| Sagsnummer: | 297/2024 |
| Dato: | 12-02-2025 |
| Ankenævn: | Kristian Korfits Nielsen, Christina Bryanth Konge, Mette Lindekvist Højsgaard, Rolf Høymann Olsen og Elizabeth Bonde. |
| Klageemne: | Udlån - hæftelse Kreditaftaleloven - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse om uansvarlig långivning og manglende vurdering af kreditværdighed, jf. kreditaftalelovens § 7 c. |
| Indklagede: | Bank Norwegian |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om uansvarlig långivning og manglende vurdering af kreditværdighed, jf. kreditaftalelovens § 7 c.
Sagens omstændigheder
Den 6. januar 2020 optog klagerne H og M et lån i Bank Norwegian på 50.000 kr. Lånets pålydende rente var 6,99 % om året, og lånets løbetid var 180 måneder. Den månedlige ydelse var 450 kr. Af bankens Almindelige betingelser for lån, der var en del af aftalen, fremgik blandt andet:
”… Ansøgning og etablering af kundeforhold
Ansøgning og kreditoplysninger
Låntageren/ansøgeren må udfylde en ansøgningsformular i ansøgningsprocessen til Bank Norwegian eller dennes repræsentant. Ud over de oplysninger låntager selv har opgivet til Bank Norwegian, vil Bank Norwegian også indhente oplysninger fra offentligt tilgængelige registre. Det kan f.eks. være fra Det Centrale Personregister (CPR), SKAT, kreditoplysningsbureauer som RKI kreditinformation A/S og Debitor Registret A/S etc.
Oplysningerne indhentes både på ansøgningstidspunktet og senere. Bank Norwegian anvender låntagers personoplysninger ved oprettelse samt overvågning af lånet. Låntageren/ansøgeren godkender igennem sin ansøgning de vilkår og forhold som fremgår af aftalen. Bank Norwegian eller dennes repræsentant kan til enhver tid afslå ansøgningen, blandt andet på baggrund af en gennemført kreditvurdering. …”
Banken har oplyst, at H og M i låneansøgningen havde angivet deres årlige indtægter til henholdsvis 348.000 kr. og 744.000 kr. Den samlede gæld blev oplyst til 4.480.526 kr., hvoraf 4.285.860 kr. udgjorde et boliglån og 194.666 kr. anden gæld. Det var anført, at klagerne var gift, ejede bolig og var lønmodtager/funktionær.
Banken har endvidere oplyst, at den i forbindelse med ansøgningen indsamlede oplysninger fra og foretog opslag i de registre, som banken havde adgang til, blandt andet KreditStatus, E-skat og RKI. Opslagene viste, at der ikke var registreret noget negativt på klagerne. Af KreditStatus fremgik, at klagerne havde et samlet udestående på 167.691,37 kr. Banken beregnede omkostningerne for den gæld, der fremgik af klagernes ansøgning og de indsamlede oplysninger fra registre. Banken gik efter en gennemgang af den indhentede information ud fra en samlet indtægt på 1.092.000 kr., et boliglån på 4.285.860 kr. og anden gæld på 194.666 kr.
Af M’s og H’s årsopgørelser for 2018 fra Skat fremgår blandt andet, at M og H havde lønindkomst før AM-bidrag på 646.799 kr. og 359.777 kr., gæld til ”realkredit, reallån og pengeinstitutter” på 2.321.670 kr. og 2.225.677 kr., renteudgifter til pengeinstitut på 35.753 kr. og 27.694 kr., at de hver havde renteudgifter til realkreditinstitut på 20.850 kr., og at ejendomsværdi af danske ejendomme på hver af deres årsopgørelser var angivet til 1.000.000 kr.
Af M’s og H’s årsopgørelser for 2019 fra Skat fremgår blandt andet, at M og H havde lønindkomst før AM-bidrag på 677.163 kr. og 340.014 kr., gæld til ”realkredit, reallån og pengeinstitutter” på 2.341.807 kr. og 2.228.914 kr., renteudgifter til pengeinstitut på 36.632 kr. og 28.793 kr., at de hver havde renteudgifter til realkreditinstitut på 20.824 kr., og at ejendomsværdi af danske ejendomme på hver af deres årsopgørelser var angivet til 1.000.000 kr.
