de for kreditten aftalte vilkår ikke yderligere krav til varslingens indhold eller form, heller ikke et krav om at anføre eller henvise til hjemmelsgrundlaget. Dertil kommer, at manglende efterlevelse af et sådant krav ikke kunne føre til varslingens ugyldighed.

Spørgsmålet om varslingens gyldighed er ikke nævnt af klageren og har heller ikke været bragt på bane under sagens forberedelse. Banken burde derfor være givet lejlighed til at kommentere dette spørgsmål, før sagen blev afgjort af nævnet.

Endelig gør banken gældende, at klagerens krav under alle omstændigheder er forældet, idet han først har anfægtet renteforhøjelsen mere end tre år efter at have modtaget varslingsbrevet af 2. marts 2015.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren og H underskrev den 23. februar 2010 en kreditaftale med Nykredit Bank om en friværdikonto med et kreditmaksimum på 249.000 kr. Det fremgår af det nu fremlagte materiale, at Nykredit Bank havde sikkerhed for kreditten ved underpant i et ejerpantebrev i klagers faste ejendom.

Da Nykredit Bank den 2. marts 2015 sendte brev til klageren om et nyt kundeprogram i banken med virkning fra den 8. juni 2015, fulgte reglerne om varsling af renteændringer på lån og kreditter ydet af et pengeinstitut af den dagældende god skik bekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 928 af 28. juni 2013). Efter bekendtgørelsen § 6, stk. 4, var det ikke tilladt uden varsel at ændre renten til ugunst for kunden, medmindre ændringen var begrundet i udefrakommende forhold, som den finansielle virksomhed ikke har indflydelse på. Bekendtgørelsen stillede ikke krav om, at varsling om renteforhøjelser skulle indeholde en begrundelse for ændringen. Dette krav blev først indført ved § 7, stk. 4, 2. pkt., i den dagældende bekendtgørelse om god skik for boligkredit (bekendtgørelse nr. 332 af 7. april 2016). Efter denne bekendtgørelses § 28, stk. 2, finder § 7, stk. 4, 2. pkt., ikke anvendelse på aftaler, der er indgået før 1. november 2015.

Det fremgår af ”Almindelige forretningsbetingelser for privatkunder i Nykredit Bank” gældende pr. 1. oktober 2010 blandt andet, at banken kan forhøje variable rentesatser på udlån med én måneds varsel, blandt andet hvis markedsmæssige forhold begrunder en ændring for eksempel på grund af konkurrencemæssige forhold, eller hvis ændringen sker af forretningsmæssige grunde, uden det har sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau.

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Inge Kramer og Mikkel Prehn – udtaler:

Som anført i Ankenævnets afgørelse af 2. oktober 2010, var udlånsrenten i kreditaftalen af 23. februar 2010 variabel. Dette giver Nykredit Bank adgang til at ændre renten i overensstemmelse med bankens almindelige forretningsbetingelser.

Vi finder, at bankens brev af 2. marts 2015 må forstås som en varsling af renteforhøjelse begrundet i forretningsmæssige grunde. Varslingen indeholder angivelse af, at klageren er BoligBank kunde, og at renten for BoligBank kunder udgør 6,50 %. Varslingen af renteforhøjelsen skete med en måneds varsel, og da der som nævnt ikke på daværende tidspunkt var krav i lov eller bekendtgørelse om, at varslingen skulle indeholde en begrundelse for renteforhøjelsen, finder vi, at varslingen i forbindelse med ændring af kundeprogrammet er sket i overensstemmelse med Nykredit Banks almindelige forretningsbetingelser.

Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.

To medlemmer – Ida Marie Moesby og Finn Borgquist – udtaler:

Det fremgår af kreditaftalen, at klageren ikke havde en lønkonto i Nykredit Bank. Renten svarede til renten ifølge bankens prisliste. Vi forstår dette forhold således, at banken ved rentefastsættelsen så bort fra, at klageren ikke havde sine konti i banken. Vi finder, at det forhold, at klageren ikke har konti i banken fortsat ikke kan tillægges betydning, og at klageren rentemæssigt skal stilles som om han var blevet kategoriseret som Boligbank 360 kunde.

Da banken således uden hjemmel i kreditaftalen har tillagt det forhold – at klageren ikke har en lønkonto i banken – betydning, stemmer vi for, at banken med tilbagevirkende kraft til den 8. juni 2015 skal nedsætte renten på klagerens Friværdikonto/kredit til den rentesats, som til enhver tid er gældende for Boligbank 360 kunder.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

 

Klageren får ikke medhold i klagen.