Indsigelse mod overførsel af beløb til tidligere samlever.

Sagsnummer:90/2006
Dato:18-10-2006
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Hans Daugaard, Karen Frøsig, Lotte Aakjær Jensen, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Konto - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Indsigelse mod overførsel af beløb til tidligere samlever.
Indklagede:Roskilde Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod overførsel af et beløb til tredjemands konto.

Sagens omstændigheder.

I forbindelse med at klagerens tidligere samlever, S, overtog en kiosk, ydede indklagede i februar 2003 en kassekredit på 160.000 kr. til S.

Klageren har anført, at han den 1. april 2003 ville få udbetalt en arbejdsskadeerstatning på knap 1,3 mio. kr., som indgik på en konto hos indklagede. S havde nogen tid forinden spurgt ham, om han ville hjælpe hende med et lån på 350.000 kr., hvilket han gav tilsagn om. Han blev efterfølgende kontaktet af S, som oplyste, at indklagede gerne ville have, at han deltog i et møde. Han gik ud fra, at det drejede sig om, at S hurtigt skulle bruge midler fra lånet.

Ved et møde den 19. februar 2003 hos indklagede underskrev klageren et af indklagede udfærdiget dokument. Ifølge indklagede vedrørte dokumentet, som indklagede ikke længere er i besiddelse af, klagerens kautionsforpligtelse på 160.000 kr. for kassekreditten til S. Klageren bestrider ikke at have underskrevet dokumentet, men har anført, at det ikke drejede sig om en kautionsforpligtelse på 160.000 kr.

Den 1. april 2003 blev der fra klagerens konto hos indklagede overført 350.000 kr. til S' kassekredit. Samme dag fremsendte indklagede meddelelse om overførslen. Klageren har anført, at han den pågældende dag af indklagede fik forelagt papirer til underskrift og spurgte, om dokumentet var garanti nok for de 350.000 kr., hvilket indklagedes medarbejder bekræftede.

Klageren har anført, at han formentlig i august 2003 blev kontaktet telefonisk af indklagedes medarbejder, der spurgte, om han var klar over, at han stod som kautionist for en kassekredit på 160.000 kr. Han blev helt paf og forespurgte, hvad der foregik. Han kontaktede derpå S, som oplyste, at der åbenbart var lidt rod med hendes konti hos indklagede, men at der var ved at komme styr herpå. Han forsøgte forgæves at få oplysninger hos indklagede om S' forhold. I november/december 2003 kontaktede indklagede ham med anmodning om, at han underskrev en forlængelse vedrørende de 160.000 kr. Han svarede undvigende, men indklagedes medarbejder oplyste, at han jo allerede havde skrevet under en gang, så der var tale om en formalitet.

Den 19. december 2003 underskrev S kassekreditaftale om en kassekredit på 160.000 kr. Indklagede har anført, at der var tale om en videreførsel/forlængelse af den eksisterende kredit. Klageren underskrev samtidig særskilt kautionserklæring, hvorefter han indestod som selvskyldnerkautionist for S' forpligtelser vedrørende kreditten. Kautionsforpligtelsen var gældende i seks måneder fra underskriftstidspunktet.

Ved skrivelse af 18. marts 2004 orienterede indklagede klageren om, at S' kassekredit var overtrukket med ca. 85.000 kr., som indklagede ønskede inddækket.

Ved skrivelse af 31. marts 2004 orienterede indklagede klageren om, at S' kassekredit var opsagt til indfrielse den 10. april 2004.

Ved skrivelse af 15. april 2004 meddelte indklagede klageren, at der var overført 160.000 kr. fra klagerens konto til indfrielse af hans kautionsforpligtelse for S.

Klageren har anført, at han i den efterfølgende periode forgæves forsøgte at få en forklaring fra indklagede på det passerede.

Parternes påstande.

Klageren har den 21. marts 2006 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at han ønsker indklagede tilpligtet at betale 350.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han gav tilsagn over for S om at ville låne hende 350.000 kr. af arbejdsskadeerstatningen på knap 1,3 mio. kr., som han ville få til rådighed fra 1. april 2003.

Da han underskrev dokumentet den 19. februar 2003 hos indklagede, forstod han det således, at det vedrørte papirer til brug for udbetalingen af de 350.000 kr. Han bestrider, at der var tale om underskrift af en kautionsforpligtelse.

Den 1. april 2003 underskrev han de endelige papirer om lånet til S på de 350.000 kr.

Da indklagede efterfølgende kontaktede ham og gav udtryk for, at han havde kautioneret med 160.000 kr. for en kassekredit, var han ganske uforstående heroverfor, idet han alene havde givet tilsagn om lånet på 350.000 kr. til S.

Indklagede begik en fejl ved at lade S få udbetalt 350.000 kr. i april 2003, når henses til, at han efter indklagedes opfattelse allerede havde kautioneret for 160.000 kr. Indklagede har således ført ham bag lyset. Indklagede har ikke kunnet dokumentere, at han accepterede overførsel af de 350.000 kr.

Senere fik han oplyst, at S var i færd med at sælge kiosken, og at han ville få sine penge i denne forbindelse. Dette skete imidlertid ikke, idet køberen sprang fra.

I april 2004 blev kiosken dog solgt, men han fik alligevel ikke sine penge.

Han har senere forgæves forsøgt at inddrive sit tilgodehavende hos S via et inkassobureau.

Han har ikke udvist passivitet, men har hele tiden klaget over overførslen af de 350.000 kr.

Indklagede har anført, at klageren påtog sig en kautionsforpligtelsen den 19. februar 2003.

Klageren har af egen drift ydet et lån på 350.000 kr. samt af egen drift kautioneret vedrørende forpligtelsen på 160.000 kr.

Klageren har ikke dokumenteret, at det dokument, som han underskrev den 19. februar 2003, angik et acontobeløb på 350.000 kr.

Baggrunden for, at indklagede ikke kan fremlægge dokumentet af 19. februar 2003, er, at i december 2003 blev kassekreditten forlænget og afløst af en ny kassekreditkontrakt med en ny aftaledato, hvorfor det oprindelige dokument herefter ikke gemmes.

Klageren har desuden udvist en betydelig passivitet.

Ankenævnet bør subsidiært afvise sagen efter Ankenævnets vedtægter § 7. En afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må ske for domstolene.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det dokument, som klageren underskrev den 19. februar 2003, findes efter det oplyste ikke længere, og klageren og indklagede er uenige om dets indhold, herunder om der var tale om en kautionserklæring og om denne i givet fald - som den, som klageren senere underskrev - var tidsbegrænset.

Det fremgår ikke af det kautionsdokument, som klageren underskrev den 19. december 2003, i hvilket omfang klageren forud for underskriften var blevet orienteret om, hvorvidt S ved den sikrede kredit fik tilføjet likviditet, eller om låntagerens økonomiske forhold.

Ankenævnet finder herefter, at en afgørelse af sagen vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene.

Ankenævnet afviser derfor sagen efter Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1, hvorfor

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.