Spørgsmål om hæftelse for ikke vedkendte transaktioner i en forretning og en hæveautomat. Bortkommet kort.

Sagsnummer:386/2018
Dato:22-05-2019
Ankenævn:John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Karin Sønderbæk, Morten Bruun Pedersen og Poul Erik Jensen
Klageemne:Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om hæftelse for ikke vedkendte transaktioner i en forretning og en hæveautomat. Bortkommet kort.
Indklagede:Nordea Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører spørgsmål om hæftelse for ikke vedkendte transaktioner i en forretning og en hæveautomat.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Nordea Danmark, hvor han har et Visa/dankort.

Den 7. november 2018 kl. 19.11 hævede klageren 200 kr. i en af bankens hæveautomater. Den 8. november 2018 fra kl. 11.36 til kl. 13.46 blev klagerens kort anvendt/søgt anvendt til følgende transaktioner:

Klokkeslæt

Forretningsnavn

Beløb, kr.

Præsentation

Status

11.36.10

Hæveautomat  Nordea

15.000,00

Chip og pin

Gennemført/Ikke vedkendt

12.33.55

F1

23.750,00

Chip og pin

Gennemført/Ikke vedkendt

12.47.09

F1

20.750,00

Chip og pin

Gennemført/Ikke vedkendt

13.20.13

F1

14.361,00

Chip og pin

Gennemført/Ikke vedkendt

13.24.03

F1

2.228,00

Chip og pin

Afvist

13.24.20

F1

2.228,00

Chip og pin

Afvist

13.46.01

F2

45,50

Kontaktløs

Afvist

13.46.13

F2

45,50

Chip og pin

Afvist

Banken har oplyst, at de ikke vedkendte transaktioner blev korrekt registreret og bogført og ikke var ramt af tekniske svigt eller andre fejl. De ikke vedkendte transaktioner blev gennemført ved anvendelse af chip og pinkode, der blev tastet korrekt i første forsøg.

Klageren indgav anmeldelse til politiet. Den 9. november 2018 indgav klageren en indsigelsesblanket med tro- og loveerklæring til banken vedrørende de ikke vedkendte transaktioner på i alt 73.861 kr. Klageren anførte, at han opbevarede kortet i sin pung i sin jakke, at han huskede pinkoden udenad, og at andre ikke havde haft adgang til kortet eller pinkoden. Klageren oplyste endvidere:

Hvornår opdagede du at kortet var mistet? Fik besked fra banken d. 8/11-2018 kl 13.40

Hvordan mistede du kortet? Den er sandsynligvis blevet stjålet fra min jakke

Kortet er mistet/stjålet og misbrugt af en anden person (end mig selv) Jeg ved ikke hvordan de/den/dem har fået min kode, eller hvordan det er muligt at kunne misbruge mit kort på denne måde. Jeg har været på arbejde hele dagen på …”.

Klageren har fremlagt en e-mail fra sin arbejdsgiver, hvori denne oplyste, at klageren var på arbejde på tidspunktet for de ikke vedkendte transaktioner.

Banken afviste klagerens indsigelse. Af bankens e-mails af 22. og 30. november 2018 fremgik, at det var muligt for banken at begrænse sit tab ved at tilbageføre en del af de gennemførte transaktioner til F1, at banken derefter indsatte 46.861 kr. på klagerens konto, og at banken afviste at inddække det resterende beløb, som klageren ikke kunne vedkende sig.

Banken har oplyst, at den ikke længere er i besiddelse af overvågningsbilleder, idet banken ved en fejl bestilte overvågningsbilleder fra en anden automat.

Banken har fremlagt en indsigelsesblanket fra klageren vedrørende en anden kortindsigelsessag mod banken i februar 2018.

Parternes påstande

Den 23. november 2018 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal tilbageføre 26.625 kr. til ham.

Nordea Danmark har nedlagt påstand om principalt afvisning subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at hans kort er blevet misbrugt. Han blev den 8. november 2018 kontaktet af banken, som havde konstateret en række usædvanlige hævninger/køb fra hans betalingskort.

Banken anvender reglerne om hæftelse i betalingsloven forkert og pålægger uberettiget ham bevisbyrden. I henhold til betalingslovens § 100, der er en forbrugerbeskyttelsesregel, er udgangspunktet, at udbyderen (banken) skal bære tabet ved misbrug af betalingskort. Banken har uberettiget pålagt ham bevisbyrden.

Det følger af Ankenævnets praksis, at det almindeligvis ikke anses for godtgjort, at betaleren har foretaget transaktioner, som betaleren nægter at have foretaget.