Klagerne har endvidere fremlagt udskrift af deres skattemapper for 2019. Af M’s skattemappe for 2019 fremgår blandt andet, at gælden til realkreditinstitut var 1.760.000 kr., at gælden til pengeinstitutter og finansieringsselskaber var 159.101 kr., og at der var anført renteudgift vedrørende restancer på gæld til skat. Af H’s skattemappe for 2019 fremgår blandt andet, at gælden til realkreditinstitut var 1.760.000 kr., og at gælden til pengeinstitutter og finansieringsselskaber var 46.338 kr.
Klagerne har endvidere fremlagt udskrift af KreditStatus af 17. januar 2024, hvoraf fremgår, at gælden til banken var 44.418 kr., at H i juli 2020 havde stiftet gæld til et andet pengeinstitut (angivet til ca. 43.000 kr.), og at M i februar og juli 2020 havde stiftet gæld til andre pengeinstitutter (angivet til ca. 115.000 kr.).
Banken har oplyst, at klagerne i juni 2020 og juli 2022 søgte om forhøjelse af lånet, hvilket banken afslog efter en gennemgang af ansøgningen.
Den 23. september 2023 skrev klagerne til banken, at banken ikke havde overholdt kreditværdighedsvurderingspligten i kreditaftalelovens § 7 c, og at klagerne derfor ikke skulle betale renter, gebyrer og omkostninger, da kreditaftalen skulle tilsidesættes som ugyldig i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36. Banken afviste klagen. Klagerne fastholdt klagen og anførte i e-mail til banken af 10. november 2023, at det ikke fremgik, at banken havde haft et dokumenteret overblik over den samlede gæld på kreditgivningstidspunktet, da gældsoplysninger blot synes erklæret af M, og at rådighedsbeløbet ikke var beregnet af banken ud fra indhentet dokumentation for udgifter.
Ved e-mail til klagerne af 17. januar 2024 meddelte inkassofirmaet F, at banken havde overgivet sagen til inkassofirma F til inddrivelse.
Parternes påstande
Den 28. maj 2024 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at låneaftalen skal erklæres ugyldig, at banken skal tilbagebetale alle betalte renter, gebyrer og omkostninger ved nedskrivning af gælden, og at banken skal trække inkassosagen tilbage.
Bank Norwegian har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at banken ikke har overholdt kreditvurderingspligten i kreditaftalelovens § 7 c, og at de derfor ikke skal betale renter, gebyrer og omkostninger, idet kreditaftalen skal tilsidesættes som ugyldig i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
De har fremlagt skatteoplysninger fra 2019, da disse oplysninger sikkert har været brugt ved kreditvurderingen i 2020. Heraf fremgår blandt andet under punktet "Rente af offentlig gæld" en betydelig skattegæld på ca. 450.000 kr. Det ser ikke ud til, at denne oplysning om en betydelig skattegæld blev medtaget i kreditvurderingen.
Banken har heller ikke foretaget en korrekt beregning af rådighedsbeløb, da beregning i bedste fald blot er sket på baggrund af en simpel erklæring og ikke ved en detaljeret beregning via eksempelvis kontoudtog mv. fra eksisterende bank.
Det må bero på en juridisk fortolkning, hvorvidt beregning af rådighedsbeløb skal baseres på låntagers dokumenterede udgifter, eller om långiver kan nøjes med låntagers simple udokumenterede erklæringer. Uagtet de juridiske problemstillinger vedrørende rådighedsbeløb kan de konstatere, at kreditvurderingen fuldstændig har overset en betydelig gæld til Skat trods fuld adgang til skattemappen 2019. Alene af den grund har kreditvurderingen været mangelfuld.
Banken har overgivet sagen til ekstern inkasso på trods af, at de havde fremsendt en klage til banken.
Banken skal betale de renter, gebyrer og omkostninger tilbage, som de indtil videre har betalt i forbindelse med afviklingen af kreditten, ved en nedskrivning af gælden. Banken skal trække inkassosagen tilbage, og eventuel restgæld skal afdrages direkte til banken, uden tillæg af renter, gebyrer og omkostninger.
Bank Norwegian har anført, at den er etableret i Norge og er under tilsyn af det norske finanstilsyn med grænseoverskridende virksomhed til Danmark, Sverige, Finland, Spanien og Tyskland. Den har ikke etableret filialer i disse lande. Banken har rutiner og procedurer for at efterleve særregler, som er gældende i de forskellige lande, herunder for eksempel regler om kreditværdighed.
