Spørgsmål om ansvar for hævninger, som klageren ikke kan vedkende sig.

Sagsnummer:64/2000
Dato:26-06-2000
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Jette Kammer Jensen, Bjarne Lau Pedersen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om ansvar for hævninger, som klageren ikke kan vedkende sig.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren hæfter for 2 dankorthævninger på i alt 3.000 kr. på sin konto.

Sagens omstændigheder.

Klagerens engagement med indklagede består bl.a. af en lønkonto med tilknyttet dankort.

Ved skrivelse af 12. oktober 1999 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende en hævetransaktion den 24. september 1999 på 1.000 kr., som hun ikke kunne vedkende sig. Hævningen fremgik af en kontoudskrift, som klageren havde fået tilsendt.

På grund af en fejl i indklagedes interne postsystem nåede klagerens skrivelse først frem til sagsbehandleren ultimo oktober 1999.

Ved skrivelse af 19. oktober 1999 rykkede indklagede klageren for inddækning af et overtræk på lønkontoen på 2.475,45 kr.

På foranledning af en telefonisk henvendelse fra klageren den 20. oktober 1999 blev dankortet spærret. Samtidig gjorde klageren indsigelse mod en hævning på 2.000 kr. og en hævning på 1.000 kr., der var foretaget henholdsvis den 7. og 13. oktober 1999.

Den 31. oktober 1999 underskrev klageren en tro og love-erklæring, hvorefter hverken hun selv eller andre med hendes samtykke havde benyttet dankortet til at foretage hævningerne på i alt 4.000 kr.

Det fremgår, at hævningen den 24. september 1999 fandt sted kl. 3.05 i en hæveautomat tilknyttet Amagerbanken. Hævningen på 2.000 kr. den 7. oktober 1999 fandt sted kl. 16.18 i en hæveautomat tilknyttet Den Danske Bank, og hævningen den 13. oktober 1999 fandt sted kl. 16.07 ligeledes i en hæveautomat tilknyttet Den Danske Bank. Samtlige 3 hævninger skete ved brug af klagerens dankort og den dertil knyttede PIN-kode.

Den 1. december 1999 tilbageførte indklagede 2 rykkergebyrer på henholdsvis 125 kr. og 75 kr., som var blevet opkrævet på klagerens konto henholdsvis den 19. oktober og 18. november 1999. Gebyrerne var blevet opkrævet på grund af overtræk som følge af de hævninger, klageren ikke kunne vedkende sig.

Ved skrivelse af 28. januar 2000 meddelte indklagede, at klageren hæftede for de 4.000 kr., idet man ikke fandt det tilstrækkeligt bevist, at der var tale om misbrug. Indklagede henviste til, at klageren havde oplyst, at ingen andre havde haft adgang til kortet eller PIN-koden, og at der ikke forelå oplysninger, som sandsynliggjorde, at en anden person havde haft mulighed for uden klagerens vidende at foretage hævningerne.

Ved skrivelse af 1. februar 2000 meddelte indklagede, at man per kulance ville tilbageføre hævningen på 1.000 kr. den 13. oktober 1999, hvorved klageren ville blive stillet, som om kortet var blevet spærret på baggrund af klagerens skrivelse af 12. oktober 1999.

Parternes påstande.

Den 14. februar 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre hævningen på 1.000 kr. den 24. september 1999 og hævningen på 2.000 kr. den 7. oktober 1999.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun opbevarer dankortet i sin tegnebog. Ingen andre har kendskab til PIN-koden, som opbevares et forsvarligt sted og medbringes pr. hukommelse. Hun er et ansvarsfuldt menneske og har under forløbet benyttet sig af et regningshæfte, hvor hun har noteret sine dankortkøb. Hun er under uddannelse og kan ikke tillade sig at hæve beløb af den omhandlede størrelse.

Det er urimeligt, at hun som følge af de uberettigede hævninger skal hæfte for et tab, som hun ikke har været årsag til. Hun har underskrevet tro og love-erklæringen og har henvendt sig til politiet, men da dankortet ikke var stjålet, var det ikke muligt at foretage en anmeldelse. Det bør påhvile indklagede at bevise, at der ikke har fundet misbrug sted.

Indklagede har anført, at kortet hverken er bortkommet eller er blevet overladt til nogen, der har misbrugt det.

Der er ikke tale om fejlposteringer, og en gennemgang af PBS' registre viser ikke noget uregelmæssigt ved de omstridte transaktioner.

I perioden 24. september til 13. oktober 1999 har klageren foretaget en række andre transaktioner ved brug af kortet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter det foreliggende må det lægges til grund, at transaktionerne den 24. september og 7. oktober 1999 på henholdsvis 1.000 kr. og 2.000 kr. er korrekt registreret og bogført, og at den til klagerens dankort hørende PIN-kode har været anvendt. Klageren hæfter herefter under alle omstændigheder for 1.200 kr. af det samlede beløb på 3.000 kr., jf. betalingskortlovens § 21, stk. 1. En stillingtagen til, om klageren hæfter for de 3.000 kr. enten fordi der ikke er tale om misbrug, eller fordi der foreligger misbrug under sådanne omstændigheder, at klagerens hæftelse ikke er begrænset til 1.200 kr., ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.