Sagsnummer: | 491/2023 |
Dato: | 04-03-2025 |
Ankenævn: | Helle Korsgaard Lund-Andersen, Bjarke Levinsky Svejstrup, Mette Lindekvist Højsgaard, Morten Bruun Pedersen og Jørgen Lanng. |
Klageemne: | Udlån - hæftelse Inkasso - berettigelse af overgivelse til inkasso |
Ledetekst: | Indsigelse mod gæld og mod overgivelse af sagen til inkasso. |
Indklagede: | Ekspres Bank |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod gæld og mod overgivelse af sagen til inkasso.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Ekspres Bank.
Banken har oplyst, at klageren den 25. januar 2019 optog et lån -424 på 90.418 kr. i banken. Banken har fremlagt en kontoudskrift for lån -424 fra lånets etablering den 25. januar 2019 til 4. september 2023. Heraf fremgår, at lånet i perioden fra den 1. april 2019 til den 1. oktober 2019 blev afviklet med 2.090 kr. om måneden. Fra den 12. august 2020 til den 4. april 2023 blev lånet afviklet med 995 kr. om måneden, og saldoen var den 4. april 2023 ÷ 62.878,61 kr. Den 3. maj 2023, 4. juli 2023, 2. august 2023 og 4. september 2023 indbetalte klageren 400 kr. på lån -424, og saldoen var den 4. september 2023 ÷ 61.578,61 kr.
I et brev af 8. maj 2023 til klageren anførte banken blandt andet:
”Betalingspåmindelse vedr. lånenr.: [-0424]
…
Vi har endnu ikke modtaget din indbetaling på lånenummer [-0424], og derfor modtager du denne betalingspåmindelse.
Den manglende betaling udgør: 595,00 kr.
Din restgæld udgør pt.: 62.578,61 kr. (hertil vil blive tillagt eventuelle renter og gebyrer)
…
Sådan betaler du
Du kan benytte nedenstående indbetalingskort eller vælge at indsætte beløbet på konto: [reg. nr.: … kontonr.: …]. Husk, at anføre dit lånenummer: [-424] i tekstfeltet til modtageren.
Modtager vi ikke din indbetaling senest 10 dage fra d.d., kan det betyde yderligere omkostninger for dig. Vi skal samtidig oplyse dig, at dit lån er tilskrevet et gebyr på 100,00 kr. for denne betalingspåmindelse.
…”
I et brev af 16. juni 2023 til klageren anførte banken blandt andet:
”Opsigelse af lånenr.: [-424]
…
Du har nu modtaget en betalingspåmindelse og et rykkerbrev – uden at du har betalt det skyldige beløb.
Vi må derfor meddele dig, at lånet kan betragtes som værende opsagt til fuld og endelige indfrielse, såfremt vi ikke modtager din indbetaling på de manglende ydelser straks og senest 10 dage fra denne skrivelse.
Din restgæld udgør pt.: 62.778,61 kr. (hertil vil blive tillagt eventuelle renter og gebyrer)
Du er samtidig tilskrevet endnu et gebyr på 100,00 kr. for denne skrivelse.
…”
I et brev af 17. juli 2023 til klageren anførte banken:
”Opsigelse og inkasso – Lånenr.: [-424]
…
Dit lån vil snart blive overdraget til inkasso på grund af din manglende betaling.
Du vil endvidere komme til at betale for inkassoomkostninger og evt. retsafgifter, hvorved din gæld forhøjes markant. Ender sagen i fogedretten, risikerer du, at fogeden, på vores vegne, tager pant i jeres ejendele.
Det får store konsekvenser for din økonomiske situation i fremtiden, da du kan blive indberettet til RKI registret som dårlig betaler. Det betyder, at du ikke længere kan optage lån, købe på kredit eller blive tilmeldt forskellige abonnementstjenester m.m.
Undgå opsigelse og inkasso
Denne situation kan måske undgås, men det kræver, at du kontakter os straks og inden den 25. i denne måned. Ring til os på tlf.: 70 23 42 81, så vi kan se, om vi eventuelt har mulighed for at hjælpe dig.”
