Afvisning af klage vedrørende krav om erstatning for tab af virksomhed, kaution for virksomhed, fremført skattemæssigt underskud samt tort.

Sagsnummer:109/2016
Dato:19-08-2016
Ankenævn:Vibeke Rønne, Finn Borgquist, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg
Klageemne:Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Formalitetsafgørelse - ankenævnets kompetence
Ledetekst:Afvisning af klage vedrørende krav om erstatning for tab af virksomhed, kaution for virksomhed, fremført skattemæssigt underskud samt tort.
Indklagede:Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører Ankenævnets sekretariats afvisning af en klage vedrørende krav om erstatning for tab af virksomhed, kaution for virksomhed, fremført skattemæssigt underskud samt tort.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Jyske Bank, hvor han havde et erhvervsmæssigt og et privat engagement.

Klageren ejede en ejerlejlighed, som han i 2008 udlejede til sin voksne datter.

Efter det oplyste underskrev klageren og datteren den 23. november 2010 en erklæring til banken om, at datteren skulle fraflytte lejligheden, og at lejligheden skulle sælges. Banken, der havde transport i det fulde restprovenu fra ejendomshandlen, skulle tilbagekalde en indgivet konkursbegæring mod klageren. Under sagen er der fremlagt et eksemplar af erklæringen, der alene er underskrevet af klageren.

På baggrund af en begæring fra banken gik klageren konkurs i juni 2011.

Den 2. november 2011 anlagde konkursboet en retssag mod datteren, der ikke var fraflyttet lejemålet. Ved dom af 28. maj 2013 blev datteren frifundet for konkursboets påstande om blandt andet ophævelse/opsigelse af lejemålet. Det fremgik af dommen, at lejlighedens værdi var 2.999.000 kr. uden lejemålet og 1.750.000 kr. med lejemålet. Retten lagde til grund, at lejlighedens panthavere havde været bekendt med, at lejligheden skulle udlejes, og at der ikke forelå vægtige grunde for en opsigelse af lejemålet, jf. lejelovens § 83, stk. 1 litra g. Retten fandt endvidere, ”at et eventuelt beskedent beløb til konkursboet alene vil medføre en dividende til simple kreditorer, der ikke kan betegnes som en vægtig grund i lejelovens § 83, stk. 1 litra g’s forstand.”

I en redegørelse i medfør af konkurslovens § 125, stk. 4 anførte kurator den 28. marts 2014, at boet ville blive afsluttet efter konkurslovens § 143, når det var afklaret, om Jyske Bank som panthaver i lejligheden ønskede, at lejligheden blev forsøgt solgt i fri handel, udtaget af banken inden for pantet eller solgt på tvangsauktion.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt anlagde klageren en retssag mod Jyske Bank. Klageren antog en advokat efter pålæg fra retten. I marts 2015 udtrådte advokaten af sagen. Ved kendelse af 4. juni 2015 blev sagen afvist af retten. Ved et brev af 10. september 2015 afslog Procesbevillingsnævnet en ansøgning fra klageren om kære af afvisningen til Landsretten.

Den 18. marts 2016 indgav klageren en klage over Jyske Bank til Ankenævnet. Banken nedlagde påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Ved brev af 6. juni 2016 afviste Ankenævnets sekretariat klagen med henvisning til Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3 og 4, da sekretariatet fandt, at klagen angik et erhvervsmæssigt forhold. Sekretariatet anførte, at klagen vedrørte erstatning for tab af virksomhed, kaution for virksomhed, fremført skattemæssigt underskud samt tort, og at Ankenævnet derfor ikke havde kompetence til at behandle klagen.

Ved e-mail af 10. juni 2016 indbragte klageren sekretariatets afvisning for Ankenævnet.

Påstand

Klageren har nedlagt påstand om, at klagen realitetsbehandles.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Ankenævnet bør behandle klagen.

Klagen bør i hvert fald behandles for så vidt angår lejligheden, som var et såkaldt forældrekøb. Det var hensigten at han selv skulle bo i lejligheden, når hans børn var færdige med deres uddannelser og begyndte at få stabile indtægter.

I august 2010 meddelte han banken, at han for at styrke virksomhedens likviditet havde udstedt et pantebrev til tredjemand i lejligheden. Lånet blev optaget af ham personligt. Efter bankens opfattelse var dette et aftalebrud, og banken oplyste, at den som følge heraf ville ”smadre” hans virksomhed. Banken ville få ham erklæret konkurs for at forhindre tinglysningen og låneoptagelsen. Overførslerne til hans selskaber stoppede uden varsel, og banken tilbageholdt alle midler, herunder midler, der med sikkerhed ikke tilhørte banken.

Erklæringen om datterens fraflytning af lejligheden blev udfærdiget under utilbørligt pres fra bankens side. Hvis datteren fraflyttede ejendommen ville et ved udstedelsen værdiløst pantebrev få en værdi på 600.000 kr., og banken ville blive frigjort for en garantiforpligtelse på ca. 1,2 mio. kr. over for et realkreditinstitut. Banken tog pant i lejligheden alene med henblik på at omgå datterens rettigheder i henhold til lejeloven.

Da datteren nægtede at lade sig true, blev han erklæret konkurs. Dermed mistede han sine to sidste immaterielle aktiver, som var hans fremførte skattemæssige underskud og hans mulighed for at udnytte hans gennem 30 år opbyggede kompetence som direktør for en vidensbaseret virksomhed.

Hans samlede tab, herunder for tort, udgør i alt mindst 11 mio. kr.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af sekretariatet, at klagen må anses at vedrøre et erhvervsmæssigt forhold, som adskiller sig væsentligt fra et privat kundeforhold. Ankenævnet har derfor ikke kompetence til at behandle klagen, jf. vedtægternes § 2, stk. 3 og 4.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.