| Sagsnummer: | 575/2023 |
| Dato: | 25-09-2024 |
| Ankenævn: | Helle Korsgaard Lund-Andersen, Jonas Thestrup Nielsen, Klaus Tougaard Kristensen, Rolf Høymann Olsen og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: | Betalingstjenester - Spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4 |
| Ledetekst: | Indsigelse mod at hæfte for op til 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID-app. |
| Indklagede: | Ringkjøbing Landbobank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for op til 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID-app.
Sagens omstændigheder
Klagerne H og M var kunder i Ringkjøbing Landbobank, hvor de havde en fælles konto.
Den 15. maj 2023 kl. 14:57 blev der med M’s betalingskort -0938, som var tilknyttet klagernes fælles konto, foretaget en betaling på 15.485.070 IDR (indonesiske rupiah), svarende til 7.285,57 DKK, til en betalingsmodtager, O, som klagerne ikke kan vedkende sig.
Banken har oplyst, at betalingen blev foretaget ved godkendelse i M’s MitID-app serienummer -0813, som var aktiveret den 26. marts 2023. Af en fremlagt MitID log fremgår, at der den 15. maj 2023 kl. 14:57 skete autentificering fra MitID-app -0813. Banken har fremlagt transaktionsdetaljer fra Nets af teksten, der blev sendt til MitID-app i forbindelse med godkendelse af betalingen. Af teksten fremgik:
”Betal 15485070,00 IDR til [O] fra kortxx0938”
Af transaktionsdetaljerne fra Nets fremgår endvidere, at transaktionen blev godkendt i MitID-app (”approved method: mitid.code _ app (071)”).
Banken har oplyst, at transaktionen var korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl.
M indgav indsigelse til banken vedrørende betalingen på 15.485.070 IDR og oplyste blandt andet, at klagerne ikke kendte til hævningen, ikke havde foretaget købet eller var blevet kontaktet og bedt om at bekræfte/oplyse betalingskort eller personlige oplysninger.
Den 2. juni 2023 meddelte banken, at klagerne hæftede for op til 8.000 DKK vedrørende betalingen, da den var godkendt med M’s MitID-app. Klagerne klagede over bankens beslutning.
Den 17. september 2023 indgav klagerne klage til Ankenævnet. I klageskemaet anførte klagerne, at der efter betalingen på 15.485.070 IDR var hævet et par småbeløb til streamingtjenester på 69 DKK og 221 DKK. Banken har den 25. marts 2024 oplyst, at der ikke forekommer en transaktion på 221 DKK på klagernes konto, men at der blev foretaget to transaktioner på klagernes fælles konto på henholdsvis 69,95 DKK (9,99 USD) og 280,01 DKK (39,99 USD) med M’s kort -3120 ved brug af kortoplysninger. Banken har fremlagt transaktionsdetaljer vedrørende de to betalinger. Det fremgår heraf, at de to betalinger blev foretaget henholdsvis den 15. og 16. juni 2023. Endvidere fremgår ”Kortbruger ikke til stede, stående autori”. Banken har oplyst, at klagerne ikke indgav indsigelse overfor banken vedrørende disse beløb. Klagerne har i klagesagen den 19. april 2024 oplyst, at de frafalder de to småbeløb, medmindre de har betydning for betalingen på ca. 7.200 DKK.
Parternes påstande
Klagerne har nedlagt påstand om, at de ønsker retfærdig behandling.
Ringkjøbing Landbobank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at der 15. maj 2023 blev hævet et beløb i IDR, svarende til ca. 7.200 DKK.
De godkendte ikke denne betaling og har ikke noget kendskab til den.
Lige denne dag har de overblik over tidspunktet, kl. 14:57, da de havde fødselsdag, hvor der blev der bagt og haven ordnet. Desuden er de meget opmærksomme på hvilke hjemmesider, de bruger. De ville aldrig overse et sådanne beløb!!
Overførslen er foregået fra en iPhone, som de aldrig har ejet.
Siden blev der hævet nogle småbeløb til streamingtjenester 69 DKK og 221 DKK. De frafalder at granske i de to småbeløb, medmindre de har betydning for betalingen på ca. 7.200 DKK.
Ringkjøbing Landbobank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at der ved godkendelse med MitID altid skal foretages en fysisk swipe-bevægelse på den enhed, som godkendelsen er sendt til. Swipebevægelsen/godkendelsen kan ikke fjerngennemføres og kan ikke foretages fra en anden enhed end den, som godkendelsesanmodningen er sendt til.
Efter betalingslovens § 100, stk. 4, hæfter betaleren med op til 8.000 DKK af tabet, blandt andet hvis en betaler ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse (§ 100, stk. 4, nr. 3).
Det kan af MitlD loggen kan konstateres, at der den 15. maj 2023 kl. 14:57 skete anvendelse af M’s MitlD-identifikationsmiddel -0813 ved godkendelse af transaktionen på 15.485.070 IDR. Inden godkendelsen af transaktionen fremgik der en notifikation i MitlD app'en med følgende ordlyd: "Betal 15485070,00 /DR til [O]". Da pålogning skete på og godkendelsesanmodningen vedrørende transaktionen blev sendt til en enhed, hvor M’s MitlD identifikationsmiddel - 0813 var installeret, kan det kun at være M selv, der foretog en fysisk swipebevægelse i forbindelse med godkendelsen af transaktionen.
Godkendelsen af transaktionen er sket med samme BrugerID, som det BrugerID, som M anvendte ved indsendelsen af indsigelsen til banken den 23. maj 2023.
Det er på baggrund heraf bankens vurdering, at klagerne ved godkendelsen af transaktionen udviste en groft uforsvarlig adfærd, som medførte, at den omtvistede transaktion blev gennemført, hvorfor klagerne selv hæfter med en selvrisiko på 8.000 DKK, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 3.
Det ikke er muligt via bankens egne systemer at få oplyst hvilken enhed, en transaktion er foretaget fra.
Ringkjøbing Landbobank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at Ankenævnet bør afvise at behandle klagen, da behandlingen forudsætter yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets bemærkninger
Klagerne H og M var kunder i Ringkjøbing Landbobank, hvor de havde en fælles konto.
Den 15. maj 2023 kl. 14:57 blev der med M’s betalingskort -0938, som var tilknyttet klagernes fælles konto, foretaget en betaling på 15.485.070 IDR (indonesiske rupiah), svarende til 7.285,57 DKK, til en betalingsmodtager, O, som klagerne ikke kan vedkende sig.
Ankenævnet lægger efter det foreliggende til grund, at klagesagen alene angår denne betaling, og således ikke to betalinger til streamingtjenester 69 DKK og 221 DKK, der blev foretaget den 15. og 16. juni 2023 med et andet af M’s betalingskort -3120.
Klagerne har oplyst, at de ikke godkendte betalingen på 15.485.070 IDR, og at de ikke har noget kendskab til denne.
Ankenævnet lægger til grund, at betalingstransaktionen er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98. Efter bestemmelsens stk. 2 er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.
Ankenævnet lægger til grund, at transaktionen skyldes tredjemands uberettigede anvendelse af M’s betalingstjeneste.
Ankenævnet finder, at M’s MitID var en personlig sikkerhedsforanstaltning, jf. betalingslovens § 7, nr. 31. Ved transaktionen blev der anvendt stærk kundeautentifikation, jf. betalingslovens § 7, nr. 30.
Efter betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 2 og 3, hæfter betaleren med op til 8.000 DKK af tabet som følge af andres uberettigede anvendelse, hvis betalerens udbyder godtgør, at betaleren med forsæt har overgivet den personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse, uden at forholdet er omfattet af stk. 5 (§ 100, stk. 4, nr. 2), eller at betaleren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse (§ 100, stk. 4, nr. 3).
Ankenævnet finder, at det på det foreliggende grundlag ikke er muligt at afgøre, om der foreligger misbrug under sådanne omstændigheder, at klagerne hæfter for 8.000 DKK af tabet, jf. betalingslovens § 100, stk. 4. Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil forudsætter yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klagerne får klagegebyret tilbage.