Spørgsmål om frigivelse og deponering af købesum ved køb af båd.

Sagsnummer:1197/2009
Dato:31-01-2011
Ankenævn:John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg, Bent Olufsen
Klageemne:Deponering - frigivelse
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om frigivelse og deponering af købesum ved køb af båd.
Indklagede:Djurslands Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:



Indledning.

Denne sag vedrører, om Djurslands Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens køb af båd og betaling af købesummen.

Sagens omstændigheder.

Klageren var i 2007 kunde i Djurslands Bank.

Af bankens mail af 1. juni 2007 til klageren fremgår:

"…

Som aftalt pr. telefon bekræfter jeg hermed, at vi gerne vil låne dig 600.000 til køb af båd. …

Det vil være en god ide, at tage forbehold for bankens godkendelse i forbindelse med din underskrift på en købsaftale. Samtidig vil jeg også råde dig til at få en advokat til at gennemgå købsaftalen. …

…"

Af en underskrevet købsaftale af 12. juni 2007 vedrørende en bådhandel fremgår:

"…

[Sælgers navn]

[Klagerens navn som køber]

2.3 Overdragelsestidspunkt: 23. juni 2007 kl. 15.00

Det er aftalt, at køber og sælger sammen gennemgår og endeligt godkender båden inden overdragelse i … Havn, den 23/6 - 2007, kl. 15.00
Risikoen overgår hermed til køber på overtagelsesdagen. Båden overtages i øvrigt i den stand, hvori den er og forefindes som beset af køberen

I forbindelse hermed afsluttes handelen med erlæggelse af købesummen i henhold til pkt 5

3.3 Sælgers ansvar

Det er en forudsætning for handelen, at eventuelle papirer i skibsregistret er i orden og registreret i sælgers havn Det er ikke en forudsætning, at båden er optaget i Dansk Skibsregister

Såfremt køber har behov for finansiering, hvor registrering i Dansk Skibsregister fortsat er nødvendig (bruttotonnage over 5), forpligter sælger sig til at indsende udfærdiget skøde samt …til skibsregistret, …

Såfremt køber ikke har behov for finansiering, der kræver registrering af pant, og dermed ønsker båden slettet af Dansk Skibsregister, er sælger pligtig til at udlevere skøde samt … til køber, som herefter samlet indsender dette sammen med Anmeldelse S9 til Skibsregistret

Berigtiges hele eller dele af købesummen kontant, skal denne deponeres i et af sælger anvist pengeinstitut til frigivelse, når skibsskødet er kommet retur fra Skibsregistret uden præjudicerende anmærkninger

Sælger er ansvarlig for fejl og mangler ved det solgte i henhold til købelovens almindelige bestemmelser

5.1 Bådens pris er aftalt tilkr. 549.000,00der erlægges som følger:

A

Kontant betaling ved overdragelse/godkendelse af båden

B

Bankcheck udstedt til sælger ved overdragelse af båden

C

Deponering af købesummen på en spærret bankkonto, hvorfra betaling udløses efter nærmere aftale eller senest den 3

D

Andre vilkår, herunder eventuel gældsovertagelse

Ref D: Såfremt købesummen eller en del af denne berigtiges ved, at køber overtager en sælger påhvilende gældsforpligtelse, er nærværende aftale betinget af den pågældende kreditors accept. Opnås en sådan accept ikke, er begge parter berettiget til at træde tilbage fra aftalen uden i den forbindelse at kunne gære krav gældende mod den anden Eventuelle erlagte beløb til sælgeren tilbageholdes omgående til køberen.

7. Bilagsliste

7.3 Andet

8.2 Sælger erklærer:

At båden sælger bekendt ikke lider af skjulte fejl og mangler

At båden er i behørig og sødygtig stand

…"

Af Bilag 7.3underskrevet af parterne den 17. juni 2007 fremgår:

"…

Inden d 31/8 - 2007 optages båden for nærmere undersøgelse samt afrensning/slibning og maling for sælgers regning iht Bilag 7 1 ["Afrensning, slibning og maling af bunden"]
Udgifterne hertil faktureres direkte til sælgeren.
Konstateres der herunder fejl, mangler eller defekter der ikke er oplyst af sælger kan køber ophæve købsaftalen inden tidsfristen d. 31/8 - 2007 eller køber kan acceptere, at de konstaterede fejl, mangler eller defekter udbedres for sælgers regning

Der tilbageholdes kr. 30 000,- af købesummen indtil ovennævnte arbejde er tilfredsstillende udført og der er opnået enighed mellem sælger og køber
Omkostninger til udbedring af evt fundne fejl, mangler eller defekter fratrækkes de tilbageholdt kr. 30.000,-

Dette gælder dog ikke skader forårsaget af køber

Dersom køber ophæver aftalen inden nævnte tidsfrist, betaler ingen af parterne erstatning eller omkostninger til den anden De 519 000,- tilbageføres herved til køber

…"

Af bankens brev af 21. juni 2007 til sælgerens pengeinstitut P fremgår:

"…

Vedlagt fremsender vi check kr. 549.000,00 til indfrielse af [sælgers] lån nr. … på foranledning af vor kunde … [klageren].

Beløbet fremsendes under forudsætning af vi modtager ejerpantebrev kr. 300.000,00 med pant i … [båden].

Vi beder Jer tilbageholde kr. 30.000,00 indtil vi giver nærmere besked jfr. Købsaftalens bilag 7,3.

Kopi af købsaftalen vedlægges.

…"

Af bankens mail af samme dato til klageren fremgår:

"…

Jeg sender penge til [sælgerens pengeinstitut] i dag. Du får lige en kopi af det brev jeg har sendt sammen med checken. Jeg returnerer også dit målebrev, da jeg tror du skal bruge det for at få lavet et skibsskøde.

Jeg skal efterfølgende have både skibsskøde og målebrev til brug for tinglysninger af ejerpantebrevet.

… Hvis du får problemer så ring til Søfartsstyrelsen … . De er flinke til at hjælpe.

Ring endelig til mig, hvis du har spørgsmål til denne mail

…"

Ved brev af 23. august 2007 ophævede klageren købet af båden pga. tæring i bådens bund. Sælgeren accepterede ikke ophævelsen af købet.

Ved brev af 3. september 2007 oplyste banken P om, at klageren havde hævet købet og anmodede om, at P fortsat tilbageholdt 30.000 kr.

Ved brev af 18. oktober 2007 anmodede klageren ved Københavns Retshjælp sælgeren om at acceptere ophævelsen af handlen og tilbagebetale 519.000 kr.

Ved dom af 20. november 2008 fik klageren medhold i, at ophævelsen af købet var berettiget, da sælgeren ansås for at have afgivet tilsikring vedrørende bådens skrogtilstand. Sælgeren skulle bl.a. tilbagebetale den erlagte købesum på 519.000 kr. og frigive den i P tilbageholdte del af købesummen på 30.000 kr. til klageren.

Den 3. marts 2009 erklærede sælgeren i fogedretten sig ude af stand til at betale klageren det skyldige beløb. Klageren fik udlæg i båden, hvis værdi blev vurderet til ca. 200.000 kr.

Af bankens brev af 8. april 2009 til klagerens advokat fremgår:

"… , idet vi er af den overbevisning, at [P] skal tilbagebetale købesummen til [banken] og [klageren].

Vi vedlægger kopi af brev af 21. juni 2007 til [P] samt kopi af købsaftale, hvoraf det fremgår af købsaftalens punkt 3.3 afsnit 4 samt bilag 7.3 sidste afsnit, at [P] skal betale de 519.000 kr. tilbage til vores kunde [klageren], da handlen jo ikke er blevet til noget.

…"

Af advokatens svar af 16. april 2009 til banken fremgår:

"… , finder jeg at [bankens] skrivelse af 21. juni 2007 til [P] har fået et lidt uheldigt indhold, som muligt har kunnet give [P] opfattelsen af, at købesummen kunne frigives, når bortses fra kr. 30.000,00 som er tilbagebetalt til mig …

Jeg må beklageligvis på [klagerens] vegne tage forbehold om at anmode [banken] om at refundere købesummen til min klient … for det tilfælde, at [P] med føje kan påberåbe sig at have fået instruktion om, at købesummen med fradrag af kr. 30.000,00 har kunnet frigives til sælger, såfremt [P] fremsendte ejerpantebrev kr. 300.000,00 til [banken]

Dette kunne i øvrigt meget muligt have været berettiget under forudsæt­ning af, at skibsskødet rent faktisk var indsendt og således, at ene­ste retsanmærkning ville have angået pantebrevet på kr. 300.000,00, men rent faktisk har forholdet jo været det, at skibsskødet ikke blev indleveret, hvorfor fremsendelsen af pantebrevet ikke kunne medføre, at fremsendelsen af pantebrevet i sig selv kunne bevirke, at der ikke kunne opstå præjudicerende hæftelser. Dette ville nemlig forudsætte, at skibsskødet rent faktisk var blevet registreret, og at det ved registreringen fremgik, at der alene var anmærkning om nævnte pantebrev. Det er min opfattelse, at [banken] burde have sikret, at købesummen ikke kunne frigives ansvarsfrit af [P], før banken havde sikret sig, at skibsskødet rent faktisk var indleveret.

Endvidere burde banken ligeledes have sikret, at købesummen ikke blev frigivet under de foreliggende omstændigheder, før det af omstændighederne fremgik, at hævebeføjelsen ikke længere var relevant, jf. tillægget til købekontrakten.

…"

I advokatens brev af samme dato til P, blev P anmodet om at udbetale restkøbesummen på 519.000 kr., da P med bankens brev af 21. juni 2007 havde modtaget kopi af købsaftalen, hvoraf det fremgår, at frigivelse af købesummen ikke måtte ske førend registreret skibsskøde uden præjudicerende retsanmærkninger forelå.

Ved mail af 17. april 2009 fremsendte P kopi af bankens breve af 21. juni og 3. september 2007 og anmodede om advokatens kommentarer.

Af advokatens brev af 24. april 2009 til banken fremgår:

"…

Jeg har efterfølgende haft en kort telefonsamtale med … fra [P], og det oplystes, at sparekassen intet andet kendte til sagen end de henvendelser, som tilgik sparekassen fra [banken].

Det oplystes endvidere, at sparekassen ikke havde gennemgået købsaftalen, men at man havde henholdt sig til de instrukser, som man havde fået fra banken.

De oplyste … at [klageren] "trak indsendelsen af skødet lidt ud" i afventning af resultatet af undersøgelsen af båden, og banken burde derfor ikke have givet instruks til [P] om frigivelsen af restkøbesummen, før man havde vished for, at skødet var indsendt til registrering. Indtil indsendelsen var der selvsagt en risiko for, at der kunne opstå registreringer om yderligere hæftelser, som i givet fald skulle indfris af købesummen.

Banken skulle derfor have instrueret sparekassen om, at købesummen skulle være deponeret i overensstemmelse med købsaftalens punkt 3.3, indtil der var vished for, at der ikke kunne opstå præjudicerende anmærkninger.

Havde denne procedure været fulgt, ville beløbet på kr. 519.000 fortsat have henstået til fyldestgørelse af [klagerens] tilbagebetalingskrav.

Jeg må beklageligvis derfor være af den opfattelse, at banken er erstatningsansvarlig for min klients tab.

…"

I brev af 28. maj 2009 til advokaten anfører banken, at P modtog købsaftalen, hvoraf det fremgår, at købesummen skal deponeres, indtil skibsskødet er blevet lyst uden anmærkninger. Det fremgår af tillægget, at klageren indtil 31. august 2007 kunne ophæve handlen og forlange købesummen tilbagebetalt. Banken har ikke instrueret P vedrørende frigivelse af købesummen. P er pligtig til at gennemgå købsaftalen og burde have tilbageholdt købesummen, indtil betingelserne for frigivelse var opfyldt.

Ved brev af 18. juni 2009 fastholdt advokaten bankens erstatningsansvar.

Ved brev af 8. september 2009 afviste bankens advokat et erstatningsansvar for banken og anførte:

"…

Deres klient har sammen med sælger indgået en købsaftale, som bortset fra bilag 7.3 er en uudfyldt standardkontrakt. …

Det bærer præg af, at Deres klient ikke har haft nogen juridisk vejledning i forbindelse med indgåelse af handlen førend i starten af august, hvor Deres klient hæver handlen. Det fremgår ikke, hvorvidt den juridiske vejleder på dette tidspunkt retter henvendelse til det pengeinstitut, der har modtaget købesummen.

Deres klients henvendelse til min klient var med henblik på optagelse af et lån og med henblik på fremsendelse af købesummen, i hvilken forbindelse Deres klient meddelte, at beløbet skulle indbetales til [P] og med samtidig oplysning om registreringsnummer og kontonummer på sælger.

Ved samme lejlighed meddelte Deres klient, at der skulle tilbageholdes kr. 30.000,00 i overensstemmelse med bilag 7.3, men det fremgår hverken af købsaftale eller af den instruks, som man modtog fra Deres klient, at der skulle ske tilbageholdelse her ud over.

Som ovenfor anført er der ikke i købsaftalen taget stilling til, hvorvidt der skulle udarbejdes et skibsskøde. Selv om man lagde denne forudsætning til grund, kunne et skibsskøde være blevet lyst anmærkningsfrit inden den 31. august, og pengene skulle deponeres indtil skødet forelå endeligt anmærkningsfrit. Der er således ikke nogen årsagssammenhæng mellem en eventuel tinglysning af et skøde og påberåbelse af mangler med hæveadgang.

Min klient har således fremsendt købesummen til sælgers pengeinstitut efter anvisning fra køber og har sikret sig, at det ejerpantebrev, der var i båden, blev udleveret og har samtidig sikret sig, at den tilbageholdelse, der fremgår af købsaftalen, bliver opfyldt jfr. tilbageholdelse af de kr. 30.000,00.

Såfremt De mener, at der nogle fortolkninger i købsaftalen, som kan føre til et andet resultat, kan jeg alene henvise Dem til [P], som samtidig med købesummen fik tilsendt en kopi af købsaftalen.

…"

Parternes påstande.

Klageren har den 17. november 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Djurslands Bank skal erstatte købesummen og renter på det lån, som blev ydet til købet af båden.

Djurslands Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at det - uden yderligere tilføjelser, understregninger eller markeringer - fremgår af købsaftalens punkt. 3.3, afsnit 4, at købesummen skulle deponeres og først frigives til sælgeren, når skibsskødet var registreret uden præjudicerende retsanmærkninger. (Skibsskøder registreres efter samme principper og retsvirkninger som tinglysning af fast ejendom).

Banken havde forud for sagens forberedelse for Ankenævnet også denne opfattelse af bestemmelsen.

Punkt C under 5.1 er uudfyldt, hvorfor pkt. 3.3, afsnit 4 uden videre er gældende.

Banken stillede krav om udstedelse af skøde, hvilket var nødvendigt for, at bankens pantebrev kunne tinglyses.

Af tillægget fremgår, at han kunne hæve handlen frem til 31. august 2007, hvis båden havde væsentlige mangler. Hele købesummen skulle da tilbageføres.

Købet blev hævet den 23. august 2007. Banken blev straks underrettet herom.

Skødet blev af indlysende grunde ikke udfærdiget og registreret.

Banken måtte være klar over, at skibsskødet ikke blev indsendt, før der var vished for, at handlen ikke blev hævet, og følgelig har man ikke kunnet give instruktion til sælgers bank om, at kun 30.000 kr. skulle tilbageholdes.

Bankens brev af 21. juni 2007 til P indeholdt en instruks om, at købesummen kunne frigives bortset fra 30.000 kr. Han modtog ikke en kopi af bankens brev og havde ikke mulighed for at korrigere instruksen eller forstå rækkevidden af instruksen.

Banken kontaktede ham ikke for en eventuel afklaring af forholdene, men instruerede af egen drift P om at frigive købesummen. Banken burde som minimum have forklaret ham om risikoen.

Banken var bekendt med, at han ikke i forbindelse med købet fik professionel rådgivning.

Banken har godkendt handlen ved bevillingen af lånet.

Banken har uforsigtigt og forsømmeligt undladt at instruere om skødets registrering som frigivelsesbetingelse.

Banken har frigivet købesummen uden at betingelserne har været til stede, og var dette ikke sket på ophævelsestidspunktet, havde købesummen stadig været i banken eller sælgers pengeinstitut, hvis banken havde anmodet herom.

Han måtte kunne gå ud fra, at banken sikrede købesummen på samme måde som ved hushandler, hvor køberens pengeinstitut giver instruks til sælgerens pengeinstitut om, at en deponeret købesum ikke kan frigives, førend der foreligger skøde uden præjudicerende retsanmærkninger.

Han har ikke givet anden instruks til banken, end at købsaftalens bestemmelser skulle overholdes.

Den omstændighed, at banken fik tilsendt pantebrevet i kvitteret stand, udgjorde ikke nogen garanti for, at et skøde efterfølgende kunne blive registreret anmærkningsfrit, da udlæg fortsat kunne registreres.

Banken har erkendt at være bekendt med alle købsaftalens bestemmelser.

Banken burde ikke have afgivet instruks til P om frigivelse før den 31. august 2007, indtil det var afklaret, om det kunne komme på tale at ophæve handlen.

Da der er tale om en kontanthandel, er købsaftalens bestemmelse om deponering af købesummen aldeles klar og umisforståelig, hvad banken har erkendt.

Han har intet retsforhold til P. Hvis banken mener, at P er ansvarlig, bør banken selv gennemføre et regreskrav mod P.

Hans betaling af ydelser på bådlånet i banken skyldes hans daværende opfattelse af, at han måtte tilbagebetale lånet - indtil det er gået op for ham, at banken er årsag til, at købesummen ikke kan tilbageføres som stipuleret i tillægget til købsaftalen.

Djurslands Bank har bl.a. anført, at banken har handlet i henhold til den instruks, som klageren har givet.

Banken har på klagerens forespørgsel ydet det ansøgte lån til købet af båden.

Banken opfordrede klageren til at søge advokatbistand. Ansvaret for købsaftalen påhviler alene klageren. Banken anbefalede, at klageren gjorde handlen betinget af bankens godkendelse. Klageren fulgte ingen af disse opfordringer.

Klageren underskrev en købsaftale, som på talrige punkter var uudfyldt. Det eneste punkt i købsaftalen, der ikke var standardiseret, var bilag 7.3, hvoraf fremgik, at der skulle tilbageholdes 30.000 kr. Der var ikke aftalt nogen anden form for tilbageholdelse eller deponering.

Det fremgår ikke af aftalen, at der skulle udarbejdes et skibsskøde. Henvisningen til pkt. 3.3 er således ikke reel, idet det ikke fremgår, at bestemmelsen om udarbejdelse af skøde er aktualiseret eller krævet af køber.

Pkt. 5.1 C er ikke udfyldt. Det er derfor ikke aftalt, at der skal ske deponering efter denne bestemmelse.

Banken har på klagerens foranledning overført købesummen til P til en af klageren angivet konto. Beløbet er fremsendt i overensstemmelse med købsaftalens pkt. 5.1, hvori der ikke er angivet krav om deponering.

Banken har i forbindelse med klagerens instruks om overførslen videregivet, at der skulle tilbageholdes 30.000 kr. i overensstemmelse med bilag 7.3.

Banken har ikke fra klageren modtaget yderligere instrukser om tilbageholdelse af beløb eller andre betingelser i forbindelse med overførslen.

Hvis banken ikke havde betalt købesummen, som klageren anmodede om, ville der have været tale om misligholdelse.

Banken har således hverken instrueret i tilbageholdelse eller frigivelse af den del af købesummen, der udgør 519.000 kr.

Banken har i mailen af 21. juni 2007 ikke, som anført af klageren, krævet et skibsskøde udstedt som en del af betingelsen i handlen, og det således fejlagtigt, når han anfører, at købesummen skulle deponeres, indtil det blev konstateret, om købesummen skulle tilbageføres på grund af ophævelse af handlen på grund af mangler.

Parterne havde netop aftalt, at der alene skulle deponeres 30.000 kr. til sikkerhed for eventuelle mangler.

Selv om man antog, at et skibsskøde skulle være udarbejdet, har deponeringen i anledning af skibsskødet ingen sammenhæng med en eventuel ophævelse af handlen på grund af mangler. Alt andet lige ville skibsskødet være tinglyst og udleveret anmærkningsfrit uanset påberåbelse af mangler.

Der er således ingen årsagssammenhæng mellem det tab, som klageren har haft på grund af mangler ved båden og eventuel manglende deponering som følge af et krav om tinglyst anmærkningsfrit skøde.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at en samlet afklaring af sagens forhold vedrørende Djurslands Banks rådgivning af klageren og i forhold til banken og pengeinstitut P vil kræve en bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, hvorfor sagen afvises i henhold til § 7, stk. 1, i nævnets vedtægter.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:




Ankenævnet kan ikke behandle

Klagegebyret tilbagebetales klageren.