Spørgsmål om hæftelse for lån uanset manglende underskrift på gældsbrev.

Sagsnummer:106/2004
Dato:26-08-2004
Ankenævn:John Mosegaard, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Ole Jørgensen, Sonny Kristoffersen
Klageemne:T - Tilbagesøgning
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Udlån - hæftelse
Ledetekst:Spørgsmål om hæftelse for lån uanset manglende underskrift på gældsbrev.
Indklagede:Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører, om klageren hæfter for et lån uanset klagerens manglende underskrift af gældsbrev.

Sagens omstændigheder.

Den 3. november 1997 underskrev klagerens daværende samlever, S, gældsbrev vedrørende et lån ydet af indklagede. I gældsbrevet var som låntager anført klageren og S og det fremgik, at lånets hovedstol d.d. var nedbragt til 134.406,20 kr., som skulle afvikles med 2.100 kr. månedligt, første gang den 1. december 1997. Gældsbrevets nr. var -591.

Indklagede har oplyst, at gældsbrevet afløste et tidligere gældsbrev med samme kontonr., men man har ikke længere de tidligere gældsbreve.

Indklagede har fremlagt kontoudskrift for lån -591 for perioden 31. december 1993 og fremefter. Klagerens og S's navne fremgår af alle kontoudskrifter. Til og med 31. december 1997 blev kontoudskrifterne tilsendt den adresse, hvor klageren boede sammen S, indtil S fraflyttede i 1998.

Efter at klageren havde ophævet samlivet med S, blev lånets månedlige ydelse på 2.100 kr. betalt ved overførsel af 1.050 kr. fra S's konto hos indklagede og 1.050 kr. fra klagerens konto i et andet pengeinstitut. Fra september 2001 blev klagerens overførsel til lånet hævet til 1.145 kr. månedligt svarende til S's overførsel til lånet.

Det fremgår, at årlige kontooversigter er stilet til klageren for årene 1995 og fremefter. Af oversigterne fremgår, at lånet er markeret som tilhørende to ejere, og at oplysninger er indberettet til skattemyndighederne for begge kontoejere.

Primo 2004 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende lånet.

Af skrivelse af 15. januar 2004 til klageren fremgår:

"Du har talt med min kollega … om deling af gælden.

Har du mulighed for at betale halvdelen som en engangsbetaling?"

Den 24. februar 2004 deltog klageren i et møde hos indklagede, hvor lånet blev drøftet. Ifølge indklagede erkendte hun på mødet, at hun "ikke kan løbe fra gælden". Klageren bestrider dette.

Klageren rettede henvendelse til advokat, som ved skrivelse af 2. marts 2004 anmode­de indklagede om at oplyse, på hvilket grundlag klageren hæf­tede for gælden.

Ved skrivelse af 3. marts 2004 meddelte indklagede, at klageren efter indklagedes opfattelse hæftede for lånet. Indklagede henviste blandt andet til mødet den 24. februar 2004 samt klagerens faktiske betaling af ydelser på lånet.

Af kontoudskrifter for lånet fremgår, at der i april 1994 blev overført et låneprovenu på 19.035,62 kr. fra lånet til klagerens indlånskonto -345.

Af kontoudskrifter for indlånskonto -345 fremgår, at der i august og september 1995 blev der indsat henholdsvis 6.825 kr. og 7.500 kr. på kontoen ved overførsler fra lån -591. I januar 1996 blev yderligere indsat et låneprovenu på 15.000 kr. fra lån -591.

Af kontoudskrift fra klagerens indlånskonto -212 hos indklagede fremgår, at der i oktober 1995 blev indsat et låneprovenu på 65.000 kr. fra lån -591.

Parternes påstande.

Klageren har den 23. marts 2004 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke hæfter for lån -591 samt at tilbagebetale samtlige de af hende betalte ydelser.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hendes betaling af halvdelen af ydelsen siden december 1998 skyldes uvidenhed hos hende samt en fejlagtig opfattelse af, at hun hæftede. Dette skal ses på baggrund af indklagedes fejl og hendes manglende indsigt i papirarbejdet, betydning af dokumenter m.v.

Hun er født i 1971, har folkeskolens 10. klasse og har i en periode været hjemmegående for at passe sine børn.

Hun bestrider at have modtaget kontooversigter eller kontoudskrifter. Selvom hun måtte have modtaget kontoudskrifterne med angivelse af sit navn, ville det ikke have givet hende anledning til nogen form for overvejelse.

Hendes nye samlever har større indsigt i administrativt arbejde, og han hjalp hende med at få bragt hendes papirer i orden. Han rettede således også henvendelse til indklagede om lånet.

Med hensyn til forhøjelsen af ydelsen på lånet, som må skyldes en rentekorrektion, mener hun ikke, at hun instruerede sit pengeinstitut herom, men at ændringen er sket automatisk.

Hun husker ikke i dag begrundelsen for, at provenu af låneforhøjelser blev overført til hendes konto. Hendes konto var den konto, hvorfra faste udgifter for hende og S blev betalt.

