Spørgsmål om hæftelse for transaktioner efter genåbning af kort.

Sagsnummer:299/2008
Dato:27-03-2009
Ankenævn:Peter Blok, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Jette Kammer Jensen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Betalingstjenester - øvrige spørgsmål
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om hæftelse for transaktioner efter genåbning af kort.
Indklagede:Middelfart Sparekasse
Øvrige oplysninger:
Senere dom:



Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmål om klagerens hæftelse for transaktioner med klagerens Visa Electronkort efter genåbning af kortet.

Sagens omstændigheder.

Klageren er kunde i Middelfart Sparekasse.

Fredag den 20. april 2007 kl. 9.59 blev klagerens Visa Electronkort tilknyttet en fælleskonto i sparekassens Middelfart afdeling spærret. Den anden kontohaver var klagerens daværende kæreste.

Middelfart Sparekasse har anført, at spærringen af kortet blev hævet samme dag kl. 12.01. Klageren har bestridt, at han anmodede om genåbning af kortet. Han blev samme dags formiddag - ca. 1 time efter den telefoniske spærring - anholdt og først løsladt den 19. august 2007.

Den 25. og 26. april 2007 blev der ved brug af klagerens Visa Electronkort ved fem transaktioner hævet i alt 10.700 kr. på klagernes konto i sparekassen. To af transaktionerne var hævninger i pengeautomater på hver 5.000 kr.; de tre øvrige transaktioner var betalingstransak­tioner. 

Den 27. april 2007 kl. 12.14 blev kortet spærret. Sparekassen har oplyst, at spærringen er registreret som "misbrug af 3. person", hvorfor det antages, at klageren selv foranledigede spærringen.

Sparekassen har oplyst, at Visa Electronkortet blev slettet den 3. maj 2007. Sletningen antages at være sket i forbindelse med kortets tilstedeværelse. Et nyt kort blev udstedt til klageren den 17. august 2007.

Den 28. august 2007 fremsendte sparekassen kontoudskrift til klageren, hvoraf de fem hævninger på 10.700 kr. fremgår.

Under sagen er fremlagt en fuldmagt dateret 5. maj 2007 fra klageren til dennes søster om, at denne "ordner mine sager m.m.".

Parternes påstande.

Klageren har den 18. august 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Middelfart Sparekasse skal genindsætte beløbet på 10.700 kr. på hans konto.

Middelfart Sparekasse har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han om morgenen den 20. april 2007 spærrede kortet, da han ikke kunne finde det. Ca. en time senere blev han anholdt.

Uanset spærringen blev der efterfølgende hævet beløb ved brug af kortet. Han har ikke anmodet om, at kortet blev genåbnet. Han havde som følge af anholdelsen ikke mulighed herfor.

Han er ikke bekendt med, hvem der fik kortet genåbnet den 20. april 2007 samt slettet den 3. maj 2007. Den pågældende må have kendt hans kort nr. eller hans CPR-nr.

Den første uge under anholdelsen havde han ikke mulighed for at komme i kontakt med sparekassen. Han opdagede hævningerne i maj 2007 og kontaktede sparekassen og gjorde indsigelse over for en navngiven medarbejder, der oplyste, at sparekassen ikke kunne gøre noget, så længe han sad inde.

Mens han sad inde, varetog hans søster hans forhold.

Efter at han den 19. august 2007 var blevet løsladt, henvendte han sig personligt i sparekassen, men sparekassen ville ikke høre på ham, da det ikke var sparekassens problem.

Det er korrekt, at der var tale om en fælleskonto, men medkontohaver, der havde egne konti hos sparekassen, havde ikke hævekort til kontoen.

Middelfart Sparekasse har anført, at klageren om formiddagen den 20. april 2007 anmodede om at få spærringen hævet.

Klageren gjorde ikke indsigelse, hverken før løsladelsen eller senere. Indsigelse er først sket i forbindelse med klagesagen.

Klageren har ved udbetalingerne i sparekassens pengeautomater kunnet orientere sig om saldoen, seneste bevægelser på kontoen, ligesom der ultimo august 2007 blev fremsendt kontoudskrift.

Medkontohaveren, som ifølge sparekassens almindelige forretningsbetingelser er berettiget til at disponere alene, medmindre andet er aftalt, kan have foretaget hævningerne.

Klageren har ved sin passivitet godkendt de pågældende udbetalinger. Klagerens passivitet har frataget sparekassen mulighed for en nærmere efterforskning via overvågningskameraer, da optagelser ikke gemmes i så lang tid.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren har anført, at han ikke har anmodet om genåbningen af Vis Electronkortet den 20. april 2007, og at han gjorde indsigelse mod de omstridte hævninger, både mens han var frihedsberøvet og efter løsladelsen i august 2007. Middelfart Sparekassen har anført, at klageren først ved klagen til Ankenævnet har gjort indsigelse mod hævningerne. På denne baggrund finder Ankenævnet, at en stillingtagen til klagen ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, hvorfor

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.