Af et brev af 10. august 2023 til klageren fra bankens inkassofirma, C, fremgik blandt andet:
” Din gæld til Ekspres Bank A/S
Ekspres Bank A/S, CVR-nr. 16917931, Oldenburg Alle 3, 2630 Taastrup, har bedt [C] inddrive din gæld.
Gælden udgør pr. dags dato kr. 65.641,11.
Hovedstol |
kr. 61.978,61 |
Renter. Rentesats p.t. 0,00 % p.a. |
kr. 0,00 |
Rykkergebyr, jf. rentelovens § 9b |
kr. 0,00 |
Inkassogebyr, jf. rentelovens § 9b |
kr. 100,00 |
Inkassoomkostninger, jf. rentelovens § 9a |
kr. 3.562,50 |
Øvrige omkostninger |
kr. 0,00 |
I alt til betaling |
kr. 65.641,11 |
Gælden skal indbetales til os senest 24.08.2023. Modtager vi ikke betaling, vil sagen kunne fortsætte i retten, hvilket vil medføre yderligere omkostninger for dig.
…”
Parternes påstande
Den 11. august 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Ekspres Bank skal frafalde hendes gæld på konto -424 eller i hvert fald inkassoomkostninger samt indgå i en dialog med hende om, hvor meget hun skal afdrage på gælden.
Ekspres Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at hun har fået et brev fra inkassofirmaet C med et gebyr på ca. 3.500 kr. Det synes hun er mærkeligt, da hun hele tiden har afdraget på gælden.
Hun fik det første lån i banken for 24 år siden, og i årenes løb har banken tit tilbudt nye lån. Da hun var enlig mor, tog hun altid imod tilbuddene.
I 2020 sløjfede banken renterne. Da det var fremme i medierne, at lånevirksomheder for tit sendte lånetilbud ud, og hun gjorde banken opmærksom på, at den var en af disse firmaer, sløjfede den renterne på hendes lån.
Hun har siden 2020 betalt 1.300 kr. pr. måned til banken, heraf 995 kr. pr. måned på lån -424. Da hun i 2023 blev arbejdsløs, har hun fra maj 2023 betalt 500 kr. pr. måned, heraf 400 kr. pr. måned på lån -424.
Hun har sendt utallige mails til banken, hvor hun har ønsket en dialog med banken, men har ikke fået svar. Hun ville ellers gerne have bankens forslag til, hvad den synes, at hun skal betale, når hun ikke kan betale 1.300 kr. pr. måned. Hun har endda haft Forbrugerrådets gældsrådgivning til at hjælpe med at skrive en mail til banken.
Det er ikke normal praksis at sende sagen til inkasso, da hun betaler hver måned. Hvis det beløb, som afdrages, er for lille, skal banken indgå i en dialog, men det har banken ikke ønsket.
Forbrugerrådets gældsrådgivning anbefalede, at hun stoppede med at betale til banken, hvorefter sagen ville blive overgivet til fogedretten, og så ville banken slet ikke få nogen penge, da hun intet har af værdi. Hun har imidlertid en høj moral, hvorfor hun ikke ville stoppe med at betale, og hun betaler derfor 500 kr. pr. måned. Desuden har hun aldrig været en dårlig betaler, hun har altid betalt sine regninger. Banken skriver, at hun bare skal kontakte banken. Det har hun forsøgt, og det eneste, der kom ud af det, var breve fra inkasso.
Banken har lukket for hendes adgang til ”min konto” på bankens hjemmeside, hvor hun kan følge med i, hvilken gæld hun har til banken.
Hun vil gerne vide, hvad det er, hun afdrager på, da hun ikke har optaget lån i banken i mange år. Det undrer hende, at gælden er så stor. Hun vil gerne se lånedokumenter fra alle de lån, som hun har haft i Ekspres Bank, helt tilbage fra det første lån for 24 år siden. Det første lån var på 5.000 kr. Banken bør opbevare lånedokumenter i 5-10 år.
Hun har ikke lånt penge i 2019 og slet ikke 90.000 kr. I 2019 har hun lånt 20.000 kr. i sin bank til en bil. Hvis hun havde lånt 90.000 kr. af Ekspres Bank, ville hun ikke have kunnet låne i sin egen bank.
Hun flyttede i 2021. Det ser ud som om hendes gamle adresse er anført på nogle af bankens breve til hende fra 2023. Hvis banken har sendt breve til denne adresse, har hun ikke modtaget dem.
Ekspres Bank har anført, at det fremgår af den fremlagte kontoudskrift for lån -424 fra lånets etablering den 25. januar 2019 til 4. september 2023, at lånet blev stiftet den 25. januar 2019, og lånebeløbet var 90.418 kr. Banken kan desværre ikke finde lånedokumentet i sagen, hvorfor det ikke er muligt at fremlægge det.
Klageren har i maj 2023 misligholdt låneaftalen ved at betale en mindre ydelse uden nærmere aftale herom med banken. Der henvises i den forbindelse til det af klageren anførte: ”Jeg har siden 2020 betalt 1.300 kr. pr. md., men da jeg i år blev arbejdsløs, har jeg fra maj betalt 500 kr. pr. md.”
Banken har sendt de efter loven påkrævede rykkerskrivelser samt inkassovarsel til klageren forinden overgivelsen af sagen til inkasso hos inkassofirmaet C.
Når en sag overgår til inkasso, stoppes adgangen fra kundens profil, og det er i dette tilfælde C, som varetager sagen, korrespondance og inddrivelsen. Klageren kan dog til enhver tid få disse oplysninger via banken eller bankens inkasso samarbejdspartner C.
Gebyret, som klageren henviser til, er, som det fremgår af C’s brev af 10. august 2023 til klageren, inkassoomkostninger. Inkassoomkostningerne er opkrævet i overensstemmelse med gældende lov og satser på området.
Klageren er meget velkommen til at kontakte banken, såfremt parterne skal forsøge at finde en mindelig løsning. Banken har gentagne gange opfordret klageren til at kontakte banken, hvis klageren fortsat er interesseret i at finde en løsning. Klageren har dog ikke rettet henvendelse til banken.
Banken har endvidere i samtlige sine indlæg til Ankenævnet forgæves forsøgt at opfordre klageren til at kontakte banken, så parterne eventuelt kan løse sagen i mindelighed.
Klageren har ikke redegjort nærmere for, hvorfor klagerens lån -424 til banken skal ”sløjfes”.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Ekspres Bank.
Banken har oplyst, at klageren den 25. januar 2019 optog et lån -424 på 90.418 kr. i banken. Klageren har bestridt, at hun har lånt penge i 2019 og slet ikke 90.000 kr. Banken har oplyst, at den desværre ikke finde lånedokumentet i sagen, hvorfor det ikke er muligt at fremlægge det.
Banken har fremlagt en kontoudskrift for lån -424 fra lånets etablering den 25. januar 2019 til 4. september 2023. Heraf fremgår, at lånet i perioden fra den 1. april 2019 til den 1. oktober 2019 blev afviklet med 2.090 kr. om måneden. Fra den 12. august 2020 til den 4. april 2023 blev lånet afviklet med 995 kr. om måneden. Den 3. maj 2023, 4. juli 2023, 2. august 2023 og 4. september 2023 indbetalte klageren 400 kr. på lån -424.
Da klageren fra den 3. maj 2023 betalte en lavere ydelse på lånet end aftalt, sendte banken den 8. maj 2023 en betalingspåmindelse til klageren. Da klageren ikke betalte det skyldige beløb, sendte banken den 16. juni 2023 et varsel om opsigelse til klageren, og den 17. juli 2023 sendte banken en opsigelse og inkassovarsel til klageren.
Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at gælden, som opgjort i den fremlagte kontoudskrift fra den 25. april 2019 til den 4. september 2023, skal nedsættes eller bortfalde.
Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at tilsidesætte bankens beslutning om at overgive sagen til inkasso hos inkassofirmaet C som følge af misligholdelse med deraf følgende takstmæssige udenretlige inkassoomkostninger for klageren, der ifølge det oplyste udgjorde 3.562,50 kr.
Ankenævnet påtager sig ikke at foretage en revisionsmæssig gennemgang af klagerens lån -424 i banken.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnet henleder opmærksomheden på, at banken i sine indlæg til Ankenævnet har opfordret klageren til at kontakte banken, så parterne eventuelt kan forsøge at aftale en mindelig løsning af sagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.