Indklagede har anført, at klageren har været registreret som medskyldner for lånet siden ultimo 1993. Hun har ved mindst fem lejligheder fået overført låneprovenuer på i alt ca. 113.000 kr. til sin egen konto.

Der er tale om en ekspeditionsfejl fra indklagedes side med hensyn til, at det ikke blev påtalt, at klageren ikke underskrev gældsbrevet etableret den 3. november 1997.

Indklagede har anset klageren som medskyldner, hvilket fremgår af forskellige tilkendegivelser, der er fremsendt til klageren gennem årene på forskellige adresser. Der er således sendt kontoudskrifter og årlige kontooversigter, mens klageren sammenlevede med S. Efter samlivsophævelsen har man sendt årlige kontooversigter.

Kontoudskrifter og årlige kontooversigter er genereret, udskrevet og sendt maskinelt fra indklagedes centrale systemer. Fremsendelse er sket til den adresse, som klageren til enhver tid har anmeldt over for CPR-Registeret. Der er ikke registreret fejl omkring fremsendelsen af årsoversigter, og det forekommer usandsynligt, at samtlige årsoversigter vedrørende årene 1998 til 2003 skulle være bortkommet i posten.

Klageren må endvidere have modtaget kontoudskrifterne frem til samlivets ophør med S.

Gælden og fradragsværdien af tilskrevne og betalte renter er fremgået af klagerens skattemæssige selvangivelse og årsopgørelser.

Klageren har ikke protesteret over for indklagedes tilkendegivelser, men har månedligt afviklet lånet siden juli 1994 og antageligvis også tidligere.

Klageren har instrueret sit nuværende pengeinstitut om at etablere månedlige overførsler, herunder også instrueret om forhøjelse af overførselsbeløbet.

På baggrund af klagerens adfærd, gældsbrevets debitorangivelse og kontoudskrifter og kontooversigters udvisende, må det lægges til grund, at det har været parternes forståelse, at klageren var medskyldner.

Først da klageren blev opmærksom på, at indklagedes eksemplar af gældsbrevet manglede hendes underskrift, anfægtede hun hæftelsen.

Klageren har ikke redegjort for den konkrete årsag, der førte til, at hun primo 2004 kontaktede indklagede om lånet. Klageren har alene angivet, at hendes nuværende samlever gennemgik hendes papirer og derpå tog kontakt til indklagede.

Låneprovenuerne blev overført til to forskellige indlånskonti alene tilhørende klageren. Klagerens opfattelse af, at pengene blev anvendt til betaling af parrets faste udgifter, er uvedkommende for hæftelsen.

Klagerens månedlige overførsel igennem næsten seks år til lånet må være fremgået af kontoudskrifter fra hendes nuværende pengeinstitut.

Subsidiært gøres det gældende, at klageren ved passivitet har fortabt sin adgang til at gøre indsigelsen om ikke at hæfte gældende. Klageren burde have reageret tidligere.

Mest subsidiært gøres det gældende, at indklagedes eventuelle tilbagebetalingspligt må være begrænset, jf. 1908-lovens § 1, stk. 1.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Tre medlemmer - John Mosegaard, Karin Duerlund, Ole Jørgensen - udtaler:

Selvom gældsbrevet af 3. november 1997 ikke bærer klagerens underskrift, finder vi efter det fremkomne ikke, at sagen kan afgøres uden parts- og vidneforklaringer. Da en sådan bevisførelse ikke kan ske i Ankenævnet, stemmer vi for, at sagen afvises efter Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

To medlemmer - Jette Kammer Jensen og Sonny Kristoffersen - udtaler:

Vi finder det ikke godtgjort, at klageren har indgået aftale med indklagede om at påtage sig hæftelsen for lån -591, som må være etableret i hvert fald forud for den 31. december 1993.

At klageren har været anført på kontoudskrifter sammen med S, ligesom indklagede har fremsendt særskilte årlige kontooversigter, hvoraf lånet fremgår, peger i retning af, at indklagede anså klageren for at være meddebitor for lånet, men er ikke i sig selv tilstrækkelig dokumentation for, at klageren udtrykkelig havde påtaget sig at hæfte for lånet. Det forhold, at klageren fra slutningen af 1998 månedligt indbetalte halvdelen af lånets ydelse er heller ikke i sig selv eller sammen med ovennævnte forhold dokumentation for, at klageren i forhold til indklagede påtog sig en forpligtelse som debitor for lånet. Vi stemmer derfor for, at klagerens påstand om, at indklagede skal anerkende, at hun ikke hæfter for lånet, tages til følge.

Med hensyn til klagerens tilbagesøgningskrav for erlagte ydelser bemærker vi, at klageren igennem flere år bidrog til lånets afvikling sammen med S, og at indklagede ikke kan anses for at have været i en sådan ond tro om klagerens betaling, at dette kan føre til, at klageren har krav på beløbets tilbagebetaling. Herved bemærkes, at klageren muligt kan have et berigelseskrav mod S i denne anledning.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.