Spørgsmål om transporterklæring var bortfaldet på grund af bristede forudsætninger

Sagsnummer:377/2015
Dato:25-05-2016
Ankenævn:John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Morten Bruun Pedersen, Anna Marie Schou Ringive, Karin Sønderbæk
Klageemne:Udlån - øvrige spørgsmål
Udlån - omlægning
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om transporterklæring var bortfaldet på grund af bristede forudsætninger
Indklagede:Sparekassen Balling
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod en transporterklæring med henvisning til bristede forudsætninger og aftalelovens § 36.

Sagens omstændigheder

Klageren er førtidspensionist efter en arbejdsskade i 2007 og var sammen med sin ægtefælle kunde i Sparekassen Balling, hvor han bl.a. havde en lønkonto -523. Sparekassen har oplyst, at parrets økonomi var anstrengt, og at sparekassen ad flere omgange hjalp med likviditet. I den forbindelse tilkendegav klageren, at han havde et tilgodehavende i Tyskland på 564.000 euro.

Klageren og dennes ægtefælle underskrev i april 2008 et gældsbrev med sparekassen som kreditor, på 378.169,65 kr., som var en forhøjelse af et eksisterende lån med 137.850 kr. Af gældsbrevet fremgik bl.a., at det samlede mellemværende udgjorde 925.000 kr., og at et overtræk på lønkontoen ville blive inddækket ved salg af jord i Tyskland og/eller erstatningssum fra en arbejdsskadesag.

Den 17. august 2009 modtog klageren en erstatningsudbetaling på 1.100.538 kr., som blev anvendt til at nedbringe et overtræk på lønkontoen.

Den 5. oktober 2009 lånte klagerens to sønner, S1 og S2, som solidarisk hæftende debitorer 80.000 kr. i sparekassen. Provenuet blev efter det oplyste videreudlånt til klageren, der kautionerede for lånet.

Sparekassen bevilgede den 29. december 2009 klageren et overtræk på lønkontoen på 150.000 kr., som skulle nedbringes på én gang den 1. marts 2010.

Den 12. marts 2010 underskrev klageren en kassekreditkontrakt i tilknytning til lønkontoen, hvorefter kreditrammen på en eksisterende kassekredit blev hævet med 320.000 kr. til 345.000 kr., der skulle nedbringes på én gang den 1. januar 2011. S1 og S2 underskrev som kautionister, dog således at deres kautionsforpligtelse var begrænset til 120.000 kr. både hver for sig og tilsammen.

I juni 2010 viste det sig, at klagerens tilgodehavende i Tyskland hvilede på dokumenter, der var falske.

Klageren modtog den 29. juni 2010 fra pengeinstitut, P1, en rykkerskrivelse for betaling af kvartalsvis terminsydelse på samlet 24.624,39 kr. på et pantebrev på 1.260.000 kr. med 1. prioritet i klagerens ejendom.

På et møde den 3. august 2010 mellem sparekassen klageren, S1 og S2 blev det aftalt, at klageren skulle optage et lån på 613.000 kr., der skulle afvikles som et annuitetslån indtil den 31. august 2026. Provenuet blev anvendt til indfrielse af klagerens eksisterende gæld i sparekassen samt til indfrielse af S1 og S2’s lån i sparekassen, der havde en restgæld på 83.452 kr. Klageren har oplyst, at formålet med mødet var at omlægge klagerens økonomi således, at klageren kunne beholde sin ejendom. Sparekassen har oplyst, at det på mødet blev aftalt, at sparekassen skulle købe pantebrevet med 1. prioritet i klagerens ejendom. Klageren har bestridt dette.

Låneaftalen blev underskrevet den 5. august 2010. S1 og S2 underskrev samme dag en kautionserklæring, hvorefter de hver kautionerede for det lånte beløb på 613.000 kr. Klageren gav sparekassen sikkerhed i et ejerpantebrev på 615.000 kr. i klagerens ejendom med oprykkende panteret efter tre pantebreve på henholdsvis 1.260.000 kr., 420.000 kr. og 370.000 kr.

