Indsigelse mod betalingstransaktion. Spørgsmål om falsk nota.

Sagsnummer:423/2000
Dato:19-06-2001
Ankenævn:John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen
Klageemne:Betalingstjenester - notabetalinger
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Ledetekst:Indsigelse mod betalingstransaktion. Spørgsmål om falsk nota.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om klagerens hæftelse for en betalingstransaktion foretaget under klagerens ophold i Thailand i maj 2000.

Sagens omstændigheder.

I forbindelse med klagerens indlogering på hotel i Bangkok, Thailand, den 24. maj 2000, blev klagerens pung, pas og personlige papirer indlagt i en sikkerhedsboks på hotellet.

I tidsrummet kl. 17-23 samme dag blev der stjålet 60.000 JPY i kontanter fra boksen. De øvrige indlagte effekter, herunder klagerens VISA/Dankort, som var tilknyttet klagerens konto hos indklagede I, beroede fortsat i boksen.

Klageren har anført, at hun ringede til indklagede II, der på vegne indklagede I varetager spørgsmål om misbrug, med henblik på at lukke kortet. Indklagede II oplyste imidlertid, at der ikke ville blive problemer, så længe hun havde kortet.

Indklagede II har anført, at man ikke har registreret, at klageren skulle have henvendt sig, og at det forekommer usandsynligt, at klageren i givet fald skulle have fået oplyst, at en spærring ikke var påkrævet, idet det altid anbefales, at kort spærres, hvis der er mistanke om misbrug eller mulighed herfor.

Klageren har endvidere anført, at hun efter indbruddet ringede til sin far i Danmark, som herefter henvendte sig til indklagede I med henblik på at få kortet lukket. Indklagede I meddelte, at underskrifter ikke kan forfalskes, og at hun derfor skulle forholde sig roligt, indtil eventuelle falske krav gik igennem, og herefter gøre indsigelse.

Indklagede I har anført, at klagerens far henvendte sig den 8. juni 2000. Der blev i forbindelse med henvendelsen udskrevet en transaktionsliste. Ordvekslingen med faderen erindres ikke.

Den 25. maj 2000 kl. 7.31 dansk tid (kl. ca. 13.31 lokal tid), hævede klageren 5.000 THB i en pengeautomat med Visa/Dankortet.

Samme dag kl. 7.44 dansk tid (kl. ca. 13.44 lokal tid) blev der søgt og givet autorisation for en betalingstransaktion på 15.100 THB med klagerens Visa/Dankort. Transaktionen, der svarede til 3.102 DKK, blev gennemført på grundlag af en manuel nota ("fluesmækker"). Betalingsmodtager var en juveler i Bangkok.

Den 1. juni 2000 anmeldte klageren indbruddet i sikkerhedsboksen til det thailandske politi. Af anmeldelsen oversat til engelsk fremgår, at klageren var bekymret over, at tyven havde haft adgang til hendes personlige dokumenter, herunder bl.a. kortnummeret på Visa/Dankortet og hendes adresse i Japan, hvor hun senere skulle opholde sig.

Medio juni 2000, hvor klageren opholdt sig i Japan, underskrev klagerens mor i henhold til fuldmagt fra klageren henholdsvis en indsigelsesblanket og en tro- og loveerklæring vedrørende transaktionen på 15.100 THB, som klageren ikke kunne vedkende sig.

Indklagede II undersøgte sagen og konkluderede ved skrivelse af 25. juli 2000 til indklagede I, at der ikke var tale om misbrug.

Den 21. august 2000 vendte klageren hjem til Danmark, og den 30. s.m. underskrev hun en ny indsigelsesblanket vedrørende transaktionen på 15.100 THB, idet hun fastholdt, at det ikke var hende, der havde foretaget købet.

Den 7. september 2000 blev Visa/Dankortet spærret.

Indklagede II indledte en fornyet undersøgelse og forelagde i forbindelse hermed den omstridte nota samt ni notaer, som klageren vedkendte sig, for to grafologer med henblik på en sammenligning af underskrifterne. Begge grafologer konkluderede, at der var en til sikkerhed grænsende sandsynlighed for, at underskriften på den omstridte nota var skrevet af klageren.

Ved skrivelse af 13. september 2000 meddelte indklagede I klageren, at man fastholdt hendes hæftelse for den omstridte transaktion.

Parternes påstande.

Den 26. oktober 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede I og/eller indklagede II tilpligtes at betale 3.102 kr.

De indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun hverken købte eller bestilte smykker i Bangkok.

Under sit efterfølgende ophold i Japan modtog hun en forsendelse med værdiløse smykker, som hun returnerede til afsenderadressen. Hun var skræmt over, hvorledes afsenderen var kommet i besiddelse af hendes adresse i Japan, som tillige med mange andre oplysninger fremgik af dokumenterne i sikkerhedsboksen.

Visa/dankortet kan kun være blevet misbrugt den 24. maj 2000 i tidsrummet 17-23 lokal tid. Kortet må være blevet kørt igennem en "fluesmækker", som ikke registreres elektronisk, og betalingen gennemført den følgende dag. I sikkerhedsboksen lå der dankortnotaer med hendes underskrift, hvorfor der var et godt sammenligningsgrundlag med henblik på forfalskning.

Hun er uforstående over for, at tro- og loveerklæring blev underskrevet så sent i forløbet, og at kortet først blev spærret den 7. september 2000, idet hun under hele forløbet afventede instruktion fra indklagede angående kortet.

Indklagede I har anført, at det er usandsynligt, at en tyv skulle have fjernet Visa/Dankortet for at foretage en enkelt transaktion i en juvelerbutik et døgn senere med risiko for, at kortet i mellemtiden var blevet spærret.

En fremgangsmåde, hvor kortet leveres tilbage efter misbrug, er atypisk i forhold til andre misbrugssager.

Betalingsmodtageren søgte om autorisation for transaktionen 13 minutter efter klagerens hævning i en pengeautomat.

Bortset fra den omtvistede transaktion er kortet ikke blevet forsøgt misbrugt.

Klageren havde en selvstændig pligt til at få kortet spærret, såfremt hun havde mistanke om, at det var bortkommet eller kopieret. Det er ikke dokumenteret, at klageren har reageret over for indklagede I eller indklagede II med henblik på at spærre kortet umiddelbart efter, at sikkerhedsboksen var blevet brudt op.

Det må lægges til grund, at der ikke er tale om misbrug, hvorfor klageren hæfter for transaktionen.

Indklagede II har anført, at transaktionen blev gennemført på grundlag af en underskriftbaseret nota, hvor det er normalt ved hævning af større beløb, at betalingsmodtager søger om autorisation, mens kortholder er til stede, således at betalingsmodtager påtager sig mindst mulig risiko for efterfølgende at få notaen afvist. Det er således mest sandsynligt, at kortet var til stede og blev anvendt hos betalingsmodtageren kort tid efter klagerens hævning i pengeautomaten.

Notaen bærer præg af at have et ægte kortaftryk. Dette kan bl.a. ses ved det flyvende "V" ved udløbsdatoen 09/00, samt at kortet stadig har kortholders navn præget. Der er erfaring for, at kort, som kopieres, ikke efterfølgende vil lyde på et dansk navn, idet danske navne ligesom klagerens indeholder Æ, Ø eller Å, hvilket der typisk ikke er mulighed for at kopiere i asiatiske lande. Erfaringerne viser endvidere, at der på kopierede kort i disse lande tillige vil være påført en gældende fra og til dato på kortet. På den pågældende nota står udløbsdatoen som på det oprindelige kort.

Kopierede kort vil normalt forsøges anvendt mere end én gang og med et større beløb.

Underskriften på den omtvistede nota ligner i høj grad de øvrige underskrifter, som klageren har udført i perioden, jf. grafologernes undersøgelser.

Klageren har ikke forklaret sammenhængen mellem den omstridte transaktion og det faktum, at hun fik tilsendt smykker til sit efterfølgende opholdssted i Japan. Klagerens forklaring omkring misbruget forekommer usandsynlig, herunder at kortet stjæles fra boksen, anvendes én gang og lægges tilbage, samt at misbrugeren gør sig den ulejlighed at sende varer til kortholder.

Handlingsforløbet kombineret med grafologernes vurdering af underskriften gør, at man fortsat er af den opfattelse, at der ikke er tale om tredjemandsmisbrug af klagerens kort.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at notaen på 15.100 THB er udstedt under anvendelse af klagerens Visa/dankort. Efter det foreliggende, herunder grafologernes rapporter, finder Ankenævnet det ikke sandsynliggjort, at underskrifterne på notaerne er falske.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.