Vurderingen af tilbagebetalingsevne er en vigtig del af ansvarlig lånevirksomhed, primært for at forhindre, at kunden kommer til at sidde med mere gæld, end vedkommende kan betale. Det er vigtigt for banken at kunne styre risikoen i bankens udeståender. Banken har etableret en god intern kontrol for at sikre, at banken efterkommer reglerne. Banken foretager løbende ændringer i kreditmodellerne på baggrund af ændringer i risiko og regulatoriske krav. Banken har klare retningslinjer for vurdering af betalingsevnen.
Når en ansøger sender en ansøgning om lån til banken, kontrollerer banken betalingsevnen ud fra dens egne modeller og beregninger. Betalingsevnen er baseret på den enkelte ansøgers økonomiske forhold. Det er nødvendigt for banken at vide, hvor meget af sin indkomst ansøgeren disponerer over efter fratræk af eksisterende og nye låneomkostninger, boligomkostninger, faste udgifter og rådighedsbeløb. Banken benytter altid denne beregning, når den vurderer kreditværdigheden hos en ansøger.
Ved hver beregning laves der en individuel vurdering, hvor der tages højde for en række af ansøgerens udgiftsposter, herunder antal personer i husstanden, civilstatus, om personen ejer bil, eksisterende kreditter og lån samt nye låneomkostninger. Banken stiller også en række spørgsmål i låneansøgningen om blandt andet ansøgerens familiesituation, levevilkår, ejerskab til bolig.
For at verificere oplysningerne fra en uafhængig tredjepart, fremskaffes en del af informationen ved opslag i offentlige registre, men hvor det ikke er muligt, så beder banken ansøgeren give oplysninger i ansøgningsskemaet.
Klagerne oplyste i ansøgningen om deres indtægter. Klagerne oplyste, at deres samlede gæld var 4.480.526 kr., hvoraf 4.285.860 kr. udgjorde et boliglån.
Banken beregnede omkostningerne for den gæld, klagerne havde oplyst i ansøgningen og yderligere indsamlede oplysninger fra registre som KreditStatus og E-skat. Banken foretog opslag i de registre, som den havde adgang til, blandt andet KreditStatus og RKI. Opslagene viste, at der ikke var registreret noget negativt på klagerne.
Taget de ovennævnte punkter i betragtning, kunne banken derfor med rette basere kreditvurderingen på de oplysninger, som blev indhentet om ansøgerne. Baseret på de opførte oplysninger, ligningstal, modtaget dokumentation og kontrol af betalingsanmærkninger finder banken ingen indikation på, at ansøgerne ikke skulle have været vurderet kreditværdige på det tidspunkt, lånet blev udbetalt.
Ankenævnets bemærkninger
Den 6. januar 2020 optog klagerne H og M et lån i Bank Norwegian på 50.000 kr. Lånets pålydende rente var 6,99 % om året, og lånets løbetid var 180 måneder. Den månedlige ydelse var 450 kr.
I januar 2024 overgav banken sagen til et inkassofirma til inddrivelse.
Efter kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, skal kreditgiveren inden kreditaftalens indgåelse vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren, og hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser. Før enhver væsentlig forhøjelse af det samlede kreditbeløb skal kreditgiveren atter vurdere forbrugerens kreditværdighed, jf. bestemmelsens stk. 2. Kreditaftalelovens § 7 c gennemfører artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler mv.
Der er ikke fastsat nærmere regler om, hvilke oplysninger kreditgiveren skal indhente til brug for vurderingen af forbrugerens kreditværdighed i henhold til kreditaftalelovens § 7 c.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at kreditgiveren altid vil skulle indhente fyldestgørende oplysninger og på baggrund af disse oplysninger foretage en vurdering af forbrugerens kreditværdighed, og at oplysningerne efter kreditgiverens skøn kan indhentes hos forbrugeren og ved søgning i relevante databaser, f.eks. hos kreditoplysningsbureauer (Folketingstidende 2009-10, tillæg A, lovforslag nr. L 91, side 51).
Efter forarbejderne til kreditaftalelovens § 7 c kan tilsidesættelse af pligten til at foretage behørig kreditværdighedsvurdering sanktioneres med påbud eller danne grundlag for politianmeldelse. Bestemmelsen regulerer derimod ikke det aftaleretlige spørgsmål i forbindelse med kreditaftalens ugyldighed.