Sparekassen fik tillige den 5. august 2010 transport i klagerens eventuelle krav mod en tidligere arbejdsgiver. Transporterklæringen havde bl.a. følgende indhold:

”uigenkaldelig transport i mit evt. krav mod … [X] i Nuuk, Grønland vedr. udbetaling af differencekrav i.f.b.m arbejdsskadessag, til sikkerhed for, hvad jeg til enhver tid af hvilken som helst grund er Sparekassen Balling skyldig – herunder påløbne og forfaldne renter.

…”

Sparekassen købte den 1. februar 2011 pantebrevet på 1.260.000 kr. til kurs 89,9471 med 1. prioritet i klagerens ejendom af P1. Den 18. februar 2011 sendte sparekassen en opkrævning til klageren på 60.715,16 kr., som vedrørte forfaldne ydelser på det erhvervede pantebrev.

I en vejledende budgetberegning af 9. marts 2011 til klageren og dennes ægtefælle var ydelsen på pantebrevet med 1. prioritet i ejendommen medtaget med 93.198 kr. pr. år (7.766,50 kr. pr. måned).

Klageren sendte den 12. marts 2011 en mail til sparekassen, hvor klageren bl.a. redegjorde for sin opfattelse af mødet af 3. august 2010. Klageren skrev bl.a. følgende:

”Efter aftale August 2010 får jeg besøg af min Bankrådgiver … og Bankdirektøren … fra Sparkassen Balling.

Ved besøget talte vi om min/vores finansielle forhold og hvordan Banken angiveligt vil og kan hjælpe os og mine to Sønner som har Kautioneret for mig, 80.000,00 kr.

Efter et stykke tid vil banken så se på de Pantebreve jeg og konen har i huset, de kunne måske overtages af Banken og købes af Børnene så vi vil bo til leje.

Starten af Feb. 2011 får jeg et brev fra Banken, at de har overtaget/købt Pantebrevet Kr 1.134.000,00, jeg tænker det er dog mærkeligt at de ingen ting har sag om det før.

…”

Den 14. marts 2011 mødtes parterne efter det oplyste til en snak hos sparekassen. Ydelsen på pantebrevet blev efter det oplyste nedsat til 4.500 kr. pr. måned med baggrund i et af klageren tilrettet budget af 14. marts 2011. Den 15. marts 2011 skrev sparekassen bl.a. følgende til klageren:

”Vi skal samtidig bekræfte, vi har noteret os, at du pr. d. 01.04.2011 vil indbetale kr. 4.500 på det pantebrev, som vi har købt af … [P1], og at du herefter vil indbetale min. Kr. 4.500 pr. mdr.

…”

Den 12. maj 2011 overgik pantebrevet til inkasso på grund af misligholdelse. Klageren oplyste den 16. maj 2011, at han ikke var i stand til at betale den opkrævede restance, der efter det oplyste var på 100.000 kr.

Den 13. december 2011 blev klagerens ejendom solgt på tvangsauktion, der var begæret af sparekassen som følge af restancen på pantebrevet købt af P1.

Klageren, S1 og S2, klagede den 23. juli 2013 over sparekassen til Ankenævnet med påstand om, at sparekassen skulle frafalde sit krav i henhold til kautionerne fra S1 og S2. Ankenævnet traf den 8. maj 2014 afgørelse i sagen, hvor klagerne fik medhold i deres påstand.

Den 2. december 2015 indbragte klageren nærværende sag for Ankenævnet. Klageren blev herefter, på et ikke nærmere oplyst tidspunkt, taget under personlig konkurs. Kurator er indtrådt i sagen, hvorfor denne er fortsat ved Ankenævnet.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at han ikke er bundet af transporterklæringen af 5. august 2010.

Sparekassen Balling har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han som følge af bristede forudsætninger ikke er bundet af transporterklæringen af 5. august 2010.

Formålet med låneomlægningen og diverse sikkerhedsstillelser, der blev aftalt under mødet med Sparekassen den 5. august 2010 var netop, at han kunne beholde ejendommen, som han selv har tegnet og bygget.

Sparekassens køb af pantebrevet med 1. prioritet i hans ejendom skete tilsyneladende med henblik på at kunne overtage ejendommen på tvangsauktion. Det var i strid med hans forudsætninger for at give transport i det eventuelle krav på erstatning.

