Kaution, stiftelse.

Sagsnummer:649/1992
Dato:08-06-1993
Ankenævn:Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution, stiftelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:OF
Senere dom:

Ved gældsbrev af 4. december 1990 ydede indklagedes Flauenskjold afdeling klagernes barnebarn et lån på 75.000 kr. Lånet forfaldt til betaling den 1. marts 1991. Klager A, der er født i 1912, kautionerede for lånet ved kautionserklæring underskrevet 6. december 1990.

Kautionslånet blev ikke indfriet som forudsat. Indklagede har oplyst, at lånet forlængedes til 1. juni 1991. I denne forbindelse underskrev klager A den 15. april 1991 kautionserklæring, hvorefter han afgav selvskyldnerkautionserklæring vedrørende lånet maksimeret til 80.000 kr. med tillæg af påløbne renter.

Kautionslånet blev ikke indfriet den 1. juni 1991, og ved skrivelse af 16. juli 1991 anmodede debitor om en afdragsordning. Den 30. juli 1991 orienterede indklagede klager B (klager A's ægtefælle) om lånets manglende afvikling. Indklagede har oplyst, at kopi af rykkerskrivelser til debitor blev fremsendt til klager A, men at klager B anmodede indklagede om at undlade at rykke klager A, idet denne på grund af sin helbredstilstand ikke længere kunne huske og forstå forholdene omkring kautionsforpligtelsen.

I januar 1992 tilkendegav indklagede overfor klager B, at man nu ønskede en effektiv afvikling af lånet. Der blev herefter etableret et nyt lånedokument underskrevet af debitor den 28. februar 1992, hvorefter indklagede ydede et lån på 77.178,09 kr., som skulle afvikles med 2.000 kr. månedligt, første gang 1. marts 1992. Ved kautionserklæring underskrevet af klager B den 12. marts 1992 afgav denne klager selvskyldnerkautionserklæring for det i februar 1992 oprettede lån.

Under klagesagen er fremlagt kontoudtog for kautionslånet etableret i februar 1992, hvoraf fremgår, at der er betalt 2.000 kr. den 1. april, 1.960 kr. den 21. september, 3.500 kr. 15. oktober, 2.000 kr. 18. november og 2.000 kr. 22. december 1992. Lånets saldo pr. 22. december 1992 var 75.280,57 kr.

Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde klagernes kaution.

Indklagede har under klagesagens behandling tilkendegivet, at klager A er frigjort fra sin kautionsforpligtelse. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Under klagesagen er fremlagt lægeerklæring af 5. februar 1993 fra klager A's læge. Heraf fremgår:

"Fra oktober 1989 har [klager A] søgt mig i konsultationen med mellemrum, på grund af psykiske symptomer. Det har drejet sig om indprentningsbesvær, koncentrationssvigt, uro og vredladenhed.

Ifølge erindringer og journaloptegnelser har jeg opfattet tilstanden som begyndende mental alderdomssvækkelse, såkaldt demens. Symptomerne var beskedne indtil august 1990, da patienten måtte opereres akut for blødende mavesår.

Efter operationen var den mentale tilstand betydeligt forringet i efteråret 1990.

I efteråret 1990 skønner jeg at patienten ikke selv kunne komme til konsultationen uden hustruens hjælp. Fra maj 1991 har journalen notat om faldtendens, og patienten var da betydelig alderdomssvækket. Hustruen måtte tilrettelægge dagens gøremål i stort og småt og patienten kunne ikke beskæftige sig selv."

Klagerne har anført, at klager A på tidspunktet for kautionsforpligtelsens påtagelse var næsten 78 år og har ikke på dette tidspunkt kunnet forstå betydningen af at påtage sig en kautionsforpligtelse jf. herved den foreliggende lægeerklæring. Det fremgår endvidere af oplysninger fra klagernes søn, at han i sommeren 1992 under et besøg i afdelingen af bestyreren fik oplyst, at indklagede godt var bekendt med, at klager A's kautionsforpligtelse ikke "var god" henset til klager A's mentale tilstand. Hertil kommer, at det forekommer urimeligt, at indklagede accepterede kaution fra personer højt oppe i årene, hvis væsentligste aktiv består af fast ejendom, og hvis indtægt alene er pensionsindtægter. Med hensyn til klager B's kautionsforpligtelse må det have stået indklagede klart, at klager B alene afgav kautionerede for at beskytte sin ægtefælle.

Indklagede har anført, at klagerne den 3. december 1990 henvendte sig sammen med deres barnebarn med anmodning om et lån på 75.000 kr. Klagerens barnebarn var da ikke kunde hos indklagede. Klagerne blev gjort opmærksom på risikoen ved at afgive kaution for lånet, men gav udtryk for tillid til, at debitor kunne opfylde sine forpligtelser. Indklagede bevilgede lånet og vurderede i samme forbindelse, at den påtagne kaution i givet fald ikke ville være velfærdstruende af et omfang, som nødvendiggjorde salg af beboelse. Det er indklagedes opfattelse, at klager A var klar over betydningen af den påtagne kautionsforpligtelse, ligesom klager B deltog i samtlige drøftelser. Da indklagede i januar 1992 ønskede en afvikling af lånet, tilbød klager B at indtræde som kautionist i stedet for klager A som følge af dennes senilitet. Dette var således klager B's forslag.

Ankenævnets bemærkninger:

Spørgsmålet om, hvorvidt klager B bør være helt eller delvis bundet af kautionserklæringen af 12. marts 1992 afhænger efter Ankenævnets opfattelse alene af en vurdering af klager A's mentale tilstand ved underskrivelsen af kautionserklæringerne af 6. december 1990 og 15. april 1991, som han nu er frigjort for, og - såfremt det måtte blive lagt til grund, at klager A var åndeligt svækket - i hvilket omfang dette måtte stå indklagedes personale klart. Idet en stillingtagen hertil findes at måtte forudsætte bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene, afviser Ankenævnet sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.