Ankenævnet finder, at en eventuel tilsidesættelse af pligten efter kreditaftalelovens § 7 c kan indgå ved vurderingen af, om en låneaftale skal tilsidesættes helt eller delvis i medfør af aftalelovens regler, navnlig § 38 c, jf. § 36. Det bemærkes, at såfremt en låneaftale erklæres ugyldig på grund af tilsidesættelse af kreditaftalelovens § 7 c, vil det medføre, at hver part skal tilbagelevere det modtagne, således at låntageren skal tilbagebetale lånebeløbet med fradrag af eventuelt betalte renter og gebyrer.
Banken har oplyst, at den til brug for kreditværdighedsvurderingen indhentede oplysninger fra klagerne i et ansøgningsskema, hvoraf fremgår, at klagerne var gift, at deres samlede årlige indtægt var 1.092.000 kr., og at deres samlede gæld var 4.285.860 kr. (boliglån) og 194.666 kr. (anden gæld). Derudover indhentede banken oplysninger fra KreditStatus og E-skat samt foretog opslag i RKI. Banken har oplyst, at den efter en gennemgang af den indhentede information gik ud fra en samlet indtægt på 1.092.000 kr., et boliglån på 4.285.860 kr. og anden gæld på 194.666 kr.
Klagerne har anført, at banken ikke tog en skattegæld på ca. 450.000 kr. med i vurderingen, og at der ikke er foretaget en korrekt beregning af rådighedsbeløbet.
Tre medlemmer – Kristian Korfits Nielsen, Christina Bryanth Konge og Mette Lindekvist Højsgaard – udtaler:
En kreditgivers vurdering af en forbrugers kreditevne beror på et skøn, og det er derfor ikke ethvert svigt i denne vurdering, der kan føre til en tilsidesættelse af kreditaftalen som ugyldig. Det er i retspraksis lagt til grund, at der efter kreditaftalelovens § 7 c og forarbejderne hertil skal foreligge en vis grovere tilsidesættelse af pligten fra kreditgivers side til at foretage kreditvurdering, hvis en kreditaftale helt eller delvist skal tilsidesættes som ugyldig i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Banken har oplyst, at den til brug for kreditvurderingen indhentede information om klagernes situation. Oplysningerne om klagernes økonomi, herunder gæld, blev indhentet fra klagerne og fra opslag i de registre, som banken havde adgang til, blandt andet KreditStatus. E-skat og RKI.
Vi lægger efter det oplyste til grund, at banken på grundlag heraf foretog kreditværdighedsvurdering af klagerne.
Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder størrelsen af lånet, der blev ydet i 2020, og at der var tale om to solidarisk hæftende debitorer, finder vi, at der ikke er godtgjort sådanne omstændigheder, som kan begrunde, at låneaftalen kan tilsidesættes helt eller delvist som ugyldig i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Vi stemmer derfor for, at klagerne ikke får medhold i klagen.
To medlemmer – Rolf Høymann Olsen og Elizabeth Bonde – udtaler:
Vi finder, at dokumentation for fyldestgørende kreditværdighedsvurdering påhviler långiver. Vi finder ikke, at banken foretog fyldestgørende kreditværdighedsvurdering i henhold til kreditaftalelovens § 7 c. Vi har herved navnlig lagt vægt på, at banken ikke indhentede de nødvendige oplysninger, herunder oplysninger om låntagernes eksisterende gældsforpligtelser, herunder skattegælden.
Vi finder, at det er en forudsætning, at kreditgiver kender låneansøgers udgifter for at kunne foretage en fyldestgørende kreditværdighedsvurdering. Det er ikke muligt at fastslå, om et lån kan tilbagebetales, uden at kende låntagers udgifter og indtægter, herunder låntagers udgifter til eksisterende låneforpligtelser.
Vi finder, at det ikke er dokumenteret, at banken foretog en fyldestgørende kreditværdighedsvurdering i henhold til kreditaftalelovens § 7 c.
Ud fra en samlet vurdering af klagernes økonomiske forhold, finder vi, at låneaftalen skal tilsidesættes som ugyldig i medfør af aftaleloven §§ 38 c, jf. 36, og at banken skal godskrive klagerne renter, gebyrer og omkostninger på låneaftalen.
Sagen afgøres efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.,