Indsigelse mod betalingstransaktioner på kort. Bortkommet kort.

Sagsnummer:342/2017
Dato:24-05-2018
Ankenævn: Eva Hammerum, Andreas Moll Årsnes, Karin Duerlund, Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn
Klageemne:Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Indsigelse mod betalingstransaktioner på kort. Bortkommet kort.
Indklagede:Nordea Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod betalingstransaktioner foretaget med klagerens betalingskort.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde en konto med et tilknyttet Visa/dankort.

Klageren har oplyst, at han var i byen lørdag den 29. juli 2017 sammen med nogle kammerater. De var på en bar i København, og den seneste anerkendte korttransaktion i baren, hvor klageren anvendte sin pinkode, fandt sted den 30. juli 2017 kl. kl. 00.21. Han gik senere ud af baren og købte en pakke cigaretter i en forretning. Denne korttransaktion fandt sted som en kontaktløs betaling den 30. juli 2017 kl. 01.42. Han gik efterfølgende tilbage på baren og blev der til den lukkede Han brugte ikke sit kort resten af natten.

Klageren har oplyst, at han kom hjem den 30. juli 2017 ca. kl. 08.00 om morgenen og gik i seng.

Senere den 30. juli 2017 i tidsrummet fra kl. 09.58 til kl. 15.32 blev der foretaget 27 transaktioner med kortet i Københavnsområdet for i alt ca. 24.500 kr., som klageren ikke kan vedkende sig, herunder en hævning i en pengeautomat på 4.500 kr. og 26 transaktioner i en række forskellige butikker på beløb op til 2.000 kr.

Af en transaktionsliste fra Nets fremlagt af banken fremgår, at tre transaktioner på henholdsvis 150 kr., 16 kr. og 13,50 kr., i alt 179,50 kr., blev gennemført som kontaktløse betalinger, og at de øvrige transaktioner blev gennemført ved anvendelse af chip og pinkode. Det fremgår ligeledes af transaktionslisten, at der blev foretaget nogle forsøg på hævninger, der blev afvist.

Der blev den 30. juli 2017 i tidsrummet fra kl. 13:15 til kl. 13:27 foretaget otte transaktioner i den samme butik, A, heraf fem forsøg på hævninger af beløb på henholdsvis 7.380 kr., 7.380 kr., 3.800 kr., 1.150 kr. og 650 kr. og gennemført tre transaktioner på 250 kr., 1.300 kr. og 1.100 kr. Kl. 14:39 skete der et yderligere forsøg på hævning af 650 kr. i A. Banken har oplyst, at A anvendte Visa-delen af betalingskortet, og at de seks forsøg på hævninger i A blev afvist, idet den månedlige limit på 25.000 kr. for anvendelse af Visa-delen af betalingskortet blev overskredet.

Den 30. juli 2017 kl. 15:31:14 blev der forsøgt hævet 2.003,95 kr. i en butik, B, og kl. 15:31:50 og kl. 15:32:11 blev der gennemført to betalinger på henholdsvis 1.003,95 og 1.000 kr. i B. Som de sidste transaktioner med kortet blev der kl. 15:38:02 og kl. 15:38:16 foretaget to forsøg på hævninger af henholdsvis 933,90 kr. og 33,90 kr. i en butik, C. Banken har oplyst, at de tre forsøg på hævninger i henholdsvis B og C blev afvist på grund af Nets’ overvågning. Afvisningen af det første forsøg i B skyldtes, at overvågningen vurderede, at transaktionen lignede tredjemandsmisbrug og afvisningen af de to efterfølgende forsøg i C skyldtes, at overvågningen vurderede, at der var tale om tredjemandsmisbrug.   

Klageren har oplyst, at han stod op den 30. juli 2017 ca. kl. 19.00 og gik ud i en butik for at handle. Her opdagede han, at hans kort og pung var væk. Da han tjekkede sin mobilbank kunne han se, at der var foretaget en række korttransaktioner i løbet af dagen. Han kontaktede banken og bad om at få sit kort spærret. Han anmeldte ligeledes sagen til politiet.

Af en indsigelsesblanket modtaget af banken den 4. august 2017 fremgik, at klageren gjorde indsigelse mod 29 transaktioner foretaget med hans kort, herunder gebyr trukket for hævning med kortet. Klageren oplyste, at han opbevarede kortet i sin jakkelomme, at han mistede kortet i byen, at han altid opbevarede kortet i skjul, og at ingen havde adgang til hverken hans kort eller pinkode.

Banken afviste at tilbageføre de omtvistede transaktioner til klageren.

Banken har under sagens forberedelse i Ankenævnet godtgjort klageren 179,50 kr. svarende til tre af de omtvistede betalinger, som var foretaget som kontaktløse betalinger.

Parternes påstande

Den 12. oktober 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal tilbageføre de ikke vedkendte transaktioner.

Nordea Danmark har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han ikke har foretaget de omtalte hævninger.

Han kontaktede banken umiddelbart efter, at han opdagede, at hans kort og pung var blevet stjålet, for at spærre sit kort.

Han har ikke givet nogen bemyndigelse til at bruge sit kort, og han har ikke udleveret pinkoden til nogen. Han kan heller ikke give en forklaring på, hvordan tyven er kommet i besiddelse af hans pinkode. Han er normalt meget omhyggelig med at beskytte den.

Banken burde tage sagen alvorligt og ikke mistænke ham for at snyde. Banken burde derfor samarbejde med politiet og skaffe overvågningsbilleder fra sin automat og fra butikkerne i stedet for blot at afvise hans indsigelse om tyveri og misbrug af kortet.

Han er studerende, og hans eneste indtægt er SU. Banken har tilbudt ham et lån til at dække overtrækket på hans konto, men han ønsker ikke at tage et lån for at betale et beløb, der stammer fra misbrug af hans kort.

Hævningerne er i øvrigt ikke i overensstemmelse med hans tidligere forbrugsmønster, og det undrer ham, at banken ikke reagerede på uregelmæssighederne og spærrede hans kort.

Nordea Danmark har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en stillingtagen til sagen vil kræve en bevisførelse, der ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted ved domstolene, og at sagen derfor bør afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at alle de omtvistede transaktioner er korrekt registreret og bogført og ikke har været ramt af tekniske svigt eller andre fejl.  

De omtvistede transaktioner blev gennemført ved anvendelse af chip og pinkode, som blev indtastet korrekt i første forsøg.

Klageren har oplyst, at kun han kendte til pinkoden, og at han opbevarede kortet i skjul. Ingen andre havde adgang til hverken hans kort eller pinkode.

Tredjemand kan således kun være kommet i besiddelse af hans pinkode ved afluring, og afluring kan senest være sket ved klagerens anvendelse af kortet den 30. juli 2017 kl. 00:21, det vil sige knap 10 timer før den første af de omtvistede transaktioner.

Det er uvist hvornår og under hvilke omstændigheder klageren mistede kortet.

Hvis det lægges til grund, at kortet blev stjålet i forbindelse med klagerens seneste transaktion, er det et atypisk misbrugsmønster, at tredjemand ventede med at hæve på kortet godt otte timer efter klagerens seneste korttransaktion.

Hvis det lægges til grund, at kortet først blev stjålet umiddelbart før den første af de omtvistede transaktioner, forekommer det usandsynligt, at tredjemand skulle have afluret koden kl. 00:21, men først have stjålet kortet umiddelbart før den første omtvistede transaktion samme dag kl. 09:58.

Sagsforløbet tyder på, at de omtvistede transaktioner enten blev foretaget af en person, som klageren bemyndigede hertil eller af klageren selv.

Såfremt Ankenævnet måtte nå frem til, at der forelå en uberettiget anvendelse af kortet, bestrides det, at de enkelte betalingsmodtagere, herunder A, vidste eller burde vide, at dette var tilfældet, og at banken som udbyder i medfør af § 62, stk. 9, i den dagældende lov om betalingstjenester hæfter for de omtvistede transaktioner.

Ankenævnets bemærkninger

Banken har under sagens forberedelse i Ankenævnet godtgjort klageren 179,50 kr. svarende til tre af de omtvistede betalinger, som var foretaget som kontaktløse betalinger.

I overensstemmelse med den fremlagte transaktionsliste lægges det til grund, at chippen på klagerens Visa/dankort blev aflæst ved de øvrige ikke vedkendte transaktioner, at korrekt pinkode blev indtastet ved samtlige transaktioner, og at transaktionerne er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl.

Af den dagældende lov om betalingstjenester § 64, stk. 1., 3. pkt., følger, at registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv er bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. § 59.

Afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmisbrug, eller om transaktionerne er foretaget med klagerens samtykke.

Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.