Økonomien var så anstrengt, at det var nødvendigt med en indefrysning af terminsbetalingerne på pantebrevet, indtil et større erstatningsbeløb kom til udbetaling i hans arbejdsskadesag. Sparekassen var bekendt hermed, og det har formodningen i mod sig, at han ville have givet transport i erstatningsbeløbet, hvis han var gjort bekendt med sparekassens plan om at købe pantebrevet og inddrive restancerne på pantebrevet.

På grund af de økonomiske vanskeligheder efter hans arbejdsskade havde han løbende indgået mundtlige henstandsaftaler med P1 om betaling af terminerne.

På mødet den 3. august 2010 blev det ikke aftalt, at sparekassen skulle købe pantebrevet med henblik på, at han kunne få en lavere ydelse. Sparekassen var som den professionelle part nærmest til at sikre sig bevis for det på mødet aftalte. Det er ikke sket, og sparekassen bærer risikoen herfor.

Nu hvor ejendommen er solgt på tvangsauktion vil det være urimeligt og i strid med redelig handlemåde at gøre transporterklæringen gældende, og han er i medfør af aftalelovens § 36 ikke bundet af denne.

Sparekassen Balling har anført der ikke er enighed om hændelsesforløbet, hvorfor sagen bør afvises, idet den kræver både parts- og vidneforklaringer.

Formålet med refinansieringen, hvor sparekassen købte pantebrevet af P1, var at sænke ydelsen for at give klageren en bedre mulighed for at blive i huset. Det var betinget af, at klageren betalte den nye og lavere ydelse til sparekassen. Kravet blev sendt til inkasso, fordi klageren i to måneder ikke betalte den aftalte ydelse på 4.500 kr. pr. måned.

Klagerens argumentation omkring ugyldighed og bristede forudsætninger hviler på en forudsætning om, at P1 ikke ville have begæret ejendommen på tvangsauktion, selvom klageren ikke betalte terminsydelserne. Det er udokumenteret, at P1 havde givet klageren ubegrænset henstand med betaling af terminerne på pantebrevet.

P1 ville også på et tidspunkt, i hvert fald inden der skete forældelse af de påløbne renter den 11. juni 2011, have begæret ejendommen på tvangsauktion, hvis klageren fortsat ikke betalte terminsydelserne.

P1 var samtidig fri til at sælge pantebrevet til anden side, og en overdragelse af pantebrevet fører derfor ikke til, at transporterklæringen er ugyldig som følge af bristede forudsætninger.

Ankenævnets bemærkninger

I august 2010 blev klagerens gæld til Sparekassen Balling omlagt til et lån på 613.000 kr. Klageren gav i den forbindelse den 5. august 2010 Sparekassen Balling transport i hans eventuelle krav på erstatning som følge af en arbejdsskadesag.

Det er ikke anført i transporterklæringen, at erklæringen var betinget af, at sparekassen afstod fra at erhverve pantebrevet med 1. prioritet i klagerens ejendom. Erklæringen var heller ikke betinget af, at der blev givet ubegrænset henstand med terminsindbetalingerne på pantebrevet.

Ankenævnet finder det under hensyntagen til sagens samlede omstændigheder godtgjort, at sparekassen på mødet den 3. august 2010 kom med flere forskellige løsningsforslag bl.a., at sparekassen erhvervede pantebrevet med 1. prioritet i klagerens ejendom.

Ankenævnet finder det også godtgjort, at klageren og sparekassen efterfølgende aftalte, at klageren skulle afdrage 4.500 kr. om måneden på pantebrevet. Klageren misligholdte denne aftale, hvilket førte til tvangsauktionen over klagerens ejendom.

Ankenævnet finder ikke, at det på tidspunktet for afgivelsen af transporterklæringen var en kendelig forudsætning for sparekassen, at klageren forventede ubegrænset henstand med terminerne på pantebrevet, som sparekassen senere overtog. Ankenævnet finder derfor ikke grundlag for at tilsidesætte transporterklæringen.

Ankenævnet bemærker i øvrigt, at pantebrevet efter det oplyste var frit omsætteligt, og at P1 derfor uden accept fra klageren kunne overdrage det til anden side. Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse