Ydelse fastholdt ved rentestigning.

Sagsnummer:209/1991
Dato:20-11-1991
Ankenævn:Frank Poulsen, Søren Geckler, Arnold Kjær Larsen, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Udlån - løbetid
Ledetekst:Ydelse fastholdt ved rentestigning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klageren og dennes daværende ven bevilgedes i maj 1986 et lån på 159.315 kr. af indklagedes Brønshøj-Husum afdeling. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.060 kr., første gang 1. juli 1986. Renten var fastsat til p.t. 13% p.a., og af indklagedes almindelige lånebetingelser, som debitorerne ifølge gældsbrevet samtidig modtog, fremgik af pkt. 2, at indklagede: "..... forbeholder sig ret til ved nedsættelse eller forhøjelse af renten at ændre ydelsen tilsvarende."

Indklagede har oplyst, at lånet med en månedlig ydelse på 2.060 kr. og rente 13% ville have en løbetid på ca. 15 år.

Fra lånets ydelse frem til 1989 steg lånets rentesats til i alt 16,5% p.a. Lånets ydelse blev ikke samtidig forhøjet.

Frem til september 1988 blev ydelsen på lånet betalt med halvdelen af hver af debitorerne. Ydelsen fra meddebitor udeblev dog hyppigt, og i september 1988 blev lånet opsagt af indklagede og overgivet til inkasso. Klageren betalte herefter lånets fulde ydelse, hvorefter inkassosagen blev stillet i bero.

I 1990 blev klageren kontaktet af indklagede med henblik på at indgå aftale om forhøjelse af lånets ydelse. Klageren ønskede ikke at medvirke hertil.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte lånets restgæld.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at lånets løbetid var aftalt til 15 år, hvorfor klageren stiller sig uforstående overfor, at lånets ydelse skulle være for lille, ligesom hun heller ikke forstår, at lånets restgæld ikke er nedbragt mere end til ca. 143.000 kr., som hun senest har fået oplysning om fra indklagede. Det bør endvidere være indklagedes opgave at orientere klageren om rentestigninger på lånet og justere ydelsen, men dette skete ikke før i 1990.

Indklagede har anført, at som følge af den stigende rente og uændret ydelse, er lånets løbetid blevet forlænget i forhold til den oprindeligt stipulerede. Indklagede har derfor rettet henvendelse til klageren for at indgå aftale om en forhøjelse af ydelsen. Den oprindeligt beregnede ydelse på lånet var udregnet korrekt, hvorfor der ikke foreligger fejl fra indklagedes side. Klageren har ikke haft en berettiget forventning om, at lånet under alle forhold ville være afviklet i løbet af 15 år. Det må bero på en misforståelse, når klageren mener, at restgælden i efteråret 1990 er opgjort til ca. 143.000 kr. Restgælden pr. 31. december 1990 er opgjort til 174.311,39 kr., medens restgælden pr. 30. juni 1991 udgjorde 177.910,28. kr.. Det kan således konstateres, at lånet ikke nedbringes, idet ydelserne ikke kan dække de årlige renter. Renten på klagerens lån er ændret i overensstemmelse med generelle renteændringer, og indklagede har ikke haft pligt til ved udsendelse af særskilt meddelelse, at orientere klageren herom.

Ankenævnets bemærkninger:

Det lægges ved sagens afgørelse til grund, at lånet med en ydelse på 2.060 kr. månedligt og en rentesats på 13% p.a. ville have en løbetid på ca. 15 år. Der er således ikke af indklagede i forbindelse med lånets etablering begået fejl med hensyn til fastsættelse af lånets ydelse. Baggrunden for den forlængede løbetid på lånet er derfor den stigende rente uden samtidig forhøjelse af lånets ydelse. På denne baggrund findes klageren ikke at have haft nogen berettiget forventning om, at lånet med uændret ydelse ville være afviklet efter 15 år.

Medlemmerne Søren Geckler og Lars Pedersen finder anledning til at bemærke, at det ville være ønskeligt, at indklagede ved ændring af lånets rente havde orienteret klageren om, at løbetiden samtidig ændredes, nar ydelsen forblev den samme.

Som følge af det anførte

Den indgivne klage tages ikke til følge.