Udlån, rente.

Sagsnummer:262/1992
Dato:26-10-1992
Ankenævn:Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Lars Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Udlån, rente.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I september 1990 ydede indklagedes Korup afdeling klageren og hans forlovede en kredit på 166.000 kr til køb af en bil. Kreditten skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.400 kr., første gang den 30. november 1990, og løbetiden var anslået til 81 måneder. Rentens størrelse var ikke anført i kassekreditkontrakten, hvor det alene var anført, at rente, provision og andre løbende omkostninger blev tilskrevet hvert kvartalsultimo. Til sikkerhed for kreditten afgav klagerens forældre selvskyldnerkautionserklæring.

Der er mellem parterne ikke enighed om den aftalte rentes størrelse, idet klageren har anført, at renten aftaltes til 13% p.a., medens indklagede har anført, at der blev aftalt en samlet sats på 14,5% p.a. bestående af rente 11,5% p.a. og provision 0,75% pr. kvartal.

Rentesatsens størrelse er ikke oplyst på kontoudskrift pr. 31. december 1990, men af kontoudskrift pr. 31. december 1991 fremgår, at den årlige nominelle rente - man var pr. 1. januar 1991 gået over til en ren rentesats - har udviklet sig således:


Indtil 2. april 1991:

14,752%

Fra 2. april 1991:

15,308%

Fra 10. april 1991:

14,752%

Fra 24. maj 1991:

14,199%

Fra 19. august 1991:

14,752%

Fra 23. december 1991:

15,308%


Ved skrivelse af 15. januar 1992 protesterede klageren over den opkrævede rentes størrelse og anførte, at renten - på betingelse af hans forældres kaution - var aftalt til 13% p.a. Efter at have brevvekslet med indklagede herom, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre et beløb svarende til de 1,5%, der i perioden fra 1. oktober 1990 til 28. januar 1992, hvor lånet blev indfriet, er opkrævet for meget i renter, ligesom klageren ønsker oplyst, hvorfor lånet blev oprettet som en kassekredit i stedet for et lån.

Indklagede har, for såvidt angår rentens størrelse, nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at renten, der normalt var 16% p.a., blev nedsat med 3% p.a. under henvisning dels til, at klageren havde været kunde i afdelingen i 15 år, dels til, at klagerens forældre kautionerede. I forbindelse med oprettelsen af lånet blev klageren alene oplyst om en samlet sats og fik ikke at vide, at en del heraf var provision. Klageren undrede sig over, at der oprettedes en kassekredit i stedet for et fast lån, men fik oplyst, at det ikke havde nogen betydning. Klageren har haft mulighed for at optage tilsvarende lån andetsteds uden kaution til samme rente, som den af indklagede opkrævede.

Indklagede har anført, at lånet blev etableret som en kassekredit, fordi indklagede på daværende tidspunkt stadig anvendte produkterne fra de 3 oprindelige fusionsbanker, og fordi klagerens oprindelige pengeinstitut ydede billån som en kassekredit. Forskellen består udelukkende i provisionsopkrævning, som sker på grundlag af kvartalets højeste debetsats. I det konkrete tilfælde har denne forskel kun været ubetydelig, idet afdelingen allerede pr. 1. januar 1991 ændrede beregningsprincip til en ren rentesats.

I forbindelse med etableringen af kassekreditten fik klageren som udgangspunkt tilbudt en samlet sats på 16% p.a., som herefter forhandledes ned til en samlet sats på 14,5% p.a. bestående af en rente på 11,5% p.a. og en provision på 3% p.a. Lånet er etableret i overensstemmelse hermed. Det fremgår af dokumentet, at der er tale om en kassekreditkontrakt, og at der beregnes provision. At indklagede efterfølgende har ændret beregningsprincip i klagerens favør, ændrer intet i det aftalemæssige udgangspunkt. Det har formodningen imod sig, at indklagede som følge af, at klageren havde været kunde i afdelingen gennem længere tid, og at klagerens forældre afgav kautionserklæring, skulle have accepteret en rentesats på 3% p.a. under normalsatsen. Satsen på lånet er efterfølgende reguleret i overensstemmelse med den generelle udvikling for denne lånetype.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren har anført, at det i forbindelse med oprettelsen af lånet blev aftalt, at renten - med forbehold for efterfølgende reguleringer - skulle udgøre 13% p.a. Indklagede har anført, at det aftaltes, at satsen skulle udgøre 14,5% p.a. En stillingtagen til denne tvist findes at ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.