Kaution.

Sagsnummer:63/1988
Dato:02-02-1989
Ankenævn:Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Jørgen Ravn, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I maj 1984 overførte klagerens broder sit engagement til indklagedes Skive afdeling.

I den anledning afgav klageren og en medkautionist selvskyldnerkautionserklæring for et lån på 85.000 kr. og en kassekredit med maksimal trækningsret 40.000 kr., der skulle anvendes til driften af debitors forretning.

Ifølge kautionsdokumentet var klagerens medkautionist bemyndiget til at modtage meddelelse i henhold til Bank- og Sparekasselovens § 41 på begge kautionisters vegne.

I september 1985 ydede afdelingen klagerens broder et lån på 225.000 kr., for hvilket klageren og dennes medkautionist kautionerede. Ifølge dette dokument var klageren bemyndiget til at modtage meddelelser i henhold til Bank- og Sparekasselovens § 41.

I april 1986 blev kassekreditten ved kautionisternes tiltræden forhøjet til 220.000 kr.

I maj 1987 blev det i september 1985 ydede lån forhøjet med 245.000 kr. til 470.000 kr., hvilket kautionisterne tiltrådte den 20. juli 1987. Ifølge lånedokumentet skulle låneprovenuet anvendes til indfrielse af debitors kassekredit, hvilket også skete den 20. juli 1987. Klagerens medkautionist var ifølge lånedokumentet vedrørende forhøjelsen bemyndiget til at modtage meddelelser i henhold til Bank- og Sparekasselovens § 41.

Den 27. august 1987 opsagde indklagede engagementet til fuld indfrielse. Klageren har herefter ved sin advokat indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagedes ret til at gøre kautionsforpligtelsen gældende tilsidesættes helt eller delvis.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klagerens advokat anført, at provenuet af forhøjelsen af lånet i juli 1987 blev anvendt til indfrielse af usikret gæld, hvorefter indklagede ca. 1 måned efter opsagde engagementet til fuld indfrielse.

Det fremgår ikke af den foreliggende dokumentation, at der er udbetalt penge til debitor i den måned, der forløb, fra den sidste kaution blev stillet, til engagementet blev opsagt, hvorfor klageren har kautioneret for gammel gæld.

Det er endvidere i strid med Bank- og Sparekasselovens § 1, stk. 6, at yde lån i den størrelsesorden til drift af en lille blomsterbutik, uden at kautionisterne gøres opmærksom på den betydelige risiko, særligt da klageren er en ældre dame uden formue.

Endelig har indklagede ikke givet meddelelse i henhold til Bank- og Sparekasselovens § 41.

Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand anført, at klageren under hele forløbet har stået som kautionist for såvel det forhøjede som det indfriede lån, hvorfor låneforhøjelsen ikke er anvendt til indfrielse af usikret gæld. Klageren har ikke kautioneret for gammel gæld, idet kautionserklæringerne er afgivet samtidig med diverse låne- og kreditforhøjelser. For så vidt angår det forhold, at den seneste kautionsforpligtelse blev stiftet godt en måned før debitors engagement blev opsagt til fuld indfrielse, anfører indklagede, at lånedokumentet lå klar nogen tid, inden lånet blev effektueret, idet man afventede tilsagn fra kautionisterne. Endvidere anføres, at provenuet af det seneste lån alene blev anvendt til en ompostering.

Indklagede har ikke givet meddelelse i medfør af Bank- og Sparekasselovens § 41, idet ydelserne på kautionslånene ikke udeblev i et sådant omfang, at meddelelse var nødvendig.

Kreditgivningen har ikke været i strid med Bank- og Sparekasselovens § 1, stk. 6, idet enhver udvidelse er sket på baggrund af en sædvanlig kreditvurdering, og indklagede godtog klagerens kautionstilsagn på baggrund af gode bankoplysninger på klageren.

Det fremgår af det seneste lånedokument, at 21.126,64 kr. af låneforhøjelsen er anvendt til inddækning af overtræk på samme lån. Beløbet burde rettelig have været krediteret udlånet af maj 1984, som klageren tillige kautionerede for. Indklagede erderfor indstillet på at afhjælpe denne fejl ved en nedskrivning af den samlede kautionsforpligtelse med 21.126,64 kr.

Ankenævnets bemærkninger:

En stillingstagen til, hvorvidt der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at klageren i det hele eller devis ikke kan anses for bundet af kautionserklæringerne, findes at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, hvorfor klagen afvises i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.