Spørgsmål vedrørende rådgivning om beskatning i forbindelse med salg af aktier inden for tre års ejertid

Sagsnummer:476/2000
Dato:13-03-2001
Ankenævn:Peter Blok, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Ole Reinholdt, Ole Simonsen
Klageemne:Værdipapirer - skatteforhold
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Rådgivning - skatteforhold
Ledetekst:Spørgsmål vedrørende rådgivning om beskatning i forbindelse med salg af aktier inden for tre års ejertid
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet, om klageren kan gøre et erstatningskrav gældende mod indklagede som følge af, at der i forbindelse med salg af klagerens aktier skulle betales skat.

Sagens omstændigheder.

I forbindelse med klagerens mors død i 1996 fik klageren udlagt 297 stk. aktier i BG Bank. Aktierne beroede i depot hos indklagede, hvor moderen havde været kunde.

Den 19. august 1996 blev aktierne indlagt i et depot hos indklagede i klagerens navn. Endvidere blev der oprettet en aktionærkonto som afkastkonto.

Den 16. maj 1997 blev aktierne solgt.

I 2000 ændrede skattemyndighederne klagerens skatteansættelse for indkomståret 1997.

Skattemyndighederne lagde til grund, at klageren i 1996 havde modtaget aktierne til en udlægsværdi på 54.648 kr., og at aktierne i 1997 var solgt for 93.179 kr. Fortjenesten på 38.531 kr. skulle medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst (kapitalindkomst), idet aktierne var erhvervet på et tidspunkt, der lå mindre end tre år forud for salget.

Den ændrede skatteansættelse medførte en merskat på 18.051,77 kr. Klageren betalte skatten og et procenttillæg på 1.392 kr. over tre rater i perioden september - november 2000.

Parternes påstande.

Den 5. december 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 19.443 kr. (18.051 kr. + 1.392 kr.).

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun i forbindelse med sin overvejelse af aktiesalget rådførte sig med en navngiven medarbejder hos indklagede, som hun tidligere havde haft telefonisk kontakt med bl.a. i forbindelse med at moderens daværende garantbeviser overgik til aktier.

Hun forespurgte om beskatning, idet hun understregede, at hun havde overtaget aktierne i 1996, hvilket indklagede var bekendt med. På daværende tidspunkt blev der i pressen omtalt en ændring af aktiebeskatningen. Medarbejderen oplyste, at der ikke skete noget, da aktierne var købt ved overgang fra garantbeviser og var en arv fra hendes mor. Indklagede burde have oplyst, at salget ville udløse skat.

Det bestrides, at hun blev henvist til revisor eller advokat.

Indklagede har anført, at der ikke findes notater fra hverken indlæggelsen af aktierne i depotet eller fra salget af aktierne i 1997. Medarbejderen, som ekspederede klagerens anmodning om salg af aktierne, erindrer ikke længere, hvorledes samtalen er foregået.

Klageren er ikke helkunde hos indklagede, og man havde hverken kendskab til, hvornår hun havde arvet aktierne eller til hendes formueforhold i øvrigt, herunder eventuelle andre aktiebesiddelser.

Der bestod ikke en rådgivningsforpligtelse i forbindelse med salget, idet der var tale om en simpel ekspeditionsforretning.

Det bestrides, at man over for klageren skulle have givet udtryk for, at der ikke kunne være en skattemæssig problemstilling forbundet med salget. I sager af denne type rådgiver man ikke om skattemæssige spørgsmål, men henviser kunden til revisor eller advokat.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Klageren har anført, at hun forud for salget af aktierne den 16. maj 1997 af en navngiven medarbejder hos indklagede fik oplyst, at salget ikke ville udløse beskatning, da der var tale om aktier, som klageren havde arvet efter sin mor. Indklagede har anført, at den pågældende medarbejder ikke erindrer, hvorledes samtalen er foregået, men har bestridt, at medarbejderen skulle have givet udtryk for, at der ikke kunne være en skattemæssig problemstilling forbundet med salget. Ankenævnet finder på denne baggrund, at en stillingtagen til klagen ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene . Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage.

Klagegebyret tilbagebetales klageren