Banken har anført, at han ikke har beskrevet forhold, som underbygger et tyveri af kortet. Han har underskrevet tro- og loveerklæring om, at han ikke selv har anvendt kortet eller godkendt anvendelsen af kortet til de omtvistede transaktioner. Han har anmeldt forholdet til politiet efter aftale med banken. Dette er i almindelighed tilstrækkeligt til at anse bevisbyrden for, at der er sket en uberettiget transaktion, for løftet. Han har endvidere kontaktet sit forsikringsselskab. Han var på arbejde på de pågældende tidspunkter, hvilket er bekræftet af hans arbejdsgiver.

Banken har i sin afvisning af hans klage fejlagtigt konkluderet, at banken har løftet bevisbyrden efter betalingslovens § 100 alene med henvisning til, at transaktionerne blev korrekt registreret og bogført, ikke var ramt af tekniske svigt eller andre fejl, blev gennemført ved aflæsning af kortets chip og ved brug af korrekt pinkode. Disse oplysninger er dog ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. lovens § 93. Disse elementer er alene tilstrækkelige til at løfte den bevisbyrde, som påhviler banken i henhold til § 100, stk. 3. Banken forholder sig ikke på nogen måde til den bevisbyrde, som banken også har i henhold til lovens § 100, stk. 2, 4 og 5. Allerede af den grund, kan det konstateres, at banken anvender reglerne forkert.

Banken har ikke løftet bevisbyrden for, at han skal hæfte for sit tab ved de uberettigede transaktioner ud over det, der følger af lovens § 100, stk. 3. Banken skal derfor tilbageføre det fulde beløb fra de uberettigede transaktioner foretaget den 8. november 2018, med fradrag af 375 kr.

Sagen kan afgøres uden en bevisførelse i form af parts- eller vidneforklaringer, idet der navnlig er tale om, at Ankenævnet skal påse bankens regelanvendelse, herunder om banken respekterer den forbrugerbeskyttelse, der ligger i reglernes bevisbyrdefordeling.

Nordea er overrepræsenteret i sager som denne, og navnlig i sager, hvor Ankenævnet har afvist klagen grundet behovet for yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer. Banken anvender reglerne om hæftelse i betalingsloven forkert og afviser generelt betalingsindsigelser, allerede hvis transaktionerne blev korrekt registreret og bogført, ikke var ramt af tekniske svigt eller andre fejl og blev gennemført ved aflæsning af kortets chip og ved brug af korrekt pinkode.

Nordea Danmark har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen vil kræve en bevisførelse, der ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald bør finde sted ved domstolene. Sagen bør derfor afvises i medfør af § 5, stk. 3, nr. 4 i Ankenævnets vedtægter.

Nordea Danmark har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at samtlige omtvistede betalinger blev korrekt registreret og bogført og ikke var ramt af tekniske svigt eller andre fejl. De omtvistede transaktioner blev gennemført ved anvendelse af chip og pinkode, som alle blev indtastet korrekt i første forsøg.

Klageren har samtidig erklæret, at kun han kendte til pinkoden, at den ikke var nedskrevet nogen steder, og at ingen har haft adgang til hans kort. Tredjemand kan derfor alene være kommet i besiddelse af pinkoden ved afluring, og det kan senest være sket godt 16 timer før den første ikke vedkendte transaktion. Det er samtidig uvist, hvornår og under hvilke omstændigheder klageren skulle have mistet sit kort. Klageren har ikke kunnet redegøre nærmere herfor.

Hvis det lægges til grund, at kortet blev stjålet i forbindelse med klagerens seneste transaktion, gøres det gældende, at der er tale om et atypisk misbrugsmønster, da tredjemand ventede godt 16 timer efter klagerens seneste transaktion med at hæve på kortet. Det forekommer samtidig usandsynligt, at klagerens kort skulle være blevet stjålet umiddelbart før den første af de omtvistede transaktioner. Tredjemand skulle i givet fald have afluret koden dagen før kl. 19.11, men først have stjålet kortet umiddelbart før den første omtvistede transaktion dagen efter den 8. november 2018 kl. 11.36.

Ankenævnet bør i sin vurdering tillægge klagerens tidligere indsigelsessag betydning. Der er således flere lighedspunkter mellem indsigelsessagerne. Det forekommer usandsynligt, at klagerens kort på 10 måneder skulle være blevet misbrugt af tredjemænd, der i begge sager skulle have afluret pinkoden mange timer før de første omtvistede transaktioner.

Hvis det lægges til grund, at klageren var på arbejde på tidspunkterne for de omtvistede transaktioner, er det således overordnet bankens opfattelse, at de omtvistede transaktioner blev foretaget af en person, som klageren havde bemyndiget dertil.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet lægger til grund, at de ikke vedkendte transaktioner er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. lov om betalinger § 98. Efter bestemmelsens tredje punktum er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf.  lov om betalinger § 93.

Ankenævnet lægger endvidere til grund, at de ikke vedkendte transaktioner blev foretaget ved aflæsning af kortets chip og indtastning af korrekt pinkode i første forsøg.

Afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmisbrug. Ankenævnet finder, at en stillingtagen til sagen forudsætter yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3 nr. 4.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.