Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning om kurssikring.

Sagsnummer: 9912097/2000
Dato: 07-07-2000
Ankenævn: Hugo Wendler Pedersen, lars Christensen, Leif Nielsen, Leif Mogensen, Lene Staunsager
Klageemne: Rådgivning - kurssikring
Kurssikring - rådgivning
Ledetekst: Rådgivning om kurssikring.
Indklagede: BRFkredit a/s
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Realkreditinstitutter

Klageren indgik i september 1999 aftale om køb af en ejerlejlighed med overtagelse den 25. oktober 1999. I den forbindelse blev der den 23. september 1999 mellem indklagede realkreditinstitut og klageren indgået en fastkursaftale med afvikling af lånet den 7. oktober 1999. Det fremgik yderligere, at udbetaling af nyt lån på fastkursaftalens vilkår forudsatte, at anmærkningsfrit tinglyst pantebrev var instituttet i hænde senest den 30. september 1999. Lånet blev herefter udbetalt den 7. oktober 1999. Den ved handelen berigtigende advokat rettede i november 1999 henvendelse til instituttet med et erstatningskrav på 3.539,03 kr., hvilket beløb dækkede ekstraomkostninger til bankgaranti og rentedifference i perioden 7. oktober 1999 til 25. oktober 1999, som var blevet pålagt klageren af instituttet. Realkreditinstituttet afviste erstatningskravet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle godtgøre klageren beløbet. Instituttet påstod frifindelse.

Et flertal i Nævnet fandt, at det måtte anses for lidet praktisk sandsynligt, at et pantebrev kunne foreligge tinglyst den 30. september 1999, når bekræftelse på fastkursaftale blev fremsendt den 23. september 1999. Det måtte derfor indgå som led i en forsvarlig rådgivning, at instituttet gjorde låntageren opmærksom på, hvilke omkostningsmæssige konsekvenser en manglende eller alternativ opfyldelse ville få. Efter flertallets opfattelse var det en faglig fejl, at en sådan rådgivning ikke var givet af instituttet, hvorfor det måtte påhvile instituttet at betale klageren det beløb, der udgjorde forskellen mellem udgifterne til bankgarantien og til en fastkursaftale af en lidt længere varighed. Flertallet fastsatte skønsmæssigt dette beløb til 2.000 kr.

Et mindretal fandt, at det tinglyste pantebrev kunne have foreligget den 30. september 1999, således at udbetaling på grundlag af en bankgaranti havde været unødvendig.

Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og realkreditinstituttet blev derfor tilpligtet at betale klageren 2000. kr.