Gebyr for afvisning af dankortbetaling. Salg af aktiepost.

Sagsnummer:60/1990
Dato:25-06-1990
Ankenævn:Peter Blok, Arnold Kjær Larsen, Erik Sevaldsen, Lars Pedersen, Jørn Ravn
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Gebyr for afvisning af dankortbetaling. Salg af aktiepost.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Klageren har hos indklagedes Otterup afdeling haft en lønkonto, en medejerkonto samt forskellige særlige indlånskonti.

Den 22. januar 1990, på hvilket tidspunkt klagerens lønkonto havde en negativ saldo på 4.550,60 kr., anvendte klageren sit dankort på et postkontor til betaling af 2.000 kr. Afdelingen havde den 20. januar 1990 ladet kortet spærre. Meddelelse herom var ikke tilgået klageren.

Den 26. januar 1990 tilskrev afdelingen klageren og anmodede om, at klagerens dankort og VISA-dankort straks indleveredes, da begge kort var spærret. Afdelingen anmodede endvidere klageren om at finde en anden bankforbindelse. Endvidere debiteredes klageren for et gebyr på 100 kr. som følge af, at dankortbetalingen på 2.000 kr. samme dag var blevet afvist på grund af manglende dækning. Der var den 25. januar overført ca. 4.000 kr. til kontoen, som herefter udviste en negativ saldo på ca. 1.000 kr.

Klageren protesterede i skrivelse af 27. januar til afdelingen over afdelingens dispositioner, idet han gjorde gældende, at der var ydet ham et kredittilsagn.

Den 29. januar henvendte klageren sig personligt i afdelingen, og på baggrund af denne henvendelse solgte indklagede klagerens aktiepost i den indklagede bank. Beløbet krediteredes samme dag klagerens konto, der herefter udviste en positiv saldo på 982,40 kr.

Den 1. februar opgjorde afdelingen klagerens indlånskonti bortset fra klagerens særlige indlån og tilsendte klageren i alt 804,42 kr.

Klageren har vedrørende anvendelsen af dankortet den 22. januar efterfølgende indbetalt 2.000 kr. til postvæsenet tillige med gebyr 50 kr. samt rente 8,56 kr.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede refunderer det debiterede gebyr på 100 kr. samt godtgør klageren gebyr plus rente overfor postvæsenet med 58,56 kr., samt at indklagede tilpligtes at anerkende, at man uberettiget har solgt klagerens aktier i indklagede.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for sin påstand anført, at han i 1989 af en medarbejder hos indklagede havde fået tilladelse til at trække 15.000 kr. på sin lønkonto. Uagtet dette afviste indklagede en check på 4.000 kr. udstedt til postvæsenet. Indklagedes medarbejder måtte senere overfor postvæsenet berigtige denne fejl, hvilket også er bekræftet skriftligt af postvæsenet. Klageren fik senere af samme medarbejder tilladelse til at trække 5.000 kr., hvorfor indklagede har været uberettiget til den 20. januar 1990 at spærre kortet, hvilket han i øvrigt ikke blev orienteret om. Som følge af den manglende orientering var han ved anvendelsen af kortet den 22. januar ikke klar over, at dankortbetalingen på 2.000 kr. ville blive afvist. Indklagede bør derfor godtgøre ham gebyret på 100 kr. samt hans udgifter overfor postvæsenet. Klageren bestrider endvidere, at han har anmodet indklagede om at sælge sin aktiepost.

Indklagede har anført, at klageren ikke har været tilsagt nogen kredit. I januar 1990 så indklagede sig nødsaget til at spærre klagerens dankort og VISA-kort, hvorfor man den 26. januar anmodede klageren om at aflevere disse kort samt finde et andet pengeinstitut. Ved klagerens henvendelse i afdelingen den 29. januar gav klageren udtryk for, at han ønskede at sælge sin aktiepost og var i denne forbindelse utilfreds med, at der var 3 afviklingsdage ved handelen.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren har anført, at han af en medarbejder hos indklagede havde fået tilsagn om en kredit på op til 5.000 kr. i forbindelse med lønkontoen, og at han ikke havde anmodet om eller samtykket i salget af aktierne, medens indklagede har bestridt at have givet klageren tilsagn om kredit og har anført, at salget af aktierne skete efter klagerens ønske. En stillingtagen til disse tvistepunkter findes at ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